Maren, skynd dig! Jeg så din svigerdatter i købmandens butik lige nu. Hun købte rottegift to pakker! Hun siger, at musene har invaderet. Men jeg ved, at du slet ikke har nogle mus!
Maren sank sammen i sine knæ. Sådan er det, når hun beslutter sig for at gøre huset rent med egne hænder.
Baron, min ven, sukkede kvinden, da hun gik ud i gården med en skål grød. Vi er de eneste to på denne hvide jord.
Hunden løftede snuden, slikkede sin ejer taknemmeligt på hånden og kastede sig over maden. Maren, datter af Mikala, var blevet 65 år, men hun så yngre ud robust, værdig, med gråt hår omhyggeligt sat til side.
Kun øjnene bar på den smerte, der havde sat sig fast; så tung en længsel, at det var smertefuldt at se på.
Et halvt år siden styrtede Jens af på sin motorcykel. Han havde købt sig en jernhest til sit livs sidste årti, hans drøm fra barndommen. Maren afviste det, men hvem kan nægte sin søn? En måned senere kom et opkald fra hospitalet: han havde mistet kontrollen på en sving.
Efter begravelsen tog Kirstine deres lille Andreas med tilbage til sine forældre i byen. Først ringede hun, spurgte om at få tale med barnebarnet, men svarede så sjældnere og sjældnere.
Maren insisterede på at se sin barnebarn loven gav hende ret til kontakt. Kirstine pegede på barnets sygdom eller på travlhed. Så skiftede hun endelig telefonnummer. Maren kørte til den adresse, hun havde fået; naboerne fortalte, at Kirstine med forældrene havde solgt lejligheden og flyttet til en anden by. Hvorhen? Ingen vidste det.
Hej, Maren! lød en stemme over hegnet. Er du stadig i live?
Det var naboen Peder Andersen, en livlig syttiårig enkemand. Han og den afdøde mand havde været familievenner, og da manden gik bort, overtog Peder ansvaret for Maren.
Ja, Peder, hvor jeg ender, er kun min egen sag, grinede Maren. Kom ind, så drikker vi te.
Når jeg drikker te med dig, må jeg også handle ind sagde han. Jeg skal i byen for at handle i apoteket og købe ind. Skal jeg bringe noget til dig?
Tak, men jeg har alt, hvad jeg behøver.
Så husk nu, Maren, jeg ser dig sidde som en ugle, du går ingen steder. Livet skal leves.
Peder gik, og Maren gik tilbage til huset. I entreen hang fotografier på væggen hele hendes liv, som om den lå på en hånd.
Der var unge med sin mand til brylluppet, Jens, der tog sine første skridt, den voksne søn med sin kone og lille Andreas. Alle smilende, glade.
Maren sukkede tungt og gik ind i køkkenet. Dagen trak ud som en uendelig tråd. Hun tændte fjernsynet, men kunne ikke se alt føltes fjernt og meningsløst.
Hun greb strikkepinde, men hænderne ville ikke følge. Til sidst gik hun i seng tidligt, i håb om at søvnen ville bringe glemsel.
Mor, mor!
Maren åbnede øjnene. Jens stod foran hende, ung, smilende i den ternede skjorte, som hun havde givet ham på fødselsdagen.
Jens, min dreng! udbrød hun i tårer. Min søn!
Græd ikke, mor. Jeg er her for at advare dig. Vær forsigtig. Ondskab er nær. Pas på dig selv.
Hvad taler du om? Hvilken ondskab? Jens!
Men han forsvandt i morgengryets tåge. Maren vågnede i tårer, mens fuglene sang i forskelligt kor udenfor. Drømmen var så levende, som om Jens virkelig var kommet.
Hun rejste sig, vaskede ansigtet med koldt vand og gik ud i den friske morgenluft. Tågen rejste sig over åen i det fjerne, smukt på en måde, der trykkede på hjertet.
Bedstemor Maren! råbte en lille pige, ni år gammel, som løb mod porten. Det var Freja, barnebarnet af Marens afdøde veninde. Hendes forældre var omkommet i en trafikulykke for to år siden, så hun boede på den lokale børnehjem.
Maren besøgte ofte Freja, bragte mad og hjalp med lektier.
Freja, solstråle! Hvor kommer du så tidligt fra?
Vi skal på kartoffelplukning på gården. Jeg løb bare for at sige farvel. Jeg er tilbage om en uge.
Vent, sagde Maren hurtigt og kom tilbage med en pose. Her er kålretter, æbler fra haven og småkager. Del med de andre børn.
Tak! omfavnede pigen Maren hårdt. Jeg elsker dig!
Jeg elsker også dig, pige. Pas på dig selv.
Freja gik, og Maren stod og så hende gå. Hvor mange gange har hun tænkt på at tage pigen ind? Men enlig ældre kvinde får sjældent lov til at påtage sig forældrerollen. Socialmyndighederne kræver en fuld familie, stabil indkomst, sundhedscertifikater. Hvad har hun selv?
Dagen gik i almindelige gøremål. Maren dyrkede sine bede, fodrede hønsene, lavede frokost. Om aftenen var hun udmattet og gik tidligt i seng, og drømmen kom igen.
Denne gang stod Jens ved porten og viftede, som om han ville holde nogen ude.
Lad dem ikke komme! råbte han. Mor, lad dem ikke komme ind! Der er fare!
Maren vågnede af banken på døren. Klokken var kvart over elleve om aftenen. Hvem kunne banke så sent?
Hvem er der? spurgte hun uden at åbne.
Maren Mikala, det er mig, Kirstine. Åbn, vær så venlig!
Den tidligere svigerdatter stod på trappen, rodet, med en stor taske i de krøllede klæder.
Undskyld den sene tid. Jeg har en nød huset brændte ned. Helt ned. Jeg slap knapt.
Gud! Hvor er Andreas?
Hos mine forældre. De er på ferie ved havet, og han er med dem. Maren Mikala, må jeg bo hos dig? Ikke længe, indtil jeg finder noget.
Maren så på hende. Kirstine havde aldrig vist varme over for svigermoderen, og når Jens var væk, undgik hun næsten al kontakt. Nu stod hun i døren midt om natten.
«Lad dem ikke komme ind,» genlød Jens’ ord fra drømmen.
Men hvordan kunne hun afvise en nødstedt kvinde?
Kom indenfor, sukkede Maren. Værelset ved Jens er frit.
De første dage var Kirstine stille, hjalp med husarbejdet, lavede mad, gik selv til købmanden. Maren begyndte at tvivle på sine mistanker. Måske havde sorgen gjort hende blind?
Hvor dejligt her, Maren, sagde hun over middagen. Stille, roligt. Byen er så larmende, men her er fred.
Huset er stort, der er plads til alle, svarede Maren. Bliv så længe du vil.
Efter en uge ændrede Kirstine sin adfærd. Hun stoppede med at hjælpe, lå hele dagen på sofaen med mobilen, krævede særskilt mad.
Må jeg have fjernsynet i mit værelse? Det er upraktisk at gå i stuen hver gang.
Tag det fra mit soveværelse, jeg ser det ikke særlig.
Jeg bør tjekke dokumenterne på huset. Måske er der en fejl. Jeg kan hjælpe, jeg har arbejdet i et advokatfirma.
Maren blev mistænkelig. Hvorfor ville hun have husets papirer?
Tak, men jeg har styr på det.
Kirstine trak læberne sammen og gik tilbage til sit værelse. Om natten drømte Maren Jens igen.
Mor, hun har onde planer. Drik ikke og spis ikke, hvad hun laver. Pas på dig selv.
Jens, hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg smide hende ud? Hun er Andreas mor.
Andreas er i sikkerhed. Du er i fare. Husk mine ord.
Morgenen stod Maren med tungt hoved. På køkkenet stod Kirstine og lavede morgenmad.
Godmorgen! Jeg har lavet grød og brygget kaffe. Sæt dig og spis.
Tak, jeg gør det senere. Først fodrer jeg hønsene.
Maren gik ud i friske luft og tænkte: Har Kirstine virkelig noget ondt i sinde? Så kom Peder Andersen til hegnet.
Hej, nabo! Hvorfor så stille?
Jeg tænker bare.
Jeg hørte, at svigerdatteren er vendt tilbage. Hvordan er hun?
Hun bor så længe. Hun siger, at huset brændte.
Peder rynkede panden.
Det lyder mærkeligt. Jeg mødte Kolja Rød, en kollega fra advokatkontoret, hvor Kirstine arbejdede. Han fortalte, at hun blev fyret for tyveri for et halvt år siden.
Der var ingen brand. Hun bor hos en mand, som smed hende ud, og så kom hun til dig.
Maren følte kulde i benene. Så var drømmene måske profetiske.
Tak, Peder, for at sige det.
Vær forsigtig, Maren. Hendes tanker er ikke rene.
De næste dage holdt Maren øje med Kirstine, som blev mere krævende. Hun begyndte at bestemme i huset, flyttede møbler, inviterede veninder.
Maren Mikala, huset er stort. Skal vi leje værelser til rejsende? Det kunne give indkomst.
Jeg har ikke brug for indtægt. Jeg vil bare have ro.
Men ro er også liv! Du kan gifte dig igen. Måske med mig, Peder? Vi er begge enlige, kan vi finde lykken sammen? Jeg har en datter i hovedstaden, men jeg når aldrig mine børnebørn.
Maren tøvede. Peder var en god mand, men hvad med mindet om sin afdøde ægtemand?
Peder, hvad vil folk tænke? I vores alder
Lad dem tale! Vi lever ikke for andre. Min datter bor i København, men jeg har ingen børnebørn. Hvad med at tage Freja som datter? Vi får hurtigere tilladelse.
Maren mærkede hjertet springe. Freja! Hvorfor havde hun aldrig tænkt på det?
Er du virkelig klar til at tage Freja ind?
Hvorfor ikke? Hun er sød, klog. Hun kan give mig en hånd i alderdommen.
Maren græd, men første gang i lang tid var det glade tårer.
Tak, Peder. Jeg accepterer.
Brylluppet var beskedent de sad ved bordet med de nærmeste naboer. Derefter indledte de den lange proces med at få forældremyndighed over Freja.
Først samlede de indkomstoplysninger, sundhedsattester, børneoplysninger. Så kom en inspektion af boligen en kommission besøgte huset, så om der var et eget værelse, plads til leg.
Derefter gik de i to måneders forældreuddannelse i weekenderne på distriktscentret, mødtes med en psykolog og kommunens børneafdeling.
Processen trak ud i et halvt år, men de gav ikke op. Freja levede i håb, mens Maren og Peder regelmæssigt besøgte børnehjemmet.
Endelig kom den længe ventede afgørelse forældremyndigheden blev godkendt. Det ældre par med eget hus og stabil indkomst blev fundet egnet.
Freja brød ud i gråd af glæde, da hun hørte, at hun skulle bo hos bedstemors Maren og bedstemors Peder.
Jeg har drømt om det! Hver dag!
Huset blev fyldt med liv igen. Freja løb fra rum til rum, Peder byggede hylder til hendes bøger, Maren bagte kager. Om aftenen sad de sammen ved bordet, drak te og talte.
I nat drømte Maren Jens igen, men nu smilede han.
Tak, mor. Du gjorde det rigtige. Freja vil være som din barnebarn. Pas også på Peder han er en god mand. Jeg er i fred.
Maren vågnede med et let hjerte. Livet gik videre, og i det liv fandt hun igen lykken.
Et år senere, da foråret kom, lød børnelatter i gården igen. Freja gynge på gyngerne, som Peder havde lavet. Barth, den unge kat, jagede bolden. Maren stod på verandaen og så på scenen med tårer i øjnene.
Bedste, se, hvad jeg kan! råbte Freja, mens hun svingede højere og højere.
Pas på, lille pige!
Ordforbindelsen lille pige lød så naturlig. Længere væk, langt borte, syntes Maren at mærke Jens glæde også.
Livet fandt sin vej. Huset var ikke længere tomt. I det boede lykke igen.
