Ikke et sekunds fortrydelse
Og når jeg er tilbage, skal lejligheden være gjort ren! Grethe Hansen smækkede døren med sådan en kraft, at ruderne i opgangen klirrede.
Anna, som netop da var på vej ned ad trappen, fór sammen og standsede brat. Hun håbede, at naboen ikke havde lagt mærke til hende. Men håbet var forgæves. Grethe havde set hende.
Nå, Annalise Godmorgen!
Grethe stillede uengageret en papkasse fra Glase Multikoger på gulvet og begyndte febrilsk at knappe sin frakke hele vejen op. Det var tydeligt, hun havde travlt.
Godmorgen, Grethe, svarede Anna med et forsigtigt smil. Har børnene lavet ballade igen?
Det kan du tro! Jeg er ved at blive skør rablede Grethe og kæmpede med sidste knap.
I samme øjeblik begyndte kassen at røre på sig.
Anna blev overrasket og trådte instinktivt et skridt tilbage selv om risikoen var minimal.
Nej, hun var ikke bange anlagt. Men det var nu heller ikke lige til at forudse, at der var noget levende i den kasse
Men hvad i alverden mon det er?
Hendes fantasi forestillede sig straks en levende multikoger, som smed grøntsager ud af sig og derfor var blevet dømt til affaldsbunken.
Se her, sagde Grethe og løftede kassen, så Anna kunne kigge ned i den.
Anna trådte ud på reposen, gik hen til Grethe og så forsigtigt ned i kassen.
Selv om hun godt vidste, at hun næppe skulle frygte en multikoger, var det, hun så, alligevel overraskende. På den gode måde.
Fra bunden af kassen kiggede to nysgerrige øjne op på hende. En lille lysegrå killing.
Årh, hvor er den sød! udbrød Anna.
Ja, det er da morsomt, brummede Grethe utilfreds og smækkede låget på kassen.
Hvor har du den fra?
Børnene tog den med hjem Jeg har virkelig fortrudt, jeg lod dem beholde den. Sikke et bøvl! Jeg blev selvfølgelig også snydt af de store, uskyldige øjne og den nuttede lille snude, men sandheden er jo, at ikke alt, der glimrer, er guld. Søde at se på, men temperament som min eksmand.
Bare rolig, Grethe, han bliver rolig, når han bliver lidt større, sagde Anna opmuntrende. Skal du til dyrlægen med ham? Vaccination?
Nej! Hvilken dyrlæge? Hvilke vaccinationer, Annalise? Nu kan jeg ikke mere det er slut. Jeg har besluttet, at han ryger ud på sommerhuset Så kan han bo der.
Anna kiggede uforstående på Grethe og håbede stadig på en spøg. Men da hun så Grethes mørke blik og rynkede pande, forstod hun, det var alvor. Og det var altså midt i november.
Du kan da ikke sende ham ud i sommerhuset nu, sent på efteråret?
Skal jeg vente til foråret? Hvad forskel gør det? Hvis det var vinter, havde jeg også gjort det nu. For det der, det er ikke en killing det er en fejltagelse.
Følelserne stod i kø hos Grethe, og hun var nødt til lige at trække vejret, før hun fortsatte:
Du skulle bare se, hvad han har ødelagt! Det er som at have to små børn igen. Jeg brugte aldrig så meget beroligende, ikke engang som enlig mor. Beslutningen er truffet han skal væk!
Men
Jeg kunne selvfølgelig bare sætte ham ud i gården. Men børnene finder ham bare igen og tager ham med op, og så står vi der Nej, tak!
Så tjekkede Grethe uret på sin mobil, sukkede og sagde:
Du har snakket mig fra det hele, Annalise. Nu bliver jeg forsinket, og bussen venter ikke på nogen!
Grethe greb om kassen, vendte rundt og forsvandt ned ad trappen.
Anna så efter hende og kunne slet ikke forstå, hvordan nogen kunne efterlade en lille killing alene i et forladt sommerhus. Den ville da ikke klare sig en dag!
Vent, Grethe! råbte Anna.
Hvad nu? Jeg sagde jo, at jeg har travlt!
Du må ikke tage killingen med derud. Må jeg ikke prøve at finde et hjem til den? Giv den til mig.
Grethe stoppede op og vendte sig om.
Nå, gode hænder, siger du? Hentyder du til, at mine ikke er gode? Grethe kneb øjnene sammen. Jeg har opdraget to børn med disse hænder.
Nej, nej, det mener jeg ikke. Jeg vil bare finde en, der kan tage sig af ham. Han vil ikke overleve i sommerhus.
Overlever han, så fint. Hvis ikke sådan er det. Slet ikke mit ansvar han måtte jo ikke være her fra starten.
Hvorfor dog være så hård?
Det er ikke mig det er killingen! Den kan ikke tilpasse sig et hjem.
Han er jo bare et barn! Han lærer det ligesom børn gør.
Mine børn er mine børn. Det her er noget andet. Men hvis du absolut vil værsgo!
Grethe stillede kassen og forsvandt straks op i sin lejlighed og smækkede døren, så det gav genlyd. Anna hørte hendes stemme skælde ud derinde, men resten gik hende forbi.
Anna løftede kassen og tjekkede, at killingen stadig var der, og traskede op til sig selv.
Sådan blev Anna uventet den nye ejer af en gammel multikogerkasse og… en lille killing.
Egentlig havde hun ikke tænkt, at hun skulle have et dyr. Slet ikke i dag hun var jo bare på vej efter kaffe, som uventet var løbet tør. Og dyr ja, hun havde aldrig været en katteperson.
Men at Grethe ville forvise killingen til sommerhuset midt i kulde og mørke, kunne hun ikke bære. For, vel, ligegyldighed er ikke det samme som hjerteløshed.
Anna var sikker på, hun nemt ville finde et hjem til sådan en skøn killing. Hun skulle bare tage et par gode billeder, lægge dem på nettet, og så ville den helt sikkert få et kærligt hjem.
*****
Hun gik straks i gang, så snart hun kom hjem: fotograferede killingen og lagde billeder op på flere danske sider under sektionen Killing gives væk og Adopter et kæledyr.
Så gik Anna en tur til Brugsen efter kaffe og killingefoder (for den skulle jo have noget at spise, mens hun fandt den rette ejer).
Med foderet købte hun også en kattebakke og grus. Det var uforudsete udgifter, men det skulle jo være.
Det må følge med til den næste ejer, tænkte hun og smilede, glad over at gøre noget godt og ingen udgifter fortrød hun.
Grethe havde sagt, killingen hed Bulle, men den reagerede overhovedet ikke, så Anna besluttede sig for et nyt navn.
Efter over et hundrede forskellige navne fandt Anna endelig på et dansk-klingende navn:
Nu er du Magnus! Er det okay med dig?
Miau! svarede killingen og fór ud i entreen for at angribe hjemmeskoene, som var næsten lige så pelsede som ham selv.
Det var jo ham, der var mest lodden og yndig i verden og ikke noget gammelt par sko.
Anna smilede over det nuttede syn og gik i gang med arbejde.
Hun var freelance fotograf, elskede sit arbejde, og det kunne også betale sig for pengene var rimelige.
Så hun satte sig ved computeren for at redigere billeder fra sidste uges bryllup, da Magnus kastede sig ud i en vill galop rundt i hele lejligheden og ramte både stole og skabe.
Halløj, lille fyr! sagde Anna.
Killingen stumpede op midt i stuen og stirrede på hende: Hvad vil du? Jeg skal lege nu.
Jeg forstår dig godt men husk nu, du kun er her midlertidigt.
Miau!
Og ingen diskussion! Du er gæst her, så opfør dig pænt og forstyr mig ikke.
Det skulle hun nok ikke have sagt.
For nu kiggede Magnus på hende med verdens mest sørgmodige blik, så Anna straks fik dårlig samvittighed.
Hvordan kan man skælde en lille ting ud?
Nå, så leg bare men stille, ik?
Killingen spandt, galoperede videre og bragede ind i alt muligt. Anna tog høretelefoner på for at få ro og satte musik på.
Men få minutter efter væltede Magnus under skrivebordet og fik hevet strømstikket ud af computeren, og så var den dag ligesom gået.
I en halv time jagtede Anna både Magnus og sit gode humør rundt. Killingen slap væk, men Anna fik både slået tæerne og stødt knæene et par gange.
Da computeren kom op igen, tjekkede hun straks sine opslag. Masser af likes, men da hun læste kommentarerne, sank modet.
Alle skrev Nej, hvor er han kær!, Hvis bare det var min!, men ingen meldte sig for at overtage ham. Ikke én eneste.
Hun skrev opdateringer: Jeg bringer gerne killingen ud, også til en anden by, endda til enden af landet.
Folk synes nok, det er langt at rejse. Nu skal nogen da tage ham!
Mens Anna prøvede at få solgt Magnus væk, havde killingen lagt sig op på sofaen med maven i vejret og ville nusses til han faldt i søvn. Anna nussede ham og faldt selv i søvn.
Sådan gik resten af dagen. Der var ikke mere arbejde den dag.
*****
En uge senere måtte Anna sande, at det at finde et hjem til en killing ikke var så let. Folk likede og skrev pænt, men intet skete. Ingen ringede. Ingen skrev privat.
Tre dage efter begyndte hun at tænke:
Hvad nu hvis ingen vil have Magnus? Skal han så bo hos mig?
Ja, det var vel også det, jeg manglede! sukkede hun og skældte sig selv ud.
Magnus lå og sov med begge poter om musen, så Anna ikke havde kunnet arbejde i næsten en time, men nu vågnede han, gemytligt fornærmet over hendes udbrud.
Anna sukkede, tog mobilen og tjekkede kommentarer. Kun ros ingen seriøse bud.
Hun kom til at tænke på sit besøg hos en psykolog, som havde spurgt hende, hvad hun manglede i sit liv. Hun havde drømmejobbet, ingen pengeproblemer, og egen ejerlejlighed på Nørrebro takket være sine forældre. Alligevel manglede der noget.
Hun havde parkeret kærlighedslivet og var træt at lede efter det.
Han må da kunne hjælpe, havde hun tænkt, men psykologen anbefalede snak med dig selv-teknikken, som endte med, hun kun drak et glas vand og tog en hovedpinepille.
Anna blev skuffet, og venindernes råd hjalp heller ikke.
Du har det bare for godt, Anna, mente Katrine, der ofte var lidt misundelig over Annas held.
Jeg arbejder jo ligeså meget som dig! svarede Anna.
Måske mangler du bare lidt kærlighed? sagde Rikke mellem mundfulde dessert.
Ja, til hvad?
Ikke til hvem, men til hvad du mangler fløde i livet! Du er så slank, at det næsten er synd.
Veninderne havde ikke svaret. Men nu dukkede tanken op igen.
“Måske er det netop Magnus, jeg mangler for at være lykkelig? Det må tiden vise.”
*****
Fra dagen, hvor Anna fik midlertidig pelset gæst, fløj en måned forbi. Ikke én ansøgte om at få Magnus.
Hvordan kunne det være, at ud af 1228 likes på billeder af Magnus, ville ingen af dem tage ham?
Nu forstod Anna det lidt bedre.
For meget var sket den måned. For meget at gengive alt, men blot i korte træk: Magnus forstod næsten alt på halvandet ord, især når Anna for tiende gang bad ham lade sofaen være.
Han forsøgte også at udforske forskellige professioner. Først som indretningsarkitekt Anna udskiftede fire forskellige gardiner, før hun opgav gardinerne helt.
Så forsøgte han sig som mesterkok. Han smagte alt, hvad der fandtes på bordet, men spyttede det hurtigt ud. Ingen syltede rødbeder, svampe eller kartofler faldt i smag. Foderet fra skabet var meget bedre.
Alt i alt besluttede Magnus sig for, at katte trods alt gør folk gladest med at være selskabelige.
Anna kunne nu især glæde sig over, at hun slet ikke længere tænkte over, hvad hun manglede. Spørgsmålet gled helt væk.
Og hun blev hurtigere til at gøre rent ikke fordi, der var mindre rod, men fordi hun havde lært at skynde sig mens killingen sov.
Alle de smil og grin, som Magnus gav hende, var nok til at lune hjertet hele livet.
Som enhver mor var hun stolt, da Magnus endelig lærte at gå på bakken alene. Inden da måtte hun bære ham derhen uanset om det var midt om natten.
Nu slap hun for natteture med killing under armen: En lykke, kun katteejere forstår!
Selvfølgelig betød det, at Magnus fik andre idéer. Han elskede fx at tænde og slukke natlampen om natten, selvfølgelig.
Så nu var natlampen pakket væk, sammen med gardinerne. Til gengæld var der meget lysere i stuen nu.
Alt var jo, som det skulle være og man kan vænne sig til alt.
Efter en måned gjorde Anna en opdagelse: Faktisk var det ikke Magnus, der var flyttet ind hos hende men omvendt. Hun besøgte jo kun sit eget hjem det var katten, der herskede fra morgen til aften, tog imod hende om aftenen og sagde farvel om morgenen.
Så hvorfor lede efter gode hænder? Anna var jo selv de kærlige hænder, Magnus havde brug for.
Hun var klar til at stå op midt om natten for at lege, klar til at nusse ham, selvom han fyldte det meste af sengen.
Ja, Anna var klar. Og fortrød ikke. For hun elskede ham. For han var umulig ikke at elske.
Og Magnus elskede hende.
Han vækkede hende ikke længere om morgenen, men lagde sig blot helt stille ved siden af. Nogle gange kastede han hende et blik, der sagde: Sover du stadig? Jeg savner dig
Livets overraskelser lærer os, at kærlighed nogle gange dukker op, hvor vi mindst venter det. Og når vi giver plads, fortryder vi sjældent.
