Kære dagbog,
I går sank skoven ved Rold Skov i en dyb, sort nat. Ved den fugtige jord, ved foden af et gammelt eg, satte jeg mig på en knækket bænk. Min ånde var tung, hænderne rystede af kulde, og mine øjne var fyldt med en uudslukkelig fortvivlelse. Mine egne børn Morten, Lars og lille Sofie havde bragt mig hertil og efterladt mig, som om jeg var affald, som ingen længere brugte.
De havde ventet i flere år på min død. Arven den store villa i Esbjerg, markerne og formuen på flere millioner kroner skulle til dem. Men jeg ville ikke dø. Så besluttede de at fremskynde slutningen: de lænede mig i den øde del af skoven, uden mad eller vand, i håb om at vilde dyr eller politiet ville kalde det en tragisk ulykke.
Jeg sad fastklistret mod egens bark og rystede ved hver eneste lyd. I det fjerne hylede vinden, men mellem dens fløjt hørte jeg også ulvenes røst. Jeg vidste, at enden var nær.
Åh Gud Skal det virkelig ende sådan? hviskede jeg, mens jeg foldede hænderne i en stille bøn.
Pludselig knækkede en gren, så en anden. Trinene kom nærmere. Jeg prøvede at rejse mig, men min krop svarede ikke. Mine øjne søgte i mørket, da en skygge pludselig trådte frem mellem buskadset en ulv.
Den bevægede sig langsomt langs stien. Pelsen glimtede i måneskinnet, og øjnene skinnede som to glødende kul. Den viste sine tænder og kom endnu tættere.
«Dette er slutningen», tænkte jeg.
Jeg lukkede øjnene og begyndte at bede højt, i forventning om den skarpe smerte fra de knivskarpe tænder. Så skete der noget, jeg aldrig havde forestillet mig.
Ulven angreb ikke. Den kom helt op ved siden af mig, standsede, sænkede hovedet og hylte blidt, som om den talte til mig.
Uden at forstå løftede jeg hånden, og overraskende nok trak dyret sig ikke væk. Tværtimod lod den mig røre den tykke pels.
Da kom minderne tilbage. For mange år siden, da jeg stadig havde styrke, fandt jeg en ung ulv fanget i en jægeres fælde inde i skoven. Uden frygt, på trods af risiciene, brød jeg de døde jernbuer og befriede den. Ulven løb væk uden at se sig om men den havde tydeligvis ikke glemt mig.
Nu bøjede den stolte rovdyr sig for mig som for sin redningsmand. Ulven sænkede sig endnu lavere, som om den sagde: Kom med mig.
Med al min svækkede kraft greb jeg om nakken på dyret. Ulven rejste sig og bar mig gennem den mørke skov. Jeg hørte grenene knække under dens ben, så skygger af andre dyr nærme sig, men ingen turde komme tættere.
Efter et par kilometer dukkede et lys op forude: en lille landsby, måske Skagen. Folkene, da de hørte det dybe gøen, løb ud og så noget utroligt: den enorme ulv lagde forsigtigt den skrøbelige, men levende gamle mand foran deres døre.
Da jeg endelig stod under et tag, omgivet af venlige ansigter, brød jeg sammen i tårer. Ikke af frygt, men af den dybe forståelse af, at en vild ulv havde vist mig mere menneskelighed end mine egne børn.
Jens.
