– Ida, hvorfor er du ikke i skole? spurgte Lene, da hun satte de tunge indkøbsposer ved døren og lænede sig op ad væggen med et suk.
Hvilken dag! Arbejdet havde været fuldt kaos, chefen havde endnu engang givet hende en svingom, og nu havde yngste datter åbenbart igen lavet ballade. Hvilket uheld!
– Mor, jeg har ondt i maven. Ida stod i døråbningen til børneværelset, lidt sammenkrøbet og med hænderne hængende slapt ned.
Lene rynkede brynene over Idas kropsholdning, som hun efterhånden viste én gang om ugen. Var det virkelig så svært bare at rette ryggen? Hendes to ældre børn, Anna og Mads, kunne da godt finde ud af det. Anna gik til gymnastik der var der styr på holdningen og Mads fik masser af rygtræning til både svømning og karate. Men Ida? Hun var altid lidt blød, nærmest smeltet og helt afslappet. Og hun havde altid ondt et eller andet sted: hoved, mave, eller begge dele. Siden Lene havde skældt ud én gang, havde Ida dog ikke længere pjækket fra skole for sådan noget. Hvorfor hun så var kommet tidligt hjem i dag, var et mysterium Lene ikke orkede at løse. Hun havde alligevel travlt det var Saras fødselsdag, og hun skulle hurtigt i gang med at lave mad. Familien ville komme senere, alt skulle være klart.
Lene sparkede sine støvler af og gik direkte ud i køkkenet, og Ida trak sig stille tilbage til sit værelse. Med benene oppe i sengen puttede hun sig med sin gamle, slidte Bjørn den bamse, som altid havde kunnet trøste hende.
Det var ikke fordi Ida forventede noget af sin mor; hun ville ikke forstyrre hende. Hun havde allerede slugt en Panodil, lige efter hun kom hjem, og nu var smerten ikke længere skarp men mere som en lille, irriterende gnaver i maven, der gnavede forsigtigt for at minde hende om, at alt ikke var i orden.
Bjørn, med sin øje af en gammel knap, gjorde hvad han plejede. Hvordan var et mysterium, men snart lettede smerten, og Ida kyssede resolut sin gamle bamse på snuden og satte sig ved skrivebordet, som hun delte med Anna. Hun måtte skynde sig, for Anna ville snart komme hjem fra træning, og når hun gjorde, krævede hun orden på hele bordet ellers blev der ballade, så Lene ville sukke og stønne:
– Vil I gøre mig helt færdig, eller vil I ordne det selv?
Men ordne det selv, det gjorde de aldrig. Anna nappede hende hårdt i armen uden at nogen så det, og hvæsede som en irriteret svane nede fra mormors sommerhus ved Limfjorden:
– Nu er det nok! Nu stopper du!
Det betød, Ida måtte holde ud og bide tænderne sammen, krølle sig om puden og når aftenlyset blev slukket på værelset, ikke skrige, når Anna belærte hende med sine hænder. Efter sådan en behandling sad hun ofte på bænken i gymnastiksalen et par dage, mens klassen 9.C, som alle var for kloge til selv deres eget bedste jokede:
– Ida, dig igen? Du burde få det tjekket, så tit som du er syg.
Gymnastiktimerne var populære; man udeblev kun for alvorlig sygdom eller… noget, alle i klassen vidste, men aldrig sagde højt.
Ida skjulte sine blå mærker og sad med næsen i sine bøger hendes karakterer var det eneste, der kunne glæde hendes forældre. Og helst flotte karakterer, selvom dårlig sundhed indimellem drillede. Men hun var holdt op med at nævne, hvis noget gjorde ondt. Lene slog det jo blot hen med:
– I din alder? Hvad kan du fejle? Hvorfor har Anna og Mads det aldrig skidt kun dig?
Lille Ida havde grædt, men den store Ida gjorde ikke længere andet end selv at tage de piller, bedstemor havde vist hende engang, og fortsatte. Som elleveårig kendte hun allerede apotekets sortiment, og som femtenårig spurgte hun aldrig længere om råd.
Hun prøvede at koncentrere sig om lektierne, men hovedet var tungt, og hun bladrede bare i sine hæfter, lagde biologien til side til senere og åbnede for geometriopgaven.
Men netop der fløj døren op, og Anna stod i rammen, rasende som sædvanligt:
– Du er her endnu?! Ud med dig! Jeg skal forberede mig til eksamen!
Ida skubbede sine bøger sammen, inden Anna begyndte at rydde op eller smide alle Idas ting på gulvet.
– Så er jeg færdig her!
– Godt! Forsvind ud herfra, og lad være med at dukke op igen. Stine kommer nu, og jeg gider dig ikke i nærheden!
– Så går jeg ud til mor og hjælper.
– Ja, gå du bare.
Anna fandt sin sminketaske frem en rød sag, alle pigerne på holdet ville have haft. Lene havde aldrig sparet på skønhedsprodukter til Anna, for hvis hendes datter skulle bruge make-up, skulle det være kvalitet det var kun for de særligt udvalgte.
Ida kunne ikke drømme om noget lignende.
– Hvad har du dog at sminke, sagde Lene tit og vendte Idas hoved mod lyset for at se hendes bumser. Anna har aldrig haft sådan hud. Jeg havde altid fin hud! Og din far? Nej, sådan så han heller ikke ud. Gå nu ud og vask dig; du behøver ingen make-up tænk slet ikke på drenge endnu!
Drenge lå ikke på Idas radar og virkede nærmest farlige. Hvem skulle dog lægge mærke til hende? Hun følte sig grim, ranglet, med briller, bumser og ingen chance for at høre nogen sige: “Hvor er hun blevet køn, Lene!” Den slags kommentarer var forbeholdt Anna.
Ida genkendte de beundrende blikke til Anna overalt fra naboer til familie. Lille, fin, smuk som en porcelænsdukke. Anna smilede kun og så ned. Hun havde lært at opføre sig perfekt udadtil, men kun Ida kendte sandheden.
Ida blev ikke vred, når Anna kastede med hendes ting, men følte snarere medlidenhed med hende. Selvfølgelig fortalte hun aldrig det, hun vidste, hvad det ville føre med sig. I stedet huskede hun bedstefars ord:
– Man skal ikke gøre grin med dem, der har det svært. Og vrede på sådan nogen, det rammer dem selv. Den, som er tom indeni, lever fattigt. Han mærker det måske sent, men før eller siden indhenter forståelsen en, og så er prisen høj. Og man kan næsten ikke lave sig om bagefter.
Hun var aldrig “ekstra” for sin farmor, Ellen, den eneste, der virkelig holdt af hende.
Selv Mads, som hun havde et nogenlunde forhold til, valgte for det meste bare ikke at lægge mærke til hende. Og om Anna, nå ja han var kun blevet venligere, da hun fik pæne veninder.
Ordet “ekstra” havde Ida første gang hørt som femårig, da mor og far engang skændtes sent om aftenen. Ida krammede sin nye bamse og lyttede:
– Jeg sagde jo, vi ikke skulle have flere børn! Men du ville selv, selvom min mor tilbød at hjælpe. Hvis noget gik galt med dig hvad så? Min mor kan ikke tage flere børn, din mor er for gammel…
– Jeg skulle aldrig have givet efter for campingideen! Nu har vi endnu et ekstra barn. Men hvad skulle vi stille op?
– Intet sagde far og gik frem og tilbage. Du har ret. Det er dumt…
– Hvad? Barnet?
– Nej. At skændes over det, der allerede er.
De talte længe, før lampen blev slukket, og Ida lå og tænkte: Når man er for meget, burde man så ikke bare forsvinde? Måske ville mor og far så blive glade?
Hun vidste straks hvem, hun ville bo hos: Bedstemor Ellen.
Søndag morgen listede hun ud med en lille taske, kun pakket med yndlingsbogen, nye strømper og bamse. Hun stod næsten ved busstoppestedet, da naboen, fru Petersen, opdagede hende:
– Hvor skal du hen, Ida? Hvor er din mor?
– Hjemme.
– Og din far?
– Også hjemme.
– Så du er alene? Hvor skal du hen?
– Til bedstemor.
– Alene? Hvorfor?
– Fordi jeg er ekstra. Men det er jeg ikke hos hende. Farvel.
Fru Petersen blev forvirret over det barske svar og spurgte:
– Hvordan vil du tage til bedstemor?
– Med toget!
– Men du har ikke billet du mangler papirer.
– Som i bussen?
– Bare alle børn skal have pas og sygesikringsbevis.
Det havde Ida selvsagt ikke.
– Nå, så må vi hente det hjemme. Kom, vi går, sagde fru Petersen, og Ida tog hendes hånd.
Da hendes forældre opdagede, hun manglede, kom de løbende, mens fru Petersen forklarede, og Lene skar straks gasblusset fra under panden.
– Nu må det stoppe, sagde far og sendte hende i skammekrogen hele søndagen. Anna grinede, men fortrød efter lidt og gav hende bamsebjørnen:
– Tag nu den, og stop med at tude. Far skal nok tilgive dig. Du ved, at han ikke mener det ondt. Du skulle bare have brugt hovedet.
Sådan sagde Anna og Mads altid “Brug hovedet!” og Ida blev tit vred på sit hoved, når det ikke tænkte rigtigt.
Bedstemor lo over ordene:
– Ida, ikke alle lever med hovedet, nogen lever med hjertet. Det er ikke altid let, men sådan blev det. Om hjertet er godt eller ondt, der kommer hovedet ind det giver én mulighed for at tænke sig om.
– Er mit godt?
– Dit? Dit er af guld, min skat. Det er jeg sommetider bange for.
– Hvorfor?
– Jeg ønsker ikke, at nogen skal gøre dig ondt.
De ord glemte hun aldrig; bare tanken gjorde det lettere at være til. Ikke så slem, hvis bedstemor kaldte hendes hjerte for guld.
Efter den mislykkede flugt forsøgte Ida aldrig at ændre noget. Anna og Mads forklarede, at børn var forældrenes ejendom intet kunne ændres, før man flyttede hjemmefra. Så hun ventede, indtil hun blev atten, og valgte sin egen vej.
– Dyrlæge? Dig? Hvad er det dog for en stroppetur, Ida!
– Hvorfor det, mor?
– For det er ikke nogen rigtig levevej! Gør som Anna: hun bliver økonom og tjener penge! Men du?
– Mor, må jeg ikke godt selv finde ud af, hvad jeg vil?
– Gør hvad du vil, forbandede barn. Du lytter aldrig!
Ida sagde ikke mere hendes plan tog form. Hun forberedte sig selv, for forældrene ville ikke betale for ekstraundervisning.
– Hvis du havde tænkt som Anna og Mads, havde vi hjulpet. Men nu må du klare dig selv.
Dørklokken ringede, og hun sukkede. Gæster. Nu måtte hun deltage, som forventet.
– Ida! Gud, hvor er du tynd! Får du slet ingen mad? Og se de mørke rande under øjnene! Lene! Datteren skal til læge!
Bedstemor Inger, som altid i pænt tøj, rev handskerne af og bebrejdede svigerdatteren:
– Og Anna? Er hun overhovedet hjemme? Jeg forsøgte at ringe tre gange i sidste uge, men hun tog aldrig telefonen! Nå, Mads han er væk, lever sit eget liv. Men hvem skal så hjælpe mig?
– Bedstemor, jeg kan besøge dig på tirsdag og hjælpe, foreslog Ida, idet hun så mod sin trætte mor.
– Nej tak! Jeg vil have, at Anna gør det!
– Jeg har ikke tid, Anna susede smilende forbi, kyssede bedstemor og gav Ida et stik med albuen. Flyt dig lige!
– Anna, men …
– Bedstemor, du tænker kun på dig selv! Jeg har eksamen og et liv! Jeg kan ikke sidde hos dig hele tiden. Når jeg har tid, kommer jeg.
– Nå, ja …
Bedstemors panderynker forsvandt hurtigt, da Anna åbnede for sin forlovede, Thomas.
– Se! Min forlovede Thomas!
Ida smuttede ind i køkkenet for at hjælpe sin mor, men hun mærkede den velkendte mur mellem dem vokse sig endnu tykkere.
– Ja, Anna klarer sig jo til topkarakter! Alt lykkes, og nu skal hun giftes! Hvorfor er det aldrig så nemt for Ida?
– Dyrlæge! Tænk, at I kan finde på det. Hvorfor ikke læge for mennesker?!
Ida var vant til, at hendes liv blev diskuteret offentligt som et møbel hendes mening var ligegyldig. Anna ændrede samtalen og viste forlovelsesringen, og Ida listede tilbage til opvasken. Smerten var på vej tilbage, endnu en pille gled ned inden hun trak sig til værelset og faldt i søvn, mens gæsterne forsvandt, og Anna ryddede op.
Næste morgen fik hun at vide, at værelset nu var hendes alene Anna flyttede til Thomas.
– Jeg skal nok lade dine ting være, sagde Ida, mens hun hjalp med at pakke.
– Ja, gør du endelig det, Anna stoppede og fiskede noget op fra tasken: en helt ny læbestift, mascara og lidt andre sager. Tag det! Lær at bruge det! Du er gammel nok!
Ida ville protestere, at hun jo havde været selvstændig længe, men tav. Hun tog imod og sagde blot:
– Tak!
De næste år var hendes liv kun fyldt med studier.
Anna fik to små børn og tog forældrenes opmærksomhed, men Ida var lettet, kunne fokusere på sig selv og sine problemer.
Da hun senere fortalte, at hun nu havde fået eksamen og flyttede på landet, tog forældrene det næsten roligt.
– Ud på landet? Ida, du har altid været lidt for anderledes. Men rejs dog! Men regn ikke med, at vi tager dig seriøst, hvis du vender hjem.
Hun samlede sine sager, krammede sine niecer og nevøer, og kørte til bedstemor Ellen.
Her ventede nogen faktisk på hende her var hun ikke længere den ekstra.
Bedstemor tog hende imod med åbne arme, men kunne ikke lade være med at ryste på hovedet:
– Ida, er du nu sikker? Byen er én ting, landet noget andet.
– Du smider mig da ikke ud, mormor?
– Slet ikke!
– Så lad mig selv vælge. Her har jeg det godt og det er vel det vigtigste?
Området var stort, arbejde var der nok af, og hurtigt blev hun meget værdsat. Hun elskede dyr og havde evnen til at tale med ejerne, så selv de gamle i sognet blev imponeret.
– Klog pige, du har dig, Ellen. Hun er vel allerede forlovet?
Det morede Ida, indtil hun mødte Henrik. Han var ti år ældre, havde en stor gård og en lille dreng fra et tidligere ægteskab. Hans kone døde kort efter fødslen, og nu hjalp kun en ældre tante. Moderen havde aldrig været der, og hans tidligere kone var forældreløs.
– Gifte dig? Med en enkemand og et barn? Ida, du må da forstå, det kan ikke kræve andet end fornuft, sagde Lene opgivende. Hvorfor kan du ikke være som Anna eller Mads? Alt går deres vej. Nå, Ida.
Lene duftede straks af kamilledråber. Men Ida vidste, at både Anna og Mads langt fra var så lykkelige, som det så ud, og mere var der ikke at sige. Ida havde fundet ud af det vigtige: at følge hjertet.
Den gamle bus dumpede hende næsten ved døren.
– Ida Mortensen, så er du hjemme!
– Tak, Bent! Du kørte mig lige til lågen!
– Hvorfor ikke? Du siges nu at skulle giftes med Henrik?
– Ja, det er sandt.
– Han er en ordentlig mand, og sønnen er god et rigtigt hjem får I!
– Hvad er et rigtigt hjem?
– Det er der, hvor alle passer på hinanden, hvor du hører til, hvor der er varmt.
– Hvor man elsker?
– Ja, men tidligere brugte vi et andet ord: at nære omsorg, sagde Bent. Ikke bare at have ondt af, men der, hvor man deler sorger og glæder, hjælper og trøster. Det er det, der betyder allermest.
– Det lyder svært, men så enkelt, Ida rystede på hovedet. Tak for rådet!
– Det var så lidt! Inviterer du til bryllup?
– Selvfølgelig! Kommer du med din kone?
– Bestemt, hun kan forklare alt det bedre end jeg.
– Det glæder jeg mig til, sagde Ida, vinkede til bedstemor Ellen og sprang af bussen.
To år senere gik Lene igennem Idas rummelige hus, rynkede på næsen, så ind til bedstemorens værelse, hvor hun nu boede efter et slagtilfælde, gyngede lidt vuggen og sagde utilfreds:
– Ida! Din gamle bjørn ligner jo ingenting længere! Hvorfor ligger den hos barnet?
Ida rettede på den slidte bamse, der lå i vuggen, og svarede med stolthed:
– Den gamle, ja. Men du skulle bare se barnet sover roligt, bare hun har den ved siden af.
– Det forstår jeg ikke. Du har altid været sær. Hvilken mor …
– Mor …
– Hvad?
– Jeg var. Sådan én, som du sagde. Underlig, skæv og usikker. Ekstra … men nu er jeg noget andet. Ser du det?
Lene kiggede væk og nikkede langsomt, idet hun så, hvordan Ida holdt barnet.
En lille, livlig dreng sprang ud fra køkkenet, rakte op mod Ida:
– Mor! Må jeg få én til?
– Tag skålen på køkkenet og byd de andre. Og dig selv, men spørg først faster Anna, om de må få før frokost, ikke?
Lene rystede på hovedet, mens Ida smilede.
Ja, Bent havde ret: man må værne om dem, der er blevet ens familie, uanset hvad. Man kan ikke skabe dem om, men de kan alligevel ændre sig lidt, over tid, og det gør langt mere glad end noget andet.
– Mor, tager du hende? Jeg har en and i ovnen.
