Hey, du, så du ved, jeg har en vild historie om en dreng, der voksede op på en helt mærkelig måde, så lad mig fortælle dig den.
Kasper, som kun var fem år gammel, fik sin glade barndom brudt, da hans forældre en dag ikke kom for at hente ham fra vuggestuen. Alle de andre børn var allerede blevet samlet, men Kasper sad alene ved et lille bord og tegnede sig selv, mor og far. Pædagogen kiggede på ham og tørrede stadig hans kinder, som om hun ville trøste ham. Så gik hun hen, løftede ham op, pressede ham tæt ind til sig og sagde:
Hvad der end sker, skal du ikke være bange, lille Kasper. Du skal være stærk nu. Forstå mig? Forstå, min dreng?
Jeg vil have min mor, sagde han.
Så kommer tante og onkel om lidt. Du skal gå med dem, Kasper. Der vil være mange andre børn, men du må ikke græde, sagde hun og lagde sit fugtige ansigt på ham.
Derefter greb hun hans hånd og førte ham ud til bilen. Når Kasper spurgte, hvornår han skulle afleveres til sin mor, fik han at vide, at hans mor og far var langt væk og ikke kunne komme i dag. De lagde ham i et fælles værelse med andre drenge, men hverken i morgen eller overmorgen kom nogen forældre. Kasper græd natten over, så han fik feber.
Da han endelig blev rask, kom en dame i hvid kittel og talte alvorligt med ham. Hun sagde, at hans forældre nu var “højt oppe på himlen” og ikke kunne komme ned, men at de altid holdt øje med ham, så han skulle passe på sig selv og ikke blive syg, ellers ville de blive kede af det. Kasper troede ikke det. Han så op på himlen og så kun fugle og skyer. Så besluttede han at lede efter dem.
Først gik han grundigt rundt i gården, indtil han fandt en lille revne bag en busk. Der var bøjet hegn, og han kunne kun kravle halvvejs igennem. Han begyndte at grave en tunnel langsomt gik arbejdet, jorden var løs og sandet løst. Til sidst dannede der sig et stort hul mellem de fjerneste spidser på hegnet. Kasper kravlede igennem og befandt sig ude på fri jord.
Han løb væk fra det sted, som de andre drenge kaldte “børnehjemmet”, men han kendte ingen by, så han gik sig vild. Alle husene så ens ud. Så stod han på en overkørsel og så en kvinde, der mindede om hans mor: en flettet frisure af lyst hår, en blomstret kjole med prikker.
Mor! råbte Kasper og løb efter hende.
Hun hørte ham ikke og vendte sig ikke om. Kasper greb fat i hende og råbte:
Mor!
Hun satte sig ned på knæ, så på ham, men det var ikke hans mor. Hun var bare en fremmed.
Samtidig i en anden del af historien møder vi Else, der i sine tyve år forelsker sig dybt i Viggo. De blev et skønt par efter at have snublet ind i hinanden på en sommerdans. Han bød hende på en langsom dans, de talte og blev hurtigt uadskillelige. Efter tre måneder gik de i ægteskab og levede som et lykkeligt par. Men efter tre år fandt Else ud af, at hun ikke kunne få børn. Viggo kunne ikke klare det, så hun gik i endeløse undersøgelser og behandlinger på sanatorier. Til sidst måtte de acceptere, at de ikke ville få et barn.
Viggo foreslog en dag, at de kunne adoptere et barn fra børnehjemmet. Else elskede så meget sin mand, at hun sagde, at de skulle skilles, selvom de stadig var unge. Hun tænkte, at hun ville leve alene, mens Viggo fandt en anden, der kunne gøre ham lykkelig.
Viggo ville dog ikke give op. Han sagde, at han aldrig ville forlade hende. Else udtænkte en snedig plan: hun fortalte, at hun allerede havde en anden mand, så Viggo skulle tro, at hun var ulykkelig. På natten gik hun ikke hjem, men kom tilbage med duften af vin og en manlig aftershave. Da Viggo spurgte, hvad der foregik, svarede hun bare, at hun havde fået en elsker, og han gik med på en skilsmisse.
Da Kasper så Else, var hun allerede to måneder fra skilsmissen. Hun følte sig tom, savnede sin eksmand og spekulerede på, hvordan han klarede sig. Så faldt et lille dreng til hende og kaldte hende “mor”. Hendes hjerte sprang et slag over.
Hvad er der, lille dreng? Er du faret vild? spurgte hun blidt.
Jeg leder efter min mor og far. De sagde, de er på himlen, men jeg tror ikke på det, hulrede Kasper.
Kom, jeg bor i nærheden. Jeg vil give dig en kage, vil du? sagde Else og tog ham i hånden. De gik hjem, og Kasper slikkede sig i begge kinderne af de lækre småkager, hun havde købt med en rød te med solbærblade. Han fortalte hende, hvad der var sket de andre drenge havde taget hans søde godter og drillet ham.
Else syntes så ondt med ham, at hun spurgte:
Vil du bo hos mig, Kasper? Når du bliver ældre, forstår du alt, og du vil møde dine forældre igen, men det er ikke lige nu.
Kasper nikkede. Else ringede til børnehjemmet, fortalte om fundet, og selvom hun selv havde et arbejde og en lejlighed, var hun alene ingen ville adoptere en dreng til en enlig kvinde. Først fortrød hun skilsmissen, men så vidste hun ikke, hvordan hun skulle få sin mand tilbage.
Hun fik en idé om et falsk ægteskab med sin kollega Sten, som lige var blevet skilt. Sten var en smule en playboy, men han var dygtig på sit arbejde, og de kunne få en god attest fra hans arbejdsplads. Sten tøvede, men gik med til en aftale mod betaling. Else havde altid haft et svagt til ham, og hun gik med på et romantisk måltid med lys.
Da hun kom til Kasper en aften, så hun et blåt mærke under hans øje de ældre drenge havde slå ham, så han ikke ville fortælle om sine problemer. Pædagogerne havde i stedet fortalt om hendes samtale med Else, og nu syntes hun, at drengen ville få det svært.
Næste dag accepterede Else Stens tilbud. Lørdag aften klædte hun sig i en rød kjole, som Sten ønskede, tændte stearinlys og ventede på ham. Hun følte sig både bitter og trist, for hun havde lovet at redde Kasper. Pludselig ringede døren, og Else gik langsomt ud. På dørtrinnet så hun sin eksmand, Viggo.
Jeg har holdt øje med dig, Nelli, sagde han. Jeg har set, at ingen anden har været i din lejlighed. Sådan er det.
I samme øjeblik kom Sten stormende ind med en buket blomster og en flaske champagne.
Nelli, jeg er her! råbte han.
Viggo blev rød i ansigtet, knyttede næver, men gik hurtigt ned ad trapperne og sprang ind i en sporvogn. Else stod tilbage i tårer, så Sten forsvinde, mens hendes hjerte rev sig i stykker over, hvad der ville ske med Kasper.
To år gik. Kasper stod stolt på linjen sammen med sine klassekammerater. Han havde en skarp jakkesæt og en hvid skjorte, og han bar en stor buket blomster til sin lærer. Forældre og lille søster, Mette, fulgte ham ind på skolen. Mette var en sød lille pige, som altid kravlede op i farens arme, og hun bar en lille prikket kjole, som Else havde købt.
Det var Else, Viggo og en anden adoptivbarn i deres familie. Sten viste sig ikke at være så slem som han så ud; han talte med Viggo og forklarede ham, hvad der var sket. Næste dag kørte Viggo over til Else, og de gik sammen til vielsen for endelig at gifte sig igen, så de kunne hente Kasper.
De fortsatte at besøge børnehjemmet, give gaver og lækkerier til de andre børn. De hentede også Mette, så snart hun kom ind i deres liv.
Mor, far, jeg lover at jeg skal gå godt i skole, sagde Kasper stille mens han kiggede op på himlen. Undskyld, at jeg har andre forældre nu. Jeg elsker dem, men de er kun midlertidige, indtil jeg kan møde mine rigtige.
Han vidste allerede, at hans biologiske forældre var gået bort i en bilulykke, og han havde besøgt deres grav på søndage i den lille kirke ved siden af. Han gik også i søndagsskole ved den gamle kirke, så han forstod, hvad himlen egentlig betød.
Else havde i starten nægtet at forstå sin mand, men skæbnen førte dem sammen igen, og hun giftede sig en anden gang med Viggo. Sådan endte historien alle lever lykkeligt, med kærlighed, kage og småkager.
