Man bør behandle alle børn ens
Aldrig havde Nanna forestillet sig, at deres eneste søn, Mads, en dag ville gifte sig med en kvinde, der allerede havde et barn. Hun sagde ofte til sin mand, Henrik:
Jeg forstår ikke Mads. Der er så mange unge piger, hvorfor skal han absolut have fat i den der Signe med et barn fra en anden? Datteren er jo kun tre år gammel!
Nanna, det er hans valg. Hvis Mads elsker Signe, så elsker han også hendes datter. Pigen kan jo ikke gøre for det, svarede Henrik roligt.
Nanna gjorde alt for at tale Mads fra at gifte sig med Signe.
Søn, du skal ikke gifte dig med hende. Det er et fejltagelse, hendes barn er fremmed for dig. Hvorfor tage det ansvar på dig?
Men Mads ville ikke høre på nogen.
Mor, jeg elsker Signe, og jeg gifter mig kun med hende, uanset hvad nogen siger, sagde han fast og beslutsomt.
Så måtte Nanna acceptere hans valg. De begyndte at forberede brylluppet, og festen blev god. Efterfølgende lejede Mads og Signe en lejlighed sammen.
Mor, far, sagde Mads en dag, vi vil gerne optage et lån til en ejerlejlighed. Kan I hjælpe lidt økonomisk? Signes forældre vil også bidrage.
Selvfølgelig hjælper vi jer, min dreng, svarede Henrik, og så på Nanna, som ikke havde andet valg end at nikke.
Mads og Signe købte en hyggelig lejlighed. De levede lykkeligt og i harmoni. Selvom Nanna ikke brød sig om, at hendes søn opdragede et andet barns pige, kunne hun ikke undgå at bemærke, at han behandlede Mille, som var hun hans egen.
Ja, men det er jo bare fordi han ikke selv har fået et barn endnu. Derfor forkæler han Signes datter med legetøj og nyt tøj. Bare vent, indtil han får sit eget barn. Så skal du bare se, mumlede Nanna til Henrik, og hendes rigtige far betaler jo slet ikke ordentligt børnebidrag.
Henrik svarede altid det samme:
Lad nu være, Nanna. De har det godt, og Mads er en ægte mand, der tager Mille til sig. Jeg respekterer ham for det.
Signe arbejdede også, og Mille gik i børnehave. En dag blev Mille syg, og Signe spurgte forsigtigt sin svigermor:
Nanna, kan du passe Mille for mig? Jeg vil nødig tage sygedage, min chef kan ikke lide det.
Det kan jeg desværre ikke, Signe. Jeg er selv lidt skidt tilpas, løj Nanna, selvom hun sagtens kunne have hjulpet.
Siden da var Signe lidt tilbageholdende over for hende.
Hvad rager det egentlig mig? Jeg er jo ikke forpligtet til at sidde børnepige for et barn, der ikke er mit barnebarn, sagde Nanna til Henrik, som blot trak på skuldrene.
Forholdet mellem Nanna og Signe var gådefuldt anstrengt. Ikke åbenlyst konfliktfyldt, dog med en understrøm af noget usagt. De undlod at skændes, men begge vidste godt, at varme følelser manglede.
To år gik. Signe fødte en søn, Emil. Mads var fjollet henrykt, for Emil lignede ham på en prik.
Min egen søn, mit kød og blod, smilede han og bar drengen rundt på armen. Emil voksede sig mere og mere lig sin far.
Nanna var naturligvis ovenud lykkelig for at få en barnebarn, der lignede hendes egen søn.
Henrik, ham der Emil er lige som Mads, han er bare vores, vores slægt, sagde hun lykkeligt, mens begge bedsteforældre dullede om omkring barnebarnet.
Da Emil fyldte to år, tog Nanna og Henrik til fødselsdag. Mads havde ringet og inviteret dem, så de købte gaver: en kæmpe blød kanin med lange ører, en legetøjsbil og lidt smart børnetøj. Selvfølgelig også slik til børnene.
Goddag, hilste Mille venligt, da bedsteforældrene trådte ind i lejligheden.
Goddag, svarede Henrik, men Nanna sagde intet.
Hvor har vi fødselaren? spurgte Nanna blidt, og Emil løb grinende ud fra børneværelset. Min lille guldklump, sagde hun og løftede ham op, mens han straks rakte ud efter gaverne, som Henrik bar.
De gav Emil gaverne, men Mille snuppede straks den store kanin og gemte den bag ryggen. Emil blev så ked af det, at han begyndte at græde. Nanna kunne ikke lade være.
Mille, giv nu kaninen til Emil. Det er hans fødselsdag, og det er hans gave, sagde hun bestemt.
Men Mille gemte kaninen væk. Nanna tog den fra hende og gav den til Emil. Mille brød ud i højlydt gråd. Signe kom stormende ud fra køkkenet, da hun hørte datteren græde. Mille hikstede:
Bedstemor tog min kanin og gav den til Emil. Men jeg vil også lege med den.
Nanna, hvorfor deler du børnene op? Lad nu Mille lege med kaninen. Når hun er færdig, får Emil den tilbage. Han forstår jo ikke, det er hans fødselsdag eller hans gave. I kom hertil uden en gave til Mille. Man må ikke skelne mellem børnene, sagde Signe irettesættende.
Nanna lyttede tavst til sin svigerdatter, men indvendigt kogte hun og svarede:
For det første, jeg er ikke Milles bedstemor, og hun skal ikke kalde mig det. Hun har sin egen bedstemor på sin fars side, hende må hun få gaver af. Denne her kanin har jeg givet til mit barnebarn.
Det lød skarpt, det vidste Nanna godt men hun syntes også, at det var forståeligt.
Hvorfor skulle jeg se til, at mit barnebarns gave tages fra ham og gives til en, der intet har med os at gøre? Skal jeg blot se på, at mit barnebarn græder på sin fødselsdag? tænkte hun.
Signe sagde ikke mere, men tog kaninen og lagde den ind i et andet værelse, og sagde til Mille:
Når I kan lege sammen uden tårer og skænderier, får I den tilbage. Foreløbig må du lege med det, der er.
Mille sad tyst og så tegnefilm. Emil kørte med bilen hen over gulvet og blev opslugt af legen. Stemningen forblev trykket hele aftenen. Signe sad tavs og utilfreds. Nanna tænkte:
Jeg sagde bare sandheden. Hun vil have, at jeg skal elske Mille på samme måde som Emil. Det sker aldrig. Hun er intet for mig. Hvis hendes far ikke engang gider besøge hende, hvorfor skal vi fylde hende med gaver? Nu kan vi endelig koncentrere os om vores eget barnebarn. Signe burde snarere sige tak til Mads, fordi han forsørger Mille og køber alt til hende. Han gør hende forkælet og krævende. Sådan opdrager man ikke børn.
Således forløb aftenen, alle fanget i deres egne tanker, indtil bedsteforældrene tog hjem.
Næste dag ringede Mads med bebrejdelse.
Mor, jeg beder dig indtrængende, lad være med at skelne mellem børnene. Jeg elsker Mille og Emil. De er begge mine børn. Jeg beder dig, behandle også Mille som din egen.
Nanna hørte på sin søn og svarede:
Hør her, Mads, du må gøre som du synes er rigtigt. Du har taget Mille til dig og forsørger hende, selvom hendes egen far knap nok betaler børnebidrag. Det er dit valg. Men du kan ikke forlange, at jeg skal opfatte hende som mit barnebarn. Hun er fremmed for mig, og sådan vil det være. Jeg er venlig over for hende, men jeg er ikke pålagt at give hende gaver, eller passe hende, hvis Signe er på arbejde.
Nå, mor, jeg troede egentlig, du var anderledes sagde Mads med et lille suk. Nanna mærkede, at sønnen var såret.
Efter det blev der stille fra børnene.
Siden den dag ringede Mads sjældnere. Signe holdt også op med at invitere dem og spurgte aldrig mere, om de ville passe Emil. Der gik lang tid, og fra børnene var der kun tavshed. Nanna ventede forgæves på et opkald.
En dag tog hun selv telefonen og ringede.
Mads, Henrik og jeg tager ud til jer i dag. Vi savner Emil.
I må selvfølgelig gerne komme, mor, I er jo mine forældre. Men jeg beder jer venligt: Lad være med at behandle Signe og Mille dårligt ved kun at komme med gaver til Emil. Hellere slet ingen gaver. Og lad være med at sige til Mille, at du ikke er hendes bedstemor. Hvis du lover det, glæder vi os til at se jer.
Nanna var målløs over sin søns ord og sagde vredt til Henrik:
Se nu, Signe har vendt vores egen søn imod os. Hvis det fortsætter, så vender hun også Emil imod os.
Henrik sagde intet, hvilket kun gjorde Nanna mere rasende.
Hvorfor siger du ingenting?
Henrik så alvorligt på hende.
Ved du hvad, Nanna, pas nu på din mund, hvis du vil se Emil igen. Signe og Mads har ret. Man deler ikke børnene op, de skal behandles ens. Mille kan jo ikke gøre for at hendes far ikke vil have hende mere. Vores søn er stærk, han har taget hende til sig. Hvis vi besøger dem, skal vi selvfølgelig også købe en gave til Mille hun er jo bare et barn. Hun glæder sig også til gaver. Hun skelner jo ikke mellem rigtig eller forkert bedstemor. Vi køber en gave, så den lille pige kan glæde sig.
Nanna så måbende på sin mand.
Nå, så er du også imod mig? Synes du bare, jeg er sur og led? Er det dét, du mener? Svar mig!
Ja, det er sådan, det forholder sig, sagde Henrik kort. Hvis du ikke ændrer dig, får du aldrig lov til at besøge Emil igen. Og bare så du ved det jeg holder med Mads og Signe.
Nanna blev tavs. Inderst inde vidste hun, at de havde ret. Det ville tage tid men måske kunne hun ændre sig. For børnene og børnebørnenes skyld. For vel er børn og børnebørn alligevel det mest dyrebare for en bedstemor.
