Misundelse
Mette Nielsen lå og dagdrømte om at kapre sin tavse nabos mand, den charmerende Mads.
Hvad i alverden ser han dog i hende dér Kirstine? mumlede hun for sig selv, mens hun hældte mælk fra spanden over i glasset. Tynd, pjusket hår og ingen udstråling overhovedet!
Mette stillede mælkespatten og gik hen til spejlet, der var fæstnet på skabsdøren. Selv om hun stod iført en slidt uldkåbe, lo hun tilfreds, da hun lod sit mørkebrune hår falde ud over skuldrene.
Sikke en skam sådan en skønhed visner væk uden en ordentlig mand, sukkede hun højt.
Men mænd var der ingen af tilbage i den lille landsby Egely de hæderlige var for længst taget. Kun de fulde eller ubehagelige mænd var ledige, og derfor havde Mette kastet sit blik på naboens mand.
Mads Mortensen var kommet til Egely lidt tilfældigt. Han havde aldrig mødt sin farfar før, men efter deres første møde døde farfaren få dage efter. Under hovedpuden lå et testamente til fordel for Mads, og således arvede han farfarens gamle, men hyggelige hus.
Da Mads flyttede til landsbyen, boede Mette i en lejlighed i Odense og ledte efter mand og lykke.
Hun kom derfor for sent Kirstine havde allerede snuppet den ægte vare under mindehøjtideligheden for Mads farfar.
Kirstine var en stille, dygtig pige, boede med sin gamle mormor og havde får og høns hjemme i gården.
Efter mindehøjtideligheden vaskede Kirstine al opvasken, lagde det hele på plads og pakkede sin egen service væk. Da hun skulle til at gå, kom Mads uventet over, gav hende et varmt kram, og Kirstines hjerte bankede hurtigt.
Sådan startede deres forhold, og snart flyttede Mads ind hos Kirstine. De blev viet på rådhuset; Kirstine iførte sig mormors gamle enkle vielsesring, men til Mads købte hun en flot ny af guld hos guldsmeden i Odense, betalt med marengssedler.
Kirstines mormor, Dagmar, tog roligt imod svigersønnen, men trak en tyk kuvert frem til Kirstine:
Brug de penge, køb Mads noget pænt tøj og lidt til dig selv! Du var jo til bryllup i dine gamle cowboybukser.
Kirstine og Mads vendte glade og nydeligt klædt hjem til Egely med deres første bryllupsbillede: foran Kærlighedsbroen holdt smukke Mads om sin spinkle hustru.
Men Kirstine syntes, hun så sær og grim ud på billedet og ville ikke hænge det op på væggen. Det syntes Mads dog godt om, så han hængte det stolt op.
Misundelse
Sikke en flot mand, du har dig dér! udbrød Mette og pegede på portrættet, mens hun slubrede te.
Ja, jeg er heldig, smilte Kirstine ydmygt. Han har ordnet alle stikkontakterne, lavet et dejligt indendørs toilet og bygger et værksted til foråret.
Nå, mangler I mere plads? undrede Mette sig. I har jo allerede tre fine rum!
Det er ikke pladsen. Mads elsker at arbejde med træ. Han snitter små figurer, bænke, døre. Folk kommer fra nabobyerne og bestiller. Se bare, hvilken sauna han har bygget af ægte træ! Han lagde selv ovnen.
Mette snævrede øjnene sammen af irritation: Du har godt nok været heldig. Men ærligt, hvordan har sådan en pæn fyr dog valgt dig? På billedet ser du jo næsten syg ud, Kirstine. Du er meget kønnere i virkeligheden kameraet kan vist ikke lide dig.
Den gamle mormor kom hostende ud fra køkkenet. Hun dækkede for billedet med ryggen:
Skam dig, Mette! Du sidder i hendes hjem og kaster med mudder. Hvilken slags veninde er du? Ud med dig og tag din ondskab med!
Med kosten jagede Dagmar hende ud.
Mette råbte: Du kan tro, Kirstine får problemer! Din Mads skrider snart, og det er din skyld, gamle kælling!
Indenfor rystede Dagmar på hovedet:
Du burde aldrig have pralet, Kirstine. Kan du ikke se, at Mette er grøn af misundelse? Hun får aldrig ro, før hun har ødelagt dit ægteskab.
Kirstine sukkede: Måske har Mette ret. Billedet viser bare, at vi slet ikke matcher jeg er ikke noget særligt.
Lyt aldrig til sådan snak, sagde Dagmar. Husk, lykken elsker stilhed.
Irriteret gik Mette hjem, smed tallerkener på gulvet og råbte:
Hvorfor er lykken uretfærdig? Jeg er smuk, men har ikke heldet med mig!
Hun iførte sig sin vovede kjole, slap håret løs, tog høje hæle på og begyndte at vise sig for Mads. Da hun en aften bad ham hjælpe med en dør, lod han sig rive med i hendes favn.
Snart levede Mads mellem to huse elsket hos Kirstine, men også fanget af Mettes opmærksomhed.
Mette pressede på: Hvornår forlader du hende? Du giftede dig jo med Kirstine for at have nogen, nu har du mig! Du spilder dit liv derovre.
Jeg kan ikke bare smide hende ud, svarede Mads. Hun har kun mig
Mette smilede falskt: Du er så blid! Tænk at hun er så heldig.
Mens Mads overvejede om han skulle skilles, kørte Mette til Odense for at besøge sin fætter, Kasper, der tidligere havde været på kant med loven.
Kasper, du må hjælpe. Riv et par fra hinanden hjemme i Egely, og jeg betaler dig rigeligt.
Hun viste billedet af Kirstine.
Hvad har hun gjort dig? spurgte Kasper.
Hun har fået den smukkeste mand, det er uretfærdigt, sagde Mette.
Kulde
Kirstine mærkede, Mads blev koldere. Han kom sent hjem, spiste hurtigt og vendte ryggen til om natten.
Kirstine forsøgte at gøre alt ekstra godt, gjorde huset endnu renere og lavede Mads yndlingsretter, men han gled længere væk.
En aften var mormor til seniorklub. Mads gik ud i laden:
Orker du ikke bage en and i ovnen? Jeg er skrupsulten.
Kirstine gjorde, som han sagde, men da hun ville hente ham ind, skubbede han hende væk: Hvad laver du? Jeg sagde, jeg var optaget!
Hvorfor undgår du mig? spurgte Kirstine ked af det.
Prøv at se dig selv i spejlet, sagde han hårdt. Hvorfor ligner du ikke Mette med sit flotte ydre?
Kirstine var knust af de hårde ord.
Da hun løb ud ad huset, gled Mads direkte over til Mettes åbne arme.
Kirstine løb ned til åen og satte sig i en jolle, hvor hun stirrede på sit spejlbillede i det sorte vand, mens tårerne faldt.
En ukendt mand nærmede sig og prøvede at løsne båden, men kæden klirrede og afslørede ham.
Hvad vil du? spurgte Kirstine bange.
Bare lære dig at kende, sagde manden jeg hedder Kasper.
Glem det! Jeg er gift! råbte Kirstine og løb op fra båden, selvom hun blev våd.
Arv
Da hun senere sad grædefærdig hjemme, kom mormor Dagmar stille ind.
Hvorfor er jeg så grim, mormor? klagede Kirstine.
Dagmar fandt en æske frem: Se her. Disse smykker har vi arvet i generationer. Hvis du får brug for penge, sælg ét og spar resten. Men lov mig at sige det til ingen.
Hun klædte Kirstine på med øreringe, halskæde og ringe.
Vores familie har aldrig været smukke, men smykkerne giver dig værdighed, og den er vigtigere end ydre skønhed.
Samme nat døde mormor stille i søvne.
Skilsmisse
Kirstine var knust og mærkede næsten ikke, at Mads pakkede sine ting.
Han havde tænkt sig at flytte over til Mette, men nu med død og begravelse kunne han ikke gå. Da det roede lidt op, kom Mette i sort, kropsnær kjole og hjalp til og Mads blev endnu mere fascineret.
Mette pressede sin fætter: Kasper, nu må du gøre dit og få Mads væk fra Kirstine!
Senere på aftenen dukkede der pludselig, mens Kirstine klædte sig om, en halvnøgen Kasper op fra klædeskabet, netop som Mads kom ind.
Hvad foregår der?! råbte Mads.
Jeg har mødt Kirstine før, løj Kasper frejdigt, mens han trak sine bukser på og løb sin vej.
Mads ruskede på hovedet:
Det er vel skæbnen. Jeg elsker ikke længere dig, Kirstine. Nu går jeg. Hvis du er gravid, hjælper jeg økonomisk, men dit selskab vil jeg ikke have mere.
Da døren lukkede sig bag ham, mærkede Kirstine en mærkelig ro. Hun huskede nu mormors ord om, at kun hun selv kunne forme sin egen skæbne.
Efter begravelsen gav hun sine dyr væk, pakkede sine ting og forlod Egely i stilhed.
Skilsmissenægt
Mette nød at have Mads hos sig, kokkererede og pyntede sig, men Mads sad altid ved vinduet og stirrede længselsfuldt mod nabohuset.
Jeg kan ikke lide det her, hviskede han en aften. Jeg skulle have ventet med at flytte.
Hvad snakker du om? Savner du hende? snerrede Mette.
Mads blev tavs. Efter mange dages stilhed gik det op for Mette, at han aldrig var lykkelig.
Da Kirstine vendte hjem året efter for at besøge sin mormors grav, så hun både glad og forvandlet ud.
Mads opsøgte hende. Hun bød ham, nu køligt smilende, på kaffe.
Du ser flot ud, forsøgte han.
Tak for det, sagde hun neutralt.
Samme dag så han Kasper træde ud af taxaen; Kasper vinkede, men gik over til Mettes hus. Mads blev mistænksom:
Er det din nye mand? spurgte han Kirstine.
Ja, og Mettes fætter. Hun bad ham i sin tid sabotere os, sagde Kirstine køligt.
Opbrugt og bitter gik Mads.
Endeligt møde
Senere sad Kirstine ved åen og så sit spejlbillede i bølgerne. Mads kom ned, satte sig i båden og sagde:
Lad os prøve igen. Lad os glemme alt.
Kirstine rystede på hovedet:
Man kan ikke hele det, der er gået i stykker, Mads. Tilliden er væk.
Da hun vendte hjem, spurgte hun Kasper: Hvorfor gav du mig mine smykker igen? Du kunne have solgt dem og fået masser af penge.
Kasper tog hende kærligt i favn:
Jeg indså, at sandt værd ligger i at gøre det rigtige. Jeg fortrød at tage dem, så jeg gav dem tilbage. Der er mere lykke i samvittighed end i guld.
Kirstine smilede og spurgte: Hvorfor stolede jeg egentlig på dig, en tyv?
Fordi jeg returnerede alt og blev for dig.
Kasper lagde hånden på hendes lille mave, og Kirstine smilede.
Sådan lærte Kirstine, at lykken ikke findes gennem andre, men i at vælge ordentlighed og lytte til sit hjerte og at ægte tryghed ikke handler om ydre skønhed, men om tillid og kærlighed, man selv bygger op.
