Den kølige efterårsbrise susede gennem kunstblomstrede kranse, så de sørgelige bånd svajede som sjæle, der ikke kunne finde ro. Det var den femte begravelsesprocesion, som langsomt gled ned ad den brede allé på den gamle kirkegård i Nørrebro. Det femte lig, der blev lagt i den fugtige, ubarmhjertige jord; den femte ånd, som den kolde verden officielt sendte i glemsel.
Jørgen og Mikkel sad i en halvt forfalden murstenspaviljon, skjult for den vedholdende vind. De trætte øjne, vant til konstant årvågenhed, fulgte ceremonien med langsomme blikke. Ritualet var kun baggrundsstøj for dem et arbejde, der lå i baggrunden. Da ceremonien sluttede, rejste de sig, rystede støvede bukserne af, trak de sørgelige masker på og gik hen til den grædende skare. De gik fra person til person, mumlede halvhjertede kondolencer og rakte kolde hænder. Ingen tænkte på de to slørede mænd i slidte jakker. Sorg er den store ligefremmer; den udvisker sociale skel. I sådanne øjeblikke kan selv en fremmeds nærvær føles som en dråbe varme i en iskolde ocean af tab. Ingen spurgte, hvem de var, og ingen forhindrede dem i at forlænge deres egen afkobling fra sorgen. Det var en gunstig situation for dem begge.
Det var den sidste procession den dag, som fangede deres opmærksomhed. Alting her skrævede om penge. En dyr kiste af poleret mørkt egetræ med tunge bronzebånd, overdådige kranse af friske liljekonval, der udsendte en sød, bedøvende duft, og i porten stod ikke de slidte Danish biler fra før, men nye MercedesEklasser med tonede ruder. Jørgen gik først frem. Han kastede et blik ind i kisten, og et øjeblik løb en falsk smerte over hans ansigt, som om han følte tabets smerte. Han krydsede sig grundigt, hviskede en indøvet bøn og trak sig tilbage, som om han tørrede en tår udenfor. Mikkel ventede på pause, gentog den samme ceremoni, men endnu mere teatralsk, med en beklagende suk. Deres blikke mødtes kort; et knap mærkbart smil levede i mundens hjørner. Uden ord gik de tilbage til deres skjul i paviljongen. Aftenen lovede en anstændig klip en god betaling i kroner, som de kun måtte vente på natten.
Begravelsen vedtog en snakkesalig gammel dame fra kirkegårdens servicehold, som kaldte den døde Maren Sørensen. I kisten lå hun i en overdådig kjole af silkeblødt fløjl, og på de falmede øreringe glimtede massive guldøreringe med blodrøde rubiner. På hendes bryst ville der have ligget et tungt guldkors sådan gjorde man altid, for at lede den døde korrekt gennem de gamle kanoner.
Da de grålige skumring endelig slugte dagens sidste farver, og kirkegården svøbte sig i stilhed kun brudt af raslen fra falne blade, gik de i gang med arbejdet. Himlen var som en sur prik, og tunge, blygrå skyer kastede en kold, insisterende regn ned over dem. Den våde jord klæbede sig til deres skovle, så hvert træk var en smertefuld anstrengelse. Hænderne blev stive, ryggen gjorde ondt, men tanken om en lovet belønning på fem tusinde kroner drev dem frem. Arbejdet måtte færdiggøres; der var ingen anden udvej.
Deres venskab var en ironisk skæbnes grin, der opstod for år tilbage på fængslet. To ensomme mænd med ødelagte livsskripter. Samfundet, de vendte tilbage til, var lige så ubarmhjertigt som murene, der havde holdt dem fanget. Jørgen voksede op på et børnehjem, hvor man lærte ham at overleve, ikke drømme. Mikkels familie havde forladt ham, da de hørte om hans dom; de afviste ham som en udstødt. Ud i friheden ventede kun en lovløs tilværelse: ingen tag over hovedet, ingen arbejde, ingen chance for rehabilitering. De havnede i kriminelle løb ved at stjæle små tusinde kroner fra en fabrikskasse, mens Mikkel slog ud i en beruset slåskamp, hvor hans modstander brækkede kæben.
Ingen ville ansætte kriminelle, ældre mænd med en duft af fortabelse og fængsel. Så tog de den mest simple og mest afskyelige vej plyndring. De beroligede sig selv med en kynisk mantra: Den døde har intet brug for. Hans rigdom vil forgå i jorden, men i det mindste får vi noget at spise med. Denne tanke dulmede den brændende skam.
Som skygger glider de mellem gravene, og efter at have bekræftet, at det endeløse felt af døde kun var de selv og ingen anden sjæl, nåede de en frisk høj med ny jord. Skovlene gled, sank ned i den bløde muld. Endelig stødte kistens træ mod jern med en dunkende lyd. De slækkede rebene, løftede den tunge lås.
I et skræmmende øjeblik frygtede de, at isen fra den kolde ånde ville smelte deres kynisme.
Jør ser du det? Den den trækker vejret? raspede Mikkel, stemmen knækkede i en hvisken, der bære en uhyggelig ærefrygt. I lyset fra deres lygte syntes silken på den gamle kvinnes bryst at flimre som spindelvæv.
Stil nu! brød Jørgen ud, næsten kvækt af sin egen stemme, uden at kunne flytte blikket fra hendes blege ansigt.
I det øjeblik fryses blodet i årerne. En skrøbelig, kold hånd med blålige årer sprang abrupt ud af kisten, og med knogleknogle fingre greb den Mikkels håndled med en ukendt styrke. Begge mænd, som havde overlevet fængslet og frygtet hverken gud eller djævel, udstødte et fælles skrig og hoppede tilbage.
Slip! Udslettet! mumlede Jørgen, korsfæstet med en rystende hånd.
Hold mund! Se! Hun er i live! I live! råbte Mikkel, nu i chok og pludselig klarhed.
De fjernede ikke den døde guld. De måtte fiske hende ud af graven en let, skindklædt skikkelse, som om hun kun var et skelet. De faldt ud på den våde græsplæne, undertrykt af både gråd og latter af hysterisk lettelse. Den gamle kvinde hostede, hendes krop rystede i et anfald, og hun åbnede tågede, men levende øjne. Uden at tale sammen løftede mændene hende i armene og, snublet frem, bar hende væk fra hullet mod den gamle vagtpost i kirkegårdens kant. Vagtposten var heldigvis tom. De lagde hende på den hårde seng og dækkede hende med deres beskidte jakker.
En ambulance Vi må ringe efter en ambulance, sagde Jørgen, stadig chokeret.
Den gamle kvinde, som verden allerede havde sørget over, fandt sin stemme. Svag, hæs, men med en uventet fasthed:
Nej Ingen læge. Jeg blev levende begravet af én mand. En meget specifik mand. Han skal få sin straf.
Hun kom langsomt sig selv, og hendes blik blev mere bevidst. Pludselig så hun på sine redningsmænd, på deres snavsede tøj og deres skovle.
Hvorfor gravede I en grav i nat? hendes stemme lød ikke så meget af foragt som af nysgerrighed.
Mændene så på hinanden, deres øjne fyldt med den samme skyld. Sandheden var bitter, men en løgn gav ingen mening længere.
Vi ville bare tjene til rette, bedstemor, hviskede Mikkel, bøjede hovedet. Dine smykker vi havde brug for dem. Vi er bare plyndrerere.
På hendes ansigt var ingen frygt, ingen fordømmelse kun kolde, beregnende tanker.
Så for at ingen stiller spørgsmål, grav jer den igen, gutter, og læg min grav på plads. Fjern sporet. Jeg betaler jer for arbejdet, og for redningen separat.
De måtte vende tilbage til den sorthvide grav. Nu var gravens dybde en psykisk byrde. De nedgravede beviser, begravede den frygtelige hemmelighed. Efter de var færdige, vendte de tilbage til vagtposten, gennemblødte, dækket af mudder, udtømt.
Hvor bor I? spurgte Jørgen, mens han forsøgte at forstå, hvad de skulle gøre nu. Skal jeg køre jer hjem?
Den gamle kvinde, som de nu kendte som Maren Sørensen, rystede hårdt på hovedet.
Ingen venter mig der. Min unge mand, der er tyve år yngre end mig, fejrer sikkert sin frihed med sin elskerinde.
Mikkel fnøs.
Undskyld, bedstemor, men hvad håbede du egentlig på? spurgte han med den direkte ærlighed fra en tidligere indsatte.
Han var en svindler, og jeg, en dum gammel kvinde, troede på kærlighed, svarede hun, stemmen vaklede, men tårerne var væk. Kun en iskold raseri. Han puttede noget i min te. Troede, jeg ikke ville holde ud. Men jeg har altid dyrket sport, spist sundt. Han ville slippe af med mig og stjæle mine penge og min forretning. Døden den kan let forveksles med en dyb søvn, især hvis man betaler en patolog og læger for at fremskynde begravelsen!
De to tidligere indsatte måtte tage Maren med til deres knapbelånte lejlighed i et forstadskvarter i Amager. To rum, gennemsyret af fattigdom og desperation, blev deres midlertidige tilflugtssted.
Samtidig, i et lyst kontor i et stort dansk firma, hældte en dyster, men professionel stemning over et mindesmøde for Maren Sørensen. Alle medarbejdere var samlet for at ære hende. Hun var respekteret, frygtet, men respekteret. Hun havde fra en lille start bygget et imperium. Hendes mand, Anders, en smuk og velplejet mand, allerede indstillet som arving, stod foran dem med et trist udtryk og bad dem ære hendes minde. Alle vidste, at han havde været hendes højre hånd, men i virkeligheden var han en doven, smigrende svindler, der havde udnyttet den kloge, men ensomme kvinde. Man forstod, at store forandringer var på vej: Anders ville hævde sine egne folk og fyre dem, som havde tjent Maren ærligt.
Anders, der knap skjulte sin triumf under sorgens maske, talte om fremtiden, da den store dør til konferencerummet gik op med et brag.
Ind trådte hun.
Først faldt rummet i dødsstilhed. Folk, der stod med ryggen til døren, mærkede en ændring i luften og vendte sig. Anders så hende, og hans mund åbnede sig i et skræmmende udtryk. Hans hånd med mikrofonen rystede. Det så ud, som om en ægte spøgelse, kulminationen af hans værste mareridt, trådte ind i den luksuriøse konference.
Hej, skat, sagde Maren Sørensen med en iskold, knivskarp stemme, som om glas blev knust. Hendes blik var koldt og ubarmhjertigt. Det ser ud til, at du ikke er så glad for at se mig. Vi sagde jo for nylig farvel
M M, jeg stammede Anders, mens han trådte tilbage.
Jeg er tilbage, gik hun roligt frem gennem rummet, og medarbejderne trak sig tilbage, hypnotiserede af den surrealistiske scene. Ikke alle sager er afsluttede. Jeg må nok rydde op i en meget udspekuleret løgn. Men jeg har ikke tid til det. Lad de professionelle tage den.
Døren åbnede sig igen, og folk i uniform kom ind. En ransagning af Anders lejlighed havde afsløret medicinpiller, ulovlige kontrakter og korruption med en læge. Hans patetiske undskyldninger druknede i den tunge stilhed.
Maren fyrede alle Anders medløbere på stedet, uden fratrædelsesgodtgørelse. I stedet hyrede hun Jørgen og Mikkel. De mænd, der havde gennemlevet helvede og mudder, viste sig at være mere ærlige og pålidelige end de i dyre jakkesæt.
Den tidligere mand blev fængslet på lang tid. Maren tænkte ikke længere på ham. Hvad var vitsen i at dvæle ved den, der havde mistet både frihed og menneskelighed? Hun havde andre bekymringer en forretning, der skulle reddes, og to uventede, men loyale hjælpere, der fandt i hende ikke kun en arbejdsgiver, men den moder, de begge manglede så længe. De havde fundet hinanden ved gravenDe indså, at den største rigdom findes i ærlighed, fællesskab og en ren samvittighed, ikke i stjålne kroner.
