Årh, hvor jeg tænker meget på den her historie om lille Mikkel. Hans forældre havde ventet på ham i årevis. Men graviditeten blev kompliceret, og Mikkel blev født alt for tidligt. Han lå i kuvøse, og flere af hans organer var ikke færdigudviklet. Han fik respirator, måtte igennem to operationer der var fx nethindeløsning, og to gange troede lægerne, at det var tid til at sige farvel. Men Mikkel klarede den.
Ret hurtigt fandt man dog ud af, at han næsten ikke kunne se og høre. Det motoriske udviklede sig gradvist han lærte at sidde, gribe fat i legetøj, og tage de første skridt med støtte. Men mentalt stod det helt stille.
Forældrene prøvede alt, først sammen, men så gled Mikkels far faktisk lidt væk, og moren, Birgitte, kæmpede videre alene. Hun fandt en ordning, så Mikkel fik hørelseimplantater, da han var tre et halvt år. Efter det kunne han sådan set høre, men udviklingen stod stadig stille.
De gik til specialister, pædagoger, talepædagoger, psykologer og alle de der hjælpepædagoger. Birgitte kom tit til mig med Mikkel jeg foreslog lidt af hvert, nye metoder og øvelser. Men det rykkede ikke rigtigt noget. For det meste sad Mikkel bare roligt i sin kravlegård og vendte og drejede en ting, bankede med den mod gulvet, bed sig i hånden eller hylede monotont. Indimellem trak han sine lyde lidt ud, eller lavede totalt specielle lyde jeg tror faktisk, han genkendte sin mor, eller blev urolig hvis der kom fremmede forbi.
Birgitte sagde altid, at Mikkel kunne kende hende på hendes særlige kurren og at han elskede, når hun kradsede ham blidt på ryggen eller på benene.
Til sidst blev hun sendt til en gammel psykiater, som sagde: Hør nu her det stykke brugbart diagnose er der næppe mere at hente… han er jo mere eller mindre det, vi kalder en grøntsag. Tag en beslutning. Enten anbringer du ham, eller også lærer du at leve med det. Håbet må du slippe.
Han var faktisk den eneste, der sagde det råt for usødet til hende. Birgitte endte med at sende Mikkel i et specialbørnehave og begyndte at arbejde igen. Kort efter realiserede hun sin gamle drøm: hun købte sig en motorcykel. Hun kørte rundt på Københavns gader og ude på landet med andre MC-folk, og når motoren brummede og vinden susede, forsvandt alle bekymringerne lidt. Barnets far betalte børnebidrag hver måned, og det røg alt sammen til betalingen for afløsere i weekenderne ærligt talt, hvis man vænnede sig til hans skrig, var Mikkel ikke svær at passe.
Så møder hun så Henrik, en af de andre motorcyklister. Han sagde på et tidspunkt: Birgitte, jeg er virkelig blevet vild med dig der er altså noget spændende og lidt tragisk over dig. Birgitte smilede skævt og sagde: Kom lige, så skal du se hvorfor. Henrik troede helt klart, at han skulle hjem og hygge med hende, men hun førte ham ind til Mikkel. Han var lige vågen og lavede sine mærkelige lyde, måske fordi han blev genkendt, eller måske blev han urolig ved fremmede.
Hold da op! sagde Henrik.
Hvad regnede du med? svarede Birgitte køligt.
Efter et stykke tid flyttede de sammen, men de havde faktisk aftalt, at Henrik ikke skulle blande sig så meget i Mikkels pasning. Det passede også Birgitte fint.
Senere sagde Henrik så: Skal vi ikke prøve at få et fælles barn? Birgitte svarede ret direkte: Og hvad nu, hvis det bliver én til Mikkel? Henrik blev tavs et år, men en dag sagde han igen: Jeg vil gerne prøve, uanset hvad.
Så kom lille Asger til verden. Sund og rask, heldigvis. Da spurgte Henrik: Skal vi ikke få Mikkel anbragt? Nu hvor vi har et almindeligt barn? Birgitte svarede tørt: Så kan jeg da anbringe dig, hvis du vil. Henrik gik straks tilbage: Det var bare en tanke…
Asger opdagede sin halvstore bror da han var ni måneder og begyndte at kravle hen til ham. Henrik blev nervøs og sagde, at vi skulle holde Asger væk fra Mikkel det var for risikabelt. Men altså, Henrik var altid på farten eller på sin motorcykel, så Birgitte lod bare drengene være sammen. Når Asger kravlede rundt, holdt Mikkel op med at skrige. Det var faktisk som om, han ventede på lillebrors selskab.
Asger kom med legetøj til ham, viste hvordan man kunne samle og skille det ad og fingrene på Mikkel, så han kunne mærke det.
En weekend hvor Henrik lå syg derhjemme, oplevede han, at Asger gik usikkert rundt og snakkede lidt for sig selv, mens Mikkel fulgte efter ham. Tidligere havde Mikkel bare siddet mut alene i hjørnet, men nu fulgte han efter Asger. Henrik blev rasende: Hold din dreng væk fra min, sagde han. Eller så holder jeg mere øje! Birgitte pegede bare på døren uden et ord. Han blev forskrækket, og de fandt ud af det.
Senere kom Birgitte og sagde til mig: Han er et bræt, men jeg elsker ham altså stadig er det helt forrykt? Jeg sagde: Det er helt menneskeligt. Man elsker sine børn, ligegyldigt hvad… Jeg mente faktisk Henrik! sagde hun. Men Mikkel, er han farlig for Asger, synes du? Jeg forsikrede hende om, at Asger tydeligvis var chefen i deres makkerpar, men at hun selvfølgelig stadig skulle holde øje. Det blev vi enige om.
Da Asger blev halvandet, lærte han Mikkel at bygge stabletårne og snart efter begyndte Asger at snakke i små sætninger, synge børnesange og vise fagter. Birgitte spurgte mig: Er Asger vildt forud for sin alder, eller hvad? Henrik var SÅ stolt deres venners børn kunne ikke sige meget mere end mor og far på det tidspunkt. Det må være på grund af Mikkel, sagde jeg. Det er ikke alle børn, der får lov at trække et andet barns udvikling fremad, når de kun er halvandet. Sådan! sagde Birgitte, Det fortæller jeg simpelthen det bræt med øjne!
Sikke en familie, tænkte jeg. En gående grøntsag, et bræt med øjne, en kvinde på motorcykel, og en lille vildbasse.
Asger blev hurtigt renlig og brugte over et halvt år på at få Mikkel til også at bruge potte. Det samme skete med at lære ham at spise selv, drikke af kop, tage tøj af og på det satte Birgitte som opgave for Asger. Da Asger var tre et halvt, sagde han pludselig: Hvad er det med Mikkel egentlig?
Først og fremmest: Han kan faktisk ikke se.
Jo, det kan han, indvendte Asger. Bare ikke så godt. Det her kan han godt se, det der kan han ikke. Og så afhænger det af lyset i badeværelset under lampen, der kan han se mest.
Øjenlægen blev ret overrasket, da vi forklarede Mikkels syn via en treårig, men lyttede omhyggeligt og besluttede, at vi skulle have en ekstra undersøgelse. Det resulterede så i nogle særlige briller og en ny behandling.
I børnehaven gik det dårligt for Asger. Han burde begynde direkte i skole helt ærligt, han er alt for kvik og ved tydeligvis bedst selv, sagde pædagogen irriteret. Men jeg sagde klart nej til tidlig skolestart. Han skulle gå til fritidsaktiviteter og hjælpe med Mikkel.
Mærkeligt nok var Henrik helt enig og sagde til Birgitte: Bliv hjemme med drengene til Asger skal i skole han lærer ikke noget godt i den børnehave. Og har du lagt mærke til: Mikkel har ikke hylet i næsten et år nu?
Et halvt års tid senere sagde Mikkel sine første ord: Mor, far, Asger, give, drikke, miau-miau.
Drengene startede i skole samtidig. Asger var bekymret: Hvordan skal Mikkel klare sig uden mig? Er speciallærerne søde? Forstår de ham? Også nu, i 5. klasse, laver Asger altid lektier med Mikkel først og sine egne bagefter. Mikkel bruger små sætninger, læser og bruger computer. Han elsker at lave mad og rydde op (typisk med mor eller Asger som chef). Han elsker at sidde ude på bænken i gården og bare lytte, se og dufte. Han kender alle naboerne og hilser altid. Han leger gerne med modellervoks, bygger lego og tager det fra hinanden igen.
Men det bedste i verden er stadig, når de alle sammen kører ud ad landevejen på motorcykler Mikkel bagpå hos Birgitte, Asger sammen med Henrik, og de råber mod vinden, mens friheden fylder dem med glæde.
