Ingen er god nok til min søn.
Inger Marie sad ved vinduet, omgivet af duften af kamillete og gamle medicinrester. Tankerne svømmede langt væk fra stuen i Valby, tilbage til dengang hun var ung, frisk og ville have mændene til at vende sig efter sig på Strandvejen. Dengang hun kunne sno enhver omkring sin lillefinger. I entreen lød den tunge, trætte lyd af en nøgle i låsen fulgt af sønnens skridt Esben kom hjem fra arbejde.
Han kiggede forsigtigt ind i stuen, blev stående et øjeblik lænet op ad dørkarmen. Hans usikre kropssprog kunne stadig irritere hende, selvom han for længst var voksen altid tvivlende, aldrig i stand til at sige noget ligeud, som en rigtig mand burde. Alt sammen, tænkte hun, kvindernes skyld.
Mor, begyndte Esben sagte, som om ordene var tunge at få ud, jeg skal tale med dig om noget.
Nu må du da sige det, barn, kom nu i sving! svarede Inger Marie og sendte ham et blik, der venligt, men undersøgende, gled over hans krøllede skjorte og den dyre frakke som hun vidste kostede to folkepensioner, men som han bar uden at bekymre sig.
Jo, ser du… Jeg har mødt en. Altså, det er alvor. Jeg vil gerne giftes.
Morens ansigt forvandlede sig langsomt, som kagedej der hæver i skålen; først forbavselse, derefter mistro, og til sidst en kølig, sarkastisk mine.
Vil giftes? gentog hun med overraskende blid stemme. Esben, min egen guldklump, er du blevet helt fjollet? Hvad skal du dog med det? Du skal lære noget, bygge en karriere, stå på egne ben! Hvem er du nu? Har du overhovedet fået dig en ordentlig stilling? Hvad tænker du på? Hvis du gifter dig, skal du bare slæbe rundt på børnepenge hele livet!
Esben rykkede på sig, som om han var blevet slået, men holdt mund kun kæben bevægede sig.
Mor, det her er anderledes. Vi har været sammen i over et år. Astrid hun er noget særligt.
Astrid? spurgte Inger Marie og rejste sig lidt frem, hendes blik blev omhyggeligt skarpt. Er det hende fra opgangen ved siden af, hende med fletningen? Eller hende, der ekspederer i banken? Jeg så hende godt hele vejen igennem, læbestift og kort nederdel. Er det den, eller er det en anden?
Nej, mor, det er ikke hende. Astrid arbejder på kontoret hos mig. Hun er stille og klog, begyndte Esben, stemmen fik mere styrke, hun læser bøger, hun laver mad, vi har det
Åh hold nu op! afbrød Inger Marie, slyngende hånden ud i luften med den vante myndighed, der fik Esben til at standse. Bøger og mad, jo jo jeg har set den type før. Først poesibøger, så søde blikke, og til sidst vupti! så står du der med en stak unger og uden lejlighed. Lad nu moren bestemme. Jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg ønsker dig kun det bedste, min dreng!
Mor, nu må du stoppe! Esben gik et skridt nærmere, og hans irritation kunne mærkes. Jeg er ikke nogen teenager længere, jeg vil gerne have familie, børn, et rigtigt liv!
Og det her, er det så forkert? Inger Marie rejste sig med dramatisk fornærmelse. Da Esben mødte morens blik, åbnedes den vante skyldfølelse som sort mos under hans fødder. Gør jeg ikke livet godt for dig? Jeg har slæbt dig igennem studiet, sørget for alt og nu siger du, det ikke er nok? Uden mig havde du vel sovet på bænken i Nørrebroparken!
Så begyndte hun at græde, højlydt og teatralsk som altid, tørklædet mod øjet. Esben gav sig alligevel, trådte hen og lagde hånden på hendes skulder.
Slap nu af, mor, det var ikke sådan ment…
Hvordan da?! Moren trak sig væk, og øjnene var tørre som altid. Hvad kan du overhovedet give hende? Hun keder sig snart med dig, Esben. Sådan nogle piger vil bare more sig, og du er for hjemmekær. Jeg har mødt mange af hendes slags ud og hygge med veninder, og til sidst står du tilbage.
Esben svarede ikke. Det var svaret Inger Marie helst ville have; så vidste hun, at hun stadig havde magten.
Og desuden, kom det hviskende, jeg har hørt, at hende Astrid vist ikke er så pæn i kanten. Noget med hendes fortid. Jeg siger ikke mere, men rygter opstår ikke uden grund.
Esben trak sig forskrækket, som om han var blevet ramt.
Hvad for noget? Hvilke rygter? spurgte han, forvirringen let at mærke.
Det må du selv finde ud af, Esben, jeg passer kun på dig, du ved det. Gør, hvad du vil, men lad så være at sige, jeg ikke advarede dig.
Hun vendte sig igen mod vinduet, og Esben blev stående i døråbningen, tvivlen langsomt voksende.
***
Årene gik. Og Esben fik aldrig undersøgt Astrids fortid. Han holdt bare op med at ringe, svarede ikke på hendes beskeder, og da hun en dag dukkede op, sagde han, “jeg har brug for tid. Det er ikke lige nu.” Astrid ventede først nogle uger, så gik hun videre, blev gift med en sælger fra Amager.
Siden var der Rikke sjov, rødhåret, fregnet, arbejdede på apoteket på hjørnet af Vigerslev Allé. Hun boede et par opgange længere henne. Efter knap et år begyndte Rikke så småt at tale om bryllup, men nu havde Inger Marie smagen for magten over Esbens liv hun så hurtigt muligheden for at sabotere også denne forbindelse.
Esben, har du lagt mærke til, hvordan hun kigger på dig? Med sådan et overbærende blik, som om du er en dreng. Og hendes far er, så vidt jeg ved, alkoholiker. Det går da i arv! Hvem skal tage sig af de børn, du får? Ikke mig, jeg holder mig for god til det.
Mor, du overdriver! mumlede Esben, men den gamle uro stak frem. Rikke er sød, og hendes far har været ædru i mange år nu.
Det siger hun, ja men hvad har hun ellers af planer? En apoteker? Du er jo ingeniør, Esben, du har bedre muligheder. Du fortjener én med mere klasse.
Da Rikke fandt ud af, at Esben på morens opfordring havde rodet i hendes private papirer, blev hun rasende, smækkede med døren og råbte, at Esben var en mors dreng uden mandighed, og at han og hans mor fortjente hinanden. Da Inger Marie kom ind fra køkkenet med sin fornærmede bryskhed hjalp det ikke. Rikke tog sin frakke og gik.
Så kom Mette ind i hans liv. Han var nu blevet 32. Mette var anderledes, moden og afbalanceret. Hun var ingeniør på samme fabrik, havde egen lejlighed på Frederiksberg, og så på Inger Marie uden at gøre sig underdanig men heller ikke trodsigt. Og det gjorde Inger Marie urolig.
Hvad ser du dog i hende? sagde hun en aften, hvor Esben kom hjem glad og afslappet. Hun er da ikke køn, og hun slår dig bare i hovedet med sin vilje. Hun bestemmer snart det hele!
Mor, det handler ikke om, hvordan hun ser ud. Hun er et godt menneske, og vi har det godt. Vi vil giftes snart.
Gifte jer? Udbrød Inger Marie og tabte næsten skeen. Skulle du ikke spørge din mor først? Esben, er du blevet helt glemsom? Kom, vi må snakke.
Samtalen blev lang og svær, fuld af tårer, råb og beskyldninger om utaknemmelighed “jeg har opfostret dig, og du bringer ‘en kedelig’ kvinde ind i mit hjem!” Esben forsøgte at holde fast, men Inger Maries vilje og helbredsmanøvre med hjertetabletter overrumplede ham igen.
Mette gad ikke diskutere, da brylluppet blev udskudt på ubestemt tid; hun så på Esben med resigneret medfølelse og sagde:
Du kaldte dig mand, Esben, men du tør jo ikke selv tage en beslutning. Sørg for at følge din mors vilje hele livet, så kan I sidde og passe på hinanden i al evighed!
Inger Marie lagde trøstende armen om sin søn bagefter.
Det var nok det bedste, Esben. Hun var ikke den rigtige. Det kommer noget bedre, yngre, kønnere. Kom, skal vi ikke tage et stykke hindbærsnitte og en kop kaffe?
***
Sin 40-års fødselsdag fejrede Esben med et bord dækket med marinerede sild, hønsesalat og små lune tærter. Der var kun to gæster: hans mor og storesøster, Birthe, som havde giftet sig i en ung alder, var blevet skilt og forsørgede sig selv og en søn på to deltidsjob. Hun skænkede Esben et blik med en blanding af medynk og misundelse.
Tillykke med de fyrre, Esben, toastede hun. Du har job, løn men ingen børn, ingen kone, intet familie. Sådan bliver det nok bare?
Birthe, nu kan du godt nok snart lade være, sagde Inger Marie advarende.
Hvorfor nu det? Birthe satte glasset hårdt i bordet og så direkte på deres mor. Har du nogensinde været tilfreds? Du har skræmt alle hans kærester væk nu sidder han alene, glad?
Skal jeg bebrejdes nu? Jeg har kun ville guide ham, Birthe! Han er voksen, han kunne have valgt selv. Er det min skyld, hvis han ikke kan tage sig sammen, måske?
Ja, hvem var det nu, der snakkede Astrid væk, og talte dårligt om Rikke og Mette? Det var dig, mor! sagde Birthe, råbende. Du kan ikke holde ud, hvis han finder en anden end dig! Esben, vågn dog op, er du ikke snart træt af at være fanget?
Ud, så! skreg Inger Marie, bleg af raseri. Forsvind straks, ellers bander jeg dig langt væk fra min dør!
Tak for ikke en skid, mor! råbte Birthe og forlod lejligheden. Esben sad tilbage, stirrende tomt foran sig, mens hans mor snøftende tørrede sine tørre øjne.
Kan du høre, hvordan hun snakker til sin mor, Esben? Mumlede Inger Marie. Har jeg fortjent det…?
Et eller andet stort og tungt voksede i Esben vrede, bitterhed og kærlighed blandet. Men han svarede ikke, som han aldrig havde gjort.
***
Der gik tre år mere. En aften, nu som 43-årig, sad Esben med mobilen og så på en reklame for en datingside. Hans mor blandede sig mindre nu måske træt, måske indså hun, at hun var gået for vidt. Han lavede en profil, valgte et gammelt foto fra sin egen ungdom, en tid hvor han stadig havde håb og var glad. Han overdrevede lidt på profilen, toppede karrieren, beskrev sig selv som eventyrlysten rejsende.
Allerede samme aften kom den første besked:
Hej, flotte fyr! skrev en kvinde ved navn Karoline, hendes billede viste en munter blondine med flot frisure. Hvor har du sidst været ude at rejse?
Thailand, svarede Esben (fordi det lød eksotisk). Snakken gled let, Karoline var københavnsk, klog og venlig. Hun beskrev sit liv, sin kærlighed til god vin og idéen om familie. Esben mærkede en gnist af håb glimte op.
Du er smuk, skrev han.
Og du er en lækker mand, svarede hun. Jeg tror næsten, jeg er ved at falde for dig.
De aftalte at mødes i en hyggelig café på Østerbro. Esben købte et nyt, klemmende jakkesæt og en buket røde roser, som nettet fortalte ham stod for passion.
Karoline ankom punktligt, stolt og velplejet. Hun så chokeret på Esben, som sad der nervøst med for stramt jakkesæt, svedig pande og blege hænder.
Esben? spurgte hun skeptisk.
Ja, det er mig og er du Karoline?
Et underligt tavst øjeblik gik. Karoline skævede til blomsterne og vinen og blev mere og mere skeptisk.
Hvor gammel er du egentlig? spurgte hun direkte.
Treogfyrre Hvorfor?
På billedet så du ud til at være halv så gammel, fnes hun. Lader du som om, du er en anden? Troede du virkelig, jeg ikke ville opdage det?
Karoline, jeg…
Du narrede mig, Esben! Sagde hun skarpt og rejste sig. Jeg troede, du mente det alvorligt. Du er bare endnu en midaldrende mand, der ikke kan stå ved sig selv!
Hun tog sin taske, forlod caféen, og Esben sad tilbage med roserne og regningen på det dyre vin. Da han betalte, gik det op for ham: han havde løjet, og var blevet fældet af sin egen selvfornægtelse.
***
Efter den aften sank Esben ned i modløshed. Hjemme kommenterede hans mor, forudsigelig som altid:
Hvad sagde jeg! De der sider er kun for folk, der vil have penge ikke kærlighed, Esben. Du skulle hellere finde dig en stabil en, sådan en som den nye bogholder i boligforeningen, enke, egen bil og lejlighed. Ikke sådan noget eventyr-noget.
Esben sagde ikke meget, han kiggede på sin mor, på hendes velnærede selvtilfredshed, og mærkede for første gang, at han virkelig ville væk.
Dagen efter pakkede han kufferten, foldede t-shirt, strømper og lidt opsparing sammen. For første gang i flere år mærkede han en tyngde løfte sig uden store følelser eller drama, men kun beslutning.
Hvor er du på vej hen? spurgte Inger Marie skarpt fra køkkenet.
Ud. Ud til sommerhuset, svarede Esben. Jeg har brug for tid til at tænke.
Vil du gå fra din mor? Hvad nu med mit blodtryk? Vil du overhovedet gøre det mod mig din egen mor? Vrælede hun og greb fat i hans kuffert.
Mor, slip. Jeg er bare træt nu. Træt af alt.
Af mig? Råbte hun, greb fat hårdere. Du er utaknemmelig, Esben! Jeg har gjort alt for dig!
Ja, måske er jeg utaknemmelig måske er jeg ikke blevet til noget, fordi jeg har lyttet for meget til dig, sagde Esben. Men nu skal det være slut.
Hvis du går, fortryder du det! råbte moren. Du kan ikke klare dig alene! Du er ingenting uden mig, hører du!
Esben lukkede døren bag sig uden at se tilbage.
***
På Hovedbanen afleverede han kofferten i opbevaringen, købte kaffe og stod på perronen i småregn og vidste ikke, om det blev Nykøbing eller bare stranden den aften.
Pludselig hørte han bag sig en kvindestemme:
Undskyld, ville du ikke hjælpe mig? Jeg kan næsten ikke bære alle de blomster alene
Esben vendte sig og så en kvinde midt i tredverne, lidt rundt i ansigtet, energisk, med favnen fuld af blomster og et smil uden forbehold.
Selvfølgelig, sagde han, og løftede et par af blomsterne. Hvorhen?
Bare rundt om hjørnet til bilen. Hold da op, du er en redning på en øv-dag! Jeg hedder Gitte, for resten. Og du?
Esben, smilte han, og kunne mærke varmen brede sig. Lige dér føltes det hele pludselig meningsfuldt.
Skal jeg ikke invitere dig på kaffe bagefter på en rigtig café, ikke bare automatkaffe? spurgte han forsigtigt.
Gitte så på ham, betragtede de lidt slidte hænder, det pæne men brugte regntøj, det venlige ansigt, og smilede:
Det lyder dejligt, sagde hun. Især hvis der følger kage med!
De satte blomsterne i bilen, og gik hånd i hånd mod caféen. Esben lod telefonen ringe mor ringede naturligvis hele tiden. Han besvarede ikke. Han ville for første gang selv bestemme. Kaffen var overraskende god, kagen endnu bedre, og for første gang i mange år, smilede Esben uden nogen grund, bare fordi han havde lyst.
