Skriv hende et brev
I det gamle gods, der nu fungerer som lazaret, var der koldt. Den klare, gyldne oktober slap pludselig sit tag, og en fugtig, grå november kom snigende og bankede på de med papirstrimler korslagte ruder. Om natten trak rimfrosten ind gennem de utætte sprækker, og jorden blev pakket ind under et sølvgråt tæppe.
Vi bliver nødt til at gøre noget, Michael Gammelgaard! Patienterne bliver forkølede, der er langt fra tæpper nok til dem alle. Kunne vi ikke barrikadere vinduerne? sagde lille smalle Tove, med mørke blinkende øjne og næsen let i vejret, mens hun krammede sin tørklæde og så bedende op på lægen, dr. Federsen. Han havde ryggen til, trak bare på skuldrene.
Så barrikadér dem da. Men hvem skal gøre det? Skal jeg selv stå for det? Michael Gammelgaard vendte sig brat om, trådte tæt på Tove og tronede over hende, overrasket tynd og blegd, så man kunne se både kindben og kraveben. De kaldte ham “Skelet” bag hans ryg. Han savnede de rene, lyse operationsstuer og den gode stærke te fra lægeværelset i København. Alt det her felt-halløj, ingen ordentlige hjælpere og så lidt udstyr han kunne knapt holde det ud. Og så denne her unge pige med sit brok om vinduerne
Jamen Man kunne måske spørge mændene ovre fra flyvepladsen? De holder jo til lige herovre, Tove så ned på det slidte, hullede trægulv.
Tror du flyverne ikke har andet at tage sig til end vores vinduer! Tove Knudsen, tænk dig dog om! Hvem er du? Du er hjælper, ik? Så gå ud og hjælp! Du har jo rigeligt at lave. Når du har fri, kan du gøre, hvad du vil, men nu arbejder du! brølede lægen. Pigen krympede sig. Har du slet ikke andet at tage dig til? Læg soldaterne tættere sammen og dæk dem med frakker. Og Knudsen, hvad med Morten? Er han vågnet?
Jeg jeg ved det ikke, Michael Gammelgaard.
Så find ud af det! Jeg hænger på hans hoved, hvis der sker noget. Når jeg kommer op og ser til ham, skal alt være i orden forstår du? Rene bandager og For resten, få sat dit hår! Du ligner jo et fugleskræmsel! Han slog ned i bordet, Tove skuttede sig og stak af ud ad døren.
Hun følte sig så uretfærdigt behandlet så trist over, at lægen råbte sådan, når hun prøvede at hjælpe. Og lungebetændelse var næsten altid ensbetydende med dødsdom for de sengeliggende dét vidste Tove alt for godt.
Hun tænkte på før-krigen, på lejligheden i Indre By i København. På familien, på studierne på medicinstudiet, på vennerne og på Palle, som hun… ja, alt det, der var engang.
Og så var der farmor Anna ikke engang i familie med dem, men der så længe Tove kunne huske. Hun lå næsten altid til sengs.
Hvordan Anna blev syg, var der ingen, der rigtigt vidste. Måske havde nogen glemt vinduet på klem, måske satte hun sig selv for længe i køkkenet i træk, og til sidst blev det til dobbeltsidet lungebetændelse…
For mange kokke fordærver maden! brummede Toves far, da den gamle hostede og næsten forsvandt i dynerne. Hvad skal vi dog stille op?
Men de nåede intet. Alt gik for stærkt
Og nu, soldaterne der lå på rækker i rummet, hvor man i fredstid måske havde danset og skålet i champagne de kunne også risikere samme skæbne som farmor Anna.
Kampene var heldigvis rykket vestpå, lazarettet var ikke direkte truet, og rygterne gik om snarlig overførsel mod Roskilde. Men det var kun rygter, soldater og sygeplejersker hviskede dem til hinanden om natten.
Alle ventede på fred og forår. Lægerne, der havde glemt hvordan det føltes med sterile rammer og nysgerrige studerende iakttagende gennem glasloft. Sygeplejerskerne, der drømte om at få sat håret og få nye nylonstrømper, om et stykke sæbe fra en gaveæske og om duften af syrener. Gud, hvor Tove savnede den duft! At få en favnfuld syrener fra Palle mærke duften af forår og bare smile lykkeligt igen.
Tove! Tove, du må hjælpe Morten skal have skrevet brev og har brug for ny forbinding. Jeg kan ikke mere nu, lød det træt fra Anne, hendes kollega, der havde fulgt lazarettet fra dag ét. Anne græd ikke længere, sukkede bare og forsvandt ind i en sort, tung døs, når hun lagde sig. Hun var bare en lille brik i det store spil, kunne hverken håbe eller drømme. Hele hendes verden var lazarettet.
Kommer nu! For resten, Skelet sagde, vi måtte spørge mændene fra eskadronen om hjælp til vinduerne vi må sende nogen af sted efter brædder bag huset og få fikset kakkelovnen. Snart, for natten er isnende!
Det klarer vi. Dig sender vi, din snu rad! Du styrer det jo allerede, Tove! sagde Anne med et lille smil, men det nåede aldrig hendes blik. Men nu: afsted til Morten!
Tove klikkede med hælene, gik ned ad gangen ind til det, der engang havde været en herskabsdamers boudoir. Morten lå i enerum, for han var officer og så urolig, lægerne turde ikke have ham med de andre.
Man render jo ikke sådan rundt, major! sygeplejerskerne sukkede. Han skulle hellere ligge hos de andre, men lægerne bestemmer
De kom skiftevis ind til Morten. Rummet lugtede maskulint, krads af sved, og i loftet svævede pudsige englebørn.
Tove trådte ind, slog døren op.
Aldrig plejede der at være så meget palaver for en enkelt patient men baronen her fik særbehandling.
Officeren med ansigtet indbundet rettede sig op i sengen.
Din pistol ligger på kommoden lige ved siden af lysestagen, sagde Tove roligt.
Morten spidsede ører.
Hvorfor er her så stille?! Hvad foregår der? Hvor er Jesper? Jeg sender jer alle hjem! Fjern de bandager, de irriterer!
Manden rev i bandagerne, men Tove greb hans hånd. Den var helt præget af hjemlighed, med fregner og rødlige hår. Hun kom tit til at tænke på Palle, der også var rødhåret og havde de hvideste øjenvipper.
Tag det roligt. Du er på lazarettet, og du har fået eget værelse efter lægens ordre. Jeg har ikke kræfter til militærrapporter, undskyld.
Hun raslede med metalæsken med forbindinger.
Nu laver jeg forbindingen, men bare rolig, du skal ikke lave ballade, okay? Sid nu stille jeg fikser puden, og her er frakken til dine ben, der er koldt.
Hvorfor et eget værelse? Hvor er Jesper? Han var med mig, en ranglet, sort-håret løjtnant, vi fik ham lige nye støvler fordi
Han tav, ramt af tavsheden i rummet. Tove lagde forsigtigt hånden mod hans hoved og begyndte at tage bandagerne af.
Din ven Jesper er her også nede i salen. Men
Hvordan skulle hun forklare, at Jesper var hårdt såret, havde mistet meget blod og ingen anede, om han nogensinde ville vågne mere?
Hvad menes med “men”? spurgte Morten, hans greb om Toves hånd var fast. Undskyld, jeg prøver at holde ud. Han klamrede sig til sengegærdet.
Jeg finder ud af mere og siger til. Er det en aftale? Tove viklede forsigtigt bandagerne op. Hun huskede stadig, da Morten blev bragt ind, med flammende rødt hår, og sygeplejerskerne udbrød, så smukke krøller havde de aldrig set og nu var de helt grå blygrå.
Åh gud! hviskede Tove, og strøg ham blidt over hovedet.
Hvad nu? Sig dog! spurgte Morten.
Ingenting Det er bare en sommerfugl, der flakser mod ruden ret utroligt i november
Den har måske sovet hen over vinteren og tror, det er forår nu, mumlede Morten, pludselig barnligt indforstået. Vi havde også sådan nogle i min farfars lade mørkeblå sommerfugle, der dukkede op om foråret, skæve og forvirrede. Vi er som dem, fanget her. Hvad hedder du?
Tove.
Jeg hedder Morten. Tove, må jeg røre dig? Kan du forstå, hvordan det føles at være helt afhængig af andre? Må jeg holde på din skulder, bare så jeg kan orientere mig?
Det er ikke nødvendigt. Når huden er groet sammen, får du bindet af. Indtil da hold ud.
Morten nikkede, Tove så pulsen dunke i hans tinding, han bed fast sammen for ikke at lave en lyd.
Sådan, nu er det klaret. For resten, de sagde, du gerne ville skrive et brev. Vil du diktere det? Tove rakte ud efter blyant og papir.
Ja Jeg siger til, og du skriver. Klar?
Selvfølgelig.
Han ventede længe, før han dikterede ordene. Hans pige hed Iben Iben Svendsen. Til hende gik brevet. Han skrev, at han havde fundet en anden på fronten at sådan går det, og hun må finde en ny. Og ham, Morten
Det er ondt sagt, det du beder mig om at skrive, Tove slap blyanten. Det fortjener hun ikke. Hvordan kan du gøre det?
Jeg skal. Det skal bare på plads. Du skriver ikke andet.
Er det sandt? Det der med, at du har fundet en anden? Toves stemme bævede, hun ville græde. Hvorfor er alting omkring hende så ondt? Hvorfor dør folk og fryser?
Tårene hjælper ikke, sagde Morten kort. Men Tove kunne ikke lade være, de hvide engleknægte i loftet hånlo, og kommandøren gjorde netop sin Iben ondt, rigtig ondt…
Er alle mænd sådan? Tove spurgte lavt.
Hvordan sådan?
Så ubarmhjertige. Måske skal vi vente med brevet? Når du bliver rask, ser du det hele anderledes. Det er bare træthed min far blev også urimelig, når hans ryg gjorde ondt, men når min mor lagde en varmedunk, faldt han til ro og bad om te og kringle. Og jeg fodrede ham med jordbær, lige fra min hånd
Hvor gammel er du, Tove? for første gang smilede Morten rigtigt.
Nitten. Jeg begyndte lige på medicin, så kom krigen
Du burde tage hjem. Det er farligt her.
Jeg kan ikke engang det mest basale! Men jeg er ikke bange. Du ynker mig? Spild af tid! Jeg skal blive læge og hjælpe folk. Min mor er død. Min far også. Hjemmet i Indre By findes ikke mere. Så hvorfor skriver du til Iben, at hun ikke skal vente? Hun kunne måske have dig som sit livs håb. Og så bryder du det
Tove begyndte at gå frem og tilbage på gulvet, blev ved med at argumentere.
Forlad rummet! Ud, forsvind! Brevet skal sendes, forstår du? Du skal aldrig, aldrig blande dig i mit liv! Dit job er at lappe kroppe, så gør det!
Hun greb sine ting og fór ud men vendte tilbage med et smæld i døren, lagde ordentligt tæppet om ham, bøjede sig ind over ham og sagde:
Så må du også skrive brevet selv. Jeg lapper bare kroppe resten må du ordne.
Morten blev overrumplet, kunne ikke sige noget. Lytte til Toves skridt på gangen mere var der ikke.
Cherubinerne på loftet lo deres hvide smil. Bag panelerne pilede en mus, og udenfor kørte militærbiler i snesjap og sludder…
Hvorfor så dyster i blikket, Tove? Har du været hos Morten? Anne stod ved tørresnoren med metervis af rensede bandager. Vinden snoede dem i krøllede fletninger, Hjælp mig lige.
Skidt være med ham! Tove hev i snoren. Brevet? Aldrig om jeg sender det!
Hvorfor ikke? Skriver han, så send afsted. Det er ikke vores bord.
Jeg nægter! Han havde forlovede Iben. Nu har han fundet en anden, det er nederdrægtigt! Hvis hun kun har ham at leve for? Hvis hun tror, han elsker hende? Så hvad så? Det er så ondt, Anne!
Anne lyttede, bare trak på skuldrene og tændte en cigaret. Efter begravelsen af hendes forlovede begyndte hun at ryge. Længe.
Ondt eller ej Hvem er vi til at dømme? Det her handler ikke om kærlighed. Du er så ung, Tove, du forstår ikke endnu. Man må lære ikke at føle for meget, det gør det nemmere. Så taber man ikke så meget mister ikke fodfæste, hvis nogen ikke vender hjem…
Stop! udbrød Tove, greb Annes hænder som hun engang holdt fast i sin mors, Det er forkert. Man må tro på fremtiden, holde fast i håbet, i at vi vender hjem! Hvis vi bare accepterer uretfærdighed og smerte, kan vi jo lige så godt stoppe med at læge folk! Forstår du ikke det er dit hjerte, der skal forandre det hele! Du tager dig ikke selv alvorligt, derfor lever du også uden retning, Anne!
Anne hørte ikke slutningen, hun gav hende en på kinden og forsvandt. Bandagestrimlerne kildrede hende henover hænderne, men hun mærkede det ikke.
Anne! Undskyld, Anne! Tove begyndte at tude, slog ud i luften, krydsede armene om sig selv. Nej, man må tro på det gode, ellers bliver man bange og mister sig selv
Hun mærkede et par skuldre om sig. Det var overlægen, Jytte Holm.
Nej, lille Tove, du siger det så smukt. Du skal holde fast! Jytte strøg hende over håret, over de stramme fletninger. Anne mistede sin kæreste lige her. Så lukkede hun for alt. Det er hendes måde at overleve.
Men hvad skal hun så leve for? Jeg vil bare have, vi alle kommer hjem! At nogen venter derhjemme! Det er kærligheden, der bærer os, ikke sandt? Må Iben vente på Morten, uden at kende sandheden? Anne må tro på, at der findes mere at leve for, ikke?
Det skal man, søde barn, svarede Jytte. Og Morten? Han lyver. Da de bragte ham ind, råbte han efter Iben. Nu skammer han sig over sine ar derfor vil han skubbe hende væk. Se, billedet af hende havde han i uniformen. Smuk pige, fra et godt hjem. Nu tør han ikke hendes medlidenhed mænd vil helst være stærke. Min far hadede sin stok han troede, alle kiggede. Men ingen så den. Det gik over. Og du, du skal holde fast og tilgive Anne. Hun har svært ved at tilgive sig selv.
I samme øjeblik peb bremser i gården, og portører og læger snurrede ud, for at modtage nye sårede.
Tove, kom nu! Det skal nok gå alt sammen du vil se!
Anne sad senere i depotet, lænet bagover med lukkede øjne. Hun havde kvalme over al den billig tobak og følte sig tom. Måske skulle hun melde sig til fronten.
Anne? Er du her? Jeg har te til dig. Og en kammerjunk! Kom nu.
Jeg gider ikke flere urteteer. Jeg brækker mig snart!
Jo, smag! Anne, kære, tilgiv mig. Jeg talte over mig. Jeg vil bare så gerne, at alt bliver godt.
Lad være! Du er et barn endnu, tror på eventyr. Jeg gør ikke mere. Jeg tager ud til fronten. Jeg skriver til dig, ja? Siger hovedlægen nej, tager du afsted for mig? Nej vel! Du ville aldrig klare det! Gør nu ikke noget dumt.
Men, Anne, jeg slipper dig ikke! Hvis nogen skal af sted, bliver det mig. Du bliver her!
Anne smilede for første gang længe, børstede næse med Tove og kildede hende over de barnlige fletninger.
Anne tog af sted to dage senere. Hun samlede sig sammen før daggry, hviskede noget til Tove og hoppede op i førerhuset på lastbilen. Jytte Holm så efter hende, og Michael Gammelgaard sparkede vredt til en gammel spand.
Det var det rette, sagde han, det rigtige at gøre.
Det handler om at komme væk fra ulykkens skygge så har man en chance, forklarede overlægen.
Morten lå i sin stue, fåmælt og indesluttet, svarede kort og surt på tiltalte, skubbede folk væk. En uge gik uden at hans bandager blev taget af.
Du kommer snart til Roskilde, Tove trak vinduet helt til. Sneen hvirvlede udenfor. Vær tålmodig lidt endnu.
Jeg har det fint her. Hvem er du? Tove? Sendte du mit brev? spurgte Morten hæst.
Ja.
Hele sandheden? Eller skånede du hende? Han greb hendes hånd.
Slip, du gør ondt. Jeg har mad med til dig.
Jeg spiser ikke. Skal ikke bruge det.
Vil du have problemer med lægen? Spis. Har du nogensinde stået på skøjter? Tove stak hurtigt suppeskeen i hans mund.
Han synkede fornærmet, men svarede.
Ja hvad er det for et spørgsmål!
Jeg har aldrig prøvet. Mor turde ikke give mig lov, selvom vi havde søerne lige ved. Tove rørte suppen op igen.
Din mor overbeskyttede dig! Jeg var dygtig til det.
Alene?
Nej aldrig alene
Han standsede, da han fornemmede en kendt stemning i rummet.
Kom nu, fortæl! Tove rakte endnu en skefuld.
Morten stivnede, mærkede en hånd mod sin skulder.
En kvinde strøg ham blidt over ryggen. Hun græd, men smilede.
Iben hvordan i alverden? Hvorfor kom du? Jeg jeg skrev jeg blev bange for, at du kun ville have ondt af mig og ikke længere elske mig, nu med ar og det hele… Men du kom…
Han holdt fast i hendes hånd.
Ikke mere snak, Morten. Nu skal du spise. Må jeg sidde her lidt?
Han nikkede. Sygeplejersken havde snydt hun sendte et sandt brev. Og nu, nu var Iben kommet.
Tove svævede nærmest ned ad gangen.
Tove, har vi et mirakel på enestuen? spurgte Jytte Holm.
Hun kom! Jeg fortalte hende alt og hun kom! Det betyder, at hun elsker ham, ik? Tove standsede midt på gangen, spredte armene og snurrede rundt. Jytte lo og kyssede hende i panden, kaldte hende for en lille ballerina.
Senere, ikke langt fra fronten, bøjede Anne sig ind over en jordslået soldat og spurgte:
Hvad hedder du, min ven? Han gnubbede jord væk fra kinden.
Jeg hedder Palle. Jeg har en barndomsveninde Tove vi startede sammen på medicin. Hun er medic og så stædig! Går sin egen vej. Jeg gav hende syrener om foråret. Tror du, hun venter på mig?
Palle stirrede op mod en klar, høj, frostblå himmel.
Giv det nu ikke op! Hjælp til, sagde Anne og trak ham mod grøften. Hold ud, Palle. Din Tove venter nok i lazarettet. Hun lærte mig at tro på det gode igen.
Hun kom til at smile ved tanken om Toves fletninger, men kastede sig ned da en granat sprang tæt på.
Tove Knudsen? Var hun hos dig? Godt! Det var min eneste bekymring. Tror du ikke på håbet? Man bliver nødt til det, mumlede Palle.
Nu bliver jeg vel nødt til at tro! Du må skrive til hende, husk det! grinede Anne, bandagerede ham videre. Ikke gå bort nu! Ellers mister jeg troen igen.
Palle svarede ikke. Han lå blot og smilede. Tove er i live, han vil skrive til hende foråret vil komme, bien vil summe ved hendes vindueskarm, Tove vil nægte at jage den væk og Palle vil lytte.
Anne vendte sig væk og bed sig i læben. Hun begyndte at græde ikke af sorg men fordi noget, der trodsede død og smerte, var ved at vokse frem i hende engang mere: håbet for hende selv, for Tove, for Michael Gammelgaard, for Jytte, for den besværlige Morten ja, for alle, de hjælper her midt i krigens mørke.
Ord rummer en kraft, større end kugler og granater.
Kære Gud, beskyt vores soldater, læger og sygeplejersker.
Med håbet om fred og lyse dage til vores alles beskyttere.
I Danmark fejrer vi ikke bare mændenes dag, men en dag for styrke, mod og ære, som hviler i alle vores beskyttere på front og derhjemme. Må vores kærlighed følge jer, altid.
