Hvor ærlig du er, Gitte Mikkelsen! Så vores børn har sidste år slået lejr i haven, derefter har vi hele året rodet rundt for at få dit sommerhus i stand, og nu skal Rikkes unger nyde faciliteterne, mens vores sidder hjemme? Hvor sandfærdig du er! udbrød Lotte.
Ja, jeg sagde, at det var til børnene, men jeg sagde ikke, at det kun var til jeres! Tror I, jeg ikke har andre børnebørn? Først var det jeres unger, der fik ro, nu er det Rikkes det er jo fair!
Hvor ærlig du er, Gitte Mikkelsen. Altså, vores børn har sidste år slået lejr i haven, derefter har vi hele året rodet rundt for at få dit sommerhus i orden, og nu skal Rikkes børn nyde faciliteterne, mens vores sidder hjemme? Hvor sandt du er! udbrød Lotte igen.
Så bring jeres børn næste år. Sommerhuset forsvinder jo ikke. Vi er jo én familie! En gang hjælper I, en anden gang Rikke. Til syvende og sidst er det mit sommerhus, jeg bestemmer, hvordan det skal bruges!
Ja! Sandet til sandkassen har Rikke bragt hele tiden. En uvurderlig indsats, udbrød svigerdatteren.
Gitte, ærlighed betyder, at alt skal deles lige. Måske kan I have skiftevis én måned hver?
For pokker! Jeg kan ikke klare to måneder på én gang. Jeg er ikke længere så ung, så jeg kan ikke håndtere så mange børn, protesterede svigermoren.
Hvad med to uger?
Det kan jeg ikke. Jeg har allerede lovet Rikke. Hun og Jens har ferie i juli, de vil slappe af uden børn. Så det kan ikke blive til.
Bring dem næste onsdag og blive til fredag. Et par dage kan jeg nyde deres selskab, men mere Det bliver for meget for mig.
Lotte sukkede højt. Et par dage når man tænker på, hvor meget de har presset på sommerhuset, er det ingenting! Næsten som en gave, især i disse omstændigheder.
Godt, jeg forstår jer. Farvel, sagde hun og lagde røret på.
Kvinden greb sig om hovedet. Hvad skulle hun nu gøre? Hele året havde børnene håbet på endelig at komme til bedstemors sommerhus, lege på den nye legeplads, plaske i poolen, men nu nu gik alt til andre.
Det hele startede så uskyldigt. Sidste sommer tog Morten ud til sin mor, og Lotte fulgte med. Sidst var hun på dette sommerhus for ti år siden, da svigerfaren stadig levede. Faktisk havde der næsten ikke ændret sig siden da.
Der var ingen bekvemmeligheder før, og nu lignede sommerhuset endnu mere et forladt skur. Skrattende vinduer, et gammelt toilet udenfor, overgroede buske i taljen Taget var hældet, træerne bar tørre grene.
Indenfor var det ikke bedre. Møbler fra 70erne, falmede tapeter, steder med løs gulvplader. Der lugtede mug og fugt.
Åh, så mange opgaver, så mange opgaver svigermoren rystede på hovedet. Så, min dreng, start med græsset og grenene. Jeg viser dig, hvor du skal klippe.
Mens Morten rodede udenfor, lavede Gitte en kop te til sig selv og svigerdatteren. Først snakkede de om skolen, arbejdet, helbredet. Så sagde svigermoren pludselig:
Jeg ville elske at tage børnebørnene med, men hvad skal de egentlig lave her? hun sukede. Kun fange frøer ved bække eller pudse i haven. Der er ingen faciliteter, ingen underholdning.
Lotte kastede et blik på køkkenet. Pludselig huskede hun, hvordan hun som barn tilbragte sommeren hos sin bedstemor på landet. Selv at fodre høns var et lille eventyr.
Hun samlede regnorme til sin far, når han skulle på fisketur, og vævede kranse af blomster, som bedstemoren altid mumlede over.
Åh, disse blomster! Ingen kan slippe af med dem! brød hun ud.
Lotte forstod ikke, hvorfor bedstemoren knurrede over de smukke blomster.
Derfor var der næsten hver dag noget nyt for Lotte at opdage. Hun blev glad, når hun så en ualmindelig sommerfugl.
Hun græd, når en flue, hun fangede, viste sig at være en bi, og hun fik en lille stik. De sommerferier, hun tilbragte hos sin bedstemor, stod klart i hendes hukommelse.
Selvfølgelig ønskede hun, at hendes egne børn skulle have de samme varme minder.
Hør, hvad siger I, skal vi ikke sammen tage fat og gøre stedet pænt? foreslog Lotte. Ikke på én gang, men stille og roligt.
Netop! Det var præcis, hvad jeg ville foreslå, udbrød Gitte med et smil. I stedet for at bruge penge på ferier i udlandet, kan vi investere i vores eget.
Det er mig lige. Jeg har det fint, som det er. Men jeres børn får en ferie. Vi har ingen hav ved byen, men i søen kan de svømme. Jeg vil tage dem hvert år hos mig.
Så gik de i gang. Mod slutningen af sommeren var der nye vinduer i sommerhuset. Morten reparerede hegnet, Lotte fandt brugbare møbler til børnenes værelse brugte, men i god stand. Augusten tilbragte børnene hos Gitte Mikkelsen og kom hjem med store indtryk.
Mor, må vi igen på Gittes sommerhus? Det er så fedt! Vi samlede snegle, fangede cikader, så en mus og endda en knæler! udbrød den yngste dreng.
Selvfølgelig, svarede Lotte. Vi hjælper bedstemor, og næste år bliver det endnu bedre.
Gitte smilede og nikkede.
Hele året gik med udgifter og ventetid. De førte vand til huset, byggede et toilet, udførte en kosmetisk renovering på egen hånd. Så gik det.
De købte en aircondition, så de kunne undgå den tørre sommervarme. På gården stod en lille pergola, en sandkasse og en pool ikke en fast, men en rammebygget en, og børnene var begejstrede.
De spurgte hele tiden, hvornår de endelig kunne tage til bedstemor for at prøve alt.
Hvor dygtige I er! sagde Gitte. Nu får børnene et paradis.
Lotte mærkede, at de arbejdede som en samlet enhed. Det var hvad familie er til for: at hjælpe, stå sammen, dele glæde.
Udenfor gik tiden sin egen gang. Til fejringen lyttede Rikke interesseret til, hvordan sommerhusarbejdet gik, men holdt sig tilbage. Hun greb kun ind, da der manglede sand.
Alt dette krævede hårdt arbejde af Lotte og Morten. De gav af deres ferie, i troen på at investere i børnenes fremtid. Til sidst stod der kun én besked på deres telefon: Kom igen næste år.
Lotte kunne ikke finde ro efter så meget frustration for både sig selv og børnene. Hun ringede til sin mor for at berolige sig.
Situationen er selvfølgelig kompliceret, svarede moren, da Lotte var færdig. Men Gitte håndterede det dårligt. Formelt set er hun uskyldig, men hun har gjort jer forvirrede. Og du troede på hende
Vi alle troede på det! Morten kørte der og tilbage hver anden dag. Folk spørger mig konstant om sommerhuset. Hvad skal jeg sige? sukkede Lotte. På den ene side har vi selv kastet os ind i dette og troet på det, men på den anden side
På den anden side har din mor hængt en lang røgsignaler i dine ører, opsummerede moren. Hun kunne have sagt fra starten, at Sune og Peter ikke ville blive modtaget i år.
Ja! Men nu er problemet et andet Hvad gør vi? Vi har ikke sparet op til en ferie, og der vil være kedsomhed hjemme.
Der er andre løsninger. Lej et hytte, fx. Det er ikke den billigste fornøjelse, men i forhold til det beløb, I har lagt i sommerhuset, er det stadig billigere end en tur til stranden.
Hvem skal så passe børnene? Vi arbejder, og de er for små til at blive efterladt i et ukendt sted.
Lad mig hjælpe, foreslog moren. Jeg får også frisk luft, og I får ro.
Lotte var først skeptisk, men efter en uge fandt de et lille, hyggeligt sommerhus på udkanten af byen, med et æbletræshave og trævægge, der stadig duftede af harpiks. På verandaen stod et gammelt bord, og der var en grill på gården.
Det sidste skridt manglede. Sammen med Morten kørte de hen for at hente en kæmpe pool og gynger til Gitte.
Sådan, er det? udbrød Gitte, mens hun så Ivar samlede den nye indretning. Så i år kunne jeg ikke tage jeres børn ind, men vil I give Rikke sine børn glæde?
Lotte krydsede armene. En anden ville måske have ventet et år eller bare spyttet på poolen, men hun gjorde ikke.
Jeg købte den glæde først og fremmest til mine egne børn. Lad Rikke selv skabe glæde til sine.
Gitte trak vejret dybt, ville svare, men fandt ingen ord. Hun vendte sig væk, som om hun så ud af vinduet.
Den næste måned fløj forbi. Lotte og Morten kom regelmæssigt på weekend til svigermoderen og børnenes lejr. De grillede, havde picnics, lyttede til børnenes historier om skovture og bærplukning. Drengene sprøjtede i poolen, svingede på gyngen, faldt i søvn tidligt, trætte men glade.
Lotte sad på verandaen med sin mor og sin mand og tænkte på, hvor meget hyggeligt det var i det lille hytte, langt mere end i svigermoderens nyrenoverede sommerhus. Måske fordi der ikke var følelsen af at blive udnyttet. Her var kun familieforhold på ægte grundlag.
Lejen viste sig at være langt billigere end alle de investeringer, de havde gjort det forløbne år. Lotte forstod nu, hvorfor de havde lagt så meget tillid til Gitte Mikkelsen, da løsningen lå lige for deres næse.
Det er endda bedre end bedstemor sidste år! råbte børnene i kor, da forældrene hentede dem.
Lotte smilede svagt. Nu ville børnene have noget at skrive om i deres skoleopgaver om sommeren.
Lad nu Rikke selv investere, sagde Lotte på vej hjem. Vi klarer os selv. Så er det retfærdigt.
Lotte betragtede hændelsen som en livserfaring. Hun var stadig klar til at gøre alt for sine egne børn, men nu uden blind tro på andres løfter.
**Livsvisdom:** Når man hjælper hinanden uden at forvente urimelig gengældelse, skaber man ægte fællesskab. Sand familie er den, der deler både byrder og glæde, og som holder hinanden i hånden, når stormen raser.
