– Sikke en fantastisk ærlighed, Gitte Nielsen!

Hvor ærlig du er, Gry Møller! Så vores børn har sidste år gravet i grøntsagsbedet, vi har travet hele året for at få dit sommerhus i stand, og nu skal Lærkes børnebørn nyde de nye faciliteter, mens vores sidder hjemme? Du er virkelig ærlig! knækkede Kirstine.

Jeg sagde jo, at det er til børnebørnene, men jeg har aldrig lovet, at det kun er jeres! Tror du, jeg ikke har andre børnebørn? Først lå jeres børn på sommerhuset, nu er det Lærkes det er retfærdigt, siger jeg!

Hvor ærlig du er, Gry Møller. Så vores børn graver i bedet fra sidste sommer, vi har travet for dig året rundt, og nu skal Lærkes børnebørn nyde alt, mens vores er fanget hjemme? Du er virkelig ærlig! gentog Kirstine, og hendes stemme brød.

Så bring dem bare næste år. Sommerhuset forsvinder ikke. Vi er jo én familie! Her hjælper I, der hjælper Lærke. Til syvende og sidst er det mit sommerhus, jeg bestemmer, som jeg vil!

Ja, Lærke har leveret sand til sandkassen i al den tid. En uvurderlig indsats, udbrød svigerdatteren.

Gry Møller, ærlighed betyder lighed og lige fordeling. Måske kan vi skifte om hver måned?

Hvad siger du! Jeg ville gå i knæ på to måneder. Jeg er ikke så ung længere til at bære den flok, protesterede svigermoren.

Hvad med to uger ad gangen?

Jeg kan ikke. Jeg har allerede lovet Lærke. Hun og Valdemar har ferie i juli og vil slappe af uden børn. Så det hjælper ikke.

Kom næste onsdag og bliv til fredag. Jeg vil med glæde tilbringe et par dage med dem, men mere det er for meget for mig.

Kirstine sukkede tungt. Et par dage når man tænker på, hvor meget de har røvet af sommerhuset, er det bare en spøg, især med de nuværende omstændigheder.

Fint, jeg forstår. Farvel, sagde hun og lagde røret på.

Kvinden greb sig om hovedet. Hvad skulle hun nu gøre? Hele året havde børnene håbet på at komme til bedstemors sommerhus, lege på den nye legeplads, dyppe sig i poolen, men nu ville alt det gå til andre.

Det hele startede så uskyldigt. Sidste sommer kørte Jens til sin mor, og Kirstine fulgte med. Det var sidste gang hun havde sat foden på dette sommerhus ti år siden, da hendes far stadig var i live. Praktisk talt intet havde ændret sig

Tidligere var der ingen faciliteter, og nu lignede sommerhuset en forladt lade. Gnæssende vinduer, et udendørs toilet, buskads op til taljen taget hænger i hænderne, og fra træerne hænger tørre grene.

Indenfor var det ikke bedre. Møbler fra 70tallet, falmede tapeter, gulve, der gav efter et sted. Lugten af fugtig mug og forfald var overalt.

Åh, så mange opgaver, så mange ting at gøre nikkede svigermoren. Kom nu, søn, start med græsset og grenene. Jeg viser dig, hvor vi skal slå.

Mens Jens ryddede udenfor, lagde Gry Møller te til sig selv og svigerdatteren. Først snakkede de om skolekarakterer, arbejde og helbred, så gik samtalen videre

Jeg ville elske at have børnebørnene her, men hvad skal de lave? udbrød svigermoren og sukkede tungt. Højst ville de fange frøer ved bækken eller grave i bedet. Der er hverken faciliteter eller sjov.

Kirstine kastede et blik på køkkenet. Hun huskede, hvordan hun som barn tilbragte sommeren hos sin bedstemor på landet. Selv at fodre hønsene var da et lille eventyr.

Hun glædede sig over at finde orme til sin far, når han skulle på fisketur, og hun plukkede blomster til kranse, som bedstemoren knurrede over.

Åh, de her blomster! Der er ingen flugt fra dem! bande hun.

Kirstine forstod aldrig, hvorfor bedstemor blev så sur over de smukke blomster.

I Kirstines liv var der næsten hver dag nye opdagelser. Hun jublede, når hun så en sjælden sommerfugl, og hun græd, da en fanget flue viste sig at være en bi, som hun ved et uheld slog ihjel. De sommerferier, hun tilbragte hos bedstemor, var de hun huskede bedst.

Selvfølgelig ville hun have, at hendes eget børn skulle have de samme varme minder.

Hør, hvad siger I, hvis vi går sammen om at bringe stedet i orden? foreslog Kirstine. Ikke på én gang, men langsomt.

Det er lige, hvad jeg havde i tankerne, jublede Gry Møller. I stedet for at smide pengene i tyrkiske ferier, kan vi investere i vores eget.

Mig er det ligegyldigt, jeg har det fint sådan. Men jeres børn får en ferie. Havet har vi ikke i byen, men i søen kan de svømme. Jeg vil hente dem hvert år.

Så gik de i gang. Sidst på sommeren stod der nye vinduer på sommerhuset. Jens reparerede hegnene, og Kirstine fandt brugbare børnemøbler gamle, men i god stand. Augusten tilbragte børnene hos Gry Møller og kom hjem med store indtryk.

Mor, må vi igen til din Gry? Der er så skønt! Vi samlede snegle, fangede græshopper, så en mus og en mantis! udbrød den yngste dreng.

Selvfølgelig, smilte Kirstine. Vi hjælper bedstemor, så næste år bliver det endnu bedre.

Gry Møller lyttede, smilede og nikkede.

Hele året gik med udgifter og venten. De fik vand til huset, lavede et toilet, udførte kosmetisk renovering selv. Sådan klarede de det.

De købte en aircondition, så de kunne slippe den danske sommerhelt. På gården stod en lysthus, en sandkasse og en lille pool ikke fastbygget, men på et stel, og børnene var villede glade. De spurgte hele tiden, hvornår de endelig kunne køre til bedstemor for at prøve det hele.

Hvor dygtige I er! jublede Gry Møller. Nu har børnene deres eget lille paradis.

Kirstine følte, at de arbejdede sammen som en rigtig familie for det er det, en familie er til for: at hjælpe, stå sammen og dele glæde.

Udenfor gik tiden sin stille gang. Til påske og julefrokoster lyttede Lærke nysgerrigt til, hvordan sommerhusarbejdet gik, men holdt sig i baggrunden. Hun kom kun til, når sandet manglede.

Det hele havde kostet Kirstine og Jens mange anstrengelser. De gav afkald på ferien, fordi de tænkte på børnenes fremtid. Hvad fik de igen? Kom næste år, lød svaret.

Kirstine kunne ikke finde ro over for sig selv eller sine børn. Hun ringede til sin mor for at få lidt trøst.

Situation er selvfølgelig kompliceret, sagde moren, da hun havde lyttet. Men Gry har håndteret det dårligt. Formelt set kan du ikke holde hende ansvarlig, men hun har forvirret jer. Og du troede på hende

Vi troede alle! Jens var der hver anden dag. Folk spørger hele tiden om sommerhuset. Hvad skal jeg sige? sukkede Kirstine. På den ene side har vi selv sat os i denne knibe, troet og fået en ulempe. På den anden

På den anden hænger hun i dine ører som en snor, opsummede moren. Hun kunne have advaret, at denne sommer vil Sash og Peter ikke kunne blive.

Ja! Men nu er problemet et andet Hvad gør vi? Vi har ikke sparet til en ferie, og de vil kede sig hjemme.

Der er andre muligheder. Lej et sommerhus, for eksempel. Det er ikke den billigste fornøjelse, men i forhold til, hvad I har investeret det er stadig billigere end en tur til havet.

Hvem skal passe børnene? Vi arbejder, og de er for små til at blive efterladt i en ukendt bolig.

Lad mig tage dem, foreslog moren. Det vil også gavne mig at få frisk luft, og I får ro.

Kirstine var først tøvende, men inden for en uge fandt de et lille sommerhus på byens udkant. Lidt, men hyggeligt, med et æbletræ i haven og trævægge, der stadig duftede af harpiks. På verandaen stod et gammelt bord, og i haven var en grill.

Det sidste stykke manglede. Sammen med Jens kørte de for at hente poolen og gyngerne til Gry Møller.

Sådan er det? udbrød hun, mens hun så Jens samle det, de havde bygget. Så du kan ikke tage mine børnebørn i år, men du fratager også Lærkes børn deres glæde?

Kirstine krydsede armene over brystet. En anden ville måske have ventet et år eller bare spyttet på poolen, men ikke hun.

Jeg købte denne glæde først og fremmest til mine egne børn. Lad Lærke købe sin egen glæde til sine børn.

Gry trak vejret dybt, ville svare, men ordene svandt. Hun vendte sig væk, som om hun var en fremmed.

Den næste måned fløj forbi uden at blive bemærket. Kirstine og Jens kom regelmæssigt på weekend til svigermor og børnebørnene. De grillede pølser, lavede picnics, lyttede til børnenes fortællinger om skovture og bærplukning. Drengene splattede i poolen, gyngede på gyngerne og faldt i søvn tidligt, trætte og glade.

Kirstine sad på verandaen med sin mor og mand og tænkte på, at dette lille sommerhus føltes meget mere hjemligt end Gry Møllers renoverede feriebolig. Måske fordi der ikke var følelsen af at blive udnyttet her var det kun familie.

Lejen viste sig at være langt billigere end de investeringer, de havde gjort i løbet af året. Kirstine forstod ikke længere, hvorfor de havde sat så meget tillid til Gry Møller, da alternativet havde ligget lige foran dem.

Det er endda bedre end bedstemor sidste år! råbte børnene i kor, da forældrene hentede dem hjem.

Kirstine lo svagt. Nu ville børnene have noget at skrive om i deres sommeropgaver.

Lad nu Lærke klare sine udgifter selv, sagde hun på vej ud. Vi klarer vores. Så er det retfærdigt.

Kirstine så på, hvad der var sket, som på en livserfaring. Hun var stadig klar til at gøre alt for sine børn, men nu uden blind tillid til andres løfter

Hvad synes du om bedstemorens handling? Del din mening i kommentarerne og smid et like.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four × 5 =

– Sikke en fantastisk ærlighed, Gitte Nielsen!
Naboen i den forkerte alder Morgenerne hos Peter Sørensen startede altid ens: Elkedlen begyndte at koge, radioen knitrede i køkkenet med trafikmeldinger og vejrudsigten, trapperne klang af døre, der blev smækket efter folk på vej på arbejde. Han havde for længst opgivet at skynde sig ud ad døren, men vanen med at stå tidligt op og gå sin runde i lejligheden – tjekke om terrassedøren var låst, gassen slukket, nøglerne på plads – havde han stadig. Han havde boet over tredive år i sin ni-etagers boligblok ude i Brøndby. Han kendte alle ringeknappernes forskellige lyde, vidste præcis, hvem der smækkede dørene hårdest, og hvem der altid parkerede barnevognen på reposen. Hans egen etage var fredelig, og det kunne han lide: Om aftenen satte han sig i lænestolen, tændte for en gammel dansk serie, hørte nabokonen hoste ude for enden af gangen – og mærkede, at opgangen var levende, men ikke larmende. Også i opgangen var alt efter reglerne. Sad opslagene lidt skævt på opslagstavlen, rettede han dem. Han havde engang selv købt tape, printet opslaget om hovedrengøring ud på ny og hængt det op uden stavefejl. På vindueskarmen mellem etagerne voksede hans grønne plante i en skæv plastikdunk. Om sommeren tog han den ud foran døren, så der ikke skulle se så trist ud. Dagen hvor det hele begyndte at rykke sig en smule, stod han netop og vandede planten, mens duften af hakkebøffer steg op fra underboens lejlighed. Elevatoren knirkede og gik i stå. Udtrådte en ung fyr med kuffert på hjul og rygsæk. Høretelefoner i ørerne med en snert rytmisk musik, der akkurat kunne høres. Fyren stoppede, kiggede på dørnumrene og på Peter. – Hej, sagde han, og tog den ene høretelefon ud. – Er det her nummer 237? – To hundrede og syv og tredive, det er lige ovre på den anden side, svarede Peter. – Der er mærkelig nummerering på denne etage. Fyren nikkede og trak kufferten larmende hen over fliserne. Rygsækken strejfede Peter på armen. – Undskyld, sagde den unge hurtigt. – Jeg skal bare flytte ind. Ordet ”flytte ind” stak lidt. I nummer 237 havde fru Ludvigsen boet – enke, stille, katteglad – og nu havde Peter hørt, hun ville leje et værelse ud. Det måtte være denne lejer. Peter gik hjem i sin egen lejlighed, lukkede døren og blev stående i entréen for at lytte. Der blev flyttet med møbler, lågerne smækkede. En dørklokke kimede flere gange – tydeligvis flere unge. Stemmerne var hurtige, latteren kort. Han fulgte sin rutine – te siet lidt for stærk, men han drak den alligevel. Ordene rungede i hovedet: ”Pensionen er lille, det er jo bare studerende, de er stille.” Stille. Om aftenen blev det klart, hvor ”stille” de var. Først, da mørket faldt på, raslede der poser i gangen, og døren smækkede. Så kom musikken gennem væggen. Ikke højt, men bassen buldrede, som om nogen slog med næven mod brystkassen. Peter slukkede for tv’et og lyttede. Efter ti minutters tålmodighed gik han hen til væggen og bankede. Det hjalp – lidt. Bassen blev dæmpet, men forsvandt ikke helt. – Stille, fnøs han, da han satte sig i stolen igen. Resten af natten sov han dårligt. Midt på natten blev døren smækket så hårdt, at selv hans garderobeskab rystede. Nogen grinede, nogen hviskede, nøgler klirrede. Peter lå i mørket og talte hjerteslag. I ejerforeningens Facebook-gruppe kunne han læse beskeder: ”Lad os respektere hinanden og ikke larme efter kl. 23.” Om morgenen fandt han to par kondisko i gangen, en fremmed jakke på knagen og en tom pizzaæske. Han indtastede besked i gruppen – slettede den. Prøvede en anden – slettede også. Til sidst sendte han bare: ”Venligst lad være med at efterlade affald på fællesarealer.” Fik et smiley-svar. Så en: ”Er det mit affald?” – ”Her er der rent.” Ludvigsen dukkede ikke op i tråden, hun brød sig ikke om det online pjat. Senere samme dag mødte han hende ved elevatoren med indkøbsposer. – Nå, har du fået flyttet ind? spurgte han forsigtigt. – Åh, Ivan, ja, han er studerende. IT-nørd. Høflig dreng. Bare rolig, jeg har talt med ham om lydniveauet. – Høflig, mumlede Peter. Om aftenen startede musikken igen – nu med sang på engelsk. Peter trådte ud i gangen, ringede på og blev mødt af en træt, undskyldende Ivan. – Ved du hvad, du kan bare skrue ned. Der bor ikke kun unge her, det er ikke et kollegie. – Klart, sagde Ivan – og rettede sig hurtigt ind. Musikken forsvandt næsten straks. Peter gik tilbage, men uroen var ikke forsvundet. Næste dag ringede Ivan på Peters dør, nu med laptop under armen: – Undskyld for i går. Jeg ville også lige høre, om jeres internet virker? Mit virker ikke. Peter var tæt på at afvise ham – men holdt sig tilbage. Ivan stod der som et forvokset barn, og Peter endte med at finde nummeret på internetteknikeren frem. – Tak, Peter Sørensen, sagde Ivan. Hvis du har brug for hjælp med din computer, sig bare til. – Jeg klarer mig, svarede Peter skarpt og lukkede døren. Men da han senere rodede med telefonen, som bare ikke ville som han ville, kom han i tanker om Ivans tilbud. Han nægtede dog at bede om hjælp. Dagene gik. Debatterne i gruppen blev længere om sko i gangen og rod på repoen. Peter overraskede sig selv ved at skrive: ”Måske vi bare skal tage det personligt, i stedet for at skrive i grupperne.” Han mødte Ivan igen foran blokken, hvor den unge sad på trappen med supermarkedspose og cigaret. Peter irettesatte ham rutinemæssigt for at ryge, men Ivan skyndte sig at skodde og åbnede døren for den ældre nabo med kartoffelposen. De delte elevator og et par ord. Da Peters ryg smertede, og han ikke kunne aflæse vandmåleren, endte han med at banke på hos Ivan. Ivan fik klaret det hele på nettet for ham og tilbød at sætte en app op. Det var Peter skeptisk overfor – men Ivan gjorde det alligevel, roligt, uden at dømme. For hver dag blev irritationen mindre, forståelsen voksede. Snart delte de mere end elevatoren og kæmpen med skraldeposer. Ivan lærte at skrue ned for musikken, Peter overraskede sig selv ved at invitere ham ind til fodboldkamp på tv’et og gamle historier over te og småkager, mens sneen lagde sig over Brøndby. Foråret kom, vinduerne blev malet, og Ludvigsen fortalte, at Ivan skulle flytte tættere på studiet, og om hun mon skulle leje ud igen? Peter svarede, at det var hendes valg. Den dag Ivan rejste, trak Peter lidt på smilebåndet: ”Husk at studere, ikke bare larme.” Ivan lo og lovede at hjælpe pr. telefon, hvis Peter rodede sig ud i nye it-problemer. Senere, da stilheden faldt over lejligheden, åbnede Peter beskedtråden til Ivan og skrev: ”Hvordan gik flytningen?” Ivan svarede hurtigt: ”Fint. Har I det roligt?” – smilende emoji. Peter Sørensen smilede. ”Roligt. Måske lidt for roligt.” Så skrev han: ”Husk, vi bor ikke på kollegium,” tilføjede et smil, og lagde telefonen fra sig. På køkkenbordet stod nu kun én kop te. På planten i vindueskarmen spirede nye skud. Peter så på den tomme stol overfor og tænkte: Måske kommer der igen én at dele opgangen med – ung, gammel, støjende, eller bare én, der ringer på i ny og næ. Det føltes ikke så skræmmende længere. Stilheden lød mere som ventetid end ensomhed.