Dyne
Nå, så I skændes slet ikke? Mette rettede kalechen på barnevognen og kiggede spørgende på Freja.
Jo, hvorfor skulle vi ikke gøre det? Vi er jo mennesker og ikke robotter. Nogle gange ryger vi i totterne på hinanden, og bagefter sidder vi og surmuler. Freja stak også hovedet ned i barnevognen, rettede lidt på sin søns lette sommerdyne, satte sig til rette på bænken og lukkede øjnene, mens solen legede på hendes kind. Åh, hvor er det rart! Endelig lidt varme. Hele sommeren har jo været som en våd tirsdag i november i Aalborg.
Men Mette, hvis liv bedst kunne beskrives som en evig Roskilde Festival midt under skybrud, var slet ikke færdig med det interessante emne.
Men hvad gør I så?
Vi har vores hemmelighed den fandt vi allerede på, da vi flyttede sammen. Eller rettere, det var faktisk ikke vores idé, men hvem går op i det? Vi har aldrig været glade for de der dybe hvorfor sagde du det-samtaler. Alt er stille og godt, indtil én af os mister skruen, og så bum! Millioner af småting vælter ud. Unge mennesker, du ved
Og nu er I gamle? Mette fnyste og rynkede brynene, mens hun betragtede veninden. Nej, ved du hvad! Du har ikke én rynke. Mine øjne? Hvis jeg går ud uden mascara, så skriger folk og kaster salt over skuldrene, fordi de tror, jeg er hekseri
Det er bare, at jeg sover om natten. I hvert fald én til to gange om ugen og det hjælper faktisk.
Hvordan det? Hvem tager sig af natteflasken?
Freja blev lidt stille.
Det gør min mand. Han står op om natten vores søn får jo flaske. Jeg ville så gerne selv, men det gik bare ikke.
Hvorfor ikke?
Freja lukkede øjnene og mistede sig lidt i tankerne.
Nøj, hvor var der sket meget på de år… Både glæder og knubs. Pige, der var vokset op som en Dronningens yndling, var det noget af et fald fra tronen, da livet slog kolbøtte. Først mistede hun sin mor præcis da hun havde allermest brug for hende og kort tid efter gik hendes far bort. Hendes forældre var som sol og måne, de åndede for hinandens velbefindende… Hun huskede stadig, hvordan hendes mor fnøs over sin sovende mand, der snorkede efter en lang vagt på hospitalet, og dækkede ham med det ternede oldemorstæppe, fordi han nærmest kollapsede efter arbejdet. Operation efter operation ingen, ikke engang ham, kunne holde til det
Og mindet om hendes mor, der blev helt salig, når far kom hjem med hænderne fulde af vilde brombær fra skoven og bare stak dem til hende med et blink. Hun tog dem altid direkte fra hans hænder, bær for bær, kys, kys og Freja følte sig iblandt udenfor, bange for at ødelægge det gyldne øjeblik bare ved at trække vejret højt. Hun kunne fysisk mærke det varme skær, der omfavnede dem, selv den dag i dag.
For det var det, der kunne holde Freja oppe: Minderne, trods tabet af dem, der havde givet hende varmen. Da hendes mor døde alt for tidligt, kæmpede hendes far som en løve for at holde hende her. Han samlede alt sit netværk, men selv verdens bedste kirurg kan ikke operere det hul i brystet, når ens luft, ens kærlighed, forsvinder
Folk siger altid, at man elsker med hjertet. For Freja var det mere end det hendes fars hjerte holdt op, da kærligheden døde. Det kunne bare ikke mere.
Hun sukker og mindes, hvordan mormor hjalp hende flytte tingene ud af farens lejlighed, da det var slut.
Freja, tag billederne med hjem.
Nej!
Hvorfor dog ikke?
Mormor blev forskrækket over hendes tone, og straks skyndte Freja sig at forklare: De føles forkerte her Jeg kan ikke forklare det! Jeg husker dem som levende, ikke sådan her De kan blive her lidt endnu, ikke? Jeg tager dem senere…
‘Senere’ trak, som det har det med.
Freja flyttede ind hos mormor. Først gymnasiet, så job i Bilka. Kunne ikke flytte ud, da mormor blev mere og mere svag, og til sidst nærmest lå bundet til sofaen, da Freja dimitterede fra Københavns Universitet.
Skat, du skal altså ikke binde dig til mig. Du er ung! Lev dog for pokker!
Ej, nu stopper du, mormor! Du får suppe nu. Frisklavet.
Hvordan kan du nå alt det, min pige?
Det ved jeg ikke, Freja trak bare på skuldrene, pustede på suppen og gav den til mormor.
Sandheden var, hvordan hun nåede det, vidste hun egentlig heller ikke. Heldigvis var der fru Jensen fra opgangen hun nægtede konsekvent at tage imod penge.
Sludder! protesterede Freja. Du gør alt for os!
Åh, Freja, hold så op. Jeg gør ikke noget særligt, og jeg er alligevel alene. Hvis jeg engang ikke kan selv, så er det nu smart at have nogen, der kan række mig et glas vand, ikke?
Fru Jensen var der også, da mormor sov ind.
Min stakkels pige, alt falder ned over dig nu. Først forældre, så mormor… Men husk, Freja: Når man har haft så meget sorg, sender verden også glæde. Det er ligevægt. Regn med det.
Det må du godt sige, fru Jensen. Men hvor er den glæde?
Freja sad i køkkenet, øjnene svulmet op, i en kikset sort tørklæde, hun havde lånt hos naboen, med benene trukket op under hagen. Alt virkede gråt og udvasket. Kun billedet af mormor, ung og smuk, pyntede bordet nogen havde sat sort sløjfe på, men Freja pillede den af og smed den væk.
Sådan, min pige. Hun lever, så længe du husker hende og du ligner hende! Både øjne og grin og så temperamentet. Jeg har kendt din mormor i 50 år, og sådan et menneske findes ikke to af!
Fru Jensen slog korsets tegn og tog hende i favnen. De næste tårer var ikke længere tunge, men rindende, lette som trøst.
Lejligheden ville Freja ikke blive i. Hun pakkede og flyttede tilbage til barndomshjemmet. Hun huskede, hvordan hun trådte ind, lyttede tomt. Alting dødt og tyst, ingen spor af sang og latter og kærlighed Totalt tomt
Det kunne hun ikke udfylde. Hun fik job, folkeskolelærer, ikke det store, men lønnen kom fast, og i Odense var det nærmest luksus. Arbejdet optog hende, men hjemturen var frygtet. Stilhed og ensomhed var ulideligt. Hun tændte tvet, men det hjalp ikke Hun turde ikke gå ud alene, og hendes gamle klassekammerater glemte hende på ingen tid.
Efter lidt betænkning kørte Freja hjem til fru Jensen.
Flyt ind hos mig.
Hold nu op, Freja, hvad skal du bruge en gammel krøllet rosin som mig til? Du skal finde kærligheden og det hele!
Er du gal, der er længe til. Jeg har det skidt og Jeg er bange for at være alene. Sådan Det hele går i stå uden mormor. Jeg laver hendes suppe og frikadeller, men kan ikke spise det uden hende.
Åh, min pige! Fru Jensen strøg Freja over håret. Græd bare. Jeg tager med hjem til dig lidt tid til du finder rytmen igen. Bare jeg får lidt tid til at pakke og og du husker min kat.
Freja smilte med våde øjne og klappede Søs, fru Jensens kat, som straks gnækkede og lagde sig til rette hun var tydeligvis en del af planen.
Så nu var de tre i lejligheden. Freja skulle ikke længere stå foran døren, og samle mod til at gå ind i en mørk, tom lejlighed. Søs havde sjette sans og stod altid klar, når Freja kom hjem. Hun nussede om benene, mjavede, og galopperede ud i køkkenet for at gøre rapport til fru Jensen.
Sådan gik næsten et år, så mødte Freja Anders.
Anders, som hans mor insisterede på var fantastisk. Han var matematiker, og så var alt sagt: Drillende geni, distræt, forsvinden ind i grafer og formler og så panisk lede efter blyanten, der lå lige foran næsen. Alligevel kunne han se Freja, virkelig SE hende, med det blik, hendes far engang sendte hendes mor.
Og det blik gjorde det af. Freja blev hovedkulds forelsket og snart var brylluppet i kalenderen. Fru Jensen, der så hende danse rundt i lejligheden, tørrede i smug en tåre væk og hjalp med at klargøre det hele.
Så! Nu mangler vi vist kun gæsterne.
Fru Jensen rettede sløret, kiggede på billederne, der endelig havde fået plads på væggen.
Bare dine forældre og mormor kunne se dig nu De ville være så stolte! Og du ved, de KAN se dig. Det lover jeg.
Fru Jensen! Make-uppen!
Anders forældre tog pænt imod Freja, men tjo, begejstringen kunne ligge på et frimærke med god margin. De var jo solide folk fra Hellerup men heldigvis slap Freja for at bo hos dem.
Så er det tid, Freja sagde fru Jensen, en aften hvor de sad med te og Freja lavede Anders’ yndlingsboller i karry.
Hvad mener du?
Jeg skal hjem nu. Du har ikke brug for mig mere du er ikke alene længere.
Det bestemmer du ikke! Freja rystede grinende på hovedet. Du har jo været både mor og mormor for mig! Og så det er selvfølgelig Anders, der er matematikeren, men selv vi kan lægge sammen: To plus én, det gør tre og med Søs bliver vi fire. Du er ikke ekstra, du er familie!
Åh, barn dog! Ved du godt, hvad du har gjort? Du har givet mig en familie. Og det er ja, det er det hele værd!
Anders kiggede forsigtigt ind, tog brillerne af og spurgte:
Er I ved at lave en swimmingpool på køkkengulvet med alle de tårer, eller hvad? Må jeg foreslå et tørklæde?
Freja trampede hen, kyssede ham på næsen og skubbede ham ud igen.
Ud, skat, der er pigesnak! Vi kalder, når der er mad!
Første søn kom på slaget.
Matematikersøn! konstaterede fru Jensen smilende, da hun svøbte lilleskrigende Emil. Det er godt nok præcision, det her!
Freja, udskrevet lige før nytår, gik i gang i køkkenet alt skulle være perfekt, når Anders forældre kom og så barnebarnet.
Desværre blev entusiasmen begrænset. Forældrene kom til nytår, så på barnet i ti minutter, hvis de trak den, og skyndte sig hjem igen for at fortælle Anders senere, at barnet overhovedet ikke ligner dig. Heldigvis fik Freja det aldrig at vide, for Anders gik i padelstatet and told them straight indtil videre ingen invitationer, før de opfører sig ordentligt. Derfor havde Emil kun én rigtig mormor: Maria Jensen.
Han voksede op under hendes vinger. Freja og Anders var på arbejde, Maria lavede bål i baghaven, hoppede i vandpytter, sang højlydt og lavede fløjter af mælkebøtte hun havde hverken sangstemme eller gehør, men Emil elskede det.
Da Emil blev fire, fandt Freja ud af, at hun var gravid igen. Glæden var stor men blev hurtigt bremset.
Hvorfor skal I have et barn mere? Det er dyrt, det er ubelejligt, alt muligt. Freja, jeg må sige, det forstår jeg ikke. Anders skal jo snart forsvare sin PhD, og så har I hjemmet fyldt med baby, bleer og en ikke særlig rask, aldeles fremmed dame. Jeg fatter det ikke, sagde svigermor iskoldt.
Freja tog en slurk grøn te alt for at slippe for den evige kaffetvang og pokkers, hendes blodtryk farede rundt som en FCK-fan til derby. Lægerne sagde, der var intet fare på færde, men Freja var skeptisk. Hun plejede ellers at være sund som en havørn; havde nærmest kun haft snotnæse som barn.
Freja, du bør virkelig overveje, om I skal beholde det barn. Husk på vores ønsker! Anders skal jo fremad, og du holder ham tilbage.
Et eller andet lød underligt. Vore ønsker? Freja spekulerede hele vejen hjem mener Anders det samme? Havde han fortalt sin mor noget? Hun forstod svigermor. Man vil det bedste for sin søn. Men var det nu retfærdigt at lade det gå ud over hende?
Stemningen var minus på hyggebarometeret, da Anders kom hjem hun mødte ham med lyn og torden:
Anders, vil du have flere børn, eller hvad?!
Han blev blæst bagover af hendes tonefald og de dramatiske armbevægelser. Det så hun som et svar og så gik hun ellers i gang med balstyrisk tude- og knuste-kopper-show. Fru Jensen var skiftevis parat med både Baldrian og skålen med tyttebærsylt, men endelig gik stormen over. Freja, stående midt i sit eget tallerkensplint, gloede spørgende på Anders:
Har har jeg lavet alt det her?
Han kunne kun nikke.
Så forklarede fru Jensen det forvirrede geni:
Anders, det er bare hormoner. Du må ikke gøre hende ked af det. Gå ind og find dynen og få det løst. Ellers vokser splinten bare større.
Han luntede ind, fandt den lille dobbeltdyne nederst i skabet den de havde arvet fra et fejlindkøb, og som aldrig slog helt til og gik ind i soveværelset.
Det var hemmeligheden, som Freja havde nævnt for Mette.
Vi købte den, da vi var nygifte. Tænkte, vi skulle gøre det rigtigt. Kom hjem og fandt ud af den dækkede næsten ikke engang den ene af os. Så begyndte vi at bruge den, når vi skændtes. Fru Jensen fik den idé: Første gang vi røg i totterne, forsvandt den store dyne kun den lille bitreste var tilbage. Man er jo nødt til at ligge tæt, ellers fryser man. Og så kan man ikke være sur længe. Efter et par gange blev vi enige om, at ingen af os må sove, før vi er blevet gode venner. Dynen er nu egentlig overflødig, men vi henter den stadig frem, når det skal være. For vi er jo bare mennesker, Mette. Selv verdens største kærlighed kræver en gang imellem lidt ekstra. Ægteskab er jo ikke to ens får vi kommer fra helt forskellige hjem. Det perfekte findes ikke.
Ja, du har ret Og blev I gode venner igen den aften?
Jep. Ikke lige med det samme men vi fandt tonen. Og dér lærte jeg, at man altid skal lytte til sin bedre halvdel før alle andre. Jeg havde set, hvor glad han var, da jeg fortalte om graviditeten. Hvordan han snakkede med Emil om, at han får en lillebror. Men jeg fik kun øje på frygten ikke på min mand.
Freja bøjede sig over barnevognen. Daniel sov så uskyldigt og roligt, at hun blev helt varm inden i.
Og Daniel? Mette lænede sig tilbage, nød solen og skævede. Når nu nuet ikke byder på Mallorca, så kan man vel i det mindste lade som om i søndagsvejret. Freja?
Mmh?
Jeg ville bare spørge Var det let at føde Daniel? Eller havde alle nerverne konsekvenser?
Freja blev stille en stund. Så:
Det barn det blev aldrig til Daniel. Vi mistede ham.
Mette gispede og greb instinktivt fat i barnevognen, da datteren vågnede med et knirk.
Frejas stemme blev flad og mat. Mette nåede lige at tænke, at hun hellere måtte sige stop, men ombestemte sig. Måske var det bare, hvad Freja havde brug for.
Jeg var langt henne. Så blev jeg helt apatisk. Lå bare. Ville ikke spise, ikke tale. Fru Jensen tvang suppe i mig og nærmest slæbte mig i bad. Jeg kunne ikke forstå, hvordan man skulle leve videre, når det, man ventede, bare var væk. Det var som om lykken blev rykket lige ud af kroppen og kun smerten var tilbage. Jeg følte ingen kunne forstå mig, men de elskede mig så meget. Anders glemte alt andet, var hos mig hele tiden. Da hans mor kom for at insistere på, at han måtte tilbage på arbejde, sagde han hende lige ud: Du har ingen adgang, så længe du kritiserer min familie! Han prøvede aldrig at trøste mig med tomme ord. Han fandt bare dynen, lagde sig hos mig, holdt mig tæt Og med Emil, som var for lille til at forstå noget som helst, bare græd om natten uden sin mor. Jeg havde ikke engang kræfter til at gå op og give ham vand.
Hvordan?
Kom du videre? Med nød og næppe. Tak til Anders og fru Jensen hun blev Mor Maria der, for altid. Jeg faldt i søvn engang, ved ikke, hvad jeg drømte, men jeg skreg så højt, at naboen ovenpå kom løbende. Jeg råbte på min mor, og det var ligesom jeg fik kontakt hun omfavnede mig, sang godnatsang, og pludselig slap smerten lidt. Ikke helt, men nok til at jeg kunne trække vejret igen.
Hvad så bagefter?
Så slæbte Mor Maria mig til læger. Hun var den eneste, der holdt fast i troen. Og til sidst fem år senere så lykkedes det. Daniel kom til.
Nederst i alléen dukkede to skikkelser op, en stor og en lille, og Freja smilte gennem tårer.
Der kommer min skytsengel. Hun har hentet Emil fra fodbold. God klub, men alt for langt væk til min smag. Maria nægter at overgive æren hun lever for adrenalinen. Hun har organiseret forældre-fanklub, fundet på kædesange, købt halstørklæder. Sådan noget kan gøre selv FC København misundelige drengene vinder jo næsten altid. De siger, det er flovt ikke at vinde, når Maria Jensen står og råber på tribunen.
En lille, spinkel fyr i hvid T-shirt sprang hen til barnevognen, stak næsen ned og hviskede:
Mor, må jeg køre Daniel hjem?
Kun hvis du er forsigtig! Freja rejste sig, nikkede til Mette. Tak, fordi du lyttede!
Til hvad?!
For at du fik mig til at tænke over det hele igen. For at minde mig om, hvor højt jeg elsker mine. Vi ses i morgen?
Helt sikkert. Vi ses!
Freja krammede den lille, fyldige dame, som nussede hende over håret og sendte Mette et smil:
Hav en dejlig dag!
I lige måde!
Mette betragtede dem og tænkte, at Tolstoj havde sgu ret med sin Anna Karenina. Og måske skulle hun på hjemvejen smutte ind forbi Salling og købe en dyne i den rigtige størrelse. Man ved aldrig, om det kan hjælpe. Og så købe kirsebær og bage mandens yndlingskage.
Det gør altså alting lettere, tænkte Mette og grinede for sig selv.
