Hvor ærlig du er, Gry Møller! Så vores børn har sidste år gravet i grøntsagsbedet, vi har travet hele året for at få dit sommerhus i stand, og nu skal Lærkes børnebørn nyde de nye faciliteter, mens vores sidder hjemme? Du er virkelig ærlig! knækkede Kirstine.
Jeg sagde jo, at det er til børnebørnene, men jeg har aldrig lovet, at det kun er jeres! Tror du, jeg ikke har andre børnebørn? Først lå jeres børn på sommerhuset, nu er det Lærkes det er retfærdigt, siger jeg!
Hvor ærlig du er, Gry Møller. Så vores børn graver i bedet fra sidste sommer, vi har travet for dig året rundt, og nu skal Lærkes børnebørn nyde alt, mens vores er fanget hjemme? Du er virkelig ærlig! gentog Kirstine, og hendes stemme brød.
Så bring dem bare næste år. Sommerhuset forsvinder ikke. Vi er jo én familie! Her hjælper I, der hjælper Lærke. Til syvende og sidst er det mit sommerhus, jeg bestemmer, som jeg vil!
Ja, Lærke har leveret sand til sandkassen i al den tid. En uvurderlig indsats, udbrød svigerdatteren.
Gry Møller, ærlighed betyder lighed og lige fordeling. Måske kan vi skifte om hver måned?
Hvad siger du! Jeg ville gå i knæ på to måneder. Jeg er ikke så ung længere til at bære den flok, protesterede svigermoren.
Hvad med to uger ad gangen?
Jeg kan ikke. Jeg har allerede lovet Lærke. Hun og Valdemar har ferie i juli og vil slappe af uden børn. Så det hjælper ikke.
Kom næste onsdag og bliv til fredag. Jeg vil med glæde tilbringe et par dage med dem, men mere det er for meget for mig.
Kirstine sukkede tungt. Et par dage når man tænker på, hvor meget de har røvet af sommerhuset, er det bare en spøg, især med de nuværende omstændigheder.
Fint, jeg forstår. Farvel, sagde hun og lagde røret på.
Kvinden greb sig om hovedet. Hvad skulle hun nu gøre? Hele året havde børnene håbet på at komme til bedstemors sommerhus, lege på den nye legeplads, dyppe sig i poolen, men nu ville alt det gå til andre.
Det hele startede så uskyldigt. Sidste sommer kørte Jens til sin mor, og Kirstine fulgte med. Det var sidste gang hun havde sat foden på dette sommerhus ti år siden, da hendes far stadig var i live. Praktisk talt intet havde ændret sig
Tidligere var der ingen faciliteter, og nu lignede sommerhuset en forladt lade. Gnæssende vinduer, et udendørs toilet, buskads op til taljen taget hænger i hænderne, og fra træerne hænger tørre grene.
Indenfor var det ikke bedre. Møbler fra 70tallet, falmede tapeter, gulve, der gav efter et sted. Lugten af fugtig mug og forfald var overalt.
Åh, så mange opgaver, så mange ting at gøre nikkede svigermoren. Kom nu, søn, start med græsset og grenene. Jeg viser dig, hvor vi skal slå.
Mens Jens ryddede udenfor, lagde Gry Møller te til sig selv og svigerdatteren. Først snakkede de om skolekarakterer, arbejde og helbred, så gik samtalen videre
Jeg ville elske at have børnebørnene her, men hvad skal de lave? udbrød svigermoren og sukkede tungt. Højst ville de fange frøer ved bækken eller grave i bedet. Der er hverken faciliteter eller sjov.
Kirstine kastede et blik på køkkenet. Hun huskede, hvordan hun som barn tilbragte sommeren hos sin bedstemor på landet. Selv at fodre hønsene var da et lille eventyr.
Hun glædede sig over at finde orme til sin far, når han skulle på fisketur, og hun plukkede blomster til kranse, som bedstemoren knurrede over.
Åh, de her blomster! Der er ingen flugt fra dem! bande hun.
Kirstine forstod aldrig, hvorfor bedstemor blev så sur over de smukke blomster.
I Kirstines liv var der næsten hver dag nye opdagelser. Hun jublede, når hun så en sjælden sommerfugl, og hun græd, da en fanget flue viste sig at være en bi, som hun ved et uheld slog ihjel. De sommerferier, hun tilbragte hos bedstemor, var de hun huskede bedst.
Selvfølgelig ville hun have, at hendes eget børn skulle have de samme varme minder.
Hør, hvad siger I, hvis vi går sammen om at bringe stedet i orden? foreslog Kirstine. Ikke på én gang, men langsomt.
Det er lige, hvad jeg havde i tankerne, jublede Gry Møller. I stedet for at smide pengene i tyrkiske ferier, kan vi investere i vores eget.
Mig er det ligegyldigt, jeg har det fint sådan. Men jeres børn får en ferie. Havet har vi ikke i byen, men i søen kan de svømme. Jeg vil hente dem hvert år.
Så gik de i gang. Sidst på sommeren stod der nye vinduer på sommerhuset. Jens reparerede hegnene, og Kirstine fandt brugbare børnemøbler gamle, men i god stand. Augusten tilbragte børnene hos Gry Møller og kom hjem med store indtryk.
Mor, må vi igen til din Gry? Der er så skønt! Vi samlede snegle, fangede græshopper, så en mus og en mantis! udbrød den yngste dreng.
Selvfølgelig, smilte Kirstine. Vi hjælper bedstemor, så næste år bliver det endnu bedre.
Gry Møller lyttede, smilede og nikkede.
Hele året gik med udgifter og venten. De fik vand til huset, lavede et toilet, udførte kosmetisk renovering selv. Sådan klarede de det.
De købte en aircondition, så de kunne slippe den danske sommerhelt. På gården stod en lysthus, en sandkasse og en lille pool ikke fastbygget, men på et stel, og børnene var villede glade. De spurgte hele tiden, hvornår de endelig kunne køre til bedstemor for at prøve det hele.
Hvor dygtige I er! jublede Gry Møller. Nu har børnene deres eget lille paradis.
Kirstine følte, at de arbejdede sammen som en rigtig familie for det er det, en familie er til for: at hjælpe, stå sammen og dele glæde.
Udenfor gik tiden sin stille gang. Til påske og julefrokoster lyttede Lærke nysgerrigt til, hvordan sommerhusarbejdet gik, men holdt sig i baggrunden. Hun kom kun til, når sandet manglede.
Det hele havde kostet Kirstine og Jens mange anstrengelser. De gav afkald på ferien, fordi de tænkte på børnenes fremtid. Hvad fik de igen? Kom næste år, lød svaret.
Kirstine kunne ikke finde ro over for sig selv eller sine børn. Hun ringede til sin mor for at få lidt trøst.
Situation er selvfølgelig kompliceret, sagde moren, da hun havde lyttet. Men Gry har håndteret det dårligt. Formelt set kan du ikke holde hende ansvarlig, men hun har forvirret jer. Og du troede på hende
Vi troede alle! Jens var der hver anden dag. Folk spørger hele tiden om sommerhuset. Hvad skal jeg sige? sukkede Kirstine. På den ene side har vi selv sat os i denne knibe, troet og fået en ulempe. På den anden
På den anden hænger hun i dine ører som en snor, opsummede moren. Hun kunne have advaret, at denne sommer vil Sash og Peter ikke kunne blive.
Ja! Men nu er problemet et andet Hvad gør vi? Vi har ikke sparet til en ferie, og de vil kede sig hjemme.
Der er andre muligheder. Lej et sommerhus, for eksempel. Det er ikke den billigste fornøjelse, men i forhold til, hvad I har investeret det er stadig billigere end en tur til havet.
Hvem skal passe børnene? Vi arbejder, og de er for små til at blive efterladt i en ukendt bolig.
Lad mig tage dem, foreslog moren. Det vil også gavne mig at få frisk luft, og I får ro.
Kirstine var først tøvende, men inden for en uge fandt de et lille sommerhus på byens udkant. Lidt, men hyggeligt, med et æbletræ i haven og trævægge, der stadig duftede af harpiks. På verandaen stod et gammelt bord, og i haven var en grill.
Det sidste stykke manglede. Sammen med Jens kørte de for at hente poolen og gyngerne til Gry Møller.
Sådan er det? udbrød hun, mens hun så Jens samle det, de havde bygget. Så du kan ikke tage mine børnebørn i år, men du fratager også Lærkes børn deres glæde?
Kirstine krydsede armene over brystet. En anden ville måske have ventet et år eller bare spyttet på poolen, men ikke hun.
Jeg købte denne glæde først og fremmest til mine egne børn. Lad Lærke købe sin egen glæde til sine børn.
Gry trak vejret dybt, ville svare, men ordene svandt. Hun vendte sig væk, som om hun var en fremmed.
Den næste måned fløj forbi uden at blive bemærket. Kirstine og Jens kom regelmæssigt på weekend til svigermor og børnebørnene. De grillede pølser, lavede picnics, lyttede til børnenes fortællinger om skovture og bærplukning. Drengene splattede i poolen, gyngede på gyngerne og faldt i søvn tidligt, trætte og glade.
Kirstine sad på verandaen med sin mor og mand og tænkte på, at dette lille sommerhus føltes meget mere hjemligt end Gry Møllers renoverede feriebolig. Måske fordi der ikke var følelsen af at blive udnyttet her var det kun familie.
Lejen viste sig at være langt billigere end de investeringer, de havde gjort i løbet af året. Kirstine forstod ikke længere, hvorfor de havde sat så meget tillid til Gry Møller, da alternativet havde ligget lige foran dem.
Det er endda bedre end bedstemor sidste år! råbte børnene i kor, da forældrene hentede dem hjem.
Kirstine lo svagt. Nu ville børnene have noget at skrive om i deres sommeropgaver.
Lad nu Lærke klare sine udgifter selv, sagde hun på vej ud. Vi klarer vores. Så er det retfærdigt.
Kirstine så på, hvad der var sket, som på en livserfaring. Hun var stadig klar til at gøre alt for sine børn, men nu uden blind tillid til andres løfter
Hvad synes du om bedstemorens handling? Del din mening i kommentarerne og smid et like.
