Souvenir
Jeg er tørstig!
En lille pige med vildt hår, iført en lyserød badedragt med flæser, spurter hen til liggestolen ved siden af, og Vera rynker uvilkårligt brynene.
Hun kan godt lide børn bare på afstand. Det er hyggeligt og sødt, men bedst, hvis de holder sig lidt væk! Så er der ro. Man kan smile til deres buttede kinder og derefter vende tilbage til sit eget, uden at tillade sig selv at tænke på, hvordan det måske kunne have været, hvis ikke
I det samme kaster Vera bogen, hun læser, ned på liggestolen, og lukker øjnene.
Det er ulideligt! Hvor længe skal disse minder endnu plage hende? Og oveni lyder nu den lille piges stemme i et væk, mens hun beder sin mor om vand, kiks, slik.
Den svage tanke, der rumsterer i baghovedet, får pludselig form og tyngde, og Vera slår overrasket øjnene op. Pigen hopper rundt lige ved siden af nu, men har ikke en eneste gang kaldt kvinden, der roder rundt i tasken for at tilfredsstille alle hendes ønsker, for mor.
Blå næse. Fryser du?
Kvinden, som Vera knap havde lagt mærke til, da hun virkede så anonym ved første øjekast, lægger et håndklæde om pigens skuldre, men hun smutter straks fra hende og danser i sandet så det sprøjter til alle sider.
Ih, undskyld!
Det fine, hvide sand drysser ud over Veras liggestol, hendes ben og bogen, som hun nu alligevel ikke gider læse.
Kvinden tager barnet op på armen, rynker panden og siger:
Mille! Du skal straks sige undskyld! Man opfører sig ikke sådan.
Pigen rynker brynene på fuldstændig samme måde som kvinden selv og nikker alvorligt:
Undskyld
Gå ud og leg! Men kun så jeg kan se dig! Kvinden sætter Mille ned i sandet, dasker hende let bagi og vinker hende efter de mindre børn, der hopper fnisende efter en animator. Derefter vender hun sig hurtigt mod Vera. Undskyld, altså! Hun er sådan en krudtugle! Vil du have, at jeg børster sandet væk?
Vera vifter træt afværgende.
Åh, pyt! Der er sand overalt, alligevel. Hvad gør lidt mere til eller fra? Vera prøver at gøre sig mere tilpas på liggestolen, men kan alligevel ikke holde sig tilbage. Må jeg spørge dig om noget?
Ja da! Kvinden sætter sig på sin egen liggestol og begynder at samle børnelegetøj op fra sandet.
De må være kommet tidligere end Vera, og Mille har allerede fået leget igennem, før animatoren dukkede op med underholdning.
Vera holder sig normalt fra stranden, når børneklubben går i gang. De skingre børnestemmer stresser hende bare. Men i dag regnede det om formiddagen, og der var absolut intet at lave, så da solen endelig brød gennem skyerne sidst på dagen, besluttede hun, at det vel gik an at holde børnelarmen ud lidt endnu. Ferien nærmer sig jo alligevel slut, kufferten er halv pakket, det eneste der mangler er at lægge de sidste souvenirs ned til forældre og kolleger og så kan hun tage hjem til det regnvåde København, som hendes mor, der ringede i morges, kunne berette allerede var dækket af efterårsdis.
Det er så dejligt på sommerhuset, Vera! Jeg lavede svampesuppe i går. Far var vild med den. Der er masser af svampe i år! Kom nu hjem, vi savner dig…
De ventede altid på hende. Hvad der end skete, hvor hårdt alting slog, så vidste Vera, at hun havde et hjem, nogen der tog imod hende, trøstede og hjalp, og måske endda skældte ud, hvis det trængtes til. Sådan var det nu engang i familien.
Tanken om forældrene virker altid beroligende, og nu spørger Vera, roligt og nysgerrigt:
Hvorfor kalder din datter dig ikke mor? Undskyld hvis det er for privat, men jeg blev så nysgerrig.
Kvindens smil, mens hun lægger legetøjet fra sig og placerer hænderne i skødet, er så flygtigt og tilbageholdende, at Vera forstår denne grå mus, der sidder foran hende, bærer på meget mere end hun viser.
En beskeden sort badedragt, et snorlige hår sat op i en knold med enkelte grånende striber og så, overraskende, et dyrt guldarmbånd om håndleddet. Som direktør i et smykkefirma ved Vera om nogen, hvad sådanne smykker koster.
Ingen grund til at undskylde. Dit spørgsmål er helt rimeligt, og jeg vil gerne svare. Men må jeg først spørge dig har du børn?
Vera bemærker, hvordan kvinden forandrer sig på et øjeblik. Fra småstresset mor, der nænsomt skræller banan og forsøger at få sit barn til at sidde stille bare et sekund, til handlekraftig, professionel kvinde, der straks overtager styringen af samtalen; venlig, men tydelig svarer hvis, men vælger selv, hvor meget hun vil dele.
Nej. Det har jeg ikke.
Vera beslutter sig for at være ærlig, nu hun selv startede denne udveksling. Det forpligter ikke.
Det har jeg heller ikke, kvinden svarer uden tøven. Jeg har ingen biologiske børn. Mille er min eksmands datter. Og nu er hun så min. Vi kender faktisk ikke hinanden så godt endnu. Men jeg tror, vi er ved at vænne os til det.
Vera, siger Vera og rækker hånden frem forretningsmæssigt.
Katrine.
Håndtrykket er præcis, som Vera forventer. Fast, men ikke dominerende, bare et signal om tillid og ligeværd.
Skal vi sige du? Vera løfter spørgende øjenbryn.
Ja, lad os det. Det er nemmere.
Katrines nik er kort og myndigt.
Hvor længe har I boet sammen? Vera kigger over mod legepladsen, hvor flokken af børn danser til musikken.
Omtrent et halvt år. Siden min mand døde. Mille er mit minde, mit souvenirm inde fra et liv med en mand, jeg elskede virkelig højt og som forrådte mig.
Mille?
Mille-Liv. Der er så mange, der i dag vil give deres børn specielle navne så de skiller sig ud og får en særlig skæbne.
Det ser ud til, at det blev opfyldt i dit tilfælde.
Åh ja, siger Katrine og smiler stille. Mere end rigeligt!
Vil du fortælle? spørger Vera pludseligt og overrasker sig selv. Jeg plejer aldrig at være så nysgerrig. Undskyld.
Det kan jeg mærke, smågriner Katrine. Men jo, jeg kan fortælle. Men så bytter vi: Jeg fortæller min historie, og bagefter vil jeg høre din. Jeg er nemlig også nysgerrig hvorfor sådan en kvinde som dig er alene på ferie.
Aftale, siger Vera, jeg har ikke rigtigt veninder, jeg kan dele ting med. Forældre tæller ikke, man kan jo ikke fortælle dem alt. Har du forældre?
Nej, Vera. De er væk for længe siden. Jeg er helt alene. Der var kun min mand, den nærmeste jeg havde, og han mente, vi var nok for hinanden. Vi havde vores egen lille verden, hvor vi ikke lukkede folk ind. Vi gjorde alting sammen. Sad ved siden af hinanden på arbejdet, rejste sammen på forretningsrejser, udviklede firmaet sammen med planer om, at vi engang ville give det videre til vores børn. Vi byggede op…
Katrine tager en slurk vand, ler tørt.
Ja, vi byggede. Og så rev vi det hele ned igen…
Hvorfor?
Fordi jeg ikke kunne få børn. Ja, sådan kan det gå. Din stærkeste drøm bliver til tom luft, når lægen sidder med papirerne og venligt men køligt fortæller, at du aldrig bliver mor. Aldrig, Vera! Selv om himlen falder ned, og det regner ild, forbliver du tom. Min mand holdt min hånd dengang, fulgte mig fra læge til læge… Og vi fra det ene år til det andet, hele tiden sammen. Til sidst føler man, man har det vigtigste: kærlighed, støtte, tryghed. Indtil det eneste, du troede, du havde, bare smuldrer. For så viser det sig, at han har alting både dig og barnet, han har lavet med en anden og opfostret i smug, mens han stadig holdt dig i hånden og sagde, han elskede dig…
Hvor gør det ondt…
Ja, det er ikke bare smerte, Vera. Det er rædsel! Da jeg opdagede det helt klassisk, som så mange naive hustruer troede jeg, at nu gik min verden under. Jeg brændte fuldstændig ud jeg troede ikke, der ville være aske tilbage. Jeg er jo jurist! En god en, som ham. Så da skilsmissen blev uundgåelig, håndterede vi det hver på vores måde, kynisk og følelseskoldt. Vi smadrede det hele, men kun for at holde os oven vande. Han vidste, hun aldrig blev til mig, og jeg vidste, jeg mistede alt. Ikke materielle ting, men mig selv. Jeg var bange for at falde i søvn i sengen, hvor vi plejede at ligge hånd i hånd… Sov kort i sofaen i stuen, og gik derefter på arbejde igen og vidste, jeg havde tabt hele spillet.
Katrine tier, følger Mille med blikket.
Hvad skete der så? spørger Vera lavmælt.
Så kollapsede alt. Jeg fandt ud af, at han var syg. Ligesom hende. En forfærdelig sygdom misbrug. Af den slags, man selv lukker ind, ødelægger sit liv med, uden tanke for hvad det betyder for andre. De tænkte aldrig på Mille. Ikke engang lidt. Gjorde bare, hvad de havde lyst til. Da jeg så senere hører, at hendes mor ikke er der mere ja, så begyndte frygten for alvor at myldre frem. Men ikke for ham. Han ville ikke høre, hvad jeg måtte sige. Men Mille…
Hvad gjorde du?
Jeg gik tilbage til ham. Overbeviste ham om at lade mig adoptere Mille. Det var svært. Tiden var knap, og jeg vidste, jeg ikke havde længe. Kollegerne hjalp. De vidste det hele men blandede sig ikke, før jeg bad dem om det. Heldigvis var vi teknisk set ikke blevet skilt… Så nu er Mille officielt min datter.
Og din mand?
Han er her ikke mere, Katrine ser Vera direkte i øjnene. Han blev fundet i sin bil nær huset, to dage efter at jeg blev Miles mor. Han mente vel, at nu var Mille i sikkerhed, så kunne han gøre, som han ville.
Var det…?
Ja. Du forstod det. Han tog fejl i sine beregninger… Men jeg tror egentlig ikke på, det var et uheld. Han vidste udmærket, hvad han gjorde.
Tror du han gjorde det med vilje?
Det har jeg ikke lyst til at tænke på. Han efterlod aldrig et brev. Men de fandt Miles bamse i bilen. Hendes yndlings én han havde givet hende, da hun var helt lille. Den dag vendte vi hele huset for at finde den skæbnesvangre bamse, aldrig havde jeg forestillet mig, at den ville være det sidste, han kiggede på…
Katrine bliver tavs, lukker øjnene, men spørger så:
Vil du vide, hvorfor jeg tog hende til mig?
Ja, det vil jeg! Hvorfor valgte du et andets barn?
Nu er hun min. Men du har ret. Den gang var hun ikke. Jeg indså bare pludselig, at hun ville blive kastet væk og brudt ned, præcis som mig. Uden tanke for hendes følelser. Og det ville gøre hende ondt. Hun ville jo, ligesom jeg, aldrig forstå hvorfor det skete. Hun var bare et barn. Uskyldig i alt, de voksne havde rodet sig ud i…
Det… Vera leder efter ord, men kan ikke finde noget bedre er beundringsværdigt.
Katrine nikker, hvad hun så end tænker.
Nu kan du nok se, hvorfor hun ikke kalder mig mor? siger Katrine med et lille kast med hovedet mod Mille, der kravler op ad rutsjebanen, ivrigt kastende blikke over skulderen for at sikre, hun bliver set. Hun husker stadig sin rigtige mor. Husker, hvordan hun elskede hende, men også hvordan hun slog hende, hvis hun var i vejen. Da moren døde, var Miles far på forretningsrejse. Mille var fire dage alene, sammen med…
Åh Gud…
Ja, Vera. Det er rædselsfuldt. Vi går stadig til psykolog. Lige nu anbefalede han, at vi tog væk sammen og prøvede at få nogle nye, rare oplevelser. Derfor er jeg her. Jeg har overladt det vigtige arbejde til mine kolleger og taget Mille med ud af byen. Det føles rigtigt…
Miles latter får Katrine til at slappe lidt mere af.
Og dig, Vera? Hvorfor er du alene?
Jeg stak af fra mit eget bryllup.
Nå! Katrine ser måbende på hende. Hvorfor det?
Lige ud: Jeg tog min forlovede på fersk gerning med min bedste veninde. Lige dér i prøverummet i brudekjoleforretningen. Jeg var på slankekur før brylluppet, skulle have kjolen tilpasset, og han tilbød at køre med. Min veninde ville også med… Mens jeg stod og blev stukket af nåle i prøverummet, fandt de to altså sammen på bagsiden af forhænget…
Vera mærker, hvordan hendes fingre stadig isner, som den dag hun rev gardinet til side. Ejerens og syrskens betuttede ansigtsudtryk, da de nærmest måtte tvinge Vera til at slippe det tunge fløjlsforhæng. De prøvede at trøste hende med te, men alt inde i Vera blev bare koldere og koldere af deres medlidende blikke og mumlen bag ryggen.
Skal vi bede hende om at tage kjolen af? Den er jo dyr. Tænk hvis den bliver beskidt.
Lad nu være! Hun har jo allerede betalt.
Så hvad? Måske fortryder hun! Men hvem vil så købe den?
Vera husker knap, hvordan hun vredt flåede kjolen af, kastede den til syersken og derefter løb ud på gaden i sit blonde undertøj, kåben blafrende bag sig til stor morskab for forbipasserende. Hun havde udvalgt undertøjet med så meget omhu, for at det skulle behage hendes kommende mand…
Kendte I hinanden længe? spørger Katrine, og afbryder Veras dystre tanker.
Ja. Næsten ti år. Vi startede på universitetet sammen. På tredje år blev jeg gravid, men vi besluttede, barnet måtte vente… For første gang deler Vera sin gamle smerte med nogen. Han mente, vi var for unge til børn, vi skulle nyde livet. Ikke binde os til sådan en krævende, skrigende lille en…
Uvilkårligt fører Vera hånden til maven, og Katrines øjne bliver runde:
Er du…?
Ja. Jeg venter barn igen. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er hans.
Og dit.
Katrine konstaterer det roligt, og Vera nikker.
Ja, mit også…
De siger ikke mere. Mille kommer løbende, ivrigt gestikulerende og snakkende til Katrine, hiver hende fornøjet med til aftensmad, og Vera nikker blot farvel til Katrine.
Næste morgen mødes de igen, denne gang i lufthavnens check-in-område.
Skal vi hjem?
Ja, det er tid.
Har du besluttet dig? Katrine spørger alligevel, vel vidende, at sådan en som Vera tager store valg uden at tøve.
Ja. Jeg har besluttet, at ingen andre får lov at bestemme over mit valg længere.
De flyver med hver sin afgang, men Mille stopper brat, vender sig om og spurter hen til Vera.
Mille! Hvor skal du?! råber Katrine, men da hun ser hvorfor Mille løber, trækker hun pludselig på smilebåndet, bredt og frit, til stor forundring for dem selv og de andre rejsende.
Her! Til dig! En souvenir! siger Mille, mens hun overrækker en lille, blød plysdyr, der kunne ligne både kattekilling og hundehvalp. Gem den! Du er sød!
Så spurter Mille tilbage til sin mor.
Vera står tilbage, klemmer dyret i hånden og nikker stille til Katrine, hvisker uden lyd:
Tak…
Et par år senere, på præcis samme hotel, fletter de to kvinder på ny deres liv sammen et øjeblik.
Hej! Katrine kysser Mille på næsen, inden hun løber mod legepladsen.
Vi har én time! Vera nikker mod barnevognen, hvor hendes dreng sover. Så vågner han, og så får vi travlt igen.
Er det tænder?
To! Begge på én gang, kan du tro! Godt min mor er med. Vi sover på skift.
Fortryder du nogensinde? Katrine kigger undersøgende på Vera, men hun ryster bare på hovedet med et grinende blik.
Skøre kvinde, selvfølgelig ikke! Men jeg glæder mig faktisk til, han bliver så stor som Mille.
Hvorfor?
Så kan jeg måske sove igennem en nat! griner Vera. Men fortæl nu om jer!
Katrine når ikke at svare, før Mille kommer farende, omfavner hende og hvisker ivrigt noget i hendes øre.
Ja, du må! siger Katrine.
Mor, må jeg få en is?
Og juice. Men kun ét glas ellers spiser du ikke aftensmad.
Mille suser afsted, og Vera trækker på skuldrene:
Yderligere udspørgen unødvendig.
Hun retter let på dynen i barnevognen, stryger den lille plysdyr bamse, hendes dreng sover med, og siger:
Skøn souvenir. Jeg må altså spørge Mille, hvad det egentlig er for et dyr. Jeg har aldrig fundet ud af, om det er en killing eller en hvalp…
