Ingrid Fjeld havde tilbragt hele sit liv som folkeskolelærer, men nu var hun tvunget til at sælge grøntsager på Aarhus torv, fordi hendes lille pension knap nok dækkede regningerne. Svigersønnen havde flyttet sin nye hustru ind i lejligheden, og datteren Freja kom tilbage til moren med sit lille barn, Liva. Ingrid gjorde, hvad hun kunne, for at hjælpe dem.
Mor, jeg føler mig så utilpas ved siden af dig. Du står hele dagen på marken, på torvet sagde Freja. Du burde hvile dig lidt.
Ingen grund til bekymring, min pige. Så længe jeg har kræfter, hjælper jeg dig med barnebarnet. I har jo også ryddet ud i halvdelen af haven på et par dage! Jeg klarer mig ikke alene svarede Ingrid. Men Leas nye sko skal has til skole. Hun kan da ikke gå i de gamle på første skoledag, vel?
Så levede de, støttende hinanden, i håbet om at deres lille gade én dag skulle fyldes med fest. Hvis kun Freja kunne gå på hovedet i stedet for at knække sig selv, ville hun ikke være så træt.
En morgen gik Ingrid af sted for at sælge. Hun havde et godt sted, kundestrømmen var massiv det lagde de andre sælgere mærke til, især hendes gamle bekendte fra læreråret, Kirsten. Kirsten krævede straks Ingrids plads.
Hvorfor har du sovet så længe? Undskyld, men jeg har allerede taget din plads. Jeg har brug for en time på at samle mig, og en anden til at pakke ud, så du må i dag finde et alternativ erklærede Kirsten.
Ingrid løftede ikke stemmen. Det var ikke i hendes natur at skændes. Hun placerede sin bod lidt længere væk, spredte udstillingen. En nabo stod ved siden af.
Hvordan går det med din svoger? Er han kommet hjem? spurgte Birgit.
Nei, han er stadig væk, sukkede Ingrid. Han har fundet sit eget liv.
De unge vil ikke have familie og børn lige nu. De vil bare leve for sig selv. Min egen mand er stadig ubrygt, han løber rundt i bjergene fortsatte Birgit.
Samtalen gled ubemærket forbi, indtil en ung mand i mærkeligt tøj dukkede op efter frokostpausen.
Har du siddet stille? udbrød Kirsten, og alle sælgere kiggede forskrækket på den ankomne.
Manden gik direkte til Ingrids bod, tjekkede sine lommer og spurgte:
Tante, jeg har slet ingen penge. Må jeg låne et par æbler?
Tag bare, hvad du har brug for, svarede hun og smuttede med skulderen. Hvorfor har en så ung mand så lidt penge?
Jeg må tage hjem fra steder, der ikke er så langt væk. Frygt ikke, jeg er ingen kriminel. Jeg har bare været på den forkerte side af loven, så jeg endte i fængsel, sagde han.
Kan din familie ikke hjælpe? Hvorfor må du selv klare vejen hjem?
De kan, men jeg er for flov til at ringe. Jeg ville overraskes med et besøg.
Hvor langt er det? spurgte hun nysgerrigt.
Til Odense.
Det er en lang tur!
Den tidligere indsat gik så videre. Ved torvet lå stationen. Ingrid så ham tale med en buschauffør, hvorefter han vendte sig mod hende.
Tante, kan du låne mig lidt? Ellers ser jeg aldrig min egen dør igen. Jeg vil betale dig tilbage, så snart jeg tjener penge bad han med et bedende blik.
Hvor meget?
Tusen kroner!
Med de andres skeptiske blikke rakte Ingrid ham en stor 1000kroneseddel.
Gå ikke til fods, tag den med, sagde hun.
Tusind tak! Jeg lover at betale! svarede den unge mand. Jeg hedder Mikkel, og hvad hedder du?
Ingrid Fjeld.
Tak, Ingrid Fjeld! gentog han og gik mod bussen.
Du er så dum, Ingrid! Han vil aldrig betale tilbage! råbte Birgit.
Man skal hjælpe hinanden, vi er jo ikke dyr, svarede Ingrid.
Han er ingen mand, han er en fange! fuget Birgit.
Ingrid vinkede til Birgit og gik mod sit hjem. I weekenden blev Freja syg med feber. Mor samlede urter fra haven og plejede sin datter, så godt hun kunne.
Om aftenen kom barnebarnet løbende med en bog, trak Ingrid i ærmet og hviskede:
Bedste, kan du læse en godnathistorie?
Selvfølgelig, min skat, sagde hun og strøg sit barnebarns hår.
Udenfor begyndte regnen at tromme. Over den knitrende brændeovn dækkede Freja bordet. Familien gjorde sig klar til aftensmaden, da nogen bankede på døren.
De udvekslede forbløffede blikke; de havde ikke ventet nogen.
Må jeg komme ind? sagde den ukendte mand, da han åbnede døren. Ingrid stirrede på ham, genkendte ham straks.
Mikkel?
Ja, det er mig, Ingrid Fjeld. Undskyld, at jeg stadig skylder dig. Der har været så mange ting, der har hobet sig på i den sidste tid.
Hvis jeg ikke havde set dine øjne, havde jeg ikke genkendt dig! lo den gamle kvinde. Du ser så ordentlig ud! Din jakkesæt, dit smil det er næsten som om du er kommet fra en anden tid.
Vil I slå jer ned til middag? spurgte Freja en smule flovt.
Ved bordet fortalte Mikkel sin historie om, hvordan han endte bag tremmer. Uretfærdigt dømt til tre år!
Nu er jeg tilbage som afdelingsleder, så hvis du har brug for noget, så sig endelig til i klinikken, sagde han med interesse i øjnene på Freja.
En uge senere stod en velkendt bil foran Ingrids hus, og ud steg en mand med en stor buket roser.
Datte, kig ud af vinduet! Din forlovede er her, råbte moren gennem gardinet. Skal vi snart holde bryllupsfest?
Sådan er det? Så kommer fejringen også til vores gade! lo Freja og holdt den lille Liva tæt ind til brystet.
Kom med, så får vi fest i aften! råbte Ingrid, mens hun gik ind i den varme stue, hvor lyset fra stearinlysene dansede på væggene.
