To to uger har en sort kat med hvidt øre stået ved vinduet i vores skadestue. Personalet kunne slet ikke fatte, hvorfor den kom så ofte.
Det var Lise, den unge sygeplejerske, som lige var færdig med sin uddannelse, der løb ind i vores kontor. Øjnene glimtede, kinderne var røde af spænding:
Tove! Den er her igen! Forestil dig det!
Hvem den? sagde du som afdelingsleder, mens du træt gnubbede panderynken. Natteskiftet har været hårdt, og så det her
En kat! En grå en med et hvidt øre Den har siddet der i en time! Og den dukker op hver dag, kan du tro det?
Hvad mener du med hver dag?
Tove, afdelingsleder for genoplivning, gik igennem papirer før sin runde. En ny patient fra rum fire var stadig bevidstløs efter en trafikulykke på fodgængerfeltet. En uforsigtig bilist havde kørt på rødt Som om de allerede havde nok problemer med planlagte indlæggelser!
Lise satte sig på kanten af stolen:
Den har gået rundt i to uger. Til vinduet i rummet, hvor Anne Sofie ligger. Den sidder og stirrer, stirrer Omsorgspersonale jager den væk, men den vender altid tilbage. Vi kalder den Vagtkatten.
Tove rynkede panden vi har jo ikke brug for flere vilde dyr her! Hun ville have givet Lise et skarpt blik, men der var alt for meget at lave. Alligevel fangede Lisens stemme noget, der fik hende til at rejse sig og gå mod vinduet.
På vindueskarmen sad faktisk en kat. Grå med et hvidt øre præcis som Lise beskrev. Den var slank, men tydeligt hjemme: pelsen var rodet, men man kunne se, at den engang var blevet plejet. Den sad på en mærkelig måde ikke helt som en kat, men mere som en vagtpost. Den kiggede ufortrødent på rummet, hvor den nye patient lå.
For pokker, hvad snakker vi om? mumlede afdelingslederen. Vi har en person mellem liv og død, og vi diskuterer katte
Men noget ved scenen gik hende på sinde. Måske var det, at den lille kat kom tilbage igen og igen, på trods af alle forsøg på at jage den væk? Sådan vedholdenhed er sjælden hos mennesker.
Hvad ved vi om patienten? spurgte hun pludselig.
Lise trak på skuldrene:
Ikke meget. Anne Sofie, 52 år. Bor alene, får af og til besøg af sin datter. Hun blev påkørt på fodgængerfeltet lige ved hendes bygning
Hvilken bygning?
Den grå fem-etagers blok ved hospitalets hegn.
Tove så igen på katten. Den syntes at mærke hendes blik den vendte hovedet. Tove fik en kuldegysning langs ryggen af kattens intense stirren.
Svaret kom uventet den samme dag, da patientens datter ankom med patientjournalen. Ud af mappen faldt et foto. På billedet sad Anne Sofie i en lænestol, og i hendes skød lå den grå katten med hvide øre. Endelig noget klarhed!
Det er afdelingslederen stammede. Hvem er det?
Datteren snørede:
Det er Murre, morens kat. Den forsvandt for to år siden, da en VVS-mand efterlod døren på klem. Moren hængte plakater op i alle gårde hun tørrede sine tårer. Hun nægter at flytte. Hun siger: Hvad hvis Murre kommer tilbage? Hvordan finder han mig?
Tove mærkede et koldt sus langs ryggen. Katten havde fundet hjem, men for sent Måske var den i nærheden, da bilen ramte deres mor, og så fulgte den ambulancen. Så fandt den frem til vinduet måske kiggede den ind gennem andre.
Hvor hvor bor hun? spurgte lederen.
Lige her bag hospitalet, i den grå fem-etagers blok
I samme øjeblik brød et skarpt bip fra monitorerne i Anne Sofies rum stilheden. Alle skyndte sig lederen, sygeplejersken, datteren Hjerteovervågeren viste de første tegn på at komme ud af koma. Katten blev glemt.
Da Anne Sofie endelig åbnede øjnene, løb lægerne rundt. Stærkt lys, fremmed stemmer, maskinernes bip Alt var som i en tåge.
Mor! råbte Nanna, hendes datter. Kan du høre os?
Anne Sofie prøvede at nikke. Hun kunne ikke tale endnu munden var tør, halsen såret af slangerne.
Ro roligt, sagde Tove blidt. Tag det stille og roligt. Du gør det rigtig godt
Et lille stykke tid senere holdt Nanna sin mors hånd og græd. Så smilede hun gennem tårerne:
Mor, jeg har en overraskelse! Du vil ikke tro det Murre er fundet!
Anne Sofie rystede på hovedet, som om hun ville sige noget. I hendes øjne dukkede genkendelse, forundring og glæde op.
Læg dig, læg dig, sagde Tove blidt, men bestemt. Du skal ikke bekymre dig endnu.
Forestil dig, mor, sagde Nanna, mens hun strøg sin mors hånd, han har fundet dig! Han har stået ved vinduet hver dag. Lægerne så ham, og da jeg viste billedet, genkendte de ham med det samme!
Tårerne løb over Anne Sofies kinder.
Jeg har fået ham med, fortsatte datteren. I starten ville han ikke gå med, han sprang rundt i korridoren. Men nu har vi aftalt, at jeg hver dag vil bringe ham ind, så snart det er tilladt.
Da Anne Sofie blev overflyttet til en almindelig seng, kom Nanna med en stor taske, der knurrede af utilfredshed.
Du må ikke have ham her, sagde sygeplejersken strengt. Det er ikke tilladt!
Tove rakte blot hånden ud:
Lad ham blive! Den kat har fortjent at blive her længere end mange mennesker.
Nå, men mumlede Lise, der kom ind. Vi troede bare
Det var ikke bare en tanke, svarede Tove roligt. Nogle gange er kærlighed stærkere end enhver hindring, selv tid.
Så gider du bare vente, sagde Nanna, mens hun trak den slæbende Murre frem. Så ser du mor.
Katten stod stille, snusede til luften Så sprang den mod sengen kun poterne blinkede.
Pas på! råbte Tove, men det var for sent.
Murre sad allerede ved puden, nussede sin mor med næsen. Han mjavede så højt, at hele gangen kunne høre det. Hun græd og lo på én gang, mens hun forsigtigt lagde hånden på hans rystende pels.
Åh, Gud, hviskede Lise, mens hun smuttede en tåre væk, som i en film.
Siden da kom Nanna hver dag. Til sin overraskelse så hun, at Murre pludselig kunne læse tid. Klokken fire præcis gik han rundt om døren og mjavede insisterende.
Hvordan ved du det? spurgte hun. Har du et ur i hovedet?
Han svajede bare med halen og skubbede sig fra pote til pote, som om han sagde: Kom hurtigere, mor venter.
I ved, sagde Tove en dag, mens hun så på den lille scene, i mine tyve år på hospitalet har jeg set mange mærkelige ting, men dette er noget helt specielt.
Hun blev stille et øjeblik, samlede sine ord, og fortsatte:
Måske skal vi mennesker stadig lære, hvad loyalitet virkelig betyder.
Senere, hjemme, lå Anne Sofie i sin seng, og Murre lagde sig ved siden af hende som for to år siden. Det føltes, som om adskillelsen aldrig fandt sted, som om der aldrig havde været koma, hospital eller lange dage ved vinduet.
Tove så verden med nye øjne efter den oplevelse. Når folk siger, at dyr ikke kan elske, eller at mirakler ikke findes, smiler hun bare. Hun ved, at de største mirakler ikke kommer fra tryllestave, men fra ren kærlighed.
Hver gang hun passerer den grå fem-etagers blok, løfter hun blikket mod vinduerne på tredje sal. Der, på en vindueskarm, kan man ofte se den velkendte skikkelse Murre, solbadende og lukket i øjnene af ren lykke.
