Fremmedes søn
Miiiin lille skat, sang Nina Margrethe stille for sig selv med sin skingre, men blide stemme, mens hun bøjet sig forover og skurede trappen med sin gamle sæk. Tag mig meeeed dig, khø sukkede hun og rettede sig langsomt op for at trække vejret.
Det var svært at synge og gøre rent på samme tid. Hendes åndedrag blev korte, hovedet begyndte at snurre, men med et lille host prøvede Nina at komme til sig selv. Så stod hun lidt, flyttede spanden dampende af uigennemsigtigt vand lidt tættere på, vred kluden op og gik videre med trinene.
I vores gamle lejlighedskompleks på Amager blev hver bolig skiftet til at gøre rent på trappen, fra øverst til nederst, flere gange om måneden. Nogle ignorerede denne pligt, lagt på dem af opgangens repræsentant, nogle fejede kun hurtigt over granittrinene, og det måtte række. Men Nina Margrethe, opdraget til næsten steril orden fra barnsben, gjorde lige så grundigt rent i opgangen som i sin egen stue eller udhus; hun fornægtede aldrig sin ryg og tilsatte af og til eddike i vandet for at desinficere. Lugten hang længe i luften bagefter, og naboerne hostede, skyndte sig ind og gemte sig bag lukkede døre.
Ninuschka gjorde rent både for sig selv og for dem, der ikke kunne eller gad, eller som var bortrejst. Hun tog aldrig betaling for sin hjælpsomhed, og naboerne benyttede sig skamfrit af hendes ubestridelige trang til orden.
Nina Margrethe, jeg kommer altså til dig, ringede naboen Gertrud en gang om måneden på Ninuschkas dør. Jeg må bøje mig dybt, det er min ryg, forstår du, arbejdet … sagde hun, mens hun klappede sig selv over lænden. Gertrud arbejdede på grønttorvet, løftede sække med kartofler og sorterede rødbeder og gulerødder. Hårdt manuelt slid. Jeg kan umuligt bukke mig ned. Kan du ikke lige tage trappen for mig? Du sidder jo hjemme hele dagen alligevel.
Og Gertrud smilede og gik videre uden at vente på svar. Når aftenen kom, trampede hun selvsikkert op ad den skinnende rene trappe med sine mudrede støvler, slæbte net med grøntsager op på tredje sal og bekymrede sig hverken om sin ryg eller snavs. Hun gik med stolthed, bevidst om sin hårde indsats. Hvad så? Hun havde da tjent sin løn hjem!
Gertrud, hvordan går det så med ryggen? spurgte Nina Margrethe og slog ud med hænderne, når de mødtes.
Ryggen skal man nok få igen, tante Nina. Det går nok. Har du nået at vaske trappen? Hm … Gertrud kiggede på de våde spor efter sine støvler. Dårligt vasket i hjørnerne. Nu tænker folk, at jeg har dovnet den af. Jeg er jo flittig! udbrød hun, stolt slog brystet frem. Jeg sidder ikke hjemme og laver ingenting. Kan du ikke lige tage et ekstra sving bag mig, Nina Margrethe? Ellers ser det ikke godt ud!
Og væk var hun. Og den aldrende Nina, som ifølge Gertrud bare sad hjemme og dasede hele dagen, hentede trasaen og tørrede op efter den tunge nabokone.
Vores gamle Nina holder bare øje med mig! rapporterede Gertrud hjemme hos sin mand. Lad nu være med at blande dig, jeg klarer det selv! Du er så klodset! sagde hun, mens hun skubbede til sin mand Jørgen, der var et hoved lavere, småskaldet og lidt usoigneret. Men Gertrud blev ikke generet af det. Det væsentlige var, at han var hendes, hendes ejendom, uundværlig i husholdningen.
Det var slet ikke dig, hun ventede på! Hun ville nok bare have lidt luft, Jørgen viftede det væk og kiggede nysgerrigt efter flasken i poserne.
Den ligger nederst. En Lille Snaps. Har købt den for din skyld. Men lad nu være! sagde Gertrud, slog ham over fingrene. Lidt luft? Ja, ja! Hun satte sig på taburetten, der knirkede under hendes vægt. Hiv støvlerne af nu! To store fødder ragede frem mod den knælende Jørgen, som kæmpede for at få støvlerne af. Lyn ned, klovn!
Schrrr! lød lynlåsen, og den ene støvle røg på plads. Så den anden. Jørgen rettede støvlerne, tørrede dem af med sit tørklæde, for at de kunne skinne. Han gjorde alt for sin forsørger, sin kone-ko, som han kaldte hende kærligt, for Gertrud var grøntsager, mælk, ost og vigtigst: snapsen. For det, for Gertruds lune hjem, hendes store favn og varme arme om natten, ville han gøre alt. Sagde hun løbe henover loftet, gjorde han det! Ud i sneen nøgen? Han sprang! Sådan var kærlighed.
Så, nu er jeg klar. Skal vi have aftensmad nu, Gertrud hæs bag disken. Og den dér Nina glor efter mine indkøbsnet hele tiden! Øv, hun tror nok, hun kan få lidt? Ikke tale om, jeg er arbejdsmand, jeg skal da ikke føde sådan en dovenpind! sagde Gertrud, slog i bordet. Det er rigeligt, jeg skal fodre dig, din grådige kat! Jørgen nikkede hurtigt, men prøvede så:
Men hun er altså god, Nina Margrethe. Hun er jo på pension og førtidspensionist, hvorfor skælde hende ud? Hun gør rent for os …
I Ninas øjne kunne Jørgen genkende sin mor så nænsom og kvik, hun fik tingene til at gå op. Derfor holdt han af Nina, hilste altid og prøvede at slå en lille spøg, selvom han blev genert bagefter. Hun var altid sådan lidt ophøjet over for ham. Han følte sig beskidt i hendes nærhed.
Gør rent for os? Nej, jeg skal ikke gøre rent for alle efter arbejde! Eller vil du tage trappen næste gang? Nej? Det var det, jeg tænkte! Du skal bare ikke forsvare hende mere, så får du ingen aftensmad!
Jørgen rystede hurtigt på hovedet. Uden aftensmad det gik ikke, og at være uvenner med Gertrud var heller ikke godt. Hun var hans forsørger, hende skulle han lystre …
Nina Margrethe skyndte sig aldrig hjem om aftenen. Hun sad ofte på bænken, nikkede til naboer og sang sagte: Min kære, tag mig med dig…
Pludselig stoppede hun, rettede på sit hovedtørklæde og rejste sig for at hilse på den unge mand i arbejdstøj.
Mikkel, god aften! hun bukkede næsten for ham.
Han smilede, løftede kasketten.
Goddag, fru Nina! Hvorfor sidder De her? Tag min jakke, hvis De fryser, han begyndte at tage den af, men Nina rystede på hovedet.
Nej, nej, tak, det går fint! Men du … hun tøvede lidt. Kærnemælk og brød igen?
Mikkel så ned i sit net og nikkede bekræftende.
Man kan da ikke leve sådan, Mikkel! Kom op til mig! Jeg har suppe, kogte kartofler, hjemmelavet fedt, kylling.
Hun sagde det i en lind strøm, ønskede bare at byde ham ind. Han tøvede lidt, men da Nina så trist ud, var det svært at sige nej.
Okay, så. Men det bliver altså sidste gang! sagde han strengt som en forbryderleder. Det er da pinligt, De skal ikke bare fodre mig!
Hvorfor pinligt, Mikkel? Jeg er jo alene, og gryden er stor … Bare kom, inden det bliver koldt!
Nina ventede på Mikkel hver aften, sad udenfor uanset vejret. Hun roste sin hjemmelige hygge og så ham altid dybt i øjnene.
Mikkel boede alene, lykkelig for at han havde fået en andelslejlighed, væk fra kollegiet. Nina Margrethe boede etagen under, også indflyttet på grund af sine fortjenester efter mange år i småværelser. Hun holdt meget af ham.
Gertrud så bare nabodrengen Mikkel som en almindelig fyr, ung og køn, jovial, nogenlunde ordenlig. Men for Nina Margrethe var han chancen for nogen at tage sig af, at give sin store moderlige omsorg. Den vældede frem overalt, hvor hun kunne børnene fik bolsjer og snørebånd fikset, de unge par blev smilet kærligt efter, selv larmende guitarister fik hendes milde blik. Ungdommen var smuk!
Men Nina havde ingen børnebørn, hun var alene, manden for længst væk, og sønnen omkom endnu tidligere. Nogle gange kom han i hendes drømme, satte sig ved bordet med bøger og notesbøger. Leon, hendes kloge dreng, ville blive forsker, læste altid og var deres stolthed.
Du skal føre vores navn videre, sagde hendes mand, Børge, ofte. Arbejd hårdt, Leon, vi hjælper dig!
Leon kæmpede, men druknede en vinter under en fjollet studieudflugt. Nina tilgav aldrig sig selv, at hun lod ham tage afsted. Hun kunne jo have nægtet, holdt ham hjemme, klemt ham fast i favnen og aldrig lukket ham ud men modermodet svigtede …
Efter Leons død gik Børge hurtigt ned, tørrede ind, pust og også ham kunne Nina ikke holde på jorden.
Nu var Nina Margrethe ene, levede ved at finde årsager til ikke at dø, før tiden var gået.
Så blev Mikkel hendes årsag. Simpel, grov i kanten, slet ikke som Leon, alligevel mindede han hende om sønnen og hun knyttede sig til ham.
Mikkel kunne ikke lide bøger, var håndens mand med faste hænder og gjorde alting praktisk og rapfodet. At slå søm i, fikse en hane, grave i gården det var nemt for ham. I begyndelsen var Nina genert ved at invitere ham på mad, stod og trippede udenfor hans dør, eller kiggede ydmygt, hvis hun mødte ham. Men siden blev hun mere frimodig først bad hun om hjælp med vinduesgrebet. Mikkel svarede, dukkede op med værktøj i den gamle militærtaske, og da han var færdig, bød hun ham mad.
Sådan, frue, det er ordnet, nu skal du bare lukke forsigtigt.
Nina nikkede og rakte ham penge.
Tag du, min dreng!
Ej, fru Nina, nej tak! Tag dem væk straks!
Nina ventede det, huskede fra før, og da han nægtede, tilbød hun at spise sammen. Hjemme hos Mikkel var køleskabet halvtomt, så han sagde ja. Nina blev glad, satte delikatesser frem og fyldte hans tallerken igen og igen.
Jeg kan ikke mere, springer snart! lænede han sig bagud.
Tag med hjem så, jeg pakker frikadeller, lidt af hvert, Nina pakkede mere og mere: risret, suppe, gryderet, fisk. Mikkel tøvede, men Nina insisterede, og han tog det med, sagde tak.
På trappen mødte han Gertrud, der spurgte nysgerrigt. Da Mikkel sagde, hvad han havde med, svarede hun:
Ih, pas nu på, søn! Nina, hun er lidt mærkelig. Du ender med at blive låst inde!
Hvorfor dog det? udbrød Mikkel forvirret. Nina Margrethe virkede da helt normal, lidt syngende, men hvad så?
Siden sønnen døde, har hun været ved siden af sig selv, snakker med sig selv, græder … Men du er jo voksen.
Gertruds ord bar Mikkel med sig, men de betød ikke meget. Alligevel blev han lidt varsom.
En dag så det dog ud, som om Gertrud fik ret. Mikkel lod sig overtale til middag hos Nina. Hun satte ham til bords, sang “Der er et yndigt land”, serverede dampende rødbedesuppe og brød, men forsvandt så i entreen og begyndte at bakse med låsen.
Mikkel blev mistænksom. Ville hun virkelig låse ham inde? Det ville ikke tage den gamle soldat lang tid at bryde døren op, men det var synd for den gamle dame, uden dør og værn!
Han sneg sig bag hende og spurgte stille:
Hvorfor? Hvorfor vil du låse mig inde, tante Nina? Kom nu …
Hun stirrede bange med store øjne.
Nej, Mikkel, åh, nej! Overhovedet ikke! Jeg ødelagde låsen igen i morges, du havde jo lige repareret den. Det er min egen skyld, lille skat, tilgiv!
Hun græd, ægte, så Mikkel blev helt fortumlet. Hvad skulle han gøre nu?
Åh, tante Nina, stop nu, prøvede han at trøste og ville lægge armen om hende, men festnede. Hun kaldte ham “lille søn”, følte han var hendes barn men hvordan kunne han være det? I går havde han jo spist hendes mad sammen med gutterne under grin om, at han havde fundet sig en gratis kok. Hold op, hvor var det pinligt! Og madkasserne stod på gangen, stadig urørte.
Det går over, jeg holder op med at græde nu, sagde Nina senere, da de atter sad over suppen. Også undskyld jeg kaldte dig søn, sagde hun lavmælt til sin tallerken. Måske er det ubehageligt for dig.
Mikkel slugte, trak på skuldrene.
Det er da rart, tante Nina! Men hvilken søn? Jeg er rodet og almindelig, du er så ordentlig sådan nogen børn får du ikke!
Nina græd igen.
Jeg får slet ingen børn mere, Mikkel. Skulle du have lidt til? Hun kiggede på ham. Mikkel nikkede.
Fra da af gik ingen ondt-vurderende ord om Nina Margrethe gennem hendes gang forbi Mikkel. Han agtede hende endnu højere, egentlig udviklede han en slags kærlighed, som til en bedstemor eller tante en fortrolig sjæl.
Mikkels mor og søstre boede langt væk, ovre på Lolland. Måske blev de ikke fornærmede, hvis her også var en kvinde, der passede på ham?
En dag duftede Jørgen, halvfuld, sig frem til Nina Margrethes dør, savlende over maden. Derhjemme simrede kun suppeben, og Gertrud kunne ikke lave mad, selvom der var nok varer. Inden Jørgen nåede at snige sig nærmere, blev han kaldt oppefra:
Hvad har du gang i, dit fjols? Jeg bad dig tage skrald ud, ikke daske omkring! Gertrud dukkede frem over rækværket.
Jørgen rettede sin krave, trak sig sammen, vidende hvad der ventede. Rigtigt, en våd klud over isen. Han peb.
Alle flakker snart over til Nina, men jeg er ti år yngre end hende, Jørgen! Hun rasler med knoglerne, jeg er din forsørger, forstået? Sig det!
Forsøøørger, peb Jørgen, smuttede forbi hende. Åh, hvis han dog kunne låse hende ude og spise, som han ville men nej, det ville aldrig gå. Gertrud kunne bryde døren ind.
På plads! buldrede Gertrud, smækkede døren. Hun skal nok få lært det, den gamle Damsgaard! Jeg skal vise hende, det går ikke at gafle andre mænd ind! Giv Tanja brødet, hun venter! Hun brokkede videre, krummede ryggen.
Mikkel trak Maja med sig.
To måneder efter blev der fejret bryllup. Majas forældre kom, Mikkels mor og søstre, allesammen til festen. Nina Margrethe sad lidt til siden for ikke at forstyrre. Mikkel, hendes Mikkel blev gift … og pigen, svigerdatteren, var god, lidt for smart klædt, men årene skal nok bøje hende, tænkte Nina. Hun lavede god mad, arbejdede på systuen, var sjov. Nina savnede allerede Mikkel midt i glæden, men sådan er livet. Havde hendes egen Leon levet, ville hun have giftet ham bort også sådan er kærligheden.
Gæsterne råbte Kyss! og Nina råbte højere end resten. Må Gud lade Mikkel ikke glemme hende.
Det gjorde han ikke. Han hjalp, kom ofte, og da de fik deres førstefødte, lille Johannes, bad han Nina holde øje. Maja indvendte ikke der var noget så kært over tante Nina, som en rigtig bedstemor. Måske har de ret, når de siger, at fremmede nogen gange bliver ens egne …?
Gertrud glædede sig ikke over andres lykke. Jørgen drak mere, overnattede i opgangen nogle gange, og Gertrud skældte ham ud. Han kiggede op på hende som et får og sagde med sludrende stemme: Min forsøøørger … Hun slæbte ham hjem som sine grøntsagsposer. Kærlighed …
