«Nok er det, jeg holder op! Hvor mange gange skal jeg kunne holde ud? Barnet, den evige træthed, hjælp, hjælp men jeg vil have en gåtur som før!
Jeg vil have nærhed! Jeg arbejder! Jeg vil hjem til min elskede hustru, min kvinde lige nu bor jeg hos en ven, så finder jeg en ung øhh» tænkte Søren, mens han sad bag rattet og rykkede på cigartrøgen. I hans hoved slog det glimt af, at i dag var sidste prik i hans ægteskab med Katrine.
Deres historie gik så langt tilbage som Danmarks historie. De mødtes på en sommerfest i Tivoli, forelskede sig på første blik, glemte alt om fornuft og forsigtighed, og efter et par måneder viste hun to røde stiplede blødninger.
Selvfølgelig, vi klarer det, svarede Søren selvsikkert, mens bedsteforældre nikkede med forstående grin: ja, lad os få børnebørn
Brylluppet, graviditeten, de lykkelige tårer en dreng! Og så var den bekymringsfri hverdag forbi. Katrine blev en døsig, ubesværet mor, der gik fra dag til nat med barnet på armen og de evige «hjælp mig, hjælp mig».
Hvor gik hans lille pige, Britta? Familien smeltede sammen til en klump de stod ansigt til ansigt med deres forældrerolle.
Jeg er ikke klar! råbte Søren i dag til Katrine og smækkede døren i ansigtet på hende med den lille i armene.
Skridtet på bremsen en mørk, sammenkrøllet skikkelse dukkede pludselig op foran bilen.
Er du træt af at leve??? hoppede Søren ud af bilen og skyndte sig mod den fremmede.
En ældre mand i en regnjakke rettede sig op, så hans træthed glimtede i de dybe øjne, og hviskede:
Ja.
Søren stod målløs.
Far, skal du have hjælp? Har du brug for hjælp?
Jeg vil ikke mere leve!
Hvad i alverden tænker du på? Skal jeg køre dig hjem? Måske kan du fortælle mig, så jeg kan hjælpe? sagde Søren og greb den gamle i armen, trak ham forsigtigt mod bilen.
Så gå på, far, sagde han og trak vejret dybt.
Det tager tid at fortælle.
Jeg har travlt.
Den gamle så på manden ved siden af ham, så på et billede hængende på væggen.
For halvt århundrede siden mødte jeg en pige, forelskede mig med det samme, alt gik i sus og dus. Vi nåede så hurtigt til ægteskab, barn, dreng, arving det så ud som om lykken stod på vores bord!
Men jeg ville have den samme ungdommelige kærlighed som før, passionen, den friske forårsstemning. Min kone blev udmattet, barnet lille, hverdagen kaotisk. Jeg lagde al skylden på hende, hjalp ikke
Jeg fandt en ny kvinde på arbejdet, men så gik den også i stå. Vi skilltes. Den anden sagde, jeg var en farvel. Jeg så ikke fremtiden, gik videre.
Hun giftede sig igen, blev rigere, drengen kaldte mig stedfar, men jeg gik videre.
Hvad så? spurgte Søren, mens han tændte den anden cigaret.
Jeg vandrede alene, ingen familie, ingen kone, ingen børn. I dag fylder min søn halvtreds, jeg gik for at hilse på ham, men han lukkede døren, sagde jeg ikke er din far, gik jeg ud og græd, selv jeg er skyld i det. Den gamle brølede, tårene løb.
Hvor skal jeg bringe dig hen, far? Søren trommede fingrene på rattet.
Jeg bor her, omkring her, kør bare videre, bekymr dig ikke om mig den gamle steg ud af bilen og gik mod et nittende etagers blokbyggeri, som stod ved siden af vejen.
Søren sørgede for, at han kom ind i opgangen, ventede lidt, vendte så bilen. På vej til supermarkedet købte han et par friske roser.
Undskyld, undskyld, gik han ind i lejligheden, stod foran Katrine, som græd i knæene, hvil dig, min elskede.
Han løftede drengen fra Katrines arme, gik ind i et andet rum, gik rundt med barnet på skulderen og sang med hæs stemme: Katte, lille grå kat, lille hvid kat.
Den forbløffede dreng faldt hurtigt i søvn, lagde sin lille hånd på farens bankende hjerte. Søren så på sit barn med tårer i øjnene: Jeg vil se min søn vokse, jeg vil høre ham kalde mig far
Har du reddet flere drukne igen? spurgte den gamle dame i døren med et skævt smil. Den gamle hængte sin regnjakke på knagen.
Ja, jeg har reddet, man må jo finde på at give den unge noget at drømme om, store sandheder.
Og hvordan føles det, når nogen har brug for hjælp?
Jeg havde selv brug for den i min alder.
Lad os gå og spise aftensmad, redningsmand. For resten, husk at i morgen er jubilæum for vores søn, ingen redningsaktioner i aften, sagde Katrine med kærlig blik.
Jeg har ikke glemt, halvtreds år for vores arving, vores kærlighed, hvordan kan man glemme det, omfavnede den gamle Katrine, gik ind på køkkenet med et smil.
Sådan gik denne usædvanlige historie for sig. Tro på den, hvis du vil, eller ej det er op til dig. Skriv i kommentarerne, hvad du tænker, og smid et like, hvis du synes historien var hyggelig.
