Souvenir
– Jeg er tørstig!
En vildhåret pige i en sjov lyserød badedragt med flæser kom løbende hen til den nærliggende solvogn, og jeg, Birthe, rynkede panden lidt.
Jeg har altid kunnet lide børn på afstand. De er nuttede og søde, men helst ikke for tæt på mig! Så er der orden i tingene. Man kan smile over buttede kinder og gå videre med sit eget, uden at begynde at tænke på, hvordan ens liv kunne have set ud, hvis ikke
Her smed jeg bogen, jeg var midt i, frustreret fra mig på solvognen og lukkede øjnene.
Uudholdeligt! Hvor længe skal de minder fortsætte med at hjemsøge mig?! Og så spæner pigen endnu engang rundt og ringer med klokken ved mit øre, mens hun beder sin mor om vand, kiks eller en slikkepind.
En vag tanke, der rumsterede i baghovedet, begyndte at tage form. Jeg slog øjnene op. Den lille pige havde hoppet omkring i et stykke tid, men hun havde ikke én eneste gang kaldt kvinden, der rodede i tasken for at opfylde hendes ønsker, for “mor”.
– Din næse er helt blå. Fryser du?
Kvinden, som jeg ærligt talt aldrig ville have lagt mærke til, trak straks et håndklæde rundt om pigens skuldre. Men hun smuttede fri og dansede så vildt rundt, at sandet føg om ørene på os begge.
– Åh, undskyld!
Det fine, hvide sand dryssede ud over min solvogn, mig selv og bogen, der alligevel ikke længere sagde mig noget.
Kvinden løftede ivrigt barnet op og sagde strengt:
– Freja! Du skylder at sige undskyld! Sådan opfører man sig ikke!
Pigen trak brynene sammen, præcis som kvinden, og nikkede alvorligt:
– Undskyld
– Gå du ud og leg! Bare så jeg kan se dig, ikke! kvinden satte barnet ned i sandet, gav hende et kærligt dask bagi og sendte hende efter de børn, der dansede med ferieklubbens animator. Så vendte hun sig straks mod mig. Undskyld tusind gange! Hun kan bare ikke sidde stille! Må jeg hjælpe dig?
Jeg vinkede hjælpen væk.
– Nej, nej, bare rolig. Her er jo alligevel sand overalt. Et par sandkorn mere, et par færre hvad gør det til eller fra? Jeg rykkede lidt rundt for at sidde bedre og kunne alligevel ikke lade være. Må jeg stille dig et mærkeligt spørgsmål?
– Selvfølgelig! Kvinden satte sig ned til mig og samlede legetøj op, der lå spredt ved hendes fødder.
Det virkede som om, de var kommet til stranden tidligere end mig, og den lille pige havde allerede leget længe, før animatoren hentede børneflokken ind til dans og pjat.
Jeg plejede ellers at undgå stranden på det tidspunkt. Jeg kunne ikke finde ro i støjen og skrigene. Men i formiddags regnede det, og uden andet at give sig til havde jeg valgt at nyde lidt sol nu hvor den endelig, sent på dagen, viste sig, inden min ferie sluttede, og kufferten næsten var pakket. Kun souvenirs til familie og kolleger manglede at blive lagt i, før turen gik hjem til et gråt og efterårskoldt København sådan som min mor fortalte mig i morges over telefonen, at det allerede var derhjemme.
– Det er så hyggeligt i sommerhuset, Birthe! Jeg lavede svampesuppe i går far var vild med den! Der er masser af svampe i år! Kom snart hjem. Vi glæder os til at se dig…
De glædede sig altid. Hvad end der skete, uanset hvordan livet bed fra sig, vidste jeg, at jeg havde et hjem, hvor der altid var nogen, der ville tage imod mig, trøste, hjælpe, og indimellem skælde ud, hvis det var påkrævet. Sådan har det altid været.
Tanken om mine forældre virkede beroligende, og jeg spurgte kvinden stille:
– Hvorfor kalder din datter dig ikke for mor? Undskyld mig, jeg er bare nysgerrig.
Det smil, kvinden sendte mig, mens hun foldede hænderne i skødet, var så let og flygtigt, at jeg straks forstod, at hendes liv var langt mere indviklet, end man umiddelbart så.
Simpel sort badedragt, håret viklet op i en knold med enkelte grå hår synlige og så et flot, dyrt guldbånd om håndleddet. Jeg arbejder med smykker og kender straks prisen på sådan et armbånd.
– Du behøver ikke undskylde. Det er et fint spørgsmål, og jeg vil gerne svare. Men først må jeg spørge har du selv børn?
Jeg blev imponeret over, hvor hurtigt hun lagde den moderlige rolle bag sig og blev forretningskvinde for et øjeblik uden at være uforskammet.
– Nej. Jeg har ingen børn.
Jeg besluttede mig for at være ærlig nu hvor jeg selv havde stukket til nysgerrigheden.
– Det har jeg heller ikke, sagde kvinden roligt. Ikke biologisk. Freja er min eksmands datter. Men nu er hun min. Vi prøver stadig at vænne os til hinanden. Men jeg tror, vi er ved at finde os til rette.
– Birthe, præsenterede jeg mig, idet jeg rakte hånden frem som en ligeværdig.
– Louise.
Håndtrykket var præcis så fast, som jeg havde forventet. Ikke for ivrigt, men tydeligt og varmt.
– Skal vi sige du? Jeg løftede en bryn.
– Lad os det. Det er meget nemmere.
Kort nikkede hun, som var hun vant til forretningssamtaler.
– Har I været sammen længe? Jeg nikkede mod legepladsen, hvor børnene stadig dansede.
– Snart et halvt år. Siden min mand døde. Freja er min souvenir det, jeg fik med fra en mand, jeg elskede dybt, og som svigtede mig.
– Freja?
– Ja, det var hendes mors ide med det navn. Det skal lyde specielt og særlig. Mange vil have, at barnet får et navn med historie eller kant.
– Det passer vist på hende.
– Absolut, Loise smilte trist. Mere end du aner.
– Vil du fortælle det? Jeg var selv overrasket over, at jeg spurgte. Jeg plejer ikke at være så nysgerrig. Undskyld.
– Det mærkes, sagde Louise med et skævt smil. Men jeg fortæller gerne mod at vi bytter. Du fortæller mig din historie, jeg fortæller dig min. Jeg er faktisk nysgerrig efter at høre, hvorfor sådan en kvinde som dig er alene her på feriestedet.
– Top, nikkede jeg. Jeg har ingen veninder med. Der er ikke rigtig nogen at dele med. Forældre gælder ikke; dem kan man ikke fortælle alting. Hvad med dig har du forældre?
– Nej, Birthe. Jeg har været alene i mange år. Dengang havde jeg min mand. Han var den nærmeste for mig. Vi troede, vi kunne nøjes med hinanden. Altid sammen, altid side om side. Vi arbejdede i samme firma, startede vores egen virksomhed, drømte om en dag at give det videre til børn Vi byggede op
Louise nappede sin vandflaske, tog en stor slurk og lo hæst:
– Ja, vi byggede og så brød det hele sammen
– Hvorfor?
– Jeg kunne ikke få børn. Sådan er det bare. Engang forandres alt, når lægen stille og roligt siger, at du aldrig kan blive mor. Aldrig, forstår du? Og han holder dig i hånden, og sender dig videre til endnu en specialist. Og endnu én Vi gik i ring i årevis, tæt sammen. Jeg bilder mig ind, at det var nok kærligheden mellem os, hans støtte og varme. Men så er det heller ikke nok. For så viser det sig, at han pludselig har det hele både dig og et barn, lavet med en anden, imens han holder dig i hånden og lader som ingenting
– Det må have gjort ondt
– Det er slet ikke nok at sige, Birthe! Det er mere end bare ondt. Da jeg fandt ud af det tilfældigt, naturligvis, som man nu gør det, når man er for naiv føltes det som ildstorm. Jeg blev ved med at brænde indvendigt! Jeg er jurist, Birthe. En god en af slagsen, ligesom min mand var. Vi skiltes i et slagsmål, begge to. Når vi ikke kunne bygge noget sammen, valgte vi at splitte det ad med manér. Vi smadrede alt, uden at forstå, hvor meningsløst det var. Han vidste, den kvinde aldrig ville være som mig, og jeg mistede alt men ikke materielt! Jeg mistede mig selv Jeg tørrede tårer væk, inden jeg turde nærme mig sengen, vi plejede at sove i sammen
Louise blev tavs, mens hun så Freja løbe rundt efter animatoren.
– Og så? Jeg kunne ikke lade være.
– Så faldt alt sammen. Jeg fandt ud af, han var syg og hans barnets mor også. Misbrug. Et, man vælger selv og ødelægger sit liv med uden tanke for andet. De tænkte kun på sig selv, slet ikke på barnet. Da børnemoderen døde, blev jeg for alvor bange ikke for ham, men for Freja. Han ville ikke have min hjælp; han var for stædig. Jeg vidste, han ikke ville lytte. Men jeg frygtede for pigen
– Hvad gjorde du?
– Jeg vendte tilbage. Overbeviste ham om at lade mig adoptere hende. Det var svært, og tiden pressede. Mine kolleger hjalp, da jeg endelig bad dem. Det hjalp, at vi ikke havde nået at blive skilt Så nu er Freja lovformeligt min datter.
– Og din mand?
– Han er her ikke længere, svarede Louise, og så mig direkte i øjnene. De fandt ham i bilen nær vores hjem, to dage efter, jeg blev mor til Freja. Han troede måske, at alt var ordnet for barnet nu.
– Det var altså
– Ja, du forstår rigtigt. Jeg tror ikke, det var et uheld Selvom jeg heller ikke ved, om han ville det. De fandt Frejas gamle sovedyr, en lille pjusket bamse, i bilen. Den gav han hende, da hun var spæd, og vi ledte huset tyndt efter den den dag uden at ane, det skulle blive det sidste, han så på
Louise tav, lukkede øjnene i et øjeblik og spurgte så:
– Vil du vide, hvorfor jeg gjorde det?
– Ja! Hvorfor tog du et andres barn til dig?
– Nu er hun min. Men dengang jeg så mig selv i hende. Hun ville blive smidt bort og ødelagt ligesom mig. Uden tanke på, hvad hun følte og det ville gøre ondt Hun ville aldrig forstå hvorfor. Hun er bare et barn. Hun er uskyldig i de voksnes kaos
– Det Jeg kunne ikke finde et ord, der passede. Det er beundringsværdigt.
Louise nikkede kort enten samtykkende eller alene i egne tanker.
– Nu forstår du, hvorfor hun ikke kalder mig mor? Spurgte Louise og vinkede til Freja, der klatrede op i rutsjebanen og konstant kiggede sig over skulderen for at sikre, at vi fulgte med. Hun husker sin mor. Både det blide og det brutale. Da hendes mor døde, var Frejas far på forretningsrejse. Hun var alene hjemme i fire dage, ved siden af
– Åh, Gud!
– Ja, Birthe, det er frygteligt. Vi går stadig til psykolog. Sidste råd var at tage et nyt sted hen, så hun får andre minder. Derfor er vi her. Jeg gav kollegerne ansvar for firmaet et stykke tid og tog Freja væk fra byen. Jeg tror, det var rigtigt
Frejas latter, mens hun klappede i hænderne, fik Louise til at slappe lidt af.
– Og du? Hvorfor er du alene?
– Jeg løb fra mit eget bryllup.
– Hold da op! Louise så på mig med stor nysgerrighed. Hvorfor gjorde du det?
– Skal det være så, smilede jeg. Jeg tog min forlovede i at kysse med min bedste veninde. I prøverummet til brudekjolen. Jeg havde tabt mig, så kjolen skulle syes ind. Han tilbød at hjælpe, og jeg sagde ja min veninde var også med. Men da jeg stod og blev stukket, faldt de for hinanden lige bag forhænget
Jeg mærkede kulden fra dengang i kroppen igen da jeg hev forhænget fra og opdagede dem sammen. Syersken og butiksejeren måtte nærmest tvinge mine hænder fri fra stoffet. Jeg sad rystende over en kop te, mens de bag ved min ryg hviskede.
– Måske skal du få hende til at tage kjolen af? Den er dyr, synd hvis den bliver snavset.
– Lad det ligge hun har allerede betalt.
– Men hvad hvis hun vil returnere den? Hvem vil købe den?
Jeg mindes knapt, hvordan jeg fik revet kjolen af og kastet den til syersken, stormende ud fra butikken uden at knappe frakken til stor morskab for forbipasserende.
– Hvor længe kendte I hinanden? spurgte Louise og bragte mig tilbage til nutiden.
– Længe. Næsten ti år. Vi studerede sammen. Jeg blev gravid på tredje år, men vi besluttede, det ikke var det rette tidspunkt Jeg betroede hende min gamle sorg for første gang. Han insisterede på, at vi var for unge, og burde leve livet lidt endnu. Ikke binde os til et lille skrigende væsen
Jeg lagde uvilkårligt hånden på maven, og Louise spærrede øjnene op:
– Du
– Ja. Jeg er gravid igen. Men jeg har endnu ikke truffet en beslutning. Det er hans barn
– Og også dit.
Louise sagde det som en kendsgerning, og jeg nikkede.
– Ja, mit også
Vi sagde ikke mere. Freja kom løbende, forsøgte ivrigt at fortælle Louise noget, mens hun gestikulerede. Hun mindede hende om, at det var tid til aftensmad. Jeg nikkede farvel til Louise, da hun sendte mig et kort blik.
Næste morgen mødtes vi tilfældigt igen ved indtjekning i lufthavnen.
– Er du klar til at flyve?
– Ja, det er tid til at komme hjem.
– Har du besluttet dig? Louise kunne ikke lade være, for hun vidste, en kvinde som mig ikke trækker beslutninger i langdrag.
– Jeg har besluttet, at jeg aldrig mere vil lade andre styre mit valg.
Vi gik hver til vores gate, men Freja vendte sig, løb pludselig tværs gennem terminalen og stak noget i hånden på mig.
– Freja! Hvor skal du hen?! kaldte Louise, men da hun så, hvorfor pigen løb, lo hun pludselig, højt og frit til både folks og sin egen overraskelse.
– Her! Til dig! En souvenir! En lille blød bamse, der kunne være både kat eller hund, blev lagt i min hånd. Behold den! Du er sød!
Freja løb straks tilbage til sin mor.
Jeg klemte bamsen i hånden og nikkede taknemmeligt til Louise, hviskende kun med læberne:
– Tak
Og et par år senere, i samme hotel, mødtes vi igen.
– Hej! Louise kyssede Freja på næsen og sendte hende ud på legepladsen.
– Vi har en time! Jeg pegede på barnevognen, hvor min søn sov. Så snart han vågner, får vi travlt igen.
– Er det tænderne?
– To! Og de kommer på én gang, tænk dig! Det er godt, min mor tog med vi sover på skift.
– Fortryder du?
Louise så alvorligt på mig, men jeg rystede grinende på hovedet.
– Jeg er da ikke blevet sindssyg! Selvfølgelig ikke! Jeg glæder mig nu bare til min dreng bliver lige så stor som din Freja.
– Hvorfor?
– Så kan jeg endelig sove ud! lo jeg. Men fortæl, hvordan går det med jer?
Louise nåede ikke at svare, før Freja kom buldrende, kastede sig om Louises liv, og hviskede et eller andet ivrigt i hendes øre.
– Det må du gerne, nikkede Louise til Freja.
– Mor, må jeg få en is?
– Og juice. Men kun ét glas, ellers får du ikke appetit til aftensmad.
Freja spurtede afsted, og jeg trak på skuldrene:
– Så behøver vi vist ikke udspørge mere.
Jeg rettede barnevognens skygge, rørte let ved bamsen, som min søn sov med, og sagde:
– Fantastisk souvenir. Jeg burde nok snart spørge Freja, hvilket dyr det egentlig er. Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, om det er en kattekilling eller en hundehvalp…
