Har de ingen pårørende? Hvorfor har du så taget dem med? Det er da synd for dig Synd? Hvad med os? Vi har knap nok plads her! Husk at ringe til socialforvaltningen i morgen, sagde jeg jo! Lad dem bare få lov at blive her!
Mikkel så vredt på sin kone. Hun var lige kommet hjem fra begravelsen for sin veninde Sigrid. Ikke alene der stod også børnene ved siden af hende. Den tre år gamle Liv og den tretten år gamle Anders stod ved døren, usikre på, hvordan de skulle reagere på den uvelkomne vært.
Freja skubbede let børnene ind i køkkenet og sagde i et roligt tonefald:
Anders, gå og hæld Liv en juice, så tager du også en. Den er i køleskabet.
Da børnene forsvandt bag døren, vendte hun sig vredt mod manden:
Har du ikke noget skam? Sigrid var min bedste veninde! Tror du, jeg vil efterlade hendes børn i nød? Forestil dig deres situation nu! Du er otteogtredive, men du ringer stadig til din mor, når du skal noget! Forestil dig dem!
Okay, jeg forstår, men du har da ikke tænkt dig at lade dem blive i vores hus? spurgte Mikkel lidt mere fredeligt.
Jo, jeg vil have forældremyndighed over dem! De har ingen andre. Faderen er forsvundet, han var ikke engang til afskeden.
Sigrid mistede sine forældre tidligt. Hun har en tante, men hun vil ikke tage børnene hun er gammel nu. Og vi har jo heller ingen egne børn.
Freja, jeg er din mand, husker du det? Vil du ikke høre, hvad jeg tænker?
Åh Mikkel, hvad er der så? Du er en god fyr. Jeg kender dig. Jeg ville jo ikke have bragt børnene ind uden din tilladelse. Er du bange for de kommende udgifter? Vi klarer det nok!
Plus, børnene er ikke små længere. Anders skal fortsætte i skole, og vi får Liv ind på børnehave. Vi behøver næsten ikke ændre vores livsstil!
Ja, men min mor Freja! Hun ville falde i stykker, hvis hun fandt ud af det! Hun giver mig altid kritik for, at jeg ikke har børnebørn!
Jeg tror ikke, din mor skal blande sig i vores familieanliggender. Vi havde jo stadig overvejet at adoptere et barn. Hvorfor tage andres? Anders og Liv kender os allerede.
Måske har du ret, Freja. Men vi ville gerne adoptere ét lille barn. Kun ét! En baby! Ok, Liv hun er stadig lille. Men Anders? Han er teenager! Det er ikke så nemt!
Både du og jeg var teenagere engang. Alt gik fint til sidst. Vi er blevet helt fornuftige voksne.
Lad os tage det, som det kommer. Lad dem bo her for nu.
Freja gav Mikkel et stort kys på kinden og smilede. Hun stolede fuldstændig på ham. Han var altid lidt gnaven, men så stod han altid klar til at hjælpe.
Freja gik i køkkenet for at lave aftensmad og begyndte at planlægge dagen i morgen: socialforvaltning, hente papirer på jobbet og i banken, samle alle dokumenterne
Og så gik det: En endeløs række af problemer og papirer. Det er én ting at se forældreløse børn få et hjem i film, men i virkeligheden skal man samle en masse dokumenter og beviser.
Anders og Liv overvejede endda at blive placeret i et børnehjem midlertidigt, men Freja og Mikkel lagde al deres energi i at kæmpe for, at børnene skulle blive hos dem.
Der var ingen problemer med Liv. Hun sprang fra den ene legetøj til den anden, og smilte, selv når hun mistede sig selv i tankerne.
Anders havde det sværere. Mikkel så, hvordan han knap kunne holde tårerne tilbage. En dag trak han ham til siden, lagde hånden på skulderen og så ham i øjnene:
Anders, jeg ved, du har ondt. Jeg er ved fyrre, men jeg kan ikke forestille mig, hvad der ville ske, hvis min mor gik bort. Men for Liv skal du være stærk.
Hvis du har brug for at græde eller råbe, så sig til mig. Vi kan gå et sted, hvor ingen ser os. Sådan smerte kan man ikke holde inde. Men du skal ikke vise den til Veronika, hun vil blive bange. Bare fortæl mig.
Anders begyndte at respektere Mikkel. Freja så dem gå sammen flere gange, og så dem komme tilbage som de bedste venner.
Familien måtte igennem utallige kontrolbesøg fra myndighederne. For at bevise, at de kunne forsørge børnene, tog de et lån, renoverede et værelse, købte børnemøbler, legetøj og nyt tøj.
De brugte omkring 25000 kr. på at få Liv ind i en børnehave tæt på hjemmet. Da Anders sagde, at han savnede sine venner fra sportsholdet, betalte de også for hans træning.
Til sidst klarede de alle prøverne. Børnene fik legal forældremyndighed. Mikkel fik et ekstra job, så han kunne betale tilbage på lånet.
Freja fandt også et sidejob: hun underviste i fysik på en skole og gav ekstraundervisning til svage elever hjemme mod betaling. Så de klarede de økonomiske problemer.
Et år gik. Børnene vænnede sig til den nye hverdag, byggede tætte bånd med Freja og Mikkel. Liv kaldte endda Freja mor.
Selv Mikkels mor, Ingrid, blev venner med dem, selvom hun i starten var imod.
Sommeren nærmede sig, og Mikkel foreslog:
Skal vi på ferie ved havet? Jeg har ikke lyst til at tage til Aarhus. Lad os tage til Kroatien! Jeg har lige set et last minute-tilbud. Jeg ringer straks og bestiller billetter.
Freja var helt klar. Hun var træt af året, havde brug for en pause fra al stress. Mikkel ringede og bookede turen.
I et øjeblik ringede en kollega til Freja og spurgte, hvordan det gik. Hun var tydeligvis lidt ensom. Freja fortalte, at de skulle til Kroatien.
Kollegaen sukkede og sagde:
Så heldigt for jer! Jeg skal bruge sommeren på min sommerhus i Jylland Jeg har ikke råd. I får jo sikkert en del af børnepenge, så I har råd!
Freja stod stille, vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun så sig selv i andres øjne som grådig, udnyttende, kun interesseret i pengene.
Hun delte sine tanker med Mikkel. Han tænkte sig om og svarede:
Jeg har også hørt kritik. En ven sagde, at jeg burde have skiftet bil for længe siden, fordi jeg får så mange penge fra børnepenge.
Freja nikkede:
Min mor sagde også, at jeg burde få styr på tænderne nu, når indkomsten stiger.
Mikkel grinede:
Så lad mig gå fra denne ubehagelige situation med en kone, der klager, og børn, der er vores ansvar!
De talte også om chefen, der sagde, at de ikke kunne forvente ekstra feriedage fordi børnepenge er kun for dem, der har egne børn.
Naboen, Vagn, sagde at han så dem bære tunge indkøbsposer fra supermarkedet.
Freja samlede sig:
Så tror de, vi kun har taget børnene for pengenes skyld?
Mikkel svarede:
Lad dem tro hvad de vil!
Freja trak på skuldrene:
Lad dem tro, hvad de vil!
Måske må vi droppe Kroatien? De vil mene, at vi bruger børnepenge på ferie.
Folk spørger stadig, om vi har overført børnenes lejemål til os!
De føler med, når jeg fortæller, at din veninde ikke havde eget hus.
Hvad skal vi så gøre?
De havde aldrig tænkt på profit. Børnepenge, de fik for at kompensere for tab af forsørger, blev sat på en spærret konto.
Anders skulle snart starte på en teknisk uddannelse, drømte om at blive programmør, men de dyrere kurser krævede mange penge.
Vi giver ikke op! Vi tager til Kroatien! Lad dem tro, hvad de vil! Hver enkelt må dømme selv.
Snart var familien på vej til Kroatien, de havde en fantastisk ferie og blev endnu tættere. Men da de kom hjem, følte Freja sig pludselig svimmel og svag.
Mikkel blev bange for, at hun havde fået noget forkert på ferien, og ringede efter ambulancen.
Freja blev kørt til hospitalet for undersøgelser. Anders var i chok, han var bange for at miste den kvinde, der havde erstattet hans mor. Han græd. Men kort efter ringede Freja op til Mikkel og sagde med et glimt i stemmen:
Mikkel, du vil ikke tro det! Vi får et barn!
Mikkel: Virkelig? Det kan da ikke ske! Vi har jo ingen chance!
Freja: De sagde, det kan godt ske! Det må være en gave fra himlen, eller fra Sigrids ånd!
Mikkel lo højt, og så gik han alvorligt til sagen:
Jeg håber, du forstår, at børnene bliver hos os som før!
Hvilke andre muligheder har vi? Anders, Liv, kom her! Jeg vil overrække jer en overraskelse I får snart en lillebror eller søster!
Juhuu! skreg de i kor.
I deres jubel lå alting: glæde, kærlighed, håb og lykke.
Det var den rørende historien med et lykkeligt slutpunkt. Hvad tænker du om det? Smid et like!
