Kære dagbog,
I dag vågnede jeg tidligt, og mor sagde, at hun ville hjælpe mig med at finde en blå skjorte til børnehaven.
En blå skjorte? Hvorfor den specielle farve?
Freja Nielsen sagde, at den står mig rigtig flot og fremhæver mine øjne, så du skal have den på i morgen.
Jeg nikkede og gik derefter ud for at lege med storebror Anders, som allerede går i skole i Aarhus.
Om aftenen fortalte mor pap til far, at Freja havde rodet mig i hovedet med den blå skjorte.
Far grinede, klødt mig på panden og spurgte:
Så du kan lide Freja?
Jeg svarede med et barnligt grin:
Ja, jeg vil gifte mig med hende, når jeg har den på.
Han sagde, at jeg først skal læse mig færdig, tage en uddannelse, og så kan jeg tænke på ægteskab.
Det lød så langt væk, som om jeg skulle vente til jeg var voksen.
Jeg begyndte at drømme:
Far, må jeg gifte mig med Freja allerede i morgen?
I morgen? Hvor skal I bo?
Hjemme, svarede jeg forvirret.
Hos hvem? Ved du, om hun har et hjem?
Nej, far, Freja bor hjemme hos sig selv, og jeg bor hjemme hos mig.
Han sagde, at man ikke bare kan gifte sig uden at tage ansvar: man skal tage Freja med hjem, arbejde, så hun kan gå i børnehave, skole og senere på universitetet.
Mine øjne fyldtes med tårer, og mor satte sig ved siden af mig.
Hvorfor græder du, min dreng?
Jeg vil gifte mig med Freja, men jeg vil ikke begynde at arbejde nu. Jeg vil bare gå i børnehave og så læse.
Du skal arbejde for at forsørge en familie, sagde hun blidt.
Jeg sukkede og tænkte, at jeg ville vokse op og så måske en anden ville tage Freja fra mig.
Jeg forestillede mig, at måske Viktor eller Emil ville stjæle hende.
Så jeg sagde til mig selv, at Freja måske ikke engang er den, jeg skal gifte mig med.
Morgenen efter gik jeg målrettet hen til Freja, som var iført en rød fløjlskjole med en stor sløjfe i det lyse hår. Jeg tog hendes hånd og sagde:
Jeg vil gifte mig med dig, Freja Jensen!
Hun så på mig et øjeblik, vendte sig så om og sagde blot:
Nej!
Jeg sprang frem og gentog, mens jeg trippede:
Jeg sagde, at jeg vil gifte mig med dig! Ikke nu, men snart, okay, Freja?
Hun spurgte overrasket, hvorfor vi ikke kunne gifte os lige nu. Jeg sagde, at Viktor og Lise kun foregav, mens vi ville blive ægte. Hun nikkede, og så gik vi hånd i hånd ud for at lege.
I skolen prøvede jeg at overtale frøken Hansen til at sætte mig ved siden af Freja. Hun ville hellere have mig ved en anden dreng, men jeg insisterede og satte mig ved hendes bord og sagde:
Jeg vil gifte mig med Freja Jensen, når jeg bliver voksen.
Klassekammeraterne lo højlydt og kaldte os brudeparret. Frøken Hansen skyndte sig at stoppe dem:
Hvad hedder du?
Mikkel.
Du er stadig for lille til så store tanker, så gå tilbage til din plads.
Jeg protesterede:
Freja, sig, at jeg vil gifte mig med dig!
Freja smilede stille. Læreren spurgte:
Hvad vil I svare?
Vi svarede, at vi vil gifte os, når vi er gamle nok, og at Viktor og Lise kun leger. Læreren så eftertænksom på os og sagde:
Så sidder I sammen.
Freja var min lille dronning. Jeg bar hendes rygsæk, beskyttede hende mod hunde, drillesvendene og endda de strenge lærere. En dag faldt hun og slog sit knæ; jeg løb hende til skolelægeklinikken. I gymnasiet erklærede jeg min kærlighed til hende for alvor.
Freja svarede kun med et smil og gik stolt videre.
Jeg vil stadig gifte mig med dig, Freja, råbte jeg efter hende.
Senere kom Igor, en boxningsentusiast med sin egen lille pickup, og begyndte at vise interesse for Freja. Jeg havde fået mange blå mærker fra kampe, men jeg gav aldrig op.
En dag stod jeg på gaden og så tre drenge, der truede mig.
Hey, dreng, kom her, sagde den ene dovent, mens han lænede sig mod væggen.
Jeg sagde, at jeg var ældre end ham, og at jeg havde et navn.
De insisterede på, at jeg holdt mig væk fra deres veninde.
Jeg svarede, at hvis de ikke lod mig være, ville der ske noget med deres ven min ordlyd var min. Drengene gik så videre til deres lejlighed.
Da de pludselig angreb mig bagfra, var jeg ude af stand til at forsvare mig. I det øjeblik hørte jeg et skrig.
Det var Freja, der løb med en stak pigtræsstænger og gik i front for mig, svingede dem som en lille Bruce Lee. Hun slog en gruppe drenge, mens Anders og hans ven kom løbende til hjælp, kaldt af Lise, Frejas veninde. Det var første gang, jeg så hende kysse mig.
Om aftenen, efter at vi alle havde vasket os under den gamle hylde, kom Lise med grøn malt og vi smurte drengene med den. Vi sad og lo, mens jeg følte en smertefuld latter boble i mig, men jeg grinede højere end alle andre. Da vi så Freja gå ud til døren, vendte hun sig mod mig:
Gør du ondt, Mikkel?
Nej, svarede jeg med et hovednik.
Hun stod på tæerne og kyssede mig, og de andre gik rundt om os.
Undskyld mig, Mikkel, sagde hun, du er min redningsmand, du slog drengene som en sand helt.
Jeg svarede, at jeg var bange for hende, men jeg skulle gifte mig med hende alligevel.
Senere gik Freja i militæret. Hun sagde ikke, at hun ville græde, men var altid ved min side i tankerne.
Husk, jeg vender tilbage, og så gifter vi os, hørte jeg hende sige, første gang siden børnehaven.
Vi skrev breve frem og tilbage, hver med ordet jeg elsker indlejret. Så gik brevene i stå. Jeg ventede, mens TV viste drenge i uniform, der kæmpede mod ondskab.
Pludselig kom tre breve: ét til mig, ét til Freja og ét til storebror Anders. Jeg fortalte i brevet, at jeg var på en mission i Nordnorge, hvor vi så pingviner, og at jeg skrev mange sjove historier. Freja læste brevet for sine forældre, og de lo så meget, at de næsten græd.
Anders spurgte:
Hvor er Mikkel i Amerika?
Mor lo og svarede:
I hvilken Amerika, dreng? Mikkel er i hæren.
Anders gik senere til Freja og sagde, at pingviner ikke lever i vores nordlige kyst, så han spurgte, hvor Mikkel var. Kun storebror vidste, hvor han var. Vi havde som børn lavet en hemmelig kode, så Mikkel kunne sende et enkelt ord til Anders: Hjem. Det ord holdt tusinder af mødre vågne om natten.
Anders græd, slog sine næver sammen, og lagde hovedet under sin pude, fordi han ikke længere kunne beskytte mig som før. Han skrev et sidste brev til mig:
Glem ikke, du skal gifte dig med Freja, ellers får du en pigtræsstav af hende!
Ingen breve kom længere. Så kom nyhederne, hvor en kort film om drenge i uniform blev vist. Jeg hørte moren råbe:
Mikkel! Hvor er du?
En ambulance kom til vores hus, og lægen sagde:
Han er i live, vent lidt, så kommer jeres soldat hjem.
Freja kunne ikke falde i søvn, så hendes mor gav hende te og holdt hende i hånden. Min far og storebror stod på balkonen og røget, mens de sagde:
Du vidste det, dreng?
Ja, svarede jeg.
Frejas far mindede mig om, at han havde forsvaret et andet land, men han rørte ved sit skulder, hvor en kugle havde sat sig fast.
Alt er i orden, dreng, sagde han stille, så vi kan komme igennem dette.
Jeg vendte tilbage en tidlig morgen, satte mig på en bænk, slappede min rygsæk og lyttede til fuglene, mens solen stod op over København. Anders kom ud på balkonen og sagde:
Rygning er skadeligt, sagde han med et blink.
At være skadelig er også at være farlig, svarede jeg.
Jeg råbte fra balkonen:
Freja Jensen, jeg er tilbage for at gifte mig med dig!
Mine forældre grinede og sagde:
Tag på, brudgom, ellers vil bruden fortryde.
Jeg svarede:
Jeg vil aldrig fortryde, jeg har ventet på denne dag så længe!
—
Senere, i et andet øjeblik, sagde jeg:
Mor, jeg vil gifte mig.
Hvornår? spurgte hun.
I morgen.
Med hvem? spurgte hun igen.
Med Signe Madsen fra børnehaven.
Jeg forklarede, at far havde sagt, jeg skulle tale med bedstefar først, så jeg ville gifte mig i morgen.
Mor lo og sagde:
Historien gentager sig, og så er det igen en Jensen, sagde far med et grin.
Dette er min historie, kære dagbog, fyldt med barndommens drømme, kampe, breve og håb om den dag, hvor jeg endelig kan holde Freja i mine arme som min kone.
