Bølgernes stille skvulpen
For mange år siden, da jeg stadig var ung, oplevede Ida en historie, hun aldrig har kunne glemme. Nu er hun på pension, har mand, børn og børnebørn alligevel er det netop denne episode, som med mellemrum dukker op, hver gang hun hører den velkendte melodi fra Danmarks Valsen. Det bringer straks minderne om ungdommen frem. Første kærlighed… Livet er i grunden den smukkeste sang af dem alle.
Ida så havet for første gang som attenårig. Hun gik dengang på sygeplejeskole i Odense for at blive paramediciner. Hun rejste sammen med sin veninde, Mette. Det øjeblik de så havet, blev Ida fuldstændig forelsket i det.
Mette, se lige hvor smukt det er udbrød Ida begejstret, mens hun hev i håndleddet på veninden. Det endeløse, brusende hav
Efter at have pakket ud på det lille pensionat gik de ned til strandpromenaden. Det var blevet aften, og da de passerede forbi dansepavillonen, besluttede de at kigge ind. Danmarks Valsen spillede, og mange par dansede. Før pigerne fik set sig om, havde to unge, glade matroser budt dem op til dans.
Teksten lød: Stille skvulper bølgen, månen lyser klart, og stemningen var i top hos pigerne.
De var ved havet, aftenen var lun, og overalt blomster, musik og fest. Ida svævede omkring på dansegulvet med Søren, som hun straks faldt i snak med.
Jeg kan se, I ikke er fra egnen, sagde Søren smilende.
Nej, det er også først i dag, vi er kommet. Vi syntes lige, vi ville se byen, og så kom vi forbi dansepavillonen.
Så I er landet her helt tilfældigt. Godt I ikke bare gik forbi vi havde jo ikke mødt hinanden ellers. Her er mange mennesker lige nu sommersæsonen trækker jo folk til havet.
Bor du her så? spurgte Ida.
Ja, jeg gør så. Jeg arbejder på et skib ude i havnen efter at have afsluttet søfartsskolen.
Hvor spændende! Det er faktisk første gang, jeg ser havet og jeg har aldrig været ombord på et skib før.
De fulgtes hjem efter dansen og aftalte hurtigt at ses igen. Natten sænkede sig med stjerner og stor, rund måne over havet. Ida og Mette lagde sig glade i deres senge tindrende lykkelige over de søde og sjove søfolk.
Sådan begyndte deres ferie romantisk og med al ungdommens glæde. Ida oplevede sin første, ægte kærlighed.
Ida havde naturligvis snakket med andre drenge før flirtet, gået en tur, været i biografen men intet var alvorligt. Nu svævede hun, og hver dag syntes hun bedre og bedre om Søren. Sandt at sige: hun forelskede sig hovedkulds.
Men ferien forsvandt alt for hurtigt, og pludselig skulle hun rejse hjem. Det var svært for Ida at sige farvel til Søren. De svor hinanden kærlighed og lo og græd.
Vi fortsætter vores roman på brev, Ida sagde Søren og prøvede at trøste hende. Vi må skrive sammen, når nu vi skal skilles ad.
Ida og Mette rejste hjem hvor Mette ikke havde fundet kærligheden, men Ida rejste tilbage i tårer. Tiden mellem brevene sneglede sig afsted. Men de breve Søren skrev var så smukke, at hun kunne dem udenad. Hun savnede ham voldsomt.
Mette, jeg anede ikke, at man kunne elske og savne så meget, indrømmede Ida.
Et stykke ud på efteråret modtog Ida endnu et brev fra Søren. Han skrev, at hans skib skulle på langfart seks måneder, måske mere. Ida græd.
Mette, jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg måtte have ham at se én gang til men hvordan? Sommeren er længe væk
Jo, du må tage sygedag og tage et smut ned til ham så får du heller ingen fravær!
Nemt sagt, men hvordan?
Hun fik øje på elkedlen, og ideen kom pludseligt.
Hvis jeg hælder kogende vand over hånden, må jeg da kunne få en sygedag Det var nok ikke den klogeste løsning, hun kunne finde på i øjeblikket.
Mette blev lidt forskrækket, men så hvor beslutsom Ida var og vidste, hun ikke kunne stå for. Ida satte altså planen i værk, løb over på skadestuen og fik forbundet hånden samt en sygedagsseddel. Tilbage hos Mette fik hun hurtigt pakket tasken, og Mette hjalp.
Ida tog flyet hurtigt og heldigvis var det nemt at få en billet uden for sæsonen. Hun og Søren sås igen, gensynsglæden var stor. De tre dage fløj afsted. Endnu engang skiltes deres veje denne gang endnu sværere. Det var omkring efterårsferien; Søren fulgte hende bort til toget flybilletter var der ikke flere af.
Afskeden var hård. Ida fik en fornemmelse af, det kunne være sidste gang. Søren forsøgte at opmuntre hende.
Til sommer kommer du igen, og så gifter vi os! Sådan er sømandens liv altid til havs, og konen må vente.
Toget sneglede sig gennem landet, og Ida ville bare hjem. I kupéen var hun alene, indtil to unge mænd og en pige kom ind på næste station. Det blev mørkt udenfor, landskabet fløj forbi, og snart tændtes nattens lys.
De faldt i snak, og Ida morede sig de tre skulle også hjem til Odense. Stemningen var god, de fortalte sjove historier, og alle lo. Da mørket lagde sig over Danmark, lagde de sig til ro. Ida faldt sent i søvn og vågnede igen, da solen begyndte at titte frem.
Hun betragtede landskabet gennem ruden og tænkte på Søren. Efter et stykke tid gik hun ud for at vaske sig. Toget holdt kort ved en lille station. Hun vaskede sig, børstede tænder og gik tilbage til kupéen men blev ligefrem overrasket.
Ida stod i vognens gang, ansigtet fugtigt, med tandbørste og håndklæde. Hun havde endnu ikke helt forstået, hvad der var sket; men fornemmelsen var som om, vognen vippede, hun var lige ved at falde.
Hun så ind i kupéen. Den var tom. I vindueskarmen stod kun et glas med teakop. Hendes underste køje var ryddet tasken med toiletartikler, hårbørste, spænde og småting var væk.
Hjertet begyndte at hamre. Først blev hun urolig, så bankede det oppe i halsen.
Frøken, hvorfor står du der? en stewardesse passerede.
Hvor Ida vendte sig, stemmen bævende. Her var nogle unge mennesker. To drenge og en pige. Mine ting min taske
Hun løftede sædet det var tomt. Tasken og alle hendes ting var væk inklusive pas og lidt kontanter.
Stewardessen, en kraftig kvinde med træt ansigt, kiggede på Ida og sukkede.
De stod af, søde. Allerede på sidste station. Jeg undrede mig over, hvorfor de skulle så tidligt af.
Benene blev bløde under Ida. Hun satte sig.
Men mit pas mine penge
Ja, du er blevet bestjålet, konstaterede stewardessen uden overraskelse. Du virkede nok lidt for godtroende. Dem er der for mange af de venter, til folk sover, så snupper de det. Husker du, hvordan de så ud?
Ida rystede på hovedet. Hun huskede kun, at drengene havde cowboybukser, og pigen var lille og smilende med hestehale. Selv navnene havde hun ikke fået. De fjernede hendes opmærksomhed med historier om havet og uddannelsen; hun hørte kun efter, fordi hendes tanker var et helt andet sted hos Søren og hans blå øjne og de tre magiske dage.
På den næste station, hvor der var politi, stod Ida af. Stewardessen, som nok brokkede sig lidt:
Der er alle mulige, og så må vi svare for det. Man skal altså passe på sig selv men hjalp hende alligevel med at finde vej til stationen og gav hende en kop te.
Ida glemte hende aldrig. Der findes gode mennesker, selvom de kan brokke sig.
På politistationen var der tomt og lugtede indelukket. En træt betjent, næppe ældre end 25, optog hendes forklaring.
Navn og fødselsår. Hvor rejser du fra? Du siger, dit pas er stjålet? Har du noget ID?
Nej, jeg har jo været på ferie. Mit studiekort det var i tasken.
Det var i tasken, ja Nå, beskriv de stjålne ting og de mistænkte.
Ida beskrev: ny denimtaske købt på markedet, pung med de sidste penge, pas, makeup-pung og Sørens breve, som hun gemte i en konvolut. De var væk. Hjertet bristede. Selv minderne om Søren tyvedes væk.
Betjenten lovede at gøre sit, men Ida kunne se i hans øjne, at det var nytteløst. Han udstedte en midlertidig attest den kunne bruges til at købe billet hjem. Toget var kørt videre, og snydere var nok stået af lige dér.
Ida forlod stationen. Det var stadig tidlig morgen, solen hang lavt over den søvnige station. Hun stod i sin tynde trøje med tandbørsten i lommen og anede ikke, hvad hun nu skulle gøre. Ingen penge, ingen papirer og flere hundrede kilometer hjem.
Hun fik hjælp i billetsalget. Kasseren lyttede, rystede på hovedet.
Jeg har selv prøvet det, sagde hun. Ikke græd, min pige. Hvor skal du hen? Jeg skriver dig en billet. Her er min adresse, du kan bare sende pengene, når du kommer hjem. Min søn arbejder som betjent han kan bekræfte, det passer. Bare rolig.
Hjem kom Ida, som en skygge af sig selv. Mor græd og krammede hende. Faren sagde ikke meget, men kiggede på hende længe og sagde så:
Bare du er i live. Papirerne får vi ordnet, vi hjælper dig.
En måned senere kom Sørens sidste brev, sendt til den gamle adresse. Han savnede hende og beskrev, hvordan han snart skulle ud igen på langfart, og at breve kunne tage lang tid fremover. Hun svarede, fortalte ærligt om tyveriet, om papirer og sine følelser af skam og sorg.
Men der kom intet svar. Måske var brevet blevet væk. Måske havde Søren mange piger i forskellige havne. Måske ville han ikke have med en så glemsom pige at gøre.
Ida ventede længe. Et år. To. Så blev hun gift med en god mand, fik børn, tog jobbet som paramediciner. Livet gik som et langt vagtforløb på hospitalet: hurtigt, blandet, med andres sorger og sjældne stjernestunder. Hendes mand døde tidligt, børnene rejste ud i verden.
Nu, som ældre, sidder hun tit på sit køkken, med en kop te og lader tankerne flyve tilbage til dengang. Havet, mågerne, dansen under åben himmel. Og Søren. Hans blik, hans hænder, løfterne. Og det forbandede tog. Hvorfor han stoppede med at skrive, fik hun aldrig svaret på.
Egentlig var det aldrig tyvene eller de forsvundne breve, det hele kom an på, men skæbnen at Søren ikke skulle være hendes i det her liv.
Men nogle gange, når alt er stille, tager hun sig selv i stadig at se for sig ikke sin mand, ikke børnene, ikke hospitalsgangen men havet, hvor bølgen endnu skvulper stille. Og Søren.
