Hey, jeg sidder her med min pung, tæller de få krøllede sedler, der er tilbage, og sukker dybt. Pengene er ved at løbe tør, og det er sværere end jeg troede at finde et ordentligt job i København. Jeg går hurtigt igennem min indkøbsliste i hovedet, prøver at berolige det bankende hjerte. Fryseren har kun en pakke kyllingelår og nogle frosne bøffer, spisekammeret har ris, pasta og en kasse teposer. Så længe jeg har en liter mælk og et brød fra bageren på hjørnet, holder jeg mig.
Mor, hvor skal du? løber Lærke ud af sit værelse, de store brune øjne søger min ansigt med bekymring.
Det er bare mig, skat, siger jeg med et tvunget smil for at skjule min nervøsitet. Jeg skal bare lede efter et job. Men ved du hvad? Tante Stine og hendes søn Mikkel kommer snart på besøg, så du får selskab.
Mikkel kommer? Lærke lyser op, klapper i hænderne af begejstring. Kommer de også med Misser?
Misser er Stines stripede kat, en blød kærlighedsbombe, som Lærke er vild med. Stine, vores nabo, har lovet at passe Lærke, mens jeg går til en jobsamtale i en fødevaredistribution i midtbyen. At komme til kontoret i København betyder en lang tur med bus og tog, meget længere end selve samtalen.
Det er nu over to måneder siden, vi flyttede til vindens by. Jeg har revet mig selv for at have taget den impulsive beslutning: at pakke mit liv ud med en lille pige, bruge næsten alle opsparinger på husleje og mad, alt sammen i håbet om hurtigt at finde et job. Men arbejdsmarkedet i København er hårdt. Selvom jeg har to universitetsgrader og en ubøjelig vilje, føles det som at jagte en skygge. I min lille hjemby Århus var min mor Inge og min lillesøster Katrine afhængige af mig som familiens klippe. De klarer sig ikke særlig godt uden mig.
Misser bliver hjemme, skat, siger jeg blidt. Den er ikke så vild med bilrejser. Men vi skal snart besøge tante Stine, så du kan kramme den så meget du vil.
Jeg vil også have en kat! snøfter Lærke og krydser armene.
Jeg ryster på hovedet og ler let. Lærke bliver altid så ked af det, når vi taler om dyr. Hjemme hos Inge i Århus har vi Sortskæg, den slanke sorte kat, og den lille, gøende hund Bimse. Lærke leger med dem hver gang vi kommer på besøg, og hun savner dem rigtig meget nu.
Skat, vi lejer den her lejlighed, forklarer jeg. Udlejeren tillader ingen kæledyr.
Selv ikke en farverig guldfisk? spørger Lærke med store øjne.
Selv ikke en farverig guldfisk.
Lige nu er kæledyr den mindst vigtige bekymring. Alt, jeg kan tænke på, er at finde et arbejde. Mine sidste penge er ved at forsvinde, og hver dag bringer en ny bølge af uro. Jeg har betalt seks måneders husleje på forhånd, men det har næsten tømt min konto.
Pludselig ringer døren, og jeg bliver revet ud af mine tanker. Tante Stine og hendes femårige søn Mikkel står i døren med en madkasse fuld af hjemmelavede chokoladechipkager og et stykke af hendes mors berømte citronkage. Ligesom mig er Stine en alenemor, men hun bor sammen med sine forældre i en lille lejlighed et sted i nærheden. At spare op til sin egen lejlighed i København føles som at spille på lotteriet.
