Taxachaufføren, der var højgravid, samlede en bevidstløs mand op på motorvejen og en måned senere holdt der pludselig en luksusbil foran hendes kollegie
Karen satte bilen i frigear, selvom alt inde i hovedet skreg kør nu, for pokker!. På den blæsende motorvej lå en mand. Han lå ikke bare ned, han lå krøllet sammen lige op ad asfalten. Sneen væltede ind over forruden, vinduesviskerne kunne ikke følge med. Karen trådte ud i kulden, greb lommelygten.
Manden havde ingen hue på, jakken var flænset, mudder i hele fjæset. Øjnene var åbne, tomme. Karen satte sig ned på hug, og maven gjorde det svært at bukke sig.
Halløj, kan du høre mig?
Han blinkede. Læberne bevægede sig lydløst. Karens hånd famlede efter hans iskolde fingre.
Kom så, jeg kører dig.
Han svarede ikke. Karen fik på en eller anden måde bakset ham ind på bagsædet. Hun dækkede ham til med sin egen jakke. Lugten i kabinen blev straks lidt udfordrende. Hun rynkede næsen, startede motoren.
Akutmodtagelsen
I modtagelsen så lægen på dem som om de var en arbejdsskade.
Ingen legitimation?
Nej. Han lå på motorvejen.
Kender du navnet?
Karen rystede på hovedet.
Nå, så bliver han skrevet ind som ukendt. Du kan gå.
Hun trak et krøllet 100-kroneseddel frem fra lommen de sidste penge indtil lønningsdag om fire dage og lod den lande på disken.
Tag nu bare nogle blodprøver. Eller et eller andet.
Lægen kastede et blik på hendes mave, så på pengene.
Du burde selv hvile dig. Hvor langt henne er du?
Syvende måned.
Han sukkede og tog imod pengene.
Vi får ham op på en stue.
Karen skrev sit navn, Karen Jensen, og telefonnummer på et papir, stak det til sygeplejersken.
Ring, hvis der sker noget.
Sygeplejersken nikkede tvivlende.
Næste morgen kom Karen tilbage. Stuen var tom. Sengen strøget, vinduet på klem.
Han smuttede i nat sagde sygeplejersken uden at kigge op fra sin computerskærm. Sagde ikke engang tak.
Karen nikkede og gik ud. Det gjorde ikke ondt. Hun følte sig bare helt drænet. Motionsmand, taxi, penge brugt på en fremmed og så bare ingenting.
Den gamle taxachauffør, Bent, kiggede på hende ude på stationen og rystede på hovedet.
Nå, Karen, har du reddet endnu en stakkel nu?
Karen hældte vand fra automaten.
Bare rolig.
Du bør gå på barsel. Se nu det maveskind
Karen vendte sig om, mens hun mildest talt ikke var ferm til smil.
Jeg ved det godt, Bent, men jeg har brug for pengene. Når babyen kommer, hvad lever jeg af? SU? Kontanthjælp?
Bent tav. Karen gik ud. Der ventede endnu et nattehold.
En måned gik som vinterstormen: Mavens tryk mod ribbenene, benene tunge som beton efter et nattehold. Karen tilbød lift til passagerer og talte dage til termin.
Oleg prøvede hun at lade være med at tænke på. Én besked: Beklager. Jeg er ikke klar. Nyt nummer. Karen ledte ikke hvad skulle det nytte?
Lørdag fik hun fri før tid. Karen traskede op til kollegieværelset på tredje sal, smed skoene og satte sig overvældet på sengen.
Ud af vinduet: En sort Audi med tonede ruder holdt nede foran.
Den store overraskelse
Bilen åbnede døren. Ud trådte en mand i lang frakke. Det tog et par sekunder, men jo det var ham fra motorvejen.
Karen gik ned og stod usikkert i døren. Manden var forvandlet: elegant tøj, selvsikker holdning, nybarberet.
Dig?
Han nikkede.
Mads. Jeg ledte længe efter dig.
Karen krydsede armene.
Hvorfor?
Mads gik tættere på.
Du reddede mit liv. Jeg var ude for et uheld, slog hovedet, mistede hukommelsen. Gik bare. Hvis ikke du havde stoppet den nat ja, så var det nok gået helt galt for mig.
Karen sagde ikke noget. Mads fortsatte.
Mine folk fandt mig på hospitalet samme nat. Tog mig til en privat klinik. Efter to uger kom hukommelsen tilbage. Jeg begyndte straks at lede efter kvinden, der havde kørt mig. Sygeplejersken gav mig dit nummer.
Karen frøs. Uden jakke var det isnende koldt.
Du har fundet mig. Hvad så nu?
Mads fiskede et brev op af lommen.
Tag det her.
Karen rørte sig ikke.
Jeg vil ikke have dine penge. Det var ikke derfor, jeg samlede dig op.
Det er ikke penge.
Han rakte brevet mere insisterende. Karen tog det, åbnede nøgler, papirer. Hun løb dem igennem. Gavebrev på en lejlighed midt i København. Tre værelser.
Er det en joke?
Nej.
Det kan du ikke mene!
Mads nikkede.
Papirerne er ordnet. Alt registreret. Du skal bare flytte ind.
Karen knugede kuverten.
Hvorfor gør du det her?
Mads så hende i øjnene.
Fordi de fleste var bare kørt forbi. Du var gravid, alene, midt om natten i snestorm og du gav de sidste penge til en fremmed. Du får et barn. Hun skal ikke vokse op på et lille kollegieværelse. Hun fortjener et hjem.
Han gik mod bilen. Karen råbte efter.
Vent! Jeg kan da ikke bare tage imod en lejlighed. Det er for meget.
Mads vendte sig om.
Så betragt det som min gæld. Du gav mig livet tilbage. Nu giver jeg dig og din datter et sted at bo.
Han kørte. Karen stod tilbage i mørket med konvolutten i hånden.
Flytningen
En uge efter flyttede Karen ind. Lejligheden var lys, med store vinduer og nyrenoveret. Ikke mange møbler, men hvad gør det? Der var varmt, rent, ingen der bankede i væggene midt om natten.
Bent kom forbi for at hjælpe med flyttekasserne. Han gik rundt og rystede på hovedet.
Hold da op, Karen! Du samler én forhutlet fyr op og så er han millionær.
Ikke millionær. Bare taknemmelig.
Bent smilede.
Nu er det altså tid til barsel. Du skal ikke køre mere.
Karen nikkede. Maven var efterhånden umulig, benene som balloner. En måned, så var det tid.
Fødslen gik hurtigt, omend hårdt. Det blev en pige. Frisk, utilfreds og højrøstet. Karen kaldte hende Astrid. Bent stod kejtet i hospitalets forhal med blomster.
Tillykke, Karen.
Hun smilede, tog Astrid op. Hun foldede sig sammen, helt lille og varm. Karen holdt hende ind til sig og følte hun gjorde det rigtige.
Dramatisk tilbagekomst
Oleg dukkede op et halvt år senere. Ingen sms, ingen advarsel. Han stod bare der med en pose og så kækt forlegen ud.
Hej.
Karen svarede ikke. Astrid sov i klapvognen bag hende.
Må jeg komme ind?
Nej.
Han prøvede at kigge indover hendes skulder. Hun så, hvordan han lynhurtigt vurderede nyt køkken, høje lofter, lyse rum.
Jeg har hørt altså, det er virkelig rigtigt, du har fået en lejlighed foræret af en eller anden mand?
Karen lagde armene over kors.
Hvad rager det dig?
Oleg rakte posen frem.
Jeg tog lidt legetøj med. Til vores datter.
Hun tog det ikke.
Hvorfor kommer du, Oleg?
Han så ud, som om han pludselig fik ondt i nakken.
Jeg tænkte vi kunne måske prøve igen? Jeg var bare så forvirret dengang. Nu fortryder jeg.
Karen smilede.
Fortryder du, eller opdagede du først nu, at jeg ikke stadig bor på kollegiet?
Han blev rød i hovedet.
Det handler ikke om lejligheden. Jeg tænkte på familien. På barnet.
Familie? Nu?
Karen tog et skridt nærmere. Oleg trådte bagud.
Du gik, da det var sværest. Du ringede ikke. Du satte ikke engang en 50er ind på kontoen. Nu kommer du, fordi det ser ud til, at der måske lige akkurat er noget at hente.
Han forsøgte at protestere.
Jeg var ikke klar dengang.
Hold op.
Han blev tavs. Karen lød pludselig meget voksen.
Astrid kender dig ikke. Kommer heller ikke til det. På fødselsattesten står der en streg, og sådan bliver det. Vi har ikke brug for dine penge. Eller dig.
Oleg knugede posen.
Du vil komme til at fortryde det. Hun har brug for en far.
Karen smilede iskoldt.
En far er én, der er der. Ikke én, der støder op, når det hele er klar.
Hun smækkede døren. Oleg blev stående, slog frustreret mod dørkarmen og forsvandt. Karen lod sig synke ned mod døren og trak vejret dybt. Hænderne rystede, men indeni var hun rolig.
Astrid vågnede og hostede lidt. Karen tog hende op.
Shhh, min lille marcipan. Der er styr på det hele.
Mads kiggede kun forbi én gang om måneden, nogle gange sjældnere. Havde altid et eller andet med til Astrid, drak et glas vand i køkkenet, sagde ikke meget. Karen spurgte aldrig ind hun havde ro nok.
En dag kravlede Astrid over til ham, hev i snørrebåndet. Mads rakte hende en finger. Astrid knugede om den og smilede.
Hun er stædig, sagde Mads.
Det har hun fra mig.
Mads smilede.
Klart.
Han pakkede sammen og gik mod døren, men stoppede i døren.
Sig til, hvis du får brug for noget. Læge, kommunen, hvad som helst.
Karen nikkede.
Tak.
Mads smuttede. Karen smækkede døren, satte sig på gulvet ved siden af Astrid. Hun krøb over, lagde hovedet mod hendes knæ. Karen aede hende over håret.
Byens lys funklede udenfor. Inde var der varmt. Astrid faldt i søvn. Karen lukkede øjnene; Taxachaufføren, der var højgravid, samlede en bevidstløs mand op på motorvejen og en måned senere parkerede der en luksusbil foran hendes kollegie.
