Gerda, har du sat vand over til te?
Gerda stod ved vinduet og fulgte en gråspurv hoppe rundt på gesimsen. Den lille grå fugl, med et sort nærmest utstyrsløst skjold på brystet, fandt et eller andet usynligt interessant, hakkede lidt, holdt inde og hakkede så igen. Gerda havde stirret på den i flere minutter, helt uden evne til at flytte blikket.
Gerda!
Lige om lidt, råbte hun ud i rummet.
Spurven forsvandt i et splitsekund.
Hun gik ud i køkkenet, satte elkedlen over, fandt en kop. Hans kop. Den store med Chefen på, som datteren engang havde købt i København som en joke. Joken var for længst gået død, men koppen levede videre.
Hvor bliver det af? sagde Poul, som vadede ind på sokker, iført slidte joggingbukser og en avis. Jeg spørger bare pænt om te, og du bliver væk.
Jeg stod ved vinduet.
Ved vinduet? Han så på hende, som om hun havde talt russisk. Hvorfor dog?
Der var en spurv.
Poul lagde avisen fra sig.
Gerda, er du okay?
Fint, sagde hun. Hun hældte kogende vand i koppen.
Han tog koppen, slentrede tilbage til sin lænestol og forsvandt i Jyllands-Posten. Gerda blev stående foran kedlen. Hun ville egentlig også have te. Men hun hældte ikke op til sig selv. Hun blev bare stående og gloede på dampen fra kedlen.
De var begge 58. Mødtes som 23-årige til julefrokost på Novo Nordisk, giftede sig som 25-årige, og nu havde Gerda sat vand over til te på kommando i 33 år.
Hun havde aldrig rigtig bemærket, hvornår det begyndte. Måske var det aldrig begyndt det havde bare altid været sådan.
Hendes veninde Lisbeth sagde det til hende for nogle år siden, hjemme hos Lisbeth, hvor de sad og plastikkrussede sig igennem to flasker rødvin, fordi vinglassene var røget under flytningen.
Lytter du til dig selv, Gerda? Du siger hele tiden han vil gerne, han kan lide, han synes, det er nemmest. Hvad med dig? Hvad vil du?
Jeg vil bare have, at vi har det godt.
Det er ikke et ønske. Det er en funktion.
Gerda blev knotten. Sagde, at Lisbeth bare var jaloux over at være alene. Lisbeth blev ikke fornærmet hun skænkede bare mere vin.
Nu stod Gerda og tænkte på det ord. Funktion. Som x og y i matematik. Gerda afhænger af Poul.
Hun lavede til sidst te til sig selv, satte sig ved bordet, åbnede mobilen og fandt gamle beskeder fra Lisbeth. Den sidste var tre uger gammel: Lever du? Gerda havde svaret med en smiley. Lisbeth sendte straks en med løftet øjenbryn tilbage.
Nu skrev hun: Jeg lever. Længe siden.
Lisbeth svarede med det samme, som om hun bare havde ventet. Kom forbi lørdag. Jeg bager kage.
Lørdag ville Poul eller have frikadeller.
Gerda skrev bare: Jeg kommer.
Hun lagde telefonen væk. Drak sin te færdig. Rejste sig. Gik i gang med at tø kylling op til suppe.
Lisbeth boede ti minutters gang væk, i en ældre opgang med håndslidte trægelændere. Gerda havde gået op ad dem, siden hun var 25, og kendte hver splint. Hun ringede på halv tre, med et glas hjemmelavet stikkelsbærmarmelade under armen.
Nåh, sagde Lisbeth, da døren gik op. Har du klippet dig?
For tre måneder siden.
Nå, men det klæder dig.
Inde i køkkenet duftede der af æblekage, kardemomme og noget trygt, man altid fandt hjemme hos Lisbeth, om hun så var i sorg eller glæde. Lisbeth havde været gift to gange, flyttet fire, begravet begge sine forældre inden for et år, og alligevel duftede hendes hjem altid af det skal nok gå.
Nå? Fortæl, sagde Lisbeth og skar kage.
Der er intet at fortælle.
Alt, Gerda. Kom nu.
Gerda tog en bid brændende varm kage, mærkede noget sammensnurre sig i halsen ikke på grund af smagen, men noget andet.
Poul spurgte i går, hvor fjernbetjeningen var. Den lå på armlænet. Jeg gik hen, rakte ham den.
Og?
Det var det. Han skiftede kanal, jeg gik ud og strøg skjorter.
Lisbeth så på hende.
Gerda.
Jeg ved, hvad du vil sige.
Nej, det gør du ikke. Jeg vil spørge: Hvordan havde du det selv i det øjeblik?
Gerda tav. Hun havde aldrig tænkt over det. Hun gjorde det bare. Rejste sig, fandt det, afleverede det, gik videre.
Ingenting, sagde hun til sidst. Jeg følte ingenting.
Det er dét, der er problemet, sagde Lisbeth sagte. Ikke at du giver ham fjernbetjeningen. Men at du føler ingenting.
De sad lidt. Udenfor sad en musvit i Lisbeths gamle pæretræ, gyngede på en gren.
Du har en musvit, sagde Gerda.
Hun kommer hver lørdag. Jeg kalder hende for Kirsten.
Giver du virkelig fugle navne?
Jeg giver alt, som betyder noget, et navn.
Gerda betragtede musvitten. Så på Lisbeth. Så igen ud.
Jeg er 58, Lisbeth.
Det ved jeg. Jeg er det samme.
Det er altså ikke den alder, hvor man ændrer noget.
Lisbeth skænkede te. Skubbede en god, klassisk kop mod Gerda porcelæn med blå blomster, ingen fjollede slogans. Gerda holdt om den med begge hænder.
Ved du, hvad jeg tænker? sagde Lisbeth. Det er netop den alder. For før tror du, du har tid nok. Pludselig ved du, det ikke passer.
Gerda gik langsomt hjem. Det var oktober i Roskilde; bløde blade overalt, det knasede som et tæppe. Hun tænkte på, hvornår hun sidst bare havde gået uden poser, uden et ærinde, uden tanker om at skynde sig hjem for at gøre maden klar.
Poul arbejder i et autoværksted, ikke med hænderne længere, nu bare som administrator. Han trådte ind ad døren ved halv syv, satte sig, tændte tv og ventede på aftensmad. Det var ikke et krav. Det var bare så selvfølgeligt.
Da hun kom hjem, kiggede han op fra tvet.
Hvor har du været?
Hos Lisbeth.
Hvor er min frikadellesuppe?
Gerda blev stående i entreen.
Den lavede jeg ikke. Jeg var hos veninden.
Hvad skal jeg så spise?
Hun så på ham. Hans ansigt, som hun havde kendt i 33 år. Rynkerne omkring øjnene, som bare blev dybere. De hænder, der lå på armlænene som en direktør på hjemmekontor.
Der er rester af frikadeller fra i går og rugbrød, sagde hun.
Hun skiftede sko, lagde sig i soveværelset med en bog.
Poul dukkede op med en tallerken ti minutter senere.
De er kolde.
Mikrovnen virker.
Han holdt blikket på hende lidt, men hun løftede ikke øjnene fra bogen.
Han forsvandt ud. Hun hørte døren til mikroovnen, lidt brummen, så stille.
Hun læste. Det var en roman om en kvinde, der havde åbnet keramikværksted som 50-årig. Gerda havde købt den for et halvt år siden, men aldrig givet sig tid til at åbne; altid var der noget andet at lave.
Nu læste hun og forstod slet ikke, hvordan romanens hovedperson bare vidste, hvad hun ville. Lave keramik, sådan helt banalt. Gerda vidste ikke, hvad hun ville. Om hun overhovedet ville noget som helst ud over bare, at alt fungerer.
Hun hed Gerda Andersen, født Johansen. Vokset op i en lille by, flyttede til Roskilde for at læse til bogholder, blev, fordi hun blev gift. Arbejdede i regnskab i en entreprenørvirksomhed i 20 år, indtil den lukkede, så blev hun håndarbejdslærer på en folkeskole. Poul syntes, det ikke kunne betale sig at rejse tværs over byen for små penge; hun fik halv tid i et lille kontor nær hjemmet. Nu arbejdede hun ikke længere hun var på pension.
Hun havde troet, pension ville give ro. Frihed. Mere tid til sig selv.
Det blev bare mere tid til det samme: lave mad, gøre rent, handle ind, stryge skjorter, lave te.
Søndag morgen vågnede hun kl. seks, som altid. Poul sov. Hun lå og stirrede op i loftet. Loftet var det samme, de havde malet det i 1997, ikke siden. Ridsen over vinduet var blevet længere. Det var det.
Hun stod op, klædte sig på, tog jakke og gik ud.
Søndag kl. seks var byen næsten tom. En kommunalarbejder fejede blade. En kat traskede målrettet langs hækken. Gerda gik mod parken bare fordi det var hendes vane.
Parken var våd og kold, bænkene blanke efter regn. Hun satte sig på en og tørrede ryglænet af med hånden. Og sad bare.
Hun tænkte på Lisbeth. Du giver alt et navn, som betyder noget. Gerda gav ikke noget et navn, for intet var kun hendes.
Lejligheden var deres i fællesskab. Kaffeservicet havde hun ikke fået købt, Poul havde sagt: Det gamle virker jo. Svømmehalskortet, hun fik i fødselsdagsgave, blev kun brugt tre gange for det var ikke praktisk, når Poul havde fri.
Hun sad i parken og følte, hun var forsvundet. Ikke på én gang, men lidt ad gangen. Gav en bid til hver suppe, til hver skjorte, til hver hvor har du været, til hvad skal jeg nu spise.
En kvinde stoppede op med sin hund. En lille rødbrun gravhund så op på Gerda, professionelt nysgerrig.
Den bider vel ikke? spurgte Gerda.
Nej nej, hun elsker alle, smilede kvinden. Lufter du dig selv?
Ja, bare sådan.
God idé, sagde kvinden. Jeg gik altid med Mads i mange år, men nu er det bare mig og Molly. Mads er død for længe siden, men jeg går stadig.
Hun sagde det uden dramatik. Gerda betragtede hendes rolige, lidt muntre ansigt.
Savner du?
Mads? Hun tænkte sig om. Ja, men jeg savner også bare mig selv. I de sidste tre år passede jeg mest ham og mistede mig selv. Efter han døde, anede jeg ikke, hvem jeg selv var. Spiste underligt, gik underligt. Så fik jeg Molly og begyndte forfra.
Molly snusede til Gerdas sko og tøffede videre.
Hvor gammel er du egentlig? spurgte Gerda.
63. Hvorfor?
Ingen grund. Bare nysgerrighed.
Kvinden smilede og forsvandt.
Da hun kom hjem, sad Poul allerede i køkkenet, med et himmelvendt ansigt.
Hvor var du henne?
I parken.
I parken. Klokken otte om morgenen?
Ja.
Og hvad kan man lave der så tidligt?
Sidde, sagde Gerda. Og tænke.
Han kiggede ned på bordet. Hun forstod, han forventede morgenmad.
Hun tændte kedlen, fandt æg, stegte et spejlæg og lagde rugbrød til. Satte det foran ham.
Han spiste under tavshed. Hun sad med sin te og kiggede lige på ham.
Poul?
Mhm?
Husker du egentlig, hvorfor vi blev gift?
Han løftede hovedet og så overrasket ud.
Hvorfor spørger du?
Bare sådan. Hvorfor?
Jamen vi kunne jo godt lide hinanden.
Ja, og nu?
Han lagde bestikket.
Gerda, hvad skal det her til for?
Jeg spørger bare.
Jamen, nu vi lever jo sammen. Familie.
Familie, gentog hun, og tav.
Han spiste færdig, stillede tallerkenen i vasken og gik. Hun så på brødet, han havde efterladt.
Mandag ringede hun til svømmehallen og fornyede sit kort. Onsdag og fredag, besluttede hun.
Onsdag pakkede hun tasken og sagde til Poul i døråbningen:
Jeg skal i svømmehallen. Aftensmaden står klar, du må varme den selv.
Han kiggede over brillerne.
Svømmehal?
Delfinen.
Det er jo langt?
Tyve minutter med bus.
Hvorfor nu det?
Hun tog jakken på.
Jeg vil bare svømme.
Han sagde intet. Hun gik.
Bussen var halvtom; et ældre ægtepar, en dame med barn. Gerda stirrede ud over et efterårskoldt Roskilde; de gule træer, kaffebarer med sjove navne, folk på vej til deres ting.
Hun opdagede, hun faktisk hyggede sig på bussen.
Svømmehallen hed Delfinen, men der var ingen delfiner, kun blå baner og klorlugt. Hun skiftede, gik i vandet og svømmede, langsomt. Hun tænkte ikke på noget særligt. Bare at hun svømmede.
Da hun gik op, var hun træt på en ny måde. Ikke træt af andres forventninger, men fysisk rar træt.
På vejen hjem gik hun ind og drak en kaffe alene. Bare fordi. Ved vinduet, med udsigt. Tjeneren satte et lille stykke småkage ved. Gerda spiste det, tænkte, at dét måske var livet. Bare kaffe. Småkage. Vindue.
Hjemme sad Poul i lænestolen med sin tomme tallerken.
Fik du det varmet? spurgte hun.
Ja. Alt for salt.
Gerda svarede ikke. Gik bare ind på badeværelset, klædte om, satte sig med bogen.
En uge senere gik hun til Lisbeth igen. Fortalte om parken, svømmehallen, kaffen.
Godt, sagde Lisbeth. Hvad så mere?
Mere?
Hvad har du ellers lyst til?
Gerda tænkte.
Jeg kunne tænke mig at lære noget nyt. Måske at male. Jeg tegnede som barn.
Så må du jo gøre det.
Hvor?
Der er kurser, studios, alt muligt. Se på nettet.
I min alder, begyndte Gerda.
Nej, afbryd Lisbeth. Drop i min alder-undskyldningen.
Gerda lukkede munden.
Okay.
Hun opdagede et malestudie tilfældigt. Akvarel for voksne, stod der. Hun gik ind, spurgte forsigtigt. Undervisning tirsdage og torsdage, forskellige aldre. Læreren, Anne Grethe, omkring tres, med sølvsmykker og en hurtig latter.
Har du malet før?
Som barn. For førti år siden.
Perfekt. Kom næste tirsdag.
Gerda kom. Syv kursister mest kvinder på hendes alder, en enkelt mand og en studerende.
Anne Grethe satte et æble foran dem. Se, sagde hun.
De gloede fem minutter. Så gik de i gang. Gerdas æble mindede mest om en bagekartoffel, men det var lige meget. Hun nød det.
Du har fornemmelse for rum, sagde Anne Grethe. Det er det vigtigste. Resten kommer.
Gerda cyklede hjem gennem regnen med et stykke akvarel under armen.
Poul så nyheder.
Hvor var du?
Til maling.
Han kiggede overrasket op.
Til hvad?
Akvarel. Jeg malede et æble.
Han gloede. Så på papiret.
Er det et æble?
Begyndelsen til et æble, sagde Gerda og gik ud for at sætte te over.
Senere ringede hun til datteren. Datteren, Stine, boede i København, arbejdede som projektleder i medicinalbranchen og havde to børn. De ringede hver søndag.
Mor, hvad tirsdag? Jeg missede dit opkald.
Ikke noget. Ville bare fortælle, jeg har meldt mig til malekursus. Akvarel.
Pause.
Du maler?
To gange om ugen.
Fedt, sagde Stine, og noget mærkeligt sneg sig ind i stemmen ikke overraskelse, ikke helt glæde, men noget. Ved far det?
Ja. Han spurgte, om det på mit billede virkelig var et æble.
Stine grinede.
Så typisk. Mor, har du det godt?
Bedre end før, sagde Gerda.
Godt. Ungerne skriger i baggrunden vi snakkes!
Gerda lagde røret. Hang billedet af sit æble op med en magnet på køleskabet, ved siden af turistmagneten fra Skagen.
Poul kom ud for at hente vand, så på billedet, rystede på hovedet, men sagde ikke mere.
November blev fugtig og bidsk. Gerda gik i svømmehallen, til akvarel og til Lisbeth, lavede mad, læste mere end hun havde gjort de sidste tyve år.
En dag i studiet satte Ninna sig ved siden af hende. Ninna var 61, tidligere geografilærer, nu pensionist. Mørkerødt farvet hår, lettere klattet, men hun bar det godt.
Har du malet længe? spurgte Ninna.
Tre måneder.
Det kan man se, du rykker hurtigt. Jeg har brugt et halvt år og mine streger er stadig skæve.
Anne Grethe siger, det ikke handler om stregerne.
Anne Grethe er lidt en filosof. Hun sagde engang, at det vigtige ikke er at male men at se.
Gerda tænkte lidt.
Det tror jeg også gælder livet.
Det hele gælder livet, sagde Ninna. Er du gift?
33 år.
Hold da op. Jeg har været skilt to gange. Nu bor jeg bare med min kat Viggo og trives.
Du savner ikke nogen?
Jo, nogle gange. Men ikke det, der var. Den første drak. Den anden snakkede kun til mig, hvis han absolut SKULLE. Lidt ligesom at have en opvaskemaskine trykker på en knap og får det forventede resultat.
Gerda så på hende.
Netop.
For øvrigt, dit træ ser levende ud. Se, stammen ånder.
Gerda kiggede. Hun vidste ikke hvorfor men træet så faktisk ud, som om det trak vejret.
I november ændrede stemningen sig lidt med Poul. Småt men sikkert.
Han vænnede sig til, hun var væk tre gange om ugen. Blev bedre til at varme mad selv. En dag var der kogte kartofler klar, da hun kom hjem uden at hun havde spurgt.
Har du kogt kartofler?
Ja. Blev sulten.
Godt.
Det føltes mærkeligt. Ikke dårligt; bare nyt.
En aften sad de begge med te. TVet stod af det var helt stille.
Gerda, sagde han pludselig.
Ja?
Du er blevet anderledes.
Hun så på ham.
Godt eller skidt?
Han tænkte.
Jeg ved det ikke. Du er bare ikke som før.
Nej, sagde hun. Det er jeg heller ikke vant til. Men det er godt nok.
Han tav lidt. Så:
Viser du ikke dine billeder?
Hun blev overrasket. Hentede mappen. Han bladrede langsomt. Stoppede op.
Hvad er det?
Kande. Vi skulle lære at se lys og skygge.
Og her?
Min hånd.
Han kiggede længe.
Ligner.
Tak.
Du kan faktisk noget, sagde han uden at gøre det til en stor ting.
Hun blev varm indeni. Ikke den varme, man får, når nogen siger godt klaret min pige, men ro.
Det ved jeg, sagde hun.
December blev isnende kold. Gerda købte nye vinterstøvler dyre, blå og foret. Poul så på bonen. Dyre. Men varme, svarede hun. Slut diskussion.
På studiet malede de vinterlandskaber. Anne Grethe stillede gamle sort-hvide fotos frem.
Vinter mangler ikke farver. Farverne er bare stille. Led efter dem.
Gerda kiggede på sort-hvidt foto, fandt lyseblå i skyggerne, rosa mod horisonten, svagt gult i birkestammerne.
Ved siden af sad Ninna og sukkede.
Alt mit bliver gråt, hvæsede hun.
Se på skyggerne! De er ikke grå, hviskede Gerda igen.
Ninna kiggede. Tog blå på penslen og ramte skyggen.
Nååå, sagde hun.
Ja, sagde Gerda.
Efter timen drak de kaffe sammen i caféen. Ninna fortalte om sin datter fra Randers, som gerne ville have hende til at flytte.
Gør du det?
Aner det ikke, er lidt bange. Alt er fremmed. Men her har jeg dig, studiet og Viggo.
Viggo!
Ja, stor, orange og meget værdig. Vi hygger os.
Lisbeth, min veninde, giver fuglene navne. Musvitten hedder Kirsten.
Klogt! Alt der er vigtigt, skal have et navn.
Gerda kiggede ud. En rødhåret kvinde pilede forbi med løsthængende frakke.
Fortryder du dine skilsmisser?
Ninna rørte i kaffen.
Jeg fortryder mest de spildte år. Men ikke selve beslutningen. Jeg vågnede op en dag og indså, jeg aldrig længere tænkte på noget som bare var mit. Ikke hans humør, hans mad. Mit eget. Da vidste jeg; jeg var væk.
Gerda lyttede.
Hvad gjorde du?
Ingenting først. Så forsøgte jeg at snakke med ham. Han sagde du overdriver. Hvis man ikke bliver set, findes man ikke. Så jeg gik.
Der blev stille. Så rejste Ninna sig:
Nå, men nu har jeg Viggo og akvarel. Ikke værst.
De gik ud i kulden, det første, genert dryssede sne. Gerda så op, mærkede en snefnug smelte på kinden.
Hjemme sad Poul og grinede i telefon med nogen. Da hun kom ind, vinkede han, uden at afbryde samtalen. Hun satte vand over. Kiggede ud ad vinduet.
Udenfor var det mørkt, sneen dansede i lyskeglen fra gadelygten. Smukt.
Hun snuppede et billede og skiftede straks til ny baggrund på mobilen. Tidligere stod et familieportræt fra Stines bryllup. Nu var baggrunden sne, gadelygte hendes egen.
I januar lavede hun en akvarel, der virkelig lykkedes. Udsigten fra deres vindue, gadelampe og sne. Anne Grethe stirrede længe.
Der. Det dér er din stemme.
Hvad mener du?
Billeder får personlighed ligesom stemmer. Teknik kan læres, men man skal have sin egen stemme. Din er her.
Gerda så på billedet.
Jeg malede bare det, jeg så.
Nemlig! Noget, der VAR dit.
Det hang hun ved siden af æblet på køleskabet.
En morgen stod Poul længe foran køleskabet og betragtede billederne. Hun så ham.
Hvad?
Jeg kigger. De er gode.
Tak.
Har du altid kunnet det?
Måske. Jeg gjorde det bare aldrig.
Han nikkede. Fandt ost frem.
Poul?
Mhm?
Jeg vil gerne til Skagen til sommer. Alene. Eller med Ninna. Bare én uge.
Han vendte sig halvt med osten.
Alene?
Ja. Eller med Ninna. Men bare have ro.
Han tænkte. Hun ventede.
Har du penge?
Jeg har pension, har sparet lidt op.
Nå. Jamen, hvis du har lyst…
Det var ikke ej, hvor dejligt, skat. Men… noget.
Hun skrev til Ninna: Har du lyst til Skagen i juli? En uge?
Ninna svarede straks: Viggo passes! Hvornår?!
Februar blev lang. Gerda gik i svømmehallen, til akvarel, til Lisbeth. En aften købte hun to teaterbilletter til Sigurd Barrett og inviterede Ninna. Poul gad ikke, sagde gid det. Teateroplevelsen var god, måske lidt langtrukken, men god. Gerda blev ramt af, hun ikke havde været i teater i 15 år.
Efter forestillingen sad de over kaffe.
Nå, hvad synes du? spurgte Ninna.
Jeg tænkte meget på Irene.
Til Køben, til Køben?
Ja. Hun ventede hele tiden, at livet startede. Men livet gik bare forbi.
Det er det, siger hun. Livet siver ud mellem fingrene.
Lige præcis.
Har du besluttet dig for noget?
Gerda nød kaffen.
Jeg har bare… begyndt at leve. Ikke stort. Bare lidt. Mere mit.
Det tæller. Poul forstår han det?
Jeg har prøvet at sige det. Han siger, du er blevet anderledes. Jeg svarer: Det vender du dig måske til.
Og?
Han siger ingenting. Men han laver kartofler selv nu.
Ninna lo.
Se, det er da fremskridt!
Er du egentlig lykkelig, Ninna?
Hun tænkte længe.
Jeg ved ikke, om jeg forstår ordet. Hvis lykke er, at alt er perfekt, så nej. Men hvis det er at eksistere helt, så ja, tror jeg.
Gerda nikkede.
Godt svar.
Spørger du, fordi du overvejer at forlade ham?
Gerda kiggede ud i mørket.
Jeg ved det ikke. 33 år. Han er ikke en dårlig mand. Han ser mig bare ikke. Jeg ved ikke, om det kan ændres. Kan man overhovedet lære nogen at se en, hvis de altid har set én som funktion?
Nogle gange, sagde Ninna. Nogle gange ikke.
Ja. Præcis.
I marts besøgte Stine med børnene. To dages støj og kaos. Poul vågnede, legede, grinede. Gerda betragtede ham: Der er jo noget liv. Det tændes bare sjældent.
Første aften efter børnebørnenes sengetid sad de fire voksne med te.
Mor, hvordan har du det? spurgte Stine. Du ser glad ud.
Det er malingen, sagde Gerda.
Vis mig!
Gerda fremdrog mappen. Stine bladrede, studerede.
Mor, det er virkelig flot. Helt rigtigt flot.
Anne Grethe siger, jeg har min egen stemme.
Stemme? undrede Stines mand, Mikkel.
Ja som skrift, men på papir.
Tænk, jeg troede aldrig det var personligt.
Alt er personligt, sagde Gerda. Hvis man gør det for alvor.
Poul tav, stirrede ned i sin kop. Så op:
Hun har altid kunnet. Hun tegnede engang, før vi fik børn.
Gerda stirrede. Han havde vidst det. Hele tiden. Men aldrig spurgt: Du kan jo hvorfor gør du det ikke? Ikke én gang.
Hun sagde intet. Lukkede mappen.
Efter Stines afgang var huset stille igen. Poul gik til sit fjernsyn og sin avis.
Midt i marts kom Gerda hjem fra studie, hængte jakken, gik i køkkenet. Der lå en seddel. Poul skrev aldrig sedler, råbte bare.
Er taget til Lars på sommerhus. Kommer onsdag. Har lavet suppe, den står i køleskabet.
Hun blinkede. Han havde selv lavet suppe.
Hun åbnede køleskabet. En gryde. Hun varmede lidt op, satte sig.
Suppen var for salt. Hun spiste alligevel. Der var noget særligt i den. Ikke smagen. Bare noget.
De næste to dage gik hun alene. Svømmede, malede, lavede mad til sig selv, gik længe i bad, læste bog til midnat. Drak kaffe længe om morgenen med udsigt.
Da han vendte hjem, mærkede hun, hun havde vænnet sig til aleneheden. Det var lidt skævt at opdage.
April kom med en overraskelse. Anne Grethe inviterede Gerda til en lille elevudstilling i kulturhuset. Fire vægge, tyve billeder fra elevene.
Mig? sagde Gerda.
Ja. Du har noget på hjerte.
Jeg har jo kun malet et halvt år?
Dine ting lever. Resten er ligegyldigt.
Gerda tænkte i tre dage. Sagde ja.
Hun valgte fem værker: Gadelampen. Hånden. Træet med ånder. Kanden med modlys. Den seneste: en kaffekop, åben bog og sne udenfor.
Udstillingen åbnede sidste fredag i april. Studievennerne, Lisbeth, Ninna endda Stine sendte et videoklip. Poul dukkede også op.
Han så rodet ud, forlegen, lod sig fare vild mellem gæster og billeder. Han stoppede foran hendes gadelampe.
Det er jo vores vindue, sagde han.
Ja.
Jeg havde aldrig tænkt på, man kunne male DET.
Det havde jeg.
Han så på hende.
Gerda?
Ja?
Jeg ved, jeg har misset noget. Jeg ved ikke hvad. Men noget vigtigt.
Hun så på ham.
Ja, sagde hun sagte.
Jeg er ikke god til at snakke om sådan noget.
Det ved jeg.
Nå.
De stod stille sammen foran lampen. Ikke noget stort.
Så trak Lisbeth hende væk for at hilse på kulturhuschefen med planer for næste udstilling.
I maj købte Gerda og Ninna togbilletter til Skagen. Uge 27. Billigt hotel, to værelser ved siden af hinanden.
Hun sagde det til Poul den mandag aften:
Har købt billet. Rejser med Ninna i juli. Otte dage.
Han stirrede over brillen.
Otte?
Otte.
Lang tid.
Ikke rigtigt.
Pause.
Okay. Gætter på, jeg også flytter ud til Lars i den tid.
Gør du det.
Pas nu på dig selv. Solen, det hele.
Jeg svømmer jo. Har trænet et halvt år.
Jaja.
Hun gik ud, kom tilbage.
Poul?
Ja?
Jeg vil spørge dig om noget. Ærligt.
Han lagde avisen.
Spørg.
Kan du overhovedet se mig? Altså, virkelig mig. Ikke suppen, ikke teen, ikke frikadellerne. Mig.
Han tav længe. Hun ventede.
Jeg forstår ikke spørgsmålet, sagde han.
Nej, sagde hun. Det er dét, der er pointen.
Hun gik ud og lavede sig en kop te. I SIN egen kop med blå mønstre, som hun havde købt i februar. En god kop.
Juli blev hed. På afrejsedagen pakkede hun en lille kuffert og akvarelkittet. Og de nye pensler.
Poul fulgte hende til taxaen.
Ring, hvis noget, sagde han.
Det gør jeg.
Husk solcremen.
Det har jeg.
Ja.
Taxaen kørte op. Hun satte kufferten ind. Vendte sig.
Han stod dér, i sine joggingsbukser, lidt fortabt. Stor, aldrende, ikke vant til at hun tog af sted.
Poul?
Ja?
Hvis du vil ændre noget mellem os, må du lære at tale om det. Rigtigt tale. Jeg er klar men jeg kan ikke gøre det for os begge.
Han så på hende.
Kommer du tilbage? spurgte han.
Jeg tager til Skagen i otte dage, sagde hun.
Taxachaufføren dyt blev som minde doven. Hun satte sig.
Han blev stående ved opgangen.
Taxaen kørte. Gerda så ham blive mindre og mindre i sidespejlet til sidst bare en prik, så væk.
Hun lænede sig tilbage.
Roskilde, hendes by, passerede forbi udenfor. Træer, barer, fortove, alt det kendte. Solen hamrede mod vinduet.
Hun tog sin mobil. Skrev til Ninna: På vej. Hvor er du?
Ninna svarede straks: På stationen! Viggo afleveret, hylede. Venter!
Gerda smilede.
Så åbnede hun en ny fane: akvarelkursus online voksne. Bare for at tjekke. Lukkede igen. Åbnede en gang til.
Om fire timer rullede toget ind mod Skagen. Hun ville sidde ved vinduet og følge landskabet: fladt, så bakker, så havet som blå streg mod himlen.
Hun tog blokken frem og begyndte at tegne det, hun så.
Ikke det, man skulle. Ikke det, der var pænt. Men det, hun faktisk så.
Ninna ventede på perronen lille, rød, rygsæk på ryggen.
Ja, er du klar? sagde Ninna.
Klart, sagde Gerda. Og de gik mod toget.
Mærkeligt Gerda vidste ikke, om hun vendte tilbage til Poul sådan rigtigt. Men hun vendte i hvert fald hjem til sig selv. Og det ville hun ikke give fra sig igen.
Perronen summede med liv og latter. Nogen solgte is. Barn skreg. Det duftede af sommer, metal, eventyr.
Hun gik og mærkede for første gang længe, at jorden under hende var solid.
Bare solid. Hendes.
Toget startede blidt, umærkeligt, sådan som det kun gør, når man faktisk er på vej, ikke bare sætter sig et andet sted.
Udenfor forsvandt perronen, tage, by, så marker.
Ninna blundede bag ved glasset.
Gerda åbnede blokken. Tog blyant frem.
Uden for røg Jylland forbi; flad, endeløs, brændt af solen.
Hun begyndte at tegne.
Horisonten, lige som en tanke.
Himlen lidt mørkere i kanten.
Vejen, der forsvandt i det fjerne.
Der var ingen mennesker på billedet.
Kun plads.
Hvad tegner du? lød det søvnigt fra Ninna uden at åbne øjnene.
Horisonten.
Er det flot?
Gerda så på papiret.
Det ved jeg ikke endnu. Men det begynder at ligne.
Ninna mumlede og blundede videre.
Toget fortsatte mod nord.
Gerda tegnede.
