Det var for mange år siden i et Danmark, hvor erindringerne stadig vækker genklang i mit sind som friske sår, at Anders inviterede Freja med på aftensmad til en fin italiensk restaurant. Da den unge pige trådte ud ad døren, stod Karen og spærrede vejen for hende.
Man siger, at kun en diamant kan slibe en anden diamant kastede professoren en gådefuld bemærkning.
Undskyld…? Det forstår jeg ikke.
Du er jo stadig ung smilede kvinden. Stol på mig, folk forelsker sig ikke bare én gang i livet.
Fru Karen, jeg lover dig, at der ikke er noget mellem mig og Anders.
Måske ikke endnu. Men det behøver ikke at forblive sådan. Luk ikke dit hjerte af, Freja. Tilværelsen kan overraske og nogle gange bringer den den største lykke, når man slet ikke venter det.
Har du også engang…?
Jamen… Jørgen var ikke min første kærlighed svarede Karen roligt, mens en skygge af gamle minder flimrede i hendes blik. Der var en anden, jeg holdt af engang. Jeg troede, jeg ville gå til grunde ved bruddet, at jeg ikke kunne trække vejret uden ham. Så kom Jørgen. Alt vendte sig. Jeg blev lykkelig. Virkelig lykkelig. Derfor gentager jeg: luk ikke af. Kærligheden kan være nærmere, end du aner.
Jeg har altid troet, at onkel Jørgen var din første kærlighed…
Hverken han var min første, eller jeg hans. Men én ting kan jeg sige: Den første kærlighed glemmes aldrig.
Freja trak et stille suk, takkede for samtalen og gik hen til den ventende bil foran huset, hvor Anders sad.
Straks efter hendes bortgang trådte Else frem på verandaen. Hun stirrede på Karen med et koldt smil.
Har du besluttet dig for at blive en ny mor for Freja? Du rådgiver hende i kærlighedens sager og deler historier, du aldrig har fortalt mig.
Jeg gjorde det for Astrid svarede Karen uden tøven. For kun én ting kan skille Freja og Christian ad for altid.
Hvad mener du med det?
Frejas kærlighed til en anden svarede Karen roligt, men fast.
***
Ida, knust efter samtalen med Lars, vandrede formålsløst midt på vejen. Hendes ansigt var askegråt, blikket tomt hun virkede som om hun slet ikke så omgivelserne.
Hun lagde ikke mærke til den nærmende bil.
Dæk skreg. Sammenstød.
Råb lød, nogen tilkaldte ambulance.
Ida lå ubevægelig på asfalten. Folk samledes omkring hende. En kvinde bøjede sig ned og søgte efter puls.
Pigebarn, hører du mig? Hallo?!
Intet svar. Ida rørte sig ikke en tomme.
***
Anna nærmede sig lysningen i skoven, hvor Henrik ventede i tusmørket mellem træerne. Hans skikkelse smeltede ind i skyggerne, men blikket var koldt og insisterende.
Her er to millioner kroner sagde kvinden koldt og rakte ham en lædertaske proppet med sedler.
Synet gled over til Grethe. Allerede fra huset havde hun fulgt Anna med fast beslutsomhed. Nu skjult bag tætte buske kun ti meter væk, stirrede hun vantro.
Henrik… og de penge… Det er mine penge! hviskede hun, mens hun kæmpede for at beherske sig. Da hun så, hvordan Henrik talte sedlerne, flammede vrede op i hendes øjne. Hvilken frækhed… trak hun telefonen frem og begyndte at filme det hele i hemmelighed.
I mellemtiden afsluttede Henrik optællingen. Han smilede ondt.
Det var det hele. Vil du nu endelig lade os være i fred? spurgte Anna med anspændt stemme.
I stilheden knækkede en gren.
Henrik vendte sig omgående.
Hørte du det? Der er nogen her. Jeg sagde, du skulle komme alene!
Jeg kom alene! svarede Anna nervøst. Der var ingen med mig, jeg sværger.
Henrik troede hende ikke. Forsigtigt gik han mod lyden. Efter få skridt skubbede han grene fra hinanden og fik øje på Grethe med telefonen i hånden.
Et glimt af raseri tændte i hans øjne. Han trak en kniv op af lommen.
Så vi har en, der lytter med… sagde han iskoldt. Du ved, når man er for nysgerrig, kan man havne i store vanskeligheder.
Grethe veg et skridt tilbage og kæmpede for at holde hænderne i ro.
Henrik, lad hende være sagde Anna skarpt. Vær ikke tåbelig.
Vis mig, hvad du har i tasken sagde Henrik til Grethe.
Lad mig være i fred! protesterede kvinden.
Svar mig! Hvorfor kom du her?! blandede Anna sig.
Hvad foregår der?! Hvad har I gang i?! råbte Grethe op. Jeg filmer det hele! Jeg ringer straks efter politiet!
Vi har ikke noget i gang! råbte Anna. Han afpressede mig! Truede med at slå Lars og Signe ihjel. Derfor betalte jeg ham!
Grethe rakte hånden i tasken efter telefonen.
Jeg ringer nu til politiet og fortæller, hvad der sker her.
VOV IKKE! skreg Henrik og løftede kniven. For jeg slår dig ihjel!
HJÆLP! RED MIG! råbte Grethe og prøvede at flygte.
HENRIK, BESIND DIG! råbte Anna og løb hen til ham.
Men manden var ude af sig selv. Han skubbede Anna så hårdt, at hun faldt til jorden.
Han vendte et vanvittigt blik mod Grethe, der skælvede af skræk.
Jeg begynder med dig hvæsede han. Så kommer Lars. Han får se dig helt blodig. Og ham slår jeg også ihjel!
Henrik løftede kniven, parat til at stikke. Grethe skreg og prøvede at dække sig. Bladet nærmede sig farligt, men i sidste øjeblik greb kvinden hans håndled. De kæmpede, kæmpede om hver en bevægelse og hvert et åndedrag. Skrig, tung vejrtrækning, spændingen steg…
Pludselig foretog Grethe en voldsom bevægelse bladet vendte sig i deres flettede hænder og borede sig direkte ind i Henriks bryst.
Manden stivnede. Overraskelse spredte sig over hans ansigt, efterfulgt af en grimasse af smerte. Et gisp undslap hans læber, som om han ville sige noget, men han nåede det ikke. Han sank til jorden som en klippet snor.
Anna stod som forstenet. Hun nærmede sig, lagde skælvende fingre på hans hals. Stilhed.
Han… er død sagde hun lavt, bleg som et lagen. Død…
Åh Gud… ÅH GUD! brød Grethe ud. Det var ikke mig! Ikke sådan! Det var et uheld! greb hun sig om hovedet og faldt i hysteri. Ring efter ambulance! Måske lever han stadig! GØR NOGET!
Hold kæft! hvæsede Anna, greb hende i skuldrene og rystede hende. Råb ikke sådan! Vil du have, at hele verden hører det?! Vil du i fængsel?!
I fængsel?! græd Grethe. Men det var ikke med vilje… Du så det, jeg forsvarede mig! Jeg er ikke morder!
Sandheden spiller ingen rolle! Anna borede blikket i hende. Politiet vil ikke tro dig! Og hvis det kommer frem… folk vil sige, at Lars’ mor er en morder!
JEG ER IKKE MORDER! protesterede Grethe fortvivlet. Ambulance! Politi! Man må gøre noget!
Fru Grethe, vær venlig… Annas stemme blev bønfaldende, men hård. Fat dig i ro. Ingen behøver at få det at vide. Intet er sket. Forstår du? INTET. ER. SKET.
Men han… han ligger der… Grethe rystede over hele kroppen.
Vi kan ikke hjælpe ham mere. Men du kan stadig hjælpe dig selv. Kom. Han er væk. Vi lever. Og kun det betyder noget nu.
Anna holdt hende fast i en stærk omfavnelse, som om hun med kraft ville forhindre verden i at falde fra hinanden. Langsomt førte hun Grethe gennem den tætte skov væk fra stedet. Bag dem lå Henriks ubevægelige krop blandt bladene. Hans hånd krammede stadig om kniven.
Hemmeligheden, som skoven netop havde opslugt, ville måske aldrig komme for dagens lys.
***
Lars, tilkaldt af et hastigt opkald fra Signe, stormede forpustet ind i huset. I døren standsede han brat ved synet af hende, der stod med kuffert ved døren. Hendes ansigt var blegt, øjnene våde, men blikket beslutsomt.
Jeg tager af sted sagde hun stille og gav et kort, næsten lydløst kys på hans kind. Jeg vil ikke forstyrre mere, hverken dig eller din mor. Farvel, Lars. Vær lykkelig.
Signe, hvad taler du om? så han på hende med vantro. Hvad har det med min mor at gøre?
Hun ved… om den nat. Om alt, hvad der skete mellem os.
Lars vendte blikket bort, kørte hånden gennem håret og masserede nakken.
For fanden… Hvordan opdagede hun det?
Hun læste brevet, jeg efterlod den dag, hvor… hvor jeg tog pillerne.
Vent et øjeblik hans øjenbryn trak sig sammen. Du sagde jo, at det ikke var selvmord…
Jeg sagde det for at skåne dig. Jeg ville ikke have, at du bekymrede dig. Men din mor vil ikke have mig. Hun frygter, at du gifter dig med mig. Og… hun tilbød os penge. Mig og min mor. Til gengæld for at jeg går.
Lars stirrede chokeret på hende.
Hvad?! Hun gav jer PENGE?
Ja. Men vi afslog. Jeg ville aldrig have taget imod det. Derfor går jeg nu. Det er bedst for alle.
Signe, du går ingen steder greb han kufferten og skubbede den til side. Jeg tillader det ikke. Jeg tillader dig ikke at forsvinde fra mit liv.
Jeg har intet valg, Lars. Forstår du? Min mor ved også alt nu. Hun sagde, at jeg har ødelagt mit liv og… at hun hellere ville dø end at høre det. Hvis vi ikke gifter os, giver hun dig ikke fred. Og din mor hader mig. Tante Grethe ser på mig som noget urent. Ingen her vil have mig. Min afgang er den eneste måde, I alle kan få fred.
Lars nærmede sig og så hende lige i øjnene.
Signe… jeg forlader dig ikke. Vi finder en udvej. Din mor får fred, min også. Hun vænner sig til det til sidst. Vi klarer os.
Lars… hviskede hun, og et glimt af håb tændte i hendes øjne. Betyder det, at… vi gifter os?
En tung stilhed lagde sig. Signe så på ham spændt, som om hele hendes liv skulle afgøres i ét øjeblik med ét eneste ord.
Lars tog hendes hånd. Og i Signes hoved som en vågen drøm genlød ordene, hun så inderligt ønskede at høre. Ord, hun havde drømt om om natten, båret i sit hjerte og ladet give hende håb:
Efter den nat kunne jeg ikke glemme dig. Jeg forelskede mig i dig, Signe. Du er i mine tanker, i mit hjerte. Jeg ser dig overalt. Jeg elsker dig. Gift dig med mig. Vær min kone.
Men det var kun forestilling. Den virkelige Lars, der stod lige ved siden af, udtalte ingen af de ord. Hans stemme, da han endelig talte, var kold og uden følelse:
Selvfølgelig gifter vi os ikke, Signe. Det kan vi ikke. Noget sådant… sker aldrig.
Stilheden, der fulgte, gjorde mere ondt end de værste råb. Signe sænkede hovedet, pressede læberne sammen og rakte efter kufferten med næsten rituel langsomhed. Hendes tavshed sagde mere end alle tårer.
***
Christian stod lidt afsides og talte i telefon med Ole. Samtidig lænede Astrid sig op ad bilen og førte også en samtale, hendes stemme anspændt og øjnene fulgte nervøst hver af Christians bevægelser.
Mor, fortæl mig sandheden sagde hun i røret med uro. Christian taler hele tiden i telefon. Det er Freja, ikke? Det er hende, han kontakter?
Nej, skat. Freja var hos mig hele tiden. Jeg hørte ikke, at hun talte med nogen svarede moderen roligt i den anden ende.
Mor, hvis du bare prøver at berolige mig…
Ved Gud, jeg siger sandheden! Freja kørte med Anders til den nye italienske restaurant. Jeg foreslog det selv til dem.
Et snedigt smil bredte sig over Astrids ansigt, knap synligt men fuldt af tilfredshed. Hun lagde telefonen og antog straks sit mest strålende smil, som om intet var sket. Da Christian vendte tilbage til bilen, sagde hun glædeligt:
Skat, pludselig blev jeg sulten. Jeg har sådan lyst til spaghetti! Jeg har hørt, at ikke langt fra vores hus er der åbnet en ny italiensk restaurant. Måske kører vi derhen?
Christian så på hende overrasket.
Du sagde jo, at du undgår kulhydrater som pesten. At de er skadelige for dig.
Åh, skat, kroppen har nogle gange brug for at “lade op med kulhydrater”, vidste du ikke? lo hun let og strøg over maven. Desuden… da jeg bare nævnte “spaghetti”, bevægede barnet sig! Jeg tror, hun også har lyst til det.
Hun så ham lige i øjnene, som om hun udfordrede ham. Og i hendes smil lå mere end bare appetit det var et varsel om et spil, hun agtede at spille til ende.
***
Anders og Freja ankom til den elegante restaurant. De nåede ikke engang at træde ind, før en høflig tjener nærmede sig med et smil og bukkede for Anders.
Velkommen tilbage, hr. Anders. Deres yndlingsbord venter.
Freja løftede øjenbrynene, tydeligt overrasket.
Så det er ikke dit første besøg her?
Jeg kommer ofte med chefen svarede Anders afslappet, men hans blik gled til siden.
Jeg fik indtryk af, at det er dig, der er chefen her bemærkede hun med et let smil. Med sådan en velkomst…
Måske fordi det altid er mig, der efterlader drikkepenge. Chefen gider ikke beskæftige sig med den slags småting. Derfor er jeg her mere… værdsat.
De satte sig ved et intimt bord. Anders kastede et stjålent blik på Frejas hals. Halskæden på hendes dekolleté glimtede i lampelyset. Han måtte have den. I jakkelommen lå allerede en identisk kopi. Han skulle bare finde det rette øjeblik til at bytte.
Freja, vent… Din halskæde er gledet. Den falder snart.
Han rejste sig, gik bagfra og lagde forsigtigt hænderne på hendes skuldre for at nå låsen. Han prøvede at bevare roen, skønt hjertet bankede hurtigere.
I det samme øjeblik åbnede restaurantdørene sig, og Christian og Astrid trådte ind. Pigen smilede triumferende de kunne ikke komme i et bedre øjeblik. Christian stivnede på stedet. Synet af Anders, der stod så tæt på Freja og rørte ved hendes hals, vækkede en bølge af jalousi og vrede i ham.
Halskæden gled af og faldt til gulvet. Anders rakte allerede ud efter den, men Christian var hurtigere. Han samlede den op og klemte den i hånden.
Halskæden bliver hos mig sagde han skarpt uden at slippe Anders med blikket.
Hvad? Hvorfor? spurgte Freja overrasket og rejste sig fra stolen.
Christian rakte i lommen og trak et billede frem, som han tidligere havde taget fra Anders’ hus. Han lagde det på bordet foran Freja.
Fordi du havde ret sagde han roligt, men stemmen dirrede af spænding. Det er halskæden fra pigen, der dræbte Lotte.
Freja bøjede sig over fotografiet. Det viste en blondine, hvis ansigt var omhyggeligt skåret ud. Om halsen bar hun en identisk halskæde som den, Freja havde haft på.
Det… det er den samme! hviskede Freja chokeret. Men hvorfor har nogen skåret hendes ansigt ud?
Det ved jeg ikke svarede Christian og så hende lige i øjnene. Men jeg ved én ting: Denne kvinde var i bilen, da min søster døde. Og nogen vil for enhver pris skjule hendes identitet.
En stilhed lagde sig, der hvilede tungt over dem som en truende sky. Anders tav, men hans ansigt afslørede uro. Og Freja stirrede på billedet og prøvede at forstå, hvad hun netop var blevet trukket ind i.
***
Ida genvandt langsomt bevidstheden i hospitalsengen. I lyset fra lysstofrørene knibede hun øjnene sammen. En læge bøjede sig over hende, åbnede forsigtigt hendes øjenlåg og lyste med lommelygte i pupillerne.
Hvad hedder du, datter? spurgte han roligt, men med tydelig spænding i stemmen.
Ida så sig omkring. Hendes blik vandrede gennem salen, som om hun så den for første gang.
Jeg… ved det ikke svarede hun forvirret og åndede hurtigere. Hvor er jeg?
Hvilken dag har vi i dag? spurgte lægen.
Ida rynkede panden, lukkede øjnene, som om hun prøvede at huske noget vigtigt.
Tirsdag…? Nej, vent… måske søndag? Hun sad allerede oprejst. Åh Gud! Jeg skal på markedet! Min søster er sikkert kommet hjem fra skole og er sulten. Vær venlig, lad mig gå! Jeg skal nå det før mørket!
Hun rejste sig og prøvede at stå, men lægen og sygeplejersken holdt hende hurtigt fast og pressede hende tilbage i sengen med bestemt blidhed.
Ro på, du er i sikkerhed. Lægen prøvede at tale i mild tone. Fortæl mig, hvilket år har vi?
År? Ida prøvede at svare, men hendes ansigt forvred sig i smerte og panik. To tusind tyve? Nej… to tusind nitten? Gud, jeg husker ikke! greb hun sig om hovedet, tårer strømmede til hendes øjne. Jeg husker ingenting! Men jeg ved, at jeg skal tilbage til landsbyen. Jeg skal samle svampe. Mor og søster venter på mig… De er sultne. Lad mig gå, jeg beder dig!
Hendes stemme brast, og fortvivlelse flammede i hendes øjne. Lægen kastede et kort blik på sygeplejersken og sagde derefter stille:
Jeg kontakter professor Nielsen fra psykiatrisk afdeling. Vi må straks tage os af hendes tilstand.
Ja, doktor svarede sygeplejersken. Jeg giver hende et beroligende middel.
Kun forsigtigt tilføjede lægen og iagttog Ida med omsorg. Hun lader ikke som om. Hun er fortabt. Og meget bange.Det var for mange år siden i et Danmark, hvor erindringerne stadig vækker genklang i mit sind som friske sår, at Anders inviterede Freja med på aftensmad til en fin italiensk restaurant. Da den unge pige trådte ud ad døren, stod Karen og spærrede vejen for hende.
Man siger, at kun en diamant kan slibe en anden diamant kastede professoren en gådefuld bemærkning.
Undskyld…? Det forstår jeg ikke.
Du er jo stadig ung smilede kvinden. Stol på mig, folk forelsker sig ikke bare én gang i livet.
Fru Karen, jeg lover dig, at der ikke er noget mellem mig og Anders.
Måske ikke endnu. Men det behøver ikke at forblive sådan. Luk ikke dit hjerte af, Freja. Tilværelsen kan overraske og nogle gange bringer den den største lykke, når man slet ikke venter det.
Har du også engang…?
Jamen… Jørgen var ikke min første kærlighed svarede Karen roligt, mens en skygge af gamle minder flimrede i hendes blik. Der var en anden, jeg holdt af engang. Jeg troede, jeg ville gå til grunde ved bruddet, at jeg ikke kunne trække vejret uden ham. Så kom Jørgen. Alt vendte sig. Jeg blev lykkelig. Virkelig lykkelig. Derfor gentager jeg: luk ikke af. Kærligheden kan være nærmere, end du aner.
Jeg har altid troet, at onkel Jørgen var din første kærlighed…
Hverken han var min første, eller jeg hans. Men én ting kan jeg sige: Den første kærlighed glemmes aldrig.
Freja trak et stille suk, takkede for samtalen og gik hen til den ventende bil foran huset, hvor Anders sad.
Straks efter hendes bortgang trådte Else frem på verandaen. Hun stirrede på Karen med et koldt smil.
Har du besluttet dig for at blive en ny mor for Freja? Du rådgiver hende i kærlighedens sager og deler historier, du aldrig har fortalt mig.
Jeg gjorde det for Astrid svarede Karen uden tøven. For kun én ting kan skille Freja og Christian ad for altid.
Hvad mener du med det?
Frejas kærlighed til en anden svarede Karen roligt, men fast.
***
Ida, knust efter samtalen med Lars, vandrede formålsløst midt på vejen. Hendes ansigt var askegråt, blikket tomt hun virkede som om hun slet ikke så omgivelserne.
Hun lagde ikke mærke til den nærmende bil.
Dæk skreg. Sammenstød.
Råb lød, nogen tilkaldte ambulance.
Ida lå ubevægelig på asfalten. Folk samledes omkring hende. En kvinde bøjede sig ned og søgte efter puls.
Pigebarn, hører du mig? Hallo?!
Intet svar. Ida rørte sig ikke en tomme.
***
Anna nærmede sig lysningen i skoven, hvor Henrik ventede i tusmørket mellem træerne. Hans skikkelse smeltede ind i skyggerne, men blikket var koldt og insisterende.
Her er to millioner kroner sagde kvinden koldt og rakte ham en lædertaske proppet med sedler.
Synet gled over til Grethe. Allerede fra huset havde hun fulgt Anna med fast beslutsomhed. Nu skjult bag tætte buske kun ti meter væk, stirrede hun vantro.
Henrik… og de penge… Det er mine penge! hviskede hun, mens hun kæmpede for at beherske sig. Da hun så, hvordan Henrik talte sedlerne, flammede vrede op i hendes øjne. Hvilken frækhed… trak hun telefonen frem og begyndte at filme det hele i hemmelighed.
I mellemtiden afsluttede Henrik optællingen. Han smilede ondt.
Det var det hele. Vil du nu endelig lade os være i fred? spurgte Anna med anspændt stemme.
I stilheden knækkede en gren.
Henrik vendte sig omgående.
Hørte du det? Der er nogen her. Jeg sagde, du skulle komme alene!
Jeg kom alene! svarede Anna nervøst. Der var ingen med mig, jeg sværger.
Henrik troede hende ikke. Forsigtigt gik han mod lyden. Efter få skridt skubbede han grene fra hinanden og fik øje på Grethe med telefonen i hånden.
Et glimt af raseri tændte i hans øjne. Han trak en kniv op af lommen.
Så vi har en, der lytter med… sagde han iskoldt. Du ved, når man er for nysgerrig, kan man havne i store vanskeligheder.
Grethe veg et skridt tilbage og kæmpede for at holde hænderne i ro.
Henrik, lad hende være sagde Anna skarpt. Vær ikke tåbelig.
Vis mig, hvad du har i tasken sagde Henrik til Grethe.
Lad mig være i fred! protesterede kvinden.
Svar mig! Hvorfor kom du her?! blandede Anna sig.
Hvad foregår der?! Hvad har I gang i?! råbte Grethe op. Jeg filmer det hele! Jeg ringer straks efter politiet!
Vi har ikke noget i gang! råbte Anna. Han afpressede mig! Truede med at slå Lars og Signe ihjel. Derfor betalte jeg ham!
Grethe rakte hånden i tasken efter telefonen.
Jeg ringer nu til politiet og fortæller, hvad der sker her.
VOV IKKE! skreg Henrik og løftede kniven. For jeg slår dig ihjel!
HJÆLP! RED MIG! råbte Grethe og prøvede at flygte.
HENRIK, BESIND DIG! råbte Anna og løb hen til ham.
Men manden var ude af sig selv. Han skubbede Anna så hårdt, at hun faldt til jorden.
Han vendte et vanvittigt blik mod Grethe, der skælvede af skræk.
Jeg begynder med dig hvæsede han. Så kommer Lars. Han får se dig helt blodig. Og ham slår jeg også ihjel!
Henrik løftede kniven, parat til at stikke. Grethe skreg og prøvede at dække sig. Bladet nærmede sig farligt, men i sidste øjeblik greb kvinden hans håndled. De kæmpede, kæmpede om hver en bevægelse og hvert et åndedrag. Skrig, tung vejrtrækning, spændingen steg…
Pludselig foretog Grethe en voldsom bevægelse bladet vendte sig i deres flettede hænder og borede sig direkte ind i Henriks bryst.
Manden stivnede. Overraskelse spredte sig over hans ansigt, efterfulgt af en grimasse af smerte. Et gisp undslap hans læber, som om han ville sige noget, men han nåede det ikke. Han sank til jorden som en klippet snor.
Anna stod som forstenet. Hun nærmede sig, lagde skælvende fingre på hans hals. Stilhed.
Han… er død sagde hun lavt, bleg som et lagen. Død…
Åh Gud… ÅH GUD! brød Grethe ud. Det var ikke mig! Ikke sådan! Det var et uheld! greb hun sig om hovedet og faldt i hysteri. Ring efter ambulance! Måske lever han stadig! GØR NOGET!
Hold kæft! hvæsede Anna, greb hende i skuldrene og rystede hende. Råb ikke sådan! Vil du have, at hele verden hører det?! Vil du i fængsel?!
I fængsel?! græd Grethe. Men det var ikke med vilje… Du så det, jeg forsvarede mig! Jeg er ikke morder!
Sandheden spiller ingen rolle! Anna borede blikket i hende. Politiet vil ikke tro dig! Og hvis det kommer frem… folk vil sige, at Lars’ mor er en morder!
JEG ER IKKE MORDER! protesterede Grethe fortvivlet. Ambulance! Politi! Man må gøre noget!
Fru Grethe, vær venlig… Annas stemme blev bønfaldende, men hård. Fat dig i ro. Ingen behøver at få det at vide. Intet er sket. Forstår du? INTET. ER. SKET.
Men han… han ligger der… Grethe rystede over hele kroppen.
Vi kan ikke hjælpe ham mere. Men du kan stadig hjælpe dig selv. Kom. Han er væk. Vi lever. Og kun det betyder noget nu.
Anna holdt hende fast i en stærk omfavnelse, som om hun med kraft ville forhindre verden i at falde fra hinanden. Langsomt førte hun Grethe gennem den tætte skov væk fra stedet. Bag dem lå Henriks ubevægelige krop blandt bladene. Hans hånd krammede stadig om kniven.
Hemmeligheden, som skoven netop havde opslugt, ville måske aldrig komme for dagens lys.
***
Lars, tilkaldt af et hastigt opkald fra Signe, stormede forpustet ind i huset. I døren standsede han brat ved synet af hende, der stod med kuffert ved døren. Hendes ansigt var blegt, øjnene våde, men blikket beslutsomt.
Jeg tager af sted sagde hun stille og gav et kort, næsten lydløst kys på hans kind. Jeg vil ikke forstyrre mere, hverken dig eller din mor. Farvel, Lars. Vær lykkelig.
Signe, hvad taler du om? så han på hende med vantro. Hvad har det med min mor at gøre?
Hun ved… om den nat. Om alt, hvad der skete mellem os.
Lars vendte blikket bort, kørte hånden gennem håret og masserede nakken.
For fanden… Hvordan opdagede hun det?
Hun læste brevet, jeg efterlod den dag, hvor… hvor jeg tog pillerne.
Vent et øjeblik hans øjenbryn trak sig sammen. Du sagde jo, at det ikke var selvmord…
Jeg sagde det for at skåne dig. Jeg ville ikke have, at du bekymrede dig. Men din mor vil ikke have mig. Hun frygter, at du gifter dig med mig. Og… hun tilbød os penge. Mig og min mor. Til gengæld for at jeg går.
Lars stirrede chokeret på hende.
Hvad?! Hun gav jer PENGE?
Ja. Men vi afslog. Jeg ville aldrig have taget imod det. Derfor går jeg nu. Det er bedst for alle.
Signe, du går ingen steder greb han kufferten og skubbede den til side. Jeg tillader det ikke. Jeg tillader dig ikke at forsvinde fra mit liv.
Jeg har intet valg, Lars. Forstår du? Min mor ved også alt nu. Hun sagde, at jeg har ødelagt mit liv og… at hun hellere ville dø end at høre det. Hvis vi ikke gifter os, giver hun dig ikke fred. Og din mor hader mig. Tante Grethe ser på mig som noget urent. Ingen her vil have mig. Min afgang er den eneste måde, I alle kan få fred.
Lars nærmede sig og så hende lige i øjnene.
Signe… jeg forlader dig ikke. Vi finder en udvej. Din mor får fred, min også. Hun vænner sig til det til sidst. Vi klarer os.
Lars… hviskede hun, og et glimt af håb tændte i hendes øjne. Betyder det, at… vi gifter os?
En tung stilhed lagde sig. Signe så på ham spændt, som om hele hendes liv skulle afgøres i ét øjeblik med ét eneste ord.
Lars tog hendes hånd. Og i Signes hoved som en vågen drøm genlød ordene, hun så inderligt ønskede at høre. Ord, hun havde drømt om om natten, båret i sit hjerte og ladet give hende håb:
Efter den nat kunne jeg ikke glemme dig. Jeg forelskede mig i dig, Signe. Du er i mine tanker, i mit hjerte. Jeg ser dig overalt. Jeg elsker dig. Gift dig med mig. Vær min kone.
Men det var kun forestilling. Den virkelige Lars, der stod lige ved siden af, udtalte ingen af de ord. Hans stemme, da han endelig talte, var kold og uden følelse:
Selvfølgelig gifter vi os ikke, Signe. Det kan vi ikke. Noget sådant… sker aldrig.
Stilheden, der fulgte, gjorde mere ondt end de værste råb. Signe sænkede hovedet, pressede læberne sammen og rakte efter kufferten med næsten rituel langsomhed. Hendes tavshed sagde mere end alle tårer.
***
Christian stod lidt afsides og talte i telefon med Ole. Samtidig lænede Astrid sig op ad bilen og førte også en samtale, hendes stemme anspændt og øjnene fulgte nervøst hver af Christians bevægelser.
Mor, fortæl mig sandheden sagde hun i røret med uro. Christian taler hele tiden i telefon. Det er Freja, ikke? Det er hende, han kontakter?
Nej, skat. Freja var hos mig hele tiden. Jeg hørte ikke, at hun talte med nogen svarede moderen roligt i den anden ende.
Mor, hvis du bare prøver at berolige mig…
Ved Gud, jeg siger sandheden! Freja kørte med Anders til den nye italienske restaurant. Jeg foreslog det selv til dem.
Et snedigt smil bredte sig over Astrids ansigt, knap synligt men fuldt af tilfredshed. Hun lagde telefonen og antog straks sit mest strålende smil, som om intet var sket. Da Christian vendte tilbage til bilen, sagde hun glædeligt:
Skat, pludselig blev jeg sulten. Jeg har sådan lyst til spaghetti! Jeg har hørt, at ikke langt fra vores hus er der åbnet en ny italiensk restaurant. Måske kører vi derhen?
Christian så på hende overrasket.
Du sagde jo, at du undgår kulhydrater som pesten. At de er skadelige for dig.
Åh, skat, kroppen har nogle gange brug for at “lade op med kulhydrater”, vidste du ikke? lo hun let og strøg over maven. Desuden… da jeg bare nævnte “spaghetti”, bevægede barnet sig! Jeg tror, hun også har lyst til det.
Hun så ham lige i øjnene, som om hun udfordrede ham. Og i hendes smil lå mere end bare appetit det var et varsel om et spil, hun agtede at spille til ende.
***
Anders og Freja ankom til den elegante restaurant. De nåede ikke engang at træde ind, før en høflig tjener nærmede sig med et smil og bukkede for Anders.
Velkommen tilbage, hr. Anders. Deres yndlingsbord venter.
Freja løftede øjenbrynene, tydeligt overrasket.
Så det er ikke dit første besøg her?
Jeg kommer ofte med chefen svarede Anders afslappet, men hans blik gled til siden.
Jeg fik indtryk af, at det er dig, der er chefen her bemærkede hun med et let smil. Med sådan en velkomst…
Måske fordi det altid er mig, der efterlader drikkepenge. Chefen gider ikke beskæftige sig med den slags småting. Derfor er jeg her mere… værdsat.
De satte sig ved et intimt bord. Anders kastede et stjålent blik på Frejas hals. Halskæden på hendes dekolleté glimtede i lampelyset. Han måtte have den. I jakkelommen lå allerede en identisk kopi. Han skulle bare finde det rette øjeblik til at bytte.
Freja, vent… Din halskæde er gledet. Den falder snart.
Han rejste sig, gik bagfra og lagde forsigtigt hænderne på hendes skuldre for at nå låsen. Han prøvede at bevare roen, skønt hjertet bankede hurtigere.
I det samme øjeblik åbnede restaurantdørene sig, og Christian og Astrid trådte ind. Pigen smilede triumferende de kunne ikke komme i et bedre øjeblik. Christian stivnede på stedet. Synet af Anders, der stod så tæt på Freja og rørte ved hendes hals, vækkede en bølge af jalousi og vrede i ham.
Halskæden gled af og faldt til gulvet. Anders rakte allerede ud efter den, men Christian var hurtigere. Han samlede den op og klemte den i hånden.
Halskæden bliver hos mig sagde han skarpt uden at slippe Anders med blikket.
Hvad? Hvorfor? spurgte Freja overrasket og rejste sig fra stolen.
Christian rakte i lommen og trak et billede frem, som han tidligere havde taget fra Anders’ hus. Han lagde det på bordet foran Freja.
Fordi du havde ret sagde han roligt, men stemmen dirrede af spænding. Det er halskæden fra pigen, der dræbte Lotte.
Freja bøjede sig over fotografiet. Det viste en blondine, hvis ansigt var omhyggeligt skåret ud. Om halsen bar hun en identisk halskæde som den, Freja havde haft på.
Det… det er den samme! hviskede Freja chokeret. Men hvorfor har nogen skåret hendes ansigt ud?
Det ved jeg ikke svarede Christian og så hende lige i øjnene. Men jeg ved én ting: Denne kvinde var i bilen, da min søster døde. Og nogen vil for enhver pris skjule hendes identitet.
En stilhed lagde sig, der hvilede tungt over dem som en truende sky. Anders tav, men hans ansigt afslørede uro. Og Freja stirrede på billedet og prøvede at forstå, hvad hun netop var blevet trukket ind i.
***
Ida genvandt langsomt bevidstheden i hospitalsengen. I lyset fra lysstofrørene knibede hun øjnene sammen. En læge bøjede sig over hende, åbnede forsigtigt hendes øjenlåg og lyste med lommelygte i pupillerne.
Hvad hedder du, datter? spurgte han roligt, men med tydelig spænding i stemmen.
Ida så sig omkring. Hendes blik vandrede gennem salen, som om hun så den for første gang.
Jeg… ved det ikke svarede hun forvirret og åndede hurtigere. Hvor er jeg?
Hvilken dag har vi i dag? spurgte lægen.
Ida rynkede panden, lukkede øjnene, som om hun prøvede at huske noget vigtigt.
Tirsdag…? Nej, vent… måske søndag? Hun sad allerede oprejst. Åh Gud! Jeg skal på markedet! Min søster er sikkert kommet hjem fra skole og er sulten. Vær venlig, lad mig gå! Jeg skal nå det før mørket!
Hun rejste sig og prøvede at stå, men lægen og sygeplejersken holdt hende hurtigt fast og pressede hende tilbage i sengen med bestemt blidhed.
Ro på, du er i sikkerhed. Lægen prøvede at tale i mild tone. Fortæl mig, hvilket år har vi?
År? Ida prøvede at svare, men hendes ansigt forvred sig i smerte og panik. To tusind tyve? Nej… to tusind nitten? Gud, jeg husker ikke! greb hun sig om hovedet, tårer strømmede til hendes øjne. Jeg husker ingenting! Men jeg ved, at jeg skal tilbage til landsbyen. Jeg skal samle svampe. Mor og søster venter på mig… De er sultne. Lad mig gå, jeg beder dig!
Hendes stemme brast, og fortvivlelse flammede i hendes øjne. Lægen kastede et kort blik på sygeplejersken og sagde derefter stille:
Jeg kontakter professor Nielsen fra psykiatrisk afdeling. Vi må straks tage os af hendes tilstand.
Ja, doktor svarede sygeplejersken. Jeg giver hende et beroligende middel.
Kun forsigtigt tilføjede lægen og iagttog Ida med omsorg. Hun lader ikke som om. Hun er fortabt. Og meget bange.
