Illusionen om forræderiet
Vil du virkelig have, at jeg følger med dig? spurgte Mads og lænede hovedet let til siden, mens han betragtede Frida med et varmt, en smule drillende smil. Hans øjne glimtede af nysgerrighed, og der lå et nuanceret strejf af overraskelse i stemmen. Jeg vil da gerne hilse på din familie, men…
Selvfølgelig, svarede Frida, rettede lidt på håret og tog forsigtigt hans hånd, flettede sine fingre ind i hans. Hun blev rød på kinderne af spænding. De er nødt til at se dig! Jeg har fortalt så meget om dig, at min mor næsten allerede betragter dig som en del af familien. Hun spurgte mig endda i går, hvad du allerbedst kunne lide at spise! Kan du forestille dig det?
Mads grinede let, uden at modsige hende. Det gav ham en mærkelig glæde, at Frida så åbent stolt kunne fortælle om ham. Hun var 20, sprudlende, med et smil der kunne lyse selv den gråeste vinterdag op. Han havde på få måneder nærmest ikke opdaget, hvordan han var gledet ind i hendes verden, fyldt med latter, spontane vandreture i Kongens Have og hendes smittende optimisme.
Det var en søndag som dem, der altid indvarsler efterårets komme: højblå himmel og frisk luft, solen hang lavt, men klart. Frida havde taget sin yndlingskjole på; den med de små blomster, der understregede hendes ungdom og lethed, og Mads, han valgte et par pæne jeans og en skjorte hverken for pænt, ej heller for sjusket, men passede det lige nøjagtigt, han forestillede sig Fridas mors dom.
Under hele gåturen rettede Frida blikke mod ham som om hun ville forsikre sig om, at han nu ikke ombestemte sig i sidste øjeblik. Hendes fingre drejede konstant ved sømmen i kjolen.
Du er nervøs? spurgte Mads lavmælt og gav hendes hånd et let klem, prøvede at sende noget af sin egen ro gennem sit greb.
Lidt Jeg vil bare virkelig gerne have, det bliver perfekt. Jeg er sikker på, mine forældre vil kunne lide dig! Men så er der også Signe… Min søster Hun er stadig single. Jeg tror, hun er misundelig. Hun må ikke begynde at konkurrere…
Signe var fem år ældre end Frida, høj og rank med mørke hår samlet i en streng hestehale. Hun var på sidste år af studiet og arbejdede desuden på et advokatkontor for at få erfaring. Alvorlig. Voksen. Frida frygtede, at Mads ville falde for Signes modne og beherskede udtryk. Det kunne ikke tillades!
Da de trådte ind i lejligheden i Gentofte, bemærkede Frida straks, at Signe uvant for hende var klædt usædvanligt pænt: mørkeblå kjole med åben ryg, høje sko, diskret makeup som fremhævede hendes markerede kindben. Hun rettede sine øreringe foran spejlet og lod som om, hun slet ikke havde hørt dem komme ind. Stemningen blev straks trykket.
Nå, I er tidligt på den, lød det køligt og fjernt fra Signe, der vendte sig om og hævede et øjenbryn. Vi forventede jer først om en time.
Vi blev hurtigt færdige, svarede Frida og lagde mærke til, hvordan hendes stemme skælvede. Skal du ud?
Ja, på restaurant med veninderne, svarede Signe og kastede et blik på Mads, vurderende, men uden at lade sig mærke med noget. Ville egentlig gerne gå, inden I kom.
Mads stod midt i stuen og betragtede Signes familiehjem. Han forsøgte et smil for at løsne stemningen:
Du ser virkelig godt ud.
Frida mærkede straks, hvordan det gnavede. Hun kendte nemlig den tone let, ægte. Hun vidste, at Signe kunne gøre indtryk, hvis hun ville. Hendes hjerte begyndte at hamre.
Ja, selvfølgelig, sagde hun mere spidst end planlagt. Du skal da altid være i centrum. Selv når jeg introducerer min kæreste for familien… Er det for at overgå mig?
Giv nu lige ro, lød det tørt fra Signe, tydeligt irriteret. Jeg har ikke planlagt nogen scene. Ville faktisk bare ud af døren inden jeres ankomst. Det er dig, der altid laver drama.
Og i den kjole? For at spise med veninder? Du lyver! Du har klædt dig sådan for at gøre indtryk på Mads! Er du jaloux på, at jeg rent faktisk har et seriøst forhold?!
Skal du nu begynde igen? Signe rullede øjne og sukkede lydløst. Jeg gør, hvad jeg vil. Det skal du ikke blande dig i.
Mads stod fanget midt i det hele, mens han forvirret flyttede blikket fra den ene søster til den anden. Han anede ikke, hvad der var sket, eller hvordan uvejret pludselig havde taget fart. Var det bare et uskyldigt kompliment, der havde startet det hele?
Frida, kunne vi ikke bare tage det roligt? Måske kan vi sætte os ned og snakke stille og roligt?
Men Frida hørte ham ikke længere. Hendes stemme rungede gennem entreen:
Du har altid ønsket at overstråle mig. Altid! Du er ældre, klogere, kønnere selvfølgelig skal alle beundre dig! Men hvad med mig? Jeg skal altid nøjes med andenpladsen!
Åh, Frida… det er ikke nogen konkurrence. Signe kneb læberne sammen, gnistrede af vrede i øjnene. Du gør det her svært for dig selv hele tiden.
For dig måske. For mig føles det som kamp! Fridas stemme rystede, tårerne pressede på, men hun bed dem i sig.
I det samme kom forældrene ud i gangen i huset. Far, Henrik, i hjemmestrik og med dagens avis under armen, spurgte sløvt: Hvad sker der herude?
Mor, Birthe, stak hovedet ud fra køkkenet: Hvad foregår der?
I skal bare se på Signe! Hun har gjort sig til for at stjæle Mads fra mig. Hun vil bare vise, hvor meget bedre hun er!
Birthe trak på skuldrene, sendte Signe et blik af misbilligelse, uden helt at tage parti mest træt af hele situationen.
Signe, du kunne også godt have taget noget mere afdæmpet på. Du vidste jo, Frida ville have Mads med.
Jeg skulle ud og mødes med veninder, gentog Signe, hænderne overkors. Jeg havde ikke tænkt mig at præsentere mig for nogen. Jeg må bede om at blive fri for at skulle lave scener over noget så fjollet.
Kan du se?! Frida pegede arrigt på søsteren. Hun skyder skylden over på mig!
Mads prøvede igen, stemmen fast, næsten tryglende:
Kan vi ikke bare falde til ro? Vi er jo familie. Kan vi snakke som voksne?
Men Fridas følelser overtog, hun fór frem, greb fat i Signes ærme og rykkede. Stoffet revnede med et stød, en flænge ved skulderen.
Hvad laver du? spurgte Signe stille, overrasket og ramt. Måske skulle du kigge indad.
Og hvad laver du?! Frida var forpustet af raseri, hænderne dirrede. Mener du, jeg ikke kan gennemskue dig? Dine blikke, dine påtagede smil? Du prøver at imponere ham!
Jeg ser ikke engang på ham, Signe trådte et skridt væk, stemmen bitter og kold. Han interesserer mig ikke. Du ser bare spøgelser!
Forældrene stod på afstand. Henrik samlede avisen op igen, lavede som ingenting, mens Birthe sukkede og rystede på hovedet:
Signe, lidt mere takt, tak. Frida er din søster. Vis forståelse.
Takt?! Signe knyttede hænderne, stemmen knagede. Jeg skulle bare ud. Det er Frida, der laver scener. Jeg kan ikke klare flere af hendes fantasier!
Ordene prellede af. Frida så bedende på Mads:
Sig det til hende! Sig hun tager fejl!
Han tøvede, så ned: Frida, det her ligner et misforståelse. Jeg ser ikke, Signe gør noget forkert. Og det gør mig ked af, at det ender i sådan et skænderi.
Hendes øjne lynede, stemmen rystede:
Så du er på hendes side? Tænk, jeg troede, denne dag skulle være særlig…
Mads førte hånden gennem håret, vejret blev tungt i brystet:
Jeg er ikke på nogens side. Jeg forstår bare ikke den ballade. Vi kunne have haft en dejlig aften. I stedet står vi her…
Signe smilede sarkastisk:
En herlig aften. Tak, Frida. Du kan om nogen skabe stemning.
Hun rørte ved flængen på kjolen, og for første gang virkede hun ikke overlegen, kun udmattet.
Frida stod stift, blikket flakkende mellem søster og kæreste, som om hun for første gang fornemmede, at hun var gået for vidt.
Jeg… det var ikke meningen, mumlede hun, men selv for hende lød det utilfredsstillende.
Birthe lagde en hånd på Signes skulder:
Signe, lad mig se, om jeg kan lappe kjolen
Det er fint. Jeg skifter og smutter. De andre har ventet længe.
Henrik lagde endelig avisen fra sig:
Måske kunne vi alle tage den med ro? Frida, sig undskyld til din søster. Signe, du kunne vise mere forståelse Frida er meget følsom.
Men det var for sent. Frøene af mistillid havde slået rod, og nu begyndte de små giftige skud at vokse frem i familiens dagligdag.
Efter et par uger flyttede Mads ind hos Frida på Frederiksberg hans lejlighed blev renoveret efter vandskade. Forældrene gav dem gæsteværelset, Signe blev i sit, men de to søstres forhold frøs til is. Hvert ord, hvert blik var infiltreret af fortidens nag.
En morgen overlappede Frida sin søster i køkkenet. Signe sad med te, konfus over notater til et vigtigt eksamensprojekt. Frida indtog døråbningen, stemmen lav, men syret:
Du gør det med vilje. Sidder her og lader, som om du er så optaget men du venter bare på, at Mads kommer ud…
Signe stod ved bordet, skuldrene let bøjede. Trætheden stod skrevet i hendes ansigt, mørke rande under øjnene grå hårstrå blandede sig med det mørke hår.
Frida, jeg vil bare drikke min te, og jeg har en vigtig eksamen i dag. Alt afhænger af det her.
Eksamen? Eller bare et show for Mads? Frida stillede sig an, armene over kors.
Signe vendte sig hurtigt, stemmen sprød, men hun beholdt kontrollen: Hvorfor gør du alt til drama? Hvorfor kan du ikke bare være glad for dig selv eller for mig?
Fordi du altid var bedre! Altid! Ældre, klogere, kønnere. Og nu vil du tage min kæreste!
Signe stivnede, og i øjnene dukkede et glimt af gammel smerte op hurtigt skjult bag vanlig kølighed.
Hvis du virkelig tror det så har jeg ikke mere her at gøre.
Hun pakkede hurtigt sine ting sammen, mens Frida stod i dørkarmen, ordløs, men med skyldfølelsen voksende. Stoltheden forhindrede hende i at sige undskyld.
Dagen efter flyttede Signe ind hos en veninde på Amager. Veninden forstod: Signe trængte til ro. De første dage var vanskelige; Signe savnede rutinerne hjemme, men langsomt forsvandt vægten af familiens fordringer. Hun bestemte nu selv tempoet, hvem hun så, hvornår og hvorfor. Eksamen gik godt, aftenerne brugte hun med sin veninde, kaffe, gode bøger for første gang i årevis følte hun sig fri.
Forældrene ringede et par gange. Det blev hurtigt klart, at de mente, Signe havde overreageret, gjort for meget ud af søsterens anfald endnu en byrde hun helst var fri for. Så hun tog ikke engang telefonen længere…
***********************
To måneder passerede. Frida og Mads boede stadig sammen, men forholdet begyndte at slå revner. Fridas evindelige mistro, hendes jalousi, de stadige opgør og anklager sled ham op. Intet af det handlede om Signe, forklarede han men om Fridas egne usikkerheder. Alligevel ville hun ikke lytte. Hun så forræderi i hvert blik.
En aften pakkede Mads sine ting:
Jeg kan ikke mere, sagde han stille ude i entreen. Stemmen var træt, ikke vred. Du lader mig ikke trække vejret. Hvert ord, alle blikke bliver analyseret. Jeg er træt af at forsvare mig mod noget, jeg aldrig har gjort.
Du går? Frida stivnede. På grund af hende? Af Signe?
Ikke på grund af hende, men på grund af dig. Du skelner ikke mellem virkelighed og dine fantasier. Du skubber mig væk med frygt og jalousi og spørger så, hvorfor jeg ikke kan nå dig mere.
Han gik. Frida blev alene tilbage i den store lejlighed. Hun satte sig på gulvet, lænede sig op ad væggen og græd længe og stille, tårerne trængte frem, som hun ikke havde tilladt sig i månedsvis.
Den aften begyndte hun at tænke: Måske var Signe aldrig skyld i noget? Måske havde hele kampen kun fundet sted i hendes eget hoved? Hvor mange havde hun egentlig drevet bort med sin egen mistillid?
Da forældrene fandt ud af, at Mads var flyttet, var det mere de praktiske besværligheder end deres datters følelser, der bekymrede dem. Stemningen blev kun tyngre. Frida trak sig tilbage, stirrede ind i skærmen dag efter dag, nægtede at hjælpe til huset.
Frida, hvordan kan du ligge der? sagde Birthe en dag hendes tone var lettere bebrejdende end før. Vi kan ikke passe alt alene.
Mor, hvad betyder vasketøj og støvsugning, når mit liv falder fra hinanden? udbrød Frida, mens hun gemte hovedet i puden.
Birthe sukkede kun. Uden Signe var alt blevet mere uoverskueligt. Frida hjalp ikke til, og der dannede sig bunker af vasketøj, rodet havde frit løb, men Frida så det ikke, lå bare på værelset med hovedet i telefonen.
En dag ringede forældrene til Signe.
Signe ramte ikke straks telefonen; hun læste i biblioteket til et vigtigt seminar. Da hun fik opkaldet, stoppede hun op. Hun følte både savn og lettelse: Det var rart at savne de trygge aftener hjemme, men det føltes endnu bedre ikke at blive trukket ind i daglige stridigheder.
Hun ringede moren op.
Signe, skat, lød Birthes stemme usædvanligt blidt og bedende, slidt af bekymring. Vi har talt om, om du måske kunne komme hjem igen…?
Signe klemte telefonen. Indeni trak det sig sammen, hun tvang sig til at holde stemmen rolig.
Hvorfor?
Vi har brug for dig, Frida er helt ude af den, og din far har ondt i ryggen. Jeg magter ikke det hele selv…
Mor, jeg sætter pris på, du spørger, men jeg er faldet til herude. Jeg har min skole, arbejde og… mit eget liv. Jeg kan ikke bare komme hjem, som om det hele var glemt. Som om den dag, Frida flængede min kjole og anklagede mig, ikke skete.
Men Mads er væk, sagde Birthe hurtigt, knap så blødt mere. Nu bliver Frida rolig igen, I kan forliges…
Det handler ikke om Mads, Birthe. Det handler om at have lov til bare at være til uden at blive anklaget for andres følelser! Hvis en ny kæreste dukker op, hvad så skal jeg flytte hver gang?
Der blev stille. Moren blev overrumplet, hun havde ikke ventet det svar.
Så du forlader os helt?
Jeg forlader jer ikke, svarede Signe mildt. Jeg bor bare for mig selv. Og… jeg er faktisk begyndt at se en.
Endnu et par sekunders tavshed. Signe kunne fornemme, hvordan moderen tyggede på ordene.
Hvem? sagde Birthe usikkert. Hvorfor har vi ikke mødt ham?
Han hedder Emil. Han er datalog. Vi har lejet en lejlighed sammen, og… jeg er glad, mor. Ægte glad. Der går nok et stykke tid, før I skal møde ham, for jeg orker ikke et nyt drama.
Birthe tav et øjeblik længere, før hun pressede ud:
Ja, men tillykke… tror jeg.
Tak, svarede Signe og smilede let, selv om moderen ikke kunne se det. Det føltes rart at du hørte det fra mig ikke gennem andre.
De sagde farvel, og Signe lagde telefonen. Hun følte sig mærkeligt fri. Rundt om hende på biblioteket sad studerende over notesbøger; der var et roligt leben, duften af kaffe fra automaten; dette var hendes nye verden: rolig, tryg, valgt på egne præmisser.
Udenfor ventede Emil. Han vinkede, da hun nærmede sig, og alting føltes let hvad skulle hun dog med fortidens drama, når han stod og smilede til hende?
Er alt i orden? spurgte han, kort greb han hendes hånd.
Ja, jeg ringede bare med mor.
Ville hun have dig hjem igen?
Signe nikkede og smilede træt, men alligevel roligt:
Jeg sagde, jeg hører til her nu. Med dig.
Han smilede, lagde armen om hende.
Skal vi gå? Vores venner venter vi skal jo planlægge weekendturen…
******************
Frida blev tilbage uden Mads, uden Signe og indså mere og mere, at det ikke var søsteren, men hende selv, der var årsagen. Hun genoplevede igen og igen episoden med kjolen: Signe, overrasket og såret, stoffet, der sprækker, hendes egne rystende hænder. Men stoltheden stak dybt; hun kunne ikke tage telefonen og sige undskyld. Hun lukkede sig inde, dag ud og ind på værelset, med sociale medier som selskab.
Så en aften kom Birthe ind til hende, satte sig på sengekanten:
Frida, du kan ikke leve sådan her. Vi kan ikke gå og tage os af dig altid.
Hvad skal jeg? sagde Frida sløvt. Mads er væk. Signe er væk. I har altid været på hendes side.
Henrik trådte ind, stemmen mere fast, end Frida var vant til:
Vi lytter, men du skal forstå: Det er ikke altid de andres skyld. Du har selv skubbet både søster og kæreste væk. Og nu lider du under det.
Frida så på sine forældre, første gang med åbne øjne for hvor slitne de var.
Måske men hvordan får jeg rettet op?
Begynd i det små, svarede Birthe og lagde en hånd på hendes arm. Hjælp mig med at rydde op i morgen. Ring så til Signe. Det er måske ikke nok, men det er en begyndelse.
Jeg siger ikke undskyld! udbrød Frida, vredt jeg har ikke gjort noget forkert!
Mor rystede bare på hovedet. Hvorfor skulle Frida have det så svært med det allermest enkle? Livet bliver ikke let for hende fremover…
