Fremmed dreng
Miiin lille skat, sang Ina Møller med sin lyse, lidt skingre stemme, bukket sammen midt i trappeopgangen, hvor hun tørrede trin med en slidt jutesæk. Tag mig nu meeeed, khhh, pustede hun ud, rettede sig op og trak vejret tungt.
Det var svært både at synge og gøre rent, man blev forpustet, og hovedet begyndte at snurre, så dette lille khhh blev en måde for Ina at vende tilbage til normaltilstanden, inden hun, efter et kort hvil, atter bøjed sig ned, skubbede spanden med det dampende vand tættere på, vred kluden op og begyndte forfra på trinene.
Det var hvert husstands ansvar at tage trappevagten et par gange om måneden og vaske fra top til bund. Nogle beboere ignorerede denne pligt, som viceværten Fru Knudsen havde indført, og strøg kun over granittrinene med en halvvåd klud og dét var dét. Men Ina, oplært i spotløshed fra barnsben, vaskede trapperne uanset om det var palads eller redskabsskur. Hun sparede aldrig ryggen, skrubbede grundigt, sommetider med en skefuld eddike i vandet for at desinficere. Lugten af eddike blev hængende i opgangen længe, fik folk til at hoste og skynde sig ind bag deres døre.
Ina tog også rengøringen for dem, der ikke kunne eller gad, eller som var bortrejst. Hun tog aldrig imod betaling, og naboerne udnyttede gerne hendes hjælpsomhed og ordenssans.
Ina, jeg har brug for dig igen, ringede naboen Gunhild Josefsen fast til døren hver måned med sit vanlige sleske smil. Jeg har forstrukket ryggen, det forstår du vel hun klappede sig på den brede lænd. Gunhild arbejdede på grøntlageret, løftede kartoffelsække, sorterede rødbeder og gulerødder hårdt fysisk slid, det var sandt nok. Jeg kan ikke bukke mig ned. Kunne du tage min trappevagt? Du sidder jo hjemme hele dagen, ikke?
Hun sagde det, smilede og gik, inden Ina svarede. Om aftenen marcherede Gunhild med sine store støvler ad den nyskurede trappe, op til tredje sal med tunge net fulde af madvarer, uden tanke for ryg eller skidt. Hun gik med hævet pande, overbevist om sin pligtopfyldelse. Jeg arbejder, og mit eget slæb vejer tungest, var hendes holdning.
Gunhild, udbrød Ina bekymret, når hun mødte naboen. Hvordan går det med ryggen?
Det går jo, det er bare lidt slid. Jeg er vant til det! Og du har gjort rent? Hm… hun så på pletterne efter sine støvler. Ikke for godt i hjørnerne! Folk skulle tro, det var mig, der snød. Men jeg arbejder, sidder ikke bare og puster sæbebobler hjemme! Vær lige sød at tørre efter mig, Ina. Det er kun rimeligt!
Så gik hun. Og gamle Ina, som ifølge Gunhild bare sad hjemme og blæste sæbebobler, fandt kluden frem og tørrede efter den tunge Gunhild.
Den gamle kælling lurede på mig igen! beklagede Gunhild sig hjemme overfor sin mand Bent. Han var lavere end sin kone, lidt skaldet og forpjusket, men Gunhild tog det ikke ilde op. Han var hendes mand, hendes ejendom, et nyttigt redskab i husholdningen.
Nuvel, hun stod vel bare ude for at få lidt luft, sagde Bent og rodede i poserne efter en flaske.
Den er i bunden, Bumsen. Jeg købte for din skyld, men ikke rør! Gunhild smældede ham over hånden. Sid nu stille Tag støvlerne af! De store ben strakte sig, Bent satte sig på hug og hev i støvlerne. Glid lynlåsen op, din klodsmajor!
Vrrrt! sagde lynlåsen, én støvle blev sat på måtten. Vrrrt! og den næste. Bent trak støvlerne pænt på plads, tørrede dem med lommetørklædet alt for Gunhild! Hun var hans forsørger som koen hjemme på gården i barndommen: Hun sørgede for grønt, ost, svinefedt, og ikke mindst snaps i glasset, iskold, stærk, så det trak i kroppen. For hendes skyld ville han alt: Hoppe på loftsbjælken, dykke nøgen i sne for elskede gjorde han hende jo!
Så, nu kan vi spise, rallede Gunhild, mens hun knappede blusen op. Ina glaner sådan efter mine poser, tror hun, hun skal have noget? Nul! Jeg er arbejder, ingen har råd til at fede hende op, hun slog i bordet med næven. Bare at holde dig med mad er nok, din ædedolk! Bent nikkede flittigt, prøvede forsigtigt: Men Ina er rar. Hun er jo alene og invalid, vasker trappen for os. Og vi…
I Inas gode øjne genkendte Bent sin egen mor. Også hun var snarrådig, handlekraftig, hun fik livet til at glide. Derfor kunne han lide Ina, hilste altid, vittigede lidt, men blev flov og gik. For Ina rørte han ikke ved retfærdigheden som om han smittede hende renhed med sit snavs.
Hun gør rent for os? For os?! råbte Gunhild. Som om jeg har pligt til at tørre efter alle andre, når jeg kommer træt hjem! Går du ned og svinger kluden næste gang? Nej? Nej, vel! Så drop snakken om Ina, ellers ingen aftensmad!
Bent rystede ivrigt på hovedet. Skulle ikke risikere noget, og Gunhild måtte ikke skuffes. Hun var forsørgeren det måtte man adlyde.
Om aftenen blev Ina ude, sad på bænken, nikkede til naboerne og sang Min egen lille skat, tag mig nu med.
Hun stoppede brat, rettede på tørklædet og rejste sig, da hun så den unge mand nærme sig, arbejdstøj på.
Mikkel, god aften! bukkede hun nærmest for ham.
Han smilede, tog kasketten af.
Hej, fru Ina! Fryser De ikke? Jeg kan godt låne Dem min jakke! Han gjorde mine til at tage den af, men Ina rystede på hovedet.
Nej nej, hold du den bare. Er det endnu engang kærnemælk og rundstykke til aftensmad?
Mikkel så ned på nettet i hånden og nikkede.
Man kan da ikke leve sådan, Mikkel! Kom du op til mig. Jeg har suppe, kartofler, hjemmelavet sylte, kylling.
Hun remsede nervøst sit beskedne udbud op og så ham ind i øjnene. Han ville afvise, men hun blev så trist, at han skammede sig.
Nå, okay, sidste gang da! sagde han med sin barske arbejdetoner. Hvorfor skal du altid fodre mig? Det er pinligt!
Det er ikke pinligt for mig, Mikkel. Jeg er jo alene, gryden er stor, og jeg nyder selskab. Kom nu, inden det bliver koldt!
Hun ventede Mikkel hver aften, i alt slags vejr, sad på bænken og tryglede ham altid med kærlig varme.
Mikkel boede alene, havde været heldig at købe en lejlighed i andelsboligen, nu var han fri, egen herre. Ina boede på etagen under. Hun havde også fået lejlighed som belønning efter et langt liv i dårlige boligforhold. Og Ina fattede straks sympati for den unge.
For Gunhild var Mikkel bare en mand ung, køn, snaksaglig og pæn men for Ina var han chancen for at tage sig af nogen, give sin uforløste moderlighed videre. Hendes lille spinkle krop var fyldt op med overskud, det strømmede ud til alle omkring. Kom der børn hjem fra skole, sagde Ina hej, gav en slikkepind, rettede på huer, bandt snørebånd. Unge kærestepar i parken glædede hun sig over: Nu går de to, senere med barnevogn, bagefter med unger. Og det er fint. Bare der er nogen at holde af, nogen at passe på! tænkte hun. Selv unge med guitarer holdt hun af, og de smarte piger, der dansede omkring, var hende ikke imod. Ungdommen var dejlig, slog hende som en længsel, en misundelse men mest en stærk varme, som fik tårerne frem.
Ina skulle have været mormor. Synge vuggeviser for børnebørn, men der kom aldrig nogen. Hun var alene nu, manden for længst borte, sønnen endnu tidligere død. Han kom kun i drømme, satte sig ved bordet og læste bøger eller noterede. Lasse elskede at læse, studerede, ville være stor forsker. Ina og hendes mand, Svend, var så stolte.
Du skal føre vores efternavn opad! sagde Svend. Gør dig umage, Lasse, vi hjælper dig altid!
Men Lasse druknede. Den vinter tog han ud med studiekammerater, gik igennem isen. Det var for sent, da de opdagede det
Ina tilgav aldrig sig selv, at hun slap ham afsted. Hun kunne have nægtet, have holdt fast, presset ham til ikke at gå ud ad døren. Men modershjertet sagde hende ikke det rigtige…
Efter Lasses død blev Svend hurtigt gammel, visnede ligesom. Og Ina kunne heller ikke holde ham i live. Og nu var hun alene tilbage og lette efter et formål med livet.
Dette formål blev Mikkel. Enkel, lidt grov, meget forskellig fra Lasse, men alligevel mindede han hende om en søn. Ina elskede pludselig arbejdsmennesket, kunne ikke give slip på ham.
Mikkel elskede ikke bøger, de kedede ham. Han var snakkesalig og dygtig med hænderne. Bad man ham rette et bord, fikse et vandrør, eller grublede man over den skrå låge i haven Mikkel fikserede det straks, som var det blær.
I starten turde Ina ikke invitere Mikkel ordentligt til mad, men så bad hun ham engang reparere vindueshåndtaget. Han kom med værktøj, rodet lidt, og var ved at gøres, da Ina bød penge.
Tag dem, min dreng!
Nej, fru Ina! Det gør jeg ikke! Pak dem væk!
Ina vidste udmærket, han ville sige nej. I stedet tilbød hun mad. Og Mikkel, med tom mave og kun et halvt glas sild og en brødbid hjemme i køleskabet, takkede ja. Hun satte det hele frem, og han spiste med glæde.
Jeg kan ikke mere jeg revner! sagde han til sidst.
Så tag med hjem. Jeg pakker nogle frikadeller og lidt ekstra.
Det lidt ekstra voksede hurtigt til en stor, bradepande med gullasch, to plastikskåle med suppe og fisk. Mikkel bakkede lidt, men lod sig overtale. Da han gik, sagde han tak og var ude af døren.
Han mødte Gunhild på trappen. Hun satte fingeren for panden. Pas på, søn! Ina her er tosset! Hun kan låse dig inde!
Hvorfor? spurgte Mikkel overrasket. Ina virkede på ham som en normal dame. Ja, hun sang meget, men det var vel ikke et dårligt tegn?
Hun blev sær efter sønnen døde. Græder, kalder på ham Men du må selv finde ud af det!
Hvorfor sagde Gunhild sådan? Mikkel besluttede at være på vagt.
En dag føltes det, som om Gunhilds advarsler blev til virkelighed. Mikkel lod sig overtale til aftensmad hos Ina. Hun satte ham ved bordet, sang Se nu kommer det lille tog! hældte ham suppe op og gik ud i entréen og begyndte at rode med låsen.
Mikkel lyttede. Var hun nu i gang med at låse ham inde? At sparke døren op var ingen sag for Mikkel, men det ville være synd for den gamle, og døren havde hun jo brug for.
Han gik forsigtigt hen til hende bagfra.
Hvorfor, spurgte han.
Ina stivnede, vendte sig forskrækket.
Ville du låse mig inde? Nej, Mikkel, jeg kunne aldrig! Du har sat låsen i stand, og jeg har allerede ødelagt den igen undskyld, min dreng! Søn, tilgiv mig!
Og så græd hun, ægte, som kun gamle koner kan, og Mikkel blev forlegen. Hvad nu?
Nej, næ nej, fru Ina! Ikke græde! Han rakte trøstende hænderne ud, ville klappe hende på skulderen, men fortrød. Hun havde kaldt ham sin søn, mens han i går drak hendes suppe med venner og blev drillet med gratis husholderske. Fy, så skammede han sig.
Jeg skal nok stoppe. Undskyld, at jeg blev sådan, sagde Ina, da de igen sad ved bordet. Undskyld jeg kaldte dig min søn, det kan føles underligt
Mikkel trak på skuldrene.
Hvorfor underligt? Jeg synes nu jeg godt kan lide det. Men en søn som mig Jeg roder, er klodset, De er pertentlig og fin. De fortjener bedre
Ina græd igen.
Der kommer ingen sønner igen, Mikkel. Slet ingen Vil du have mere suppe?
Fra da af slog Mikkel straks ned på enhver, der sagde noget ondt om Ina. Han begyndte at holde af hende som af en bedstemor, en ægte sjælefrænde.
Mikkels mor og to søstre boede langt væk, ovre ved Limfjorden. De ville sikkert ikke have noget imod, at endnu en kvinde tog sig af ham
En dag duftede det lifligt fra Inas dør. Bent, småfuld, snusede længselsfuldt ved nøglehullet. Hjemme hos Gunhild kogte kun sener til suppe, men smagen var dårlig. Gunhild kunne ikke lave mad, selvom der altid var råvarer.
Bent, lidt snalret, snusede og drømte om en hyggestund, men Gunhild råbte oppefra:
Hvad laver du der, din rod? Jeg sagde du skulle tage affaldet ud! Kom hjem nu!
Bent rettede på kraven, trak hovedet ned mellem skuldrene. Nu kom prygl! Gunhild kom ned, svang en våd klud mod hans hoved. Ud! Hvis du æder hos den gamle madamme, så Jeg, Gunhild, er ti år yngre! Jeg er din forsørger, forstået? Sig det!
Forsørgeeen, peb Bent og smuttede ind i lejligheden. Der var spærring af dør, ud med suppen, ind med den skjulte flaske, lidt pølse, bare for en gangs skyld Nej, Gunhild brød døren op om nødvendigt.
Til sit plads! råbte hun og droppede nøglen. Se bare, jeg skal nok få den gamle ud! Får du noget fra hende? Har du spist af hendes hånd, forræder?
Nej, Gunhild, kun dig, forsikrede Bent, kyssede hende.
Gunhild smilede tilfreds. Sådan holder man styr på mænd! Sådan. Og Ina skulle få igen, bare vent! Fordi Mikkel kom hos hende, men aldrig kiggede forbi Gunhild
Dagen efter kom Gunhild ned ad trappen:
Ina! Er du blevet helt fra koncepterne? brummede hun truende.
Ina, der stod og ventede på Mikkel i opgangen, veg tilbage.
Hvad er der, Gunhild? hilste Ina.
Gunhild ignorerede hilsnen og gik direkte til sagen:
Der var beboermøde i går, hørte du ikke? Nu er det kun pensionister, der gør rent i opgangen. Forstod du det? Du sad åbenbart og syltede bagværk til Mikkel igen! Så hvad ser vi? Alt snavset! Skam dig!
Beboermøde? Jeg må have overset det sagde Ina forvirret. Gunhild var hun altid bange for, blev straks usikker og lille.
Jeg vasker, selvfølgelig gør jeg det. Men hvad med Kirsten fra nummer sytten? Hun er invalid, har svært ved at gå Nu er vi vist de eneste pensionister, Gunhild.
Så må du tage for hende også! Tror du, jeg skal? Resten knokler på arbejde du sidder bare og spiser kerner!
Gunhild puffede Ina til side, smuttede ud, tændte en North State og så regndråberne hoppe i vandpytten på asfalten.
Ina stolede på folk og havde lært at gøre, hvad der blev hende pålagt. Hun trak på skuldrene, sukkede, hentede spand og klud og begyndte på trappen. Jernbeslaget på skaftet klagede mod stenen. Ina famlede sig opad og begyndte at skrubbe.
Fru Ina, er du der nu igen? lød Mikkels stemme pludseligt.
Mikkel, undskyld, jeg gør bare rent Hun standsede, for sammen med ham stod en ung pige. Shorts, rød læbestift, sorte eyelinervinger, tætsiddende bluse. Ina brød sig slet ikke om hende.
Undskyld, I skal bare gå forbi, I forstyrrer ikke, sagde hun.
Pigen trak Mikkel i armen, men han blev stående.
Hvorfor gør du rent, når det egentlig er min tur i dag? spurgte han.
Nuvel, Gunni sagde, det kun var os pensionister efter beboermødet. Så jeg vasker fremover
Vrøvl! Der har intet været afstemning! Gunni snakker usandt! Maja, hjælp lige Ina hjem, hun er forpustet. Jeg skifter tøj, så støvsuger jeg resten! bød Mikkel.
Ina spurgte pigen: Du hedder Maja?
Ja. Maja Olesen Jørgensen, præsenterede hun sig.
Så gå du bare, frøken Jørgensen, sagde Ina og viftede hende væk. Jeg har et arbejde, jeg skal passe!
Og slog med kluden efter Majas ben.
Maja trådte et skridt tilbage, men overraskede hurtigt ved i stedet at tage kluden og fortsætte arbejdet energisk. Ina stod chokeret, men løb så hjem og hentede en lyseblå morgenkåbe og nogle gummisko til hende.
Det er i orden! nikkede Maja tilfreds, tog kluden og vaskede på, selvom hun satte sig forsigtigt, for ikke at bar lårene.
Mikkel løb ud i tshirt og bukser, standsede ved Ina og så på Maja: Voila!
Lad mig! tilbød Mikkel, men hun afviste.
Stå ikke og forstyr, sømand! Skift vand! skubbede hun til ham. Han adlød. Ina fulgte ham
Lidt efter kom Gunhild hjem fra byen, så Maja i morgenkåbe, og Mikkel stående: Hvem er det? Og hvor er den gamle?
Maja fjernede Gunhilds hånd fra sin skulder, så på Mikkel, som trådte beskyttende hen foran hende.
Ingen gamle er her. Men der er Ina Møller hædersmedalje fra fabrikken, ærlig og god. Der er mig, Mikkel, min kæreste Maja Olesen Jørgensen. Og dig, Gunhild Josefsen. Og hvem du er, det ved jeg ikke helt.
Han så på Gunhild, som ville sige noget spydigt, men tav Mikkel virkede pludselig dobbelt så høj, og så havde hun intet at svare igen med.
Nå, så vask I bare! sagde hun. Men gør det ordentligt! Hun vendte sig for at smutte, men Mikkel stoppede hende.
Hvorfor sætter du dine love? Fandt på en afstemning for at lade pensionister klare alt? Ikke i orden.
Maja hev ham i ærmet, men han stillede sig fast.
Hvad så? De laver jo ikke andet end at sidde hjemme eller lave mad til unge. Så kan de vel også vaske! Luk mig nu forbi, eller jeg henter Bent, så skal du se
Hent bare Bent. Og jeg henter viceværten. Og i øvrigt: Din søsters lejlighed var den, der skulle have været her men så gled du ind Jeg husker godt Lene, hun malede jo gangene her og fik nøglen Ja, hvem er egentlig fremmed her?
Gunhild blåste, stak Maja en pose, fik klud og skurede selv trapperne hun havde pludselig travlt, glemte både ryg og sure miner.
Hvad glor I på? Se at komme væk, I står bare i vejen! Og lad være med at bagtale mig og lyve om Nina! Tag brødet med til Bent, han venter brummede hun.
Mikkel trak Maja med sig.
To måneder senere var der bryllup. Majas forældre kom, Mikkels mor og søstre kom. De sad på ærespladserne, smilede lidt genert og skålede forsigtigt. Ina sad lidt til siden, ikke for at forstyrre. Tænk, hendes Mikkel skulle giftes Og den unge, Maja, var faktisk sød nok, og smagsdommer var Ina tilfreds: Pigen kunne både lave mad og sy, var glad en ægte modepige, men det hører måske alderen til, tænkte hun. Ina var lidt jaloux, savnede allerede Mikkel, men sådan er livet Hvis bare Lasse havde levet, havde hun giftet ham bort også, kærligheden finder sine veje…
Gæsterne råbte Skål! og Ina råbte højere end alle. Gud give, at Mikkel ikke glemmer hende!
Det gjorde han ikke. Han hjalp, kom på besøg, og da han og Maja fik deres første barn, lille Jonas, bad Mikkel Ina hjælpe. Maja havde ingen betænkeligheder der var noget ved Ina, som var varmt og trygt, som en af sine egne bedsteforældre. Måske har folk ret nogle fremmede bliver ens egne…?
Gunhild tog ikke del i glæden. Bent drak nu, lå somme tider på gulvet i opgangen, og Gunhild skældte ham hæder og ære fra. Han så op på hende med sørgmodighed og mumlede med tøvende tunger: Min sørger min forsørger Gunhild kneb munden sammen og slæbte ham hjem som grøntsagsposerne. KærlighedMen oppe hos Mikkel og Maja lød latteren ofte helt ned gennem opgangen, blød og fyldt af nye begyndelser. Ina kom på besøg i sin fine, slidte kjole, altid med et lille glas hjemmelavet solbærsaft og et stykke kage skjult i tasken for den lille én, sagde hun til Jonas, som rakte hænderne begejstret op efter hende. Hun sad tit med barnet i favnen, sang i det dunkle køkken, hvor vinduerne duggede i vintermånederne. Ingen kaldte hende fremmed mere. Jonas pegede på hende og pludrede: Mommo!, og Maja lo, klappede ham på ryggen, og Mikkel fandt hende en taburet, så hun kunne hvile.
En aften, da sneen dalede stille udenfor, sad de alle sammen samlet omkring et bord dækket med voksdug og skæve tallerkener. Bent dukkede op, sølle men nyslået, uden Gunhilds stemme over sig. Han satte sig forsigtigt på en fri stol, fik kaffe og en stivnet bid bolle. Selv Gunhild kom til sidst, stak hovedet ind, fnøs, men lukkede døren bag sig og satte sig med armene over kors, mens klokken slog seks, og himlen farvedes blålilla bag ruderne.
Det blev stille et øjeblik. Så tog Ina mod til sig og sang sin gamle vuggevise, stemmen tøvende først, men varmere for hvert vers. Jonas lyttede fortryllet, Bent døsede, selv Gunhilds hårde ansigt blødtes. Mikkel og Maja vuggede i takt, han lagde armen blidt om hendes skuldre.
Da sangen ebbede ud, knitrede stilheden mellem dem, ikke tom, men opfyldt af alt det umærkelige, de gav hinanden uden at tænke over det: Omsorg, tilhørsforhold, fællesskab. Nogle bliver aldrig rigtig ens egne, sagde folk. Men her, lige nu, blev fremmede til familie, og alle fandt et sted at høre til.
Snefnuggene dansede foran vinduet. Ina smilede, tørrede en tåre væk, og Mikkel fyldte alles kopper op. Ude i mørket gik Gunhild og Bents lys ikke tændt, som de plejede der var ikke længere helt så meget at skælde ud over.
Oppe i opgangen talte ingen længere om, hvem der var fremmed, og hvem der var hjemme. For der, hvor sangen lød og latteren rungede, var alle velkomne og det var det eneste, der til sidst betød noget.
