Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så udhvilet. Min forretningsrejse blev udsat et par timer, og jeg lod blot telefonen i ro, lagde mig på sengen og strakte mig ud. Kun denne morgen var jeg vendt tilbage fra en lille landsby i Jylland, hvor jeg havde tilbragt to dage uden at sætte mig ned et eneste øjeblik: vask, rengøring, madlavning alt sammen under den evige kritik fra min svigermor og min mand.
Ifølge svigermor havde jeg “givet afkald” på min mand, tjente for lidt, for på min penge kunne både min mand og hans mor kun leve i knibe. Min mand pegede på mig og sagde, at Freja måske kunne finde noget andet, fordi han kom hjem tidligt fra arbejdet og ikke engang behøvede mig til at lave mad.
Se, hvordan hun vasker gulvet, sagde svigermor til sin søn Mikkel. Det tager evigheder, og hun kunne i stedet have ordnet vasketøjet.
Jeg mistede ikke tålmodigheden og svarede, at hvis de vaskede gulvet mindst en gang om ugen, så ville jeg ikke så meget blive beskidt. Jeg holdt mig bedre tavs, for kritikken gik nu i højeste gear. Jeg lukkede øjnene og sagde roligt:
Jeg har jo foreslået, at vi flytter til byen. Så kunne både Mikkel og jeg passe på dig, og min mand ville ikke længere skulle tage fri fra sit arbejde.
Mikkel eksploderede af raseri og sprang op til mig:
Så lad manden dø på arbejdet, og så skal han også passe sin mor? Du har vist et hjerte af sten!
Jeg ventede ikke på hans svar, men åbnede døren og gik ud til en lille bod ved porten.
Freja, hvad er der sket?« stod naboen Birgit foran mig. Jeg genkendte hende, da jeg blot havde tørret tårene væk. Vi havde mødt hinanden før brylluppet, og jeg havde straks fået en umiddelbar sympati for hende.
Hej, Birgit,« sukkede jeg.
Er din familie igen ved at drille?« spurgte hun.
Det siger du ikke engang, Birgit.
Det er jo ikke min sag, men jeg forstår ikke, hvorfor du bærer dem på dig. Manden er hele tiden her, men I bor jo ikke sammen. Hvorfor gør du det?
Vi har ikke valgt dette liv, Birgit. Man kan jo ikke efterlade Mikkels mor i den tilstand. Når hun er rask, kan Mikkel tage tilbage til byen.
Hun vil måske løbe en hundredemeter, sætte os alle på ryggen,« grinende svarede Birgit. Jeg tror hun bare spiller den syge. Du var en anden før. Hvad er der sket, har de gjort dig helt gal?
Jeg ved det ikke, bare« sagde jeg med en skulderhukning. Kom bare ind, hvis du har lyst.
Da telefonen ringede, så jeg, at det var min chef. Han meddeler, at jeg skal på forretningsrejse dagen efter omkring middagstid. Jeg glædede mig det betød ekstra indtjening, for rejserne betales godt i danske kroner. Det var også en udmærket undskyldning for at slippe de konstante opkald fra Mikkel og hans mor, som tog al min energi.
Da jeg fortalte de andre om den uventede tur, blev stemningen lettere. Aftenen gik roligt, selvom både Mikkel og jeg endte i hver sin seng, fordi han ikke ville forstyrre sin mor. Jeg protesterede ikke, jeg var blot træt efter al rengøringen og faldt hurtigt i søvn.
Klokken to om natten vækkede svigermor mig:
Hører du mig ikke, når jeg kalder?
Jeg blinkede flere gange med de trætte øjne.
Måske sov du hårdt. Hvad vil du?
Giv mig tabletterne.
Jeg kastede et blik på hende: afstanden til hendes sofa var langt længere end til skabet med tabletten eller til sønnen. Men jeg rejste mig. Jeg faldt først i søvn igen omkring fem om morgenen, og stod op klokken halv syv. Til byen ankom jeg udmattet som efter en arbejdsdag. Da jeg hørte, at forretningsrejsen var blevet flyttet til senere, sprang jeg næsten af glæde. Jeg slukkede telefonen og lagde mig på sengen igen, og nu føltes jeg frisk og udhvilet.
Jeg nåede endda at gøre mig klar i fred, så jeg kunne nå stationen. Det var ligegyldigt, at der var kommet forvirring om byerne; det væsentlige var, at jeg havde fået en pause.
En time før afrejse blev pengene til rejsen overført, men denne gang besluttede jeg mig for ikke at sende penge til min mand, selvom jeg ikke helt vidste, hvad der havde ændret sig. Jeg havde for nylig givet en stor del af min løn, og nu ville jeg beholde lidt til mig selv.
Kun tyve minutter var tilbage, før toget skulle afgå, så jeg gik ind til kiosken for at købe vand på vejen. Da jeg gik et skridt videre, så jeg Mikkel ved en blomsterbod. Jeg blev grebet af vantro: Hvor var han? Havde han ikke skulle passe sin syge mor? Han havde jo sagt, at hun var så dårlig, at han var bange for at forlade hende alene! Alligevel købte han en buket.
Jeg stoppede og fulgte ham med øjnene, mens tanken om, at blomsterne måske var til en anden, sneg sig ind. Det var en ubehagelig tanke, men tvivlen havde sået sig i mig. Ni minutter før afgang kniblet jeg ticketen og jagtede efter ham, da jeg så ham stige ind i en taxa. Jeg stoppede bilen og råbte til chaufføren:
Kør efter ham, jeg betaler dobbelt!
Chaufføren, nysgerrig, løftede øjenbrynene, men gik med på det. Gennem vinduet så jeg, hvordan Mikkel omfavnede og kyssede en anden kvinde, mens han overrekte buketten, før hun steg ind i bilen. Alt i mig vendte på hovedet. Chaufføren smilede og sagde:
Måske er det ikke helt, hvad du tror, det handler om.«
Jeg så så på manden i førerpositionen og indså, at han så alt for veludrustet ud til at være en simpel taxachauffør.
Jeg havde aldrig før været i så luksuriøs en bil. Måske havde chaufføren haft en krise og besluttede at udgive sig for en taxa. Da jeg tænkte over det, drejede bilen ind i min egen gård og stoppede ved huset, hvor jeg boede. Jeg så, hvordan Mikkel med den ukendte kvinde gik ind i indgangen. Tårerne strømmede.
Han er væk på forretningsrejse, og den “syge” mor på landet, men han kører nu en anden ind i min lejlighed?
Skal du derhen?« spurgte chaufføren med medfølende blik.
Nej, det giver ingen mening,« svarede jeg.
Det er også rigtigt. I er allerede for sent til toget. Hvor skulle du hen?«
Jeg nævnte den by, der lå omkring tohundrede kilometer væk.
Det er balder, lad os drikke en kaffe, så roer du dig, og så kører jeg dig,« foreslog han.
Jeg har ikke så mange kroner til taxa,« protesterede jeg.
Hvor ser du en taxa? Jeg lever kun med at bringe faren til toget. Han kører hver uge til sin søster. Og så er du bare smidt ind i bilen.
Undskyld,« sagde jeg, mens tårerne trillede ned ad kinderne.
Manden sagde beslutsomt:
Vi må stoppe dette flow, ellers vil du overvælde bilen.
Efter en halv time stod jeg ved flodens bred med en varm kop kaffe i hånden og så solen gå ned i horisonten. Synet var så betagende, at alle problemer syntes fjernt.
Kan du lide det?« spurgte Søren, den samme chauffør.
Utroligt, jeg har boet her i så mange år, og jeg har aldrig set dette sted,« svarede jeg.
Jeg kommer ofte her. Jeg kom selv, da jeg fandt ud af min kones utroskab,« indrømmede han.
Jeg så overrasket på ham, og Søren lo:
Ja, jeg troede også, at jeg kunne blive snydt
Jeg blev genert, for netop det ville jeg sige. Da jeg så nærmere på Søren, opdagede jeg, at han var på min alder og ret tiltrækkende, med en rolig selvsikkerhed.
To dage senere ringede Mikkel, akkurat da jeg skulle flytte ud af den midlertidige lejlighed, som firmaet havde stillet til rådighed.
Hej, Mikkel. Hvad sker der?« svarede jeg.
Freja, spiller du spil? Jeg skulle have fået en overførsel. Har du allerede fået pengene?«
Ja, men de er på forretningsudgifter,« forklarede jeg.
Så sender du mig ikke pengene?«
Nej, du forstod det rigtigt. Jeg sender hverken rejsepenge eller løn. For resten vil jeg have, at du henter dine ting fra min lejlighed. Den er arvet fra mine forældre.
En pause fulgte, så trak Mikkel vejret:
Freja, er du ved ens? Hvad tænker du? Hvordan skal jeg leve nu?«
Det er let, Mikkel. Find et arbejde, som en rigtig mand,« svarede jeg roligt.
Hvordan kan jeg gå på arbejde, når min mor er syg?«
Din mor er ikke så dårlig. Du kan lade hende være i fred, så du kan købe blomster til piger på mine penge og køre dem ind i min lejlighed.
Jeg lukkede øret for hans undskyldninger, slukkede telefonen, og for første gang forstod jeg, hvor naiv jeg havde været.
Søren og jeg udvekslede numre og begyndte at skrive til hinanden om natten, ønskede hinanden godnat og talte om småting
En dag, netop på afrejsedagen til en ny forretningsrejse, stødte jeg på Mikkel ved indgangen til min bygning. Jeg var ved at gå, da han pludselig dukkede op.
Hvad laver du her?« spurgte jeg.
Mikkel greb mig uden at tøve om armen.
Vi skal tale.
Nej, Mikkel, vi har ikke længere noget at snakke om.
Du tager fejl,« svarede han. Hvis du tror, du kan slippe let, tager du fejl. At jeg har gået ud og sludret er normalt. Jeg er en sund mand med egne behov.
Tror du virkelig, jeg har noget med dig at gøre?«
Mikkel ignorerede spørgsmålet, trak mig endnu tættere.
Du laver dumme ting. Hvad håber du på? Tror du, nogen har brug for dig? Lad os gå hjem, så du kan bede om tilgivelse. Du har allerede gjort mig bekymret.
Jeg rev mig fri af hans stålklamme.
Jeg går ingen steder med dig.
Men Mikkel greb mig igen så hårdt, at stoffet i min ærme revnet.
Du skal gå med mig, så du roer dig og forstår, at det er bagateller. Sådan er mænd, og kvinder skal være tålmodige.
Jeg kæmpede for at slippe, mens hans fingre brændte på min hud.
Slip mig, det gør ondt!«
I det næste øjeblik var jeg fri, og Mikkel var væk. Kun Søren stod tilbage, rystet.
Freja, er du okay?« spurgte han.
Jeg, stadig rystet, svarede:
Ja. Hvordan kom du her?
Jeg ville ikke have, at du skulle rejse alene i toget og lade en mand møde dig.
Da Mikkel brølede:
Jeg har fundet en elsker! Jeg anmoder om skilsmisse!«
Jeg trak på skuldrene og sagde:
Godt.
Mikkel gik tavs, indså sin fejl, og jeg smilede:
Mikkel, tak for forslaget. Jeg har arbejde, ingen tid, så det er lettere at blive skilt gennem dig. Jeg underskriver alt.
De kørte væk, mens Søren pludselig lo:
Din mand står stadig med munden åben.
Han er allerede eks,« korrigerede jeg. Så forklar, hvad du laver her?
Du skrev i Viber, at du skulle på forretningsrejse i dag. Jeg kom for at hente dig,« sagde Søren.
Det er tre hundrede kilometer!« undrede jeg mig.
Det er sandt,« svarede han, stoppede bilen, åbnede bagagerummet og returnerede med en smuk buket hvide roser. Undskyld, jeg glemte helt buketten. Sådan skulle det være.
Han rakte buketten til mig.
Jeg så på Søren, så på roserne og smilede. Det var bedre, end jeg nogensinde havde drømt.
