Anden chance
Caféen “Glasburet” i krydset mellem Nansensgade og første Frederiksberg Allé fuldstændig gennemsigtig, glimtende som et akvarium på denne klamme maj-aften summede og vibrerede af høj musik. Vi fejrede Jeanettes bryllup.
Jeanette, i en kort hvid kjole uden slør, som inden da kun symbolsk havde markeret hendes uskyld, strålede af den særlige skønhed, der kun findes på bryllupsdagen. Ved hendes side sad Tim, hendes mand.
Ikke langt fra brudeparret sad Jeanettes forældre, Niels og Marianne.
“Jeg sagde jo, Niels, det var unødvendigt, at vi blev her ” hviskede Marianne gang på gang i hans øre, greb hans albue, ville have ham med hjem.
Niels bed sig fast, stirrede på de dansende ben af Jeanettes veninder, på røde, roede drenge, der stampede, og rakte igen ud efter den lille karaffel med snaps.
“Nu er det nok, Niels! Vi skal hjem! Det er pinligt!” blev Marianne mere og mere oprevet.
“Hvorfor hakker du på mig?! Hvis du har fået nok, så gå! Hvem forhindrer dig?!” Niels slog i bordet, gafler og knive hoppede, og de unge vendte sig om.
“Shh, ikke lav endnu mere ballade! Ej, Niels” Marianne tog sig til hovedet.
Vi var de eneste gæster på alder med forældrene Jeanette havde insisteret.
Tims forældre, Tove og Leif, havde straks meldt fra og kun sagt farvel ved rådhuset. De ville holde deres egen lille fest
At Jeanette giftede sig med Tim så hurtigt (var hun mon gravid?) var Marianne ikke meget for. Hun betragtede sin kommende svigersøn med forsigtighed.
“I er så forskellige, min pige! Du forhaster dig,” prøvede hun at bremse katastrofen.
“Det går fint, mor,” Jeanette var endegyldig. “Vi har søgt om ægteskab. Efter vielsen bor jeg hos Tim, selvfølgelig. Så får du mere plads derhjemme.”
Jeanette så direkte på sin mor, der vendte sit blik væk.
“Du bebrejder mig. Er det min skyld, du flytter ud? Gifter du dig med den første den bedste på grund af mig? Skal det ikke udsættes lidt? Niels, sig dog noget?”
Men Niels mumlede blot og vinkede afværgende.
“Fint, igen mig mod alle. Men hvad med Viktor? I var jo så tætte Skændtes I? Det er bare en bagatel, Jeanette, det går over! Ødelæg ikke dit liv!” Marianne gav sig ikke.
“Viktor? Hvad skal jeg med ham,” lo Jeanette, tog et æble og gik hen til vinduet. “Vi er bare venner. Han sagde endda, at han kommer til brylluppet.”
“Hvordan kan du invitere ham? Det er hjerteløst!” udbrød Marianne.
“Slap nu af, mor! Han forstår. Hvis du har ondt af ham, så sig han skal gifte sig med Julie. Hun løber jo altid efter ham. De passer nok sammen,” sagde Jeanette, smækkede vinduet i og trak gardinet for. “Vi har søgt om ægteskab. Snak lige med far om pengene, ik? Tim og jeg har ikke meget. Hans forældre giver os en lejlighed. Så maden, mor, den klarer I. Jeg vælger restauranten.”
Marianne blinkede hurtigt, kiggede på Niels, men han var fordybet i kryds og tværs. Endnu engang måtte hun klare det hele
Tim og Jeanette havde mødt hinanden for fire måneder siden til en koncert. Først tiltrak han hende ikke, men han insisterede, var galant, god til komplimenter og havde altid blomster. Han havde penge, og forældrene lovede ham en lejlighed, hvis han blev gift. Det gjorde han så. Svigermor Tove var tilfreds. Jeanette studerede sprog, var dog ikke den bedste, men aldrig syg og ualmindeligt køn så måske ville der komme smukke børnebørn, hun kunne vise frem.
“To tvillinger det kunne være skønt!” drømte Tove, mens Leif bryggede kaffe. Altid noget særligt colombiansk, hentet fra lufthavnen og malet i hånden. Nok en lidt passé proces, men elektriske kværne var for larmende. Køkkenet lyst, duften af kaffe Tove følte sig lykkelig der med Leif og sine drømme.
“Hvorfor tvillinger? Det er hårdt for Jeanette og mere arbejde. Hellere et ad gangen. Nå, kaffen er klar. Vil du have et stykke jordbærkage?” spurgte Leif.
“Selvfølgelig tog du det med jordbær? Dét bad jeg jo om. Tak, Leif!” Tove tog imod og drømte videre. Blandt vennerne var der ingen med tvillinger. Men deres Tim skulle have det! Gud og den slags Leif troede stadig på højere magter, tænkt, alt kunne ordnes på laboratoriet nu, mente Tove og grinede. Leif rystede bare på hovedet hun var altid lidt kynisk.
De sad hjemme og fejrede sønnens bryllup med Strauss valse, granatæblevin og fotoalbummet Tove var sentimental, Leif bryggede kaffe, og Tove var udmattet efter rådhuset, kø og larmende gæster. Hjemme var bedre, og så kunne man rigtig drømme
“Niels, skal vi tage hjem?” Marianne hev igen i hans ærme. “Vi har siddet vores tid af.”
“Ja, ja, snart. Nej, se dem lige!” Niels pegede med kniv efter de dansende. “Og dér sidder Viktor!”
Viktor sad for sig selv, flot i sit mørkeblå jakkesæt, nybarberet, rene sko, slips og det hele han lignede en brudgom, men smilet manglede.
“Kom nu, Viktor,” lød det fra hans side Julie, den fregnede, i en enkel kjole og lave sko, så bedende på ham. “Drik nu ikke mere. Vi tager en taxa, jeg har penge. Det er sent ”
Han klemte næverne, rystede på hovedet. “Vi bliver det bryllup. Vil du have champagne? Tjener! Her, tag en seddel, skænk til Julie og til mig Du ved hvad. Det bare, at min yndlingspige blev gift, forstår du? Hun elskede mig så valgte hun en anden. Drik for brudeparret! Drik nu!”
Tjeneren rystede bare på hovedet, skænkede og tumlede væk fra Jules flove blikke.
Viktor så væk, hamrede et stykke spegepølse i sig, deklarerede at han ville synge for sin elskede Julie prøvede at stoppe ham, men han rusede op midt i salen med mikrofonen.
Alle lyttede. Det var en slags ære at have en klovn til festen.
Jeanette smilede skævt.
“Jeanette, en sang til dig ” Viktor forsøgte at ramme melodien, men stod bare og stirrede på Jeanette, som Tim nu kyssede heftigt. Hendes ansigt forsvandt for Viktor. Alt blev tåget.
Julie trak i ham, men han ville ikke gå. Han var jo kommet fordi Jeanette havde bedt ham.
“En munter gut, ham Viktor,” sagde Niels til Marianne. “Han gi’r den gas! Og han råbte skål højest ærligt! De andre sidder bare og guffer!” Han pegede på de unge. “Jeanette kender ikke engang halvdelen. Alt det her for show. Kom, Marianne, nu tager vi hjem. Sig farvel til hende og vi smutter.”
Marianne rejste sig.
“Allerede? Der er jo kage om lidt, bliv nu!” Jeanette kom løbende, smilende.
“Undskyld, Jeanette, far har ondt i hovedet. Stort tillykke. Hils Tim! Glem ikke gaverne, de der kuverter bare de ikke forsvinder!” pegede hun mod bordet.
“Vi tager det hele. Vi ses! Jeg skal ud at danse!”
Jeanette gav sin mor et kys, gik tilbage og dansede ude i midten, hvor Viktor slog kolbøtter og Tim kom med mere snaps.
“Hvorfor gør I ham mere fuld?” prøvede Julie. “Han er jo ikke en cirkusabe!” Men han strittede imod.
“Hold nu, Jules! Det er fest!” Jeanette kastede sig om Viktors hals, dansede vildt med ham, lo, men så stødte han hende væk, greb jakken og stormede ud.
“Viktor! Bliv med dig er festen sjovere! Syng, Viktor!” men han hørte ingenting.
Alting rungede for ham, gulvet gyngede, og den rødblonde Julie trak ham væk.
“Julie! Giv slip. Jeg ” Hun snublede, vred om, græd.
“Av, gør det ondt? Er det min skyld? Skal jeg bære dig, Julie? Vil du?” Viktor så sig forvirret omkring efter en taxa. “Jeg kan bære dig. Lad nu være med at græde ”
“Jeg klarer mig,” sagde Julie, haltede af sted, Viktor dinglede efter.
Ved hendes opgang før han hende op, holdt om hende, kyssede hende klodset.
“Stop! Det føles forkert! Ulækkert!” Julie slog på hans bryst.
“Forkert?” sagde Viktor. “Har du ikke løbet efter mig siden folkeskolen? Så nu får du din chance. Dig og mig ” Han hikstede. “Undskyld, jeg har ondt i maven.”
“Mener du, at jeg bare er reserve? Almindelig? Tænkte nok,” Julie sukkede. “Du vil bare have trøst i et varmt hjørne nej Viktor! Jeg er ikke en ting. Jeg vil have det ærligt. Jeg går nu. Farvel.”
Han stod og så, mens hun forsvandt i opgangen. Gadelampen flakkede den greb ham i lyset og gemte ham igen, indtil den slukkede for ikke at vise nogen, hvor han græd.
Jeanette var blevet gift hans grinende Jeanette. Han havde mistet hende. Hvordan komme videre
Julie tog næste dag. Hun græd natten væk, pakkede, sagde hun ville besøge en veninde.
Hendes far, Erik, prøvede at stoppe hende, men forgæves.
Da Viktor vågnede, var det for sent.
“Kan du ikke sige hvor? En adresse bare?” spurgte han Erik. Der stod han på værkstedet, svejsede, gnisterne fløj.
“Hvorfor? Hun har sagt nej,” Erik stoppede et øjeblik.
“Fordi jeg skal snakke med hende. Jeg tror, jeg sårede hende” Viktor talte lavt, sveden lugtede af metal, det hele summede i hovedet, men han blev bare stående.
“Ja, men hun har spildt tid nok på dig. Hun er blød, min Julie, drømte om eventyr og kærlighed. Men du gik udenom. Nu er hun væk, jeg siger ikke hvor. Gå nu, Viktor, find dit liv. Hun klarer sig. Hvis det skal være, finder I hinanden igen. Gå ud!”
Erik viftede mod døren og vendte sig væk.
Viktor gik hele dagen rundt i byen. Han havde fri, eksamenerne var klaret nu ingenting at tage sig til. Smagen i munden var bitter, humøret dårligt.
“Viktor? Er det dig?” Tante Karen, som boede sammen med ham, nikkede. “Er du fuld igen? Jaså, så tier du.”
For ikke så længe siden havde han brugt alle pengene, de havde lagt til boligforbedring, på et jakkesæt til Jeanette og blomster. Han lovede at tjene dem tilbage, men ingen troede på det. Åh de piger! De snor mændene rundt, forsvinder, og drengene lider. Karen fortæller tit naboerne om det at Jeanettes slags piger er utaknemmelige, og at Viktor var god nok.
“Ja, hvad skal man sige,” sagde Karen, på bænken foran opgangen. “Spiste mine boller, sagde moren ikke gad bage, og hun elskede Viktor, ih hvor hun elskede ham! Tsk, og jeg havde ellers tænkt at sy en kjole til hende. Men hun valgte den anden. Nu går Viktor rundt og ser sur ud, ser aldrig Jeanette mere, kun hende der, hende den rødhårede. Men Viktor er ligeglad! Stakkels pige. Sagde det lige ud til hende, så græd hun. Men man må tænke sig om!”
Naboerne lyttede, men ingen vidste, om de syntes mest, Viktor eller Karen var den største taber
Snart rejste Viktor væk for at arbejde.
“Han ødelagde sit liv alt sammen for dumhed!” sagde Karen, tørrede munden og gik hjem. Hvad skulle hun? Hun var ikke hans mor, havde kun givet ham husly.
Der gik år hang tilstrækkeligt til at fylde Silkeborgsøerne. De var nok aldrig stødt på hinanden igen, hvis ikke Viktor en dag var trådt ud foran Julies bil på Østerbrogade.
“Mand! Hvad laver du?! Rødt lys! Man kan da ikke springe ud på vejen!” hørte han, idet han undgik bilen i sidste øjeblik. “Jeg nåede knap at bremse, er du okay?! Skal jeg ringe til skadestuen?”
Folk stimlede sammen. Køen bagved voksede, billister dyttede.
“Ej hun kørte jo ham næsten ned, så jeg det med egne øjne!” råbte en mand.
“Han står da endnu kun brækkede ribben højst. Og pigen er flot!” sagde en anden.
“Hvis du kiggede på vejen i stedet for din mobil, havde jeg sgu ikke Julie?”
Han genkendte hende. Syv år var gået, men hun var blevet lidt rundere og trist og det klædte hende.
“Viktor? Jamen Stop med at dytte, jeg skal videre!” sagde hun, vinkede ham ind i bilen.
Alle kiggede efter dem; nogen mente, han nu “ville scores”, nogen fnøs og troede, hun ville give ham penge for tavshed. En dame smilede, måske misundelig for der var noget over Viktor.
“Ikke dårligt,” sagde han og så sig omkring i bilen. “Hvor længe har du kørt?”
“Fire år min far lærte mig. Kan du huske det? Nej, du var optaget Hvor skal du hen? Jeg har travlt.”
Viktor trak på skuldrene. Julie, hende farens ord, at hun løb efter ham som en lille hund, vendte tilbage. Nu var der tomt. Ingen løb længere efter ham. Ingen så på, når han skar figurer i en pind. Ingen kastede snebolde til jul eller kom rullende hjem med ski. Karen stak ikke længere hovedet ud af badeværelset for at se Julies ben i uldne strømper med sne på. Julie havde irriteret ham men måske var det netop hende, han havde brug for
“Hvorfor siger du ikke noget?” spurgte Julie.
“Smid mig ved metroen. Måske får vi en kaffe en dag bare generelt? Det er længe siden. Eller er det dumt?”
Julie trak bare på skuldrene.
Han vidste ikke, om han skulle undskylde eller lade, som om intet var sket ved brylluppet eller senere.
“Din far, Erik, hvordan har han det?”
“Hvordan vidste du ikke han døde for et halvt år siden”
“Det vidste jeg ikke det gør mig ondt han var rar.”
For første gang følte Viktor, at han havde svigtet også hende, Julies far. Og ikke engang været til begravelsen.
“Julie, du rejste væk dengang var det på grund af mig?” Han talte hurtigt, nervøst, bange for hun ville smide ham ud, inden han fik sagt det.
Julie smilede.
“Det er imponerende, hvor gode mænd er til at skyde skylden væk: ja, jeg tog fejl, men, jeg fortryder, men Det er altid et men, der redder jer. Min far gav dig ikke adressen, så er det jo hans skyld nu Men rolig, det er ligegyldigt. Det er lang tid siden. Jeg var ung, du var mig vigtig men det sluttede. Det er jeg glad for. Friheden, Viktor, det er mit. Man siger, kærligheden vokser efter mange år sammen først er man bare forelsket så er det vaner, tålmodighed, stolthed, alt det daglige. Det oplevede vi aldrig. Jeg var bare forelsket, en simpel betagelse. Nå, her er din metro.”
Han åbnede døren.
“Julie! Det er slet ikke nå. Tak. Og ,” han lænede sig ind i regnen. “Beklager din far. Og ”
“Helt ærligt, jeg har ikke tid, hej Viktor!” sagde Julie og kørte.
Hun har nogen, der venter. Jeanette har. Men han, Viktor? Ingen. Ikke engang chefen rapporten, der aldrig blev færdig, bliver ikke lavet nu …
“Tim, jeg fatter det, men nu er det flere år, og vi får aldrig børnebørn. Er Jeanette ude at rejse igen? Hun er aldrig hjemme, vel?!” Tove hævede brynene forundret mod sin søn, der atter alene og trist kiggede ind. Han forstod ingenting! Jeanette var ikke den rette, dårligt til mad, middelmådig oversætter, kold mod familien. De havde ellers gjort så meget for hende og nu måtte hun godt gengælde det lidt. Men Jeanette trak bare på skuldrene.
Tove hældte te op til Tim lidt te, lidt kogt vand, slet ikke stærkt, et stænk citron alt på rutinen.
“Mor, lad nu være. Jeg taler med hende, når hun er hjemme. Nu passer det ikke med børn ”
“Hvordan kan det ikke passe?! Tim, du er ikke et barn længere! Hun må da tage sig sammen. Hun bliver ikke yngre!” Tove stramte læberne, vendte sig bort. Leif kom med kaffe ikke længere colombiansk, det var slut med de kontakter nu måtte de nøjes med etiopisk, knap så godt, men det gik.
“Jeg gider ikke kaffe, Leif! Tim, så må du da finde dig en anden en god, solid pige! En, der kan få børn det skal du da forstå!”
“Mor! Jeg er ikke en avlsokse og vil ikke kun giftes for børn. Børn skal komme af kærlighed. I en familie!”
Tove trak på skuldrene. Børn kom bare, sådan var det. Tim var jo også bare kommet, Leif giftede sig, alt var godt.
“Jeg smutter. Måske ringer Jeanette, jeg har glemt min telefon,” løj Tim, og gik.
Han kunne ikke holde ud at besøge dem længere. Alle vidste bedst, hvordan Tim skulle leve. Kun han selv vidste ikke hvad, hvem, eller hvordan noget skulle gøres.
Han ringede til Jeanette kun de tomme, trætte bib-lyde, før en kvindestemme sagde, at hun var utilgængelig. Han slukkede mobilen, puttede den i lommen.
Han gik hjem i regnvejret, traskede gennem pytterne. Pludselig syntes han at se Viktor i mængden. Men nej, sikkert synsbedrag.
Og Jeanette? Hun var ikke på forretningsrejse, men sad hos sine forældre, tænkte, pakkede lidt, tog hjem til Tim. De penge, hun tjente på oversættelser, og de penge, han gav, var nok til hendes frihed. Resten det var for andre, med job, familie, hjemmeliv. Jeanette havde et eksistens, ikke et liv.
“Så blev det nærmest reunion! Bare jeg kommer til byen, og så møder jeg dig i supermarkedet!” Viktor smilede, da Jeanette ventede i køen med bananer og appelsiner.
“Viktor? Nå, det må jeg sige. Uventet!” svarede hun med et smil.
“Behøver du hjælp?” Han nikkede mod hendes indkøb.
“Hjælp mig,” sagde hun bare. “Lad os gå hjem til dig? Det er lidt underligt at stå her og snakke. Ingen venter på mig før i morgen, og du ser også alene ud ” Viktor blev lidt forstemt over, hvor let hun sagde det. “Lad os tage hjem til dig.”
“Ok Hvad siger Tim til det? Bliver han jaloux?”
Hun skulle til at svare, men kassekøen gik frem, og de gik hjem til Viktor.
“Ungkarlehybel?” sagde Jeanette, da hun så hans entre. “Næsten hyggeligt som dengang med Karen! Gud, Viktor, hvor har jeg savnet at have det hyggeligt!”
Hun smed frakken, svang sig om halsen på ham, tændte for mørket, og sitrende latter fyldte stuen, brudt af kys.
“Stop! Lad os spise først,” sagde hun pludselig, trak sig, som hun altid havde gjort bød sig til, trak sig tilbage, vakte håb. “Kan du lave mad? Hos os er det Tim, der laver alting. Vil gerne have vin og Ja, du ved ”
“Undskyld, Jeanette. Jeg er gift,” sagde Viktor overraskede sig selv.
Hun stivnede, løftede et bryn.
“Hva? Du? Og hvem er hun? Kom nu, hvem vil da have dig ” så hun, at det var sårende, Jeanette lo. “Blev du fornærmet? Ej, jeg joker! Du er ungkarl, det kan jeg se, og ikke lykkeligt gift!”
“Jeg har kun boghvedegryn,” han åbnede et skab.
“Er du syg?” spurgte Jeanette.
“Nej. Karen hamstrede. Til sort dag, sagde hun. Det er hendes lejlighed, du husker? Nå, nu er det min sorte dag.”
“Boghvede ok. Bedste dag i dit liv. Lad mig se din seng,” grinede hun.
“Nej. Vil du have te? Der er havregrynskager,” sagde Viktor.
“Te? Kom nu Viktor, lad nu være, jeg er din! Kom, Viktor, hvordan er det nu ?” Hun sprang op og greb om ham.
“Jeanette, jeg er træt. Du er gift, Tim er flink nok. Lad mig bestille en taxa,” han løsnede hendes arme, tændte lyset.
“Gift. Det gik dig på dengang, ikke?” Jeanette lo sarkastisk. “Det morede mig at se dig til brylluppet og alle talte om det siden! Hende der Julie? Fik du noget med hende? Nej, hun var nok for kedelig for dig ”
Jeanette vendte sig mod vinduet, så han blev stiv i ansigtet, altså havde hun ret. Det var næsten morsomt at komme forbi i dag måske kunne hun lave et barn med Viktor, så blev svigermor tilfreds og Tim kunne hun sende væk. Kanskje.
Men Viktor blev vred, skubbede hende ud.
“Stop med det, Jeanette! Det er år og dag siden, vi var unge og dumme!”
Men hun talte og talte ligesom når hun var nervøs ved eksamen, snakkede hun over sig.
” Du var ikke meget værd fjernstudier og dårligt job. Jeg havde brug for sikkerhed. Tim kom på rette tid. Han var så sød, da han erklærede mig sin kærlighed! Jeg tænkte vi blev venner du og jeg. Men du rejste, og Julie troede I gik sammen Hun sværmede om dig, som en rød, vild kat. Men du brød dig ikke om hende. Hvor er hun nu?”
“Hun? Altså, vi bor på Nørrebrogade. Hun er der. Jeg skulle hente boghvedegryn til børnene,” forklarede Viktor. “Jeg nåede ikke til Eriks begravelse, jeg sad fast på arbejde. Julie var ret ked af det.”
“Du lyver. Du kan ikke lyve. Var hun ked af det? Ikke mig. Jeg gik forbi Erik, han sad udenfor, så forpjusket ud. Jeg gik forbi. Senere indså jeg, han havde det skidt. Men han kunne have ringet efter en læge Bare tanken giver mig kvalme.”
“Så du gik forbi ham dengang Jeanette!”
“Jeg vidste det ikke! Glem det. Tim og jeg har ingen børn. Det er aldrig blevet til noget Måske skal vi have et barn, du og jeg. Tim og hans mor driver mig til vanvid, jeg vil bo med dig. Vi har det godt sammen, ikke, Viktor?”
Hun forsøgte igen at kysse ham, men Viktor greb hende, trak hende ud til døren.
“Her, frakke, støvler og tag dine varer. Og kom aldrig igen! Godt jeg aldrig giftede mig med dig. Jeg har ondt af Tim. Farvel!”
Jeanette fandt sig selv udenfor med en pose frugt.
“Han kunne i det mindste dele boghveden ” surmulede hun. “Sådan er mænd, altid hver for sig ”
Hun tog mobilen og ringede.
“Tim, kan du hente mig? Jeg er alene ude hos mine forældre. Jeg er træt og kold.”
“Tag en taxa.”
“Men Tim! Jeg vil med dig! Jeg ”
“Jeanette, jeg søger om skilsmisse. Mor og jeg blev enige. Måske bør du blive hos din mor. Kom ikke hjem ”
Jeanette stod lidt, fortumlet. Skilsmisse? Hvorfor? Det gik jo vi ødelagde aldrig hinandens liv. Hvad skal jeg dog gøre? Hvad nu, hvis jeg står alene
Hun stod lidt, spejdede. En anden ven, Anders, bor her vist. Hvis jeg er heldig, bliver han min næste lykke. Han er vist advokat kan sikkert hjælpe med at blive skilt
Julie havde fået fri tidligt, hentede nogle ting i deres gamle lejlighed, tænkte hun var hurtigt væk, men blev alligevel hængende. Tændte for kedlen, fandt farens kop frem, skænkede te, så ud på nabolejlighederne.
Hun plejede at sidde med sin far og gætte, hvem folk bag gardinerne var.
“Det er en sygeplejerske, siger jeg dig!” sagde han,
“Ikke nødvendigvis måske en bud, der arbejder sent,” sagde Julie, rynkede på næsen.
De diskuterede, småskændtes. Til sidst sagde Erik:
“Du ligner din mor Hun var også stædig, min kat.”
“Stop, far, nok om det. Tag en bolle jeg har smør.”
Han nikkede
Han sad der, selv nu, ved køkkenbordet, tegnede i ugebladet, sleb en blyant.
“Far, jeg stødte for nylig på Viktor ” hviskede Julie til den tomme lejlighed. “Nej, du skal ikke tro noget jeg kørte ham næsten over med bilen han sprang ud foran ”
Havde Erik kunnet tale, havde han sagt: det var meningen, at de skulle mødes.
“Hvorfor?” ville Julie have spurgt, og måske havde hun spildt teen.
“Fordi I aldrig selv gør noget, tager ansvar for lykken,” havde han sagt. “Alt skal komme udefra. Nu må du tage fat, Julie. Da du så ham, glemte hjertet at slå det kan ikke skjules. I er vokset, blevet voksne. Hvorfor tør I ikke?”
Men han sagde det ikke og Julie hørte intet.
Lige som hun skulle forlade lejligheden, ringede det på døren.
“Viktor?”
“Ja En mand ringede med mit nummer, sagde du ventede på mig. Undskyld, jeg snakker for meget, ikke?” Han stod med nogle forpjuskede grene med limede blade der var ikke blomster at købe på dette tidspunkt og med en pakke boghvedemel. Hvad skulle han ellers gøre?
“Er du anæmisk?” spurgte Julie og tog boghveden.
“Ja. Eh, nej. Det var egentlig til min tante Jeg kan bare ikke mere!” blev han pludselig vred. “Sikke et spild af tid Jeg mener, jeg spildte tiden. Vores bryllup er i august, Julie, du slipper ikke!”
Han trådte frem, men Julie holdt ham tilbage.
“Ingenting jeg forstår det med din tante, forstået alt det. Men hvorfor skulle jeg gifte mig med dig? Du har sikkert drukket igen. Gå hjem, Viktor. Tag din kost med. Og din boghvede.”
Hun skubbede ham ud, fulgte ham ned.
“Jeg elsker dig, din tosse! Hvorfor skal jeg sige det? I piner os, du!” råbte Viktor.
“Hvad er det, I råber?!” nabokonens hoved stak ud. “Elsker du, så vis det dog. Du dræner os for energi! Julie! Vent, din bejler bliver forpustet. Og du, hvorfor venter du? Gå nu efter hende. Ellers mister du hende igen!”
Erik lænede sig på sin sky, tørrede panden det var hårdt at få folk til at mødes og forstå hinanden! Måske ville Viktor kysse for tidligt, Julie skubbe ham væk så startede det hele forfra. Ligesom hendes mor stædig … Han havde elsket hende højere end livet. Nu håbede han bare datteren ville få et godt liv.
Men nu måtte de selv finde vejen.
Erik lukkede øjnene og sov ind, vuggende på sin sky.
Nede på jorden stod to og holdt om hinanden. Gadelygten vippede i vinden, vekslede mellem glimt af deres forsigtige kys og mørke. Og til sidst slukkede den træt af at lyse for andres lykke Sådan stod de, midt i en smal opgang, hendes hånd mod hans bryst, afventende, tøvende, som havde de begge glemt, hvordan man tager det første skridt igen. Men det var Julie, der lo først, forsigtigt, som for at jage de gamle spøgelser væk.
“Kom op. Jeg laver te. Og du rører ikke boghveden, før du forklarer dig.”
Viktor nikkede, og fulgte hende op trinene knirkede under hans fødder, men det gjorde ikke længere noget. Regndråbernes blide trommen mod ruden lød trygt, da de sad overfor hinanden ved det slidte spisebord. Han stammede, undskyldte, fortalte alt også alt det pinlige. Hun sad og så på ham, til hun, uden et ord, lagde sin hånd over hans.
“Vi har været dumme, ikke?” sagde hun blidt. “Men vi har grint mere sammen end med nogen anden. Lad os prøve igen på vores måde. Ingen andres.”
Han nikkede, og så ind i hendes øjne. Det føltes ikke som en anden chance men som den første, de faktisk tog.
Ude på gaden skrålede verden videre; biler bakkede, døre smækkede, nye fester begyndte. Inde i den lille lejlighed lyste en lampe, og to stemmer blev i natten til latter og til samtale, der skjulte ingen ting, glemte intet, men byggede forfra, uden andres skyld, uden iscenesat lykke.
Da morgenen gryede, lå byen badet i et lys, der var mildere, end nogen af dem havde set i årevis. Og på altanen ja, der stod et krus lunken te og et bundt grene, nu sat i vand, klar til at slå små grønne skud.
Nogen steder er der ikke brug for mere end det.
