Ikke til salg
Grethe Olsen hørte dem allerede ude i opgangen. Først svigerdatterens stemme, høj og lettere irriteret, så sønnens mumlen, som om han allerede havde givet op. Hun følte ikke behov for at lytte nærmere, satte bare vand over og gik hen til vinduet. Oktoberregn dryppede på ruderne, gule blade klæbede til gesimsen over naboens indgang, og hele gården så særligt trist ud her om morgenen.
Da døren gik op, vendte Grethe sig ikke engang.
Mor, vi vil lige snakke, sagde Niels. Hun kunne høre på tonen, at han egentlig gerne ville have samtalen overstået, før den var begyndt.
Sæt jer, jeg laver te.
Vi skal ikke have te, svarede Maria. Svigerdatteren gik først ind i køkkenet, stadig i jakke, skuldertasken på. Ansigtet havde det udtryk, folk får, når de allerede har besluttet sig og bare skal give besked.
Tag nu i det mindste jakken af, sagde Grethe.
Grethe, vi mener det alvorligt. Vi skal snakke om lejligheden.
Så kom den. Hun vendte sig langsomt mod vinduet igen, som om noget kunne have ændret sig derude.
Om lejligheden, gentog hun.
Ja. Du ved jo godt, vi mangler et sted at bo. Niels arbejder fast, jeg arbejder fast, men København er trods alt København, sagde Maria sagligt. Lejligheden står i dit navn, du bor alene. Vi er tre med Malthe. Vi har brug for mere plads.
Malthe, det er jeres søn, ikke? sagde Grethe tørt.
Naturligvis.
Hvor gammel er han nu?
Ni, mor hvad er det, det har jo ikke
Niels, kan du ikke komme herind, sagde Grethe stille. Niels dumpede ind med hænderne i lommerne, 42 år men lignede en skoleelev, der var trukket op til tavlen.
I vil have mig til at flytte ud? spurgte hun.
Vi tænkte, om du kunne flytte ind hos Ellen. Hun har hus i Hillerød, I er venner. Det ville være hyggeligt, sagde Maria.
Ellen gik bort sidste juni, sagde Grethe.
Maria åbnede munden, men sagde ikke mere. Niels vuggede nervøst fra fod til fod.
Mor, hun vidste det ikke
Så har hun ikke spurgt. Grethe vendte sig mod dem, så på Maria, så på Niels. Længe. Gå nu hjem. Jeg ringer til jer.
Mor
Niels. Gå nu bare.
De gik. Maria stadig tavs med det professionelle ansigt. Niels kiggede sig tilbage i døren, sagde intet. Døren smækkede, først den til lejligheden, så hoveddøren. Grethe stod ved vinduet ti minutter endnu. Regnen holdt ved. Kedlen havde kogt, var slukket for længst.
Hun havde boet her i 38 år.
Det var her, hun tog Niels med hjem fra fødeklinikken, her han tog sine første skridt, her hun græd, da Jens døde. Her slæbte Niels skiftende kærester med hjem, indtil han mødte Maria. Her sad Grethe utallige aftener med rettede stilebøger dengang hun endnu var lærer. Her ramte folkepensionen.
En toværelses på fjerde sal med udsigt til gården. Ikke ny. Ikke specielt fin. Men hendes. Væggene bar stadig Jens skæve tapetsering; på køkkenhylden over vasken hang en hylde, han selv havde sat op stadig skæv.
Grethe hældte te op og satte sig ved det bord, hvor hun og Jens havde spist til aften hver dag. Holdt koppen med begge hænder.
Hun var 67 og alene.
Hun ringede efter tre dage, men ikke til Niels.
Hun fandt frem til nummeret, hun ikke havde brugt længe.
Hallo?
Nadia, det er Grethe. Grethe Olsen fra dengang Jens levede.
Pause.
Grethe! Jamen dog, hvor længe. Hvordan har du det?
Rimeligt. Hvad med dig?
Joda. Vi er flyttet til Holbæk, efter mor døde Nadia gik lidt i stå. Nå, vi lever skam. Jeg arbejder på biblioteket, Kristian underviser på skolen. Børnene lader vente på sig.
Nadia, jeg har brug for et råd.
Selvfølgelig! Hvad sker der?
Grethe forklarede. Knap, uden at brodere. Nadia lyttede, uden at afbryde. Det havde hun altid kunnet, satte Grethe pris på.
Hvad tænker du at gøre? spurgte Nadia, da det var stilnet af.
Jeg ved det ikke. Derfor ringer jeg.
Grethe, den lejlighed er din. Du bestemmer.
Jeg ved det godt. Men Niels
Niels er voksen, Grethe. Han fylder 42.
Han er min søn.
Ja. Men det er ikke det samme, som at du skylder ham alt.
Grethe sagde ikke noget. Kiggede ud. Regnen var stoppet, gården stod stille og blank.
Du har stadig det der med at tale lige ud, sagde hun.
Det har jeg lært af dig.
De snakkede lidt videre om alt og intet. Om Holbæk, biblioteket, hvordan Nadia stadig tænkte på Jens. Da hun lagde på, sad Grethe længe med telefonen i hånden.
Nadia Sørensen havde engang undervist biologi på Grethes skole; tolv år yngre end Grethe selv. Efter Jens døde kom Nadia tit forbi og hjalp til. Siden gled de fra hinanden. Sådan er livet.
Grethe gik ud og så på billederne på reolen: Niels som dreng, senere i værnepligt, på bryllupsdagen. Jens grinende med en fiskestang ved vandet. Hende selv, ung, foran en tavle.
Ingen billeder af Maria. Ikke fordi Grethe ikke brød sig om hende, Maria foreslog det bare aldrig og Grethe nænnede ikke selv at spørge.
Ugen efter ringede Niels.
Mor, hvordan har du det?
Fint, min dreng.
Har du tænkt over det vi snakkede om?
Det har jeg.
Og?
Kom forbi. Alene uden Maria.
Pause. Grethe hørte ham trække vejret, tænke.
Mor, hun er min kone.
Det ved jeg da. Men kom bare alene.
Han dukkede op søndag klokken tolv. Ringede nedefra, Grethe åbnede. Suppe kom på blusset; rest fra fredag, uden særlig tanke for anledningen.
Niels hængte jakken. Han så lidt mere splejset ud. Eller også havde hun bare ikke set ham uden vinterfrakke længe.
Sæt dig, vi skal spise.
Mor, jeg er ikke sulten.
Sæt dig nu alligevel.
Han satte sig, hun satte suppe, brød og creme fraiche frem. Satte sig overfor.
Spis.
Mor, kan vi ikke bare snakke?
Det gør vi. Du spiser, jeg taler. Hun foldede hænderne på bordet, kiggede på ham. Kan du huske, hvordan far og jeg knoklede?
Han så op.
Ja.
Jens på fabrikken, jeg på skolen. Vi spinkede og sparede. Lejligheden var ikke bare givet Jens fik den for lang og tro tjeneste, men vi betalte stadig af i tyve år. Kan du huske det?
Mor
Husker du det?
Ja, sagde han stille.
Fint. Hun holdt en pause. Niels, jeg flytter ikke. Lejligheden bliver. Her boede din far, og jeg bliver så længe jeg kan.
Han lagde skeen.
Mor, vi har ikke plads. Malthe vokser, han skal have eget værelse.
I har lejet i syv år. Jeres valg.
Det er penge ud ad vinduet.
Jeres vindue, jeres penge. Ikke mine.
Niels rejste sig, gik rastløst rundt i køkkenet. Samme kropsholdning som Jens altid på vej videre, tænkte hun.
Maria mener, du slet ikke kan lide os, sagde han.
Maria mener så meget.
Mor
Niels, du er min søn. Jeg elsker dig. Men jeg skal ikke give dig mit hjem for at bevise kærlighed. Hvis du mener det, tager du fejl.
Han var stille.
Spis, sagde hun. Suppen er god, med kødboller.
Han spiste. De sad længe snakkede lidt om nabokonen Vibeke, der havde brækket armen; han genfortalte lidt kedeligt om sit arbejde. Så gik han.
Hun ryddede af, vaskede op, tørrede hænder i det gamle viskestykke med kirsebær, hængt op for femten år siden.
Først da hun slap op i gangen, hvor hun lænede sig mod væggen med lukkede øjne, indså hun, hvor træt hun var.
Så gik hun ind i stuen.
Genboen, Vibeke, besøgte hun fast hver anden dag. Vibeke boede alene overfor, med armen i gips. Datteren boede i Aarhus, kom kun nytår.
Grethe, du slider dig op, sagde Vibeke hver gang hun lukkede op. Du gør for meget.
Det passer ikke, svarede Grethe. Hun kom altid med et eller andet: boller i en boks, et stykke tærte, eller bare en god te. Gjorde rent, skyllede gulv.
Vibeke var fem år ældre, før i tiden kraftig, nu lidt indskrumpet. Hun fortalte gerne om fortiden, den afdøde mand, datteren der sjældent ringede.
Ved du hvad, sagde hun en dag, hvor de fik te, jeg tænker nogle gange: hvorfor sled jeg altid for hende? Alt skulle være det bedste for datteren. Og nu sidder hun i Aarhus og har det fint.
Vibeke, lad nu være med det, sagde Grethe.
Hvad skal jeg så?
Grethe svarede ikke. Gode råd hjalp sjældent folk gør, som de altid har gjort.
I november, da gipsen var væk men armen stadig øm, spurgte Vibeke:
Hvad med dine egne?
Hvad med dem.
Ser du Niels?
Sjældent.
Og Maria?
Kommer ikke.
Vibeke nikkede.
Det er ikke godt, Grethe.
Jo, det er fint. Jeg skal nok klare mig.
Jeg mener ensomheden.
Ensomhed er ikke en sygdom. Den kan man lære at leve med.
Vibeke så på hende med et blik, så Grethe kiggede væk.
Du er så stålsat, Grethe. Men du er da ikke af jern.
Nej, men jeg er her endnu.
Du burde have nogen tæt på. Ikke kun gamle mig.
Du er ikke gammel.
Syvoghalvfjerds, Grethe. Gammel nok.
De grinede det var godt at grine uden grund.
I december hørte hun tilfældigt om Maiken gennem kulturhuset ovre på den anden side af gården. Tamara fra maleholdet ringede:
Grethe, jeg ved, du har arbejdet på skole.
Det er år siden. Jeg er pensioneret.
Jo, men der er en pige, Maiken, 11 år. Moren har det svært. Socialforvaltningen har været indover. Maiken er dygtig, men forsømt. Går hos mig til tegning for tredje år. Hun bor i din opgang, nr. 12. Kan du ikke lige snakke med hende? Det har du talent for.
Jeg kender ingen Maiken fra 12.
Så gør du nu.
Grethe lagde på, sad længe. Så tog hun frakken og gik ned på 2. sal.
Hun ringede på døren til nr. 12.
En lille pige åbnede. For stor sweater. Bekymrede øjne.
Hvem er du?
Jeg hedder Grethe, jeg bor ovenpå. Tamara ovre fra kulturehuset bad mig kigge forbi.
Majken gav sig til side.
Kom ind.
Det var koldt og indelukket. Beskidt service på køkkenbordet, kun lys i stuen.
Er din mor hjemme? spurgte Grethe.
Nej. Hun arbejder.
Er du alene?
Ja.
Har du spist i dag?
Majken sagde intet. Pausen talte for sig selv.
Kom med op til mig. Jeg har varm suppe og kålroulader.
Pigen så på hende længe.
Du kender mig jo ikke.
Nu gør jeg da. Jeg ved du hedder Maiken, er 11 år, og går til tegning hos Tamara. Det er nok for nu.
De gik op på fjerde. Grethe dækkede bord. Majken sad stille, så på bogreolerne og den skæve hylde.
Mange bøger, konstaterede hun.
Jeg var dansklærer.
Hvorfor arbejder du ikke mere?
Jeg er pensionist.
Nå. Maiken krammede sig selv. Hvem er det? Hun pegede på fotoet af Jens.
Det var min mand. Han er her ikke længere.
Død?
Ja.
Maiken nikkede alvorligt ingen trøst eller forlegenhed, bare nøgternt.
Hun spiste op, pænt og meget. Tak. I døren spurgte hun:
Må jeg komme igen?
Selvfølgelig.
Maiken begyndte at komme. Først en gang om ugen, så oftere. Lavede lektier i køkkenet, mens Grethe stod ved komfuret. Snakkede om skole, Tamara, at hun ville være kunstner.
Kunstner er svært, sagde Grethe.
Jeg ved det godt, men jeg vil.
Så gør det.
Maiken grinede. Hendes latter var levende og ægte.
Hun sagde ikke meget om sin mor. En dag forklarede hun:
Min mor er ikke ond. Det er bare svært for hende.
Det forstår jeg, sagde Grethe.
Dømmer du ikke?
Nej.
Hvorfor?
Jeg kender jo ikke hele historien.
Maiken tyggede lidt på det.
Det er måske rigtigt, sagde hun.
I januar ringede Niels igen med en lidt mere undskyldende stemme.
Mor, Maria tog fejl om lejligheden. Jeg har sagt det.
Grethe tænkte et øjeblik.
Så du har sagt det.
Ja. Vi finder en anden løsning. Måske banklån.
Det er rigtigt, Niels.
Er du sur?
Nej.
Helt ærligt?
Helt ærligt. Kig forbi en dag, få noget ordentligt mad.
Han dukkede op fjorten dage efter. Denne gang med Malthe. Maria havde andet at se til.
Malthe var rolig, forsigtig, holdt meget øje med far.
Bedstemor, sagde han blidt, da hun serverede tærte.
Hvad er det, skat?
Har du en kat?
Nej. Kunne du tænke dig det?
Han nikkede, men:
Mor siger nej.
Så har jeg heller ikke.
Han spiste tærte og kiggede ud. Niels sad med mobilen, men lagde den hurtigt og gloede også ud.
Niels? spurgte Grethe.
Ja?
Hvordan går det Maria? Er hun rask?
Jo, fint hun hun har bare altid lært, man skal kæmpe for alt.
Det forstår jeg.
Du er ikke fornærmet?
Niels, jeg har undervist i 40 år. Jeg har set det meste. Hun satte en kop te foran ham. Jeg tager mig ikke af det. Men jeg bliver her.
Ja, mor. Det er din lejlighed.
Han sagde det roligt, som om det aldrig var til diskussion. Hun så på ham. Måske forstod han nu eller bare opgav. Hvad end det var, hyggede de sig rundt om bordet. Malthe bad om et ekstra stykke tærte, Niels fortalte noget sjovt om en kollega, og Grethe lo med.
Da de var gået, så Grethe på billederne Jens med fiskestangen.
Du havde ordnet det hurtigere, sagde hun.
Jens grinede stadig på billedet.
I februar skete noget, Grethe virkelig ikke havde regnet med.
Maikens mor dukkede op.
En udslidt kvinde omkring 35, forkert klædt på og med et træt ansigt.
Du er Grethe, ikke?
Ja.
Jeg er Signe. Maikens mor.
Ved det. Kom indenfor.
Jeg skal ikke forstyrre. Er det dig, hun nævner derhjemme?
Lidt.
Hvad siger hun?
At det er svært for dig.
Signe svajede lidt.
Hvorfor tager du hende ind?
Vi spiser og laver lektier. Ikke andet.
Jeg kan altså selv sørge for min pige.
Naturligvis.
Jeg har bare lange vagter arbejder i Netto. Det er ikke altid let.
Nej, det er det vel ikke. Vil du have te?
Signe stirrede på hende.
Undskyld, hvad?
Te. Så taler vi.
Signe kom tøvende ind. De sad i køkkenet, snakkede om vejret, hvor sjældent der bliver malet i opgangen, om Vibeke og hendes arm.
Langsomt begyndte Signe selv at tale. Om skifteholdsarbejde som kassemedarbejder, om at Maiken havde været hendes alene hele livet, ingen far. Når hun løb tør, sagde Grethe stilfærdigt:
Maiken er en god pige.
Ja. Hun vil være kunstner?
Grethe nikkede.
Det siger hun til mig også. Jeg ved bare ikke, hvordan det skal gå. Kunstner er jo ikke rigtig et arbejde.
Det kommer an på kunstneren.
Signe så overrasket ud.
Hun er glad for dig, siger du?
Det må du da spørge hende om.
Hun løber altid herop, snakker kun om Grethe dit og dit.
Grethe mærkede et lille stik af varme. Sagde ikke noget. Signe hentede jakken.
Smid hende nu ikke ud, sagde hun pludselig.
Det har jeg ingen planer om.
Hun har det rart her. Det kan jeg mærke. Signe gik. Tak for teen.
Kom endelig forbi igen.
Noget blev blødere i Signes ansigt.
Det kan da godt ske.
Hun kom. I løbet af foråret blev tonen mere afslappet, Maiken dukkede også op sammen med moren. De drak te alla tre, og Grethe undrede sig egentlig over, hvor hurtigt fremmede kan blive familie.
I marts ringede Nadia fra Holbæk.
Hvordan går det, Grethe?
Bedre end i efteråret.
Hvad siger Niels?
Han lader mig være.
Sådan! Hvad har ændret sig?
Jeg ved det ikke. Måske talte han med Maria. Måske grubler han bare mere nu. Grethe så ud. Foråret var kommet, blå himmel over gadetræerne. Jeg har mødt en pige fra anden sal. Maiken. Hun er tit heroppe og griner. Det er rart.
Nemlig, sagde Nadia stille.
Hvad?
At livet fortsætter bare ikke altid der, man venter.
Grethe svarede ikke. Nussede med telefonen.
Du er klog, Nadia.
Jeg har lært af den bedste.
De grinte.
April bragte en uventet gæst.
Maria dukkede op, alene en søndag. Ringede nede fra døren, Grethe lukkede.
Maria så sig om, som om hun aldrig før havde været der.
Te? foreslog Grethe.
Gerne. Tak.
De sad i køkkenet. Maria virkede mere træt end sædvanligt. Mindre på vagt, ikke så professionel.
Jeg vil sige undskyld for efteråret, sagde hun hurtigt. Med lejligheden. Det var over stregen.
Grethe ventede. Når folk siger sådan, skal man lade dem tale færdigt.
Niels forklarede. Eller, jeg tænkte selv over det senere.
Du havde ret til at mene noget, sagde Grethe. Men du krævede også.
Ja.
De sad længe. Grethe skar tærte, satte foran Maria.
Spis.
Tak Maria smagte. Jeg forstår dig ikke altid.
Hvorfor ikke?
Du er ikke vred. Eller du var måske, men ikke nu.
Nej.
Hvordan kan det være?
Grethe tænkte sig om.
Vrede er dyrt, sagde hun. Koster mange kræfter. På pension har jeg et lavt budget.
Maria smilede for første gang, sådan rigtigt.
Niels siger, sådan har du altid været.
Hvordan?
Sådan. Lige rolig. Man kan ikke diskutere.
Med de kloge kan jeg sagtens, hvis begge parter er klar på at tabe.
Det er jeg dårlig til.
Så øv dig.
Ikke uvenligt, bare ærligt.
De snakkede mere om lidt af hvert: Malthe, skole, om Maria ville skifte branche.
Før hun gik, vendte hun sig:
Grethe må jeg kigge forbi bare sådan, uden Niels?
Selvfølgelig.
Tak for tærten.
Selv tak.
Grethe gik ud i gangen, så sig selv i spejlet: 67, gråt hår, rynker, stærke hænder. Hun vidste ikke, om Maria ville komme igen men hun kunne altid åbne døren.
Sommeren gled ind. I maj var det stadig koldt, pludselig blev det lunt og grønt.
Maiken kom næsten dagligt, sad og tegnede ved spisebordet. Grethe læste, lavede mad, eller sad bare. De behøvede ikke snakke meget.
Grethe, har du nogensinde ønsket dig et andet liv? spurgte Maiken, uden at kigge fra tegningen.
Hvilket andet?
Bare noget andet end det, du fik.
Hun tænkte.
Nej. Jeg ville bare have haft, det udviklede sig lidt anderledes nu og da. Men ikke et andet liv.
Hvordan?
Jeg ville gerne have haft Jens lidt længere. Men ikke en anden mand.
Maiken så op.
Det forstår jeg, mumlede hun. Men jeg drømmer nogen gange om noget andet.
Selvfølgelig. Du er 11. Kloge hovedet vil det.
Maiken tegnede videre.
Her er rart. Lidt som hjemme.
Grethe svarede ikke, så bare på de spinkle fingre, det mørke hår over skuldrene. Så gik hun ud og satte te over.
I juni faldt Vibeke igen. Ikke alvorligt, men kunne dårligt gå, så Grethe hjalp dagligt.
Du bliver træt af mig, sagde Vibeke.
Nej da.
Jeg fylder for meget.
Du er blevet lettere.
Holder du op!
De småskændtes, men det var rart.
Valdemar fra tredje kiggede også forbi. De drak te og talte om alt muligt hovedsageligt børn og barnebarn, og at det ikke var så skidt endda.
Pigen fra anden, Maiken, kommer hun her? spurgte Valdemar.
Ja, sagde Grethe.
Hendes mor er rar, bare presset.
Ja.
Grethe, du er ud over det sædvanlige.
Siger du med det?
Ja, svigerdatteren ville have dig væk, du tilgav. Du tager dig af en fremmed unge. Man skulle tro, du blev stødt men du sidder ikke fast i selvmedlidenhed.
Det gider jeg ikke.
Er det ikke ensomt?
Jo, men ikke grund nok til at sidde fast.
Vibeke nikkede, lavmælt:
Derfor holder jeg af dig, Grethe. Fordi du lever.
Hvad skulle jeg ellers?
I juli kom Niels med Malthe. Maria havde travlt. Niels var i godt humør, solbrændt.
Malthe var vokset. Snakkede mere.
Bedstemor, kan du spille skak? spurgte han.
Selvfølgelig har din far lært dig?
Ja. Har du et bræt?
I skabet som altid.
Efter frokost spillede de. Malthe gav sig god tid, Niels så tv som Grethe næsten aldrig havde tændt.
Har du en pige, der kommer her? spurgte Malthe pludselig.
Maiken hvor har du hørt det?
Far har sagt det. Er hun på min alder?
Lidt ældre, hun er elleve.
Jeg er ni. Må jeg også komme når hun er her?
Hvis din mor siger ja.
Far, må jeg det?
Spørg din mor, sagde Niels optaget.
Far, sagde Malthe insisterende.
Niels så op så på Grethe, så på Malthe.
Det må du vel.
Malthe smilede og dykkede ned i spillet. Grethe tabte med vilje. Eller næsten.
I august kom Signe med et kompliceret ansigtsudtryk.
Hvad er der? spurgte Grethe.
Jeg har fået tilbudt et job længere væk. Mere i løn men så er Maiken alene endnu mere.
Hun er her bare hos mig.
Signe så på hende.
Men Grethe, jeg kan ikke belaste dig på den måde.
Det er ingen belastning.
Hvorfor gør du det egentligt?
Grethe tænkte.
Familie er ikke altid blod. Nogle gange er det bare dem, man er sammen med.
Signe så på hende længe, kiggede sidst ud ad vinduet.
Jeg tager jobbet.
Rigtigt beslutning.
Tak.
Tak mig med noget ordentligt te næste gang det du har, er ligegyldigt.
Signe grinede og klarede den uden tårer.
September gik stille. Maiken startede i sjette, Malthe i fjerde. De mødtes stadig ikke, selv om han spurgte til hende.
Midt i september dukkede Maria op med kage, uden varsel.
Købte kage må jeg?
Selvfølgelig, sagde Grethe.
De spiste kage, Maria fortalte om jobskifte, mere varm i stemmen.
Grethe Malthe vil egentlig gerne besøge dig mere. Han er blevet glad for dig.
Det vidste jeg godt.
Det skræmte mig før, sagde Maria. Tænk hvis der skete noget, han blev såret.
Man kan blive såret alligevel. Er ingen grund til ikke at knytte sig.
Du ser på alt på en helt anden måde.
Jeg er bare 25 år ældre. Jeg har fejlet mange gange.
Gjorde du? Fejlede?
Masser.
Og hvad så?
Og så levede jeg videre.
Maria tænkte og sagde:
Jeg har tænkt meget over det, du sagde om vrede. At det er for dyrt. Jeg har brugt mange kræfter på det.
Spar på kræfterne. Vend det.
Maria nikkede.
I oktober nøjagtigt et år efter starten sad Grethe i køkkenet med Maiken.
Maiken malede denne gang med akvarel, Grethe havde købt til hende uden at have planlagt det.
Hvad tegner du?
Lejligheden. Dette vindue. Den skæve hylde.
Grethe så på Folehylden med pelargonien Vibeke havde givet hende sidst på sommeren. Røde blomster, skæv hylde.
Må jeg se, når du er færdig?
Ja.
De var stille. Grethe holdt en bog, men læste ikke. Lyttede bare til regnen mod ruden, dryp i rørene, penslen mod papiret.
Grethe?
Ja.
Må jeg sige noget?
Selvfølgelig.
Maiken lagde penslen.
Min mor siger, vi måske flytter. Ikke langt, bare til Amager. Tanten har en lejlighed ledig.
Grethe sagde ikke noget.
Måske sker det ikke. Men hun siger, jeg får at vide det i god tid.
Det er fint, sagde Grethe.
Bliver du ked af det?
Ja.
Og hvad så?
Så bliver jeg det. Og så går det nok over.
Hvad med mig?
Du bor på Amager. Metroen kører.
Maiken tænkte, begyndte så at male videre.
Du er mærkelig, Grethe.
Det siger de fleste.
Men sød.
Tak.
Andægtig stilhed. Penslen malede.
Må jeg tegne dig? I lænestolen, med bog?
Ja.
Og hylden.
Grethe fandt sits bog, læste.
Regnen piskede stadig. Penslen susede, mobilen brummede: Niels.
Mor, hej. Forstyrrer jeg?
Nej da. Kig forbi hvis du vil.
Jeg ville høre Maria og jeg tænkte, vi kunne tage Malthe med, måske næste fredag? Til frokost allesammen her eller ude?
Grethe så på Maiken, der koncentrerede sig om malingen.
Her. Fredag klokken et.
Perfekt. Mor har du det okay? Altså ægte okay?
Bedre end for et år siden, Niels.
Det glæder mig Mor, jeg…
Sig ikke mere. Bare kom fredag.
Hun lagde på. Tog bogen op igen.
Var det din søn?
Ja.
Er han flink?
Grethe tænkte: Han er min. Det er svar nok.
Maiken nikkede.
Efter lidt tid: Vil du se mit billede?
Hun vendte det. Grethe kneb øjnene sammen: Vinduet med regn, den skæve hylde med pelargonie, lænestolen. Og en dame med bog ikke udfoldet, men genkendelig.
Ligner det?
Meget.
Rigtigt?
Rigtigt. Ansigtet
Det er svært. Jeg prøver igen.
Det må du gerne.
Grethe så længe på billedet kvinden i stolen, den skæve hylde, blomsten og kiggede ud.
Oktoberregnen var den samme som for et år siden. Men noget var anderledes indeni.
Hun kunne ikke forklare hvornår, men sådan var det. At livet med lugten af maling og te, lydene af regn, Maiken, fredagen med familien, Vibeke overfor, Signe med det nye job, Nadia i Holbæk, Valdemar fra tredje, Malthe, Maria at alt det tilsammen var, hvad der hedder livet.
Ikke let. Ikke simpelt.
Men levende.
Dørklokken skingrede. Grethe gik ud.
Maria stod der, forpustet med æbler i tasken.
Jeg var lige i nærheden købte nogle af de gode æbler du elsker, Belle de Boskoop.
Kom ind, sagde Grethe.
Er der gæster?
Maiken. Hun maler.
Maria tøvede.
Må jeg?
Jeg sagde: kom bare ind.
Hun gik. Maiken så op, roligt.
Hej, sagde Maria.
Hej, sagde Maiken.
Det er Maria, sagde Grethe. Niels kone.
Din svigerdatter så? spurgte Maiken nysgerrigt.
Det må man sige.
Maria så på billedet. Er det dig der har malet?
Ja.
Det er flot du kan virkelig noget.
Maria satte æblerne. Så på Grethe.
Jeg vil ikke forstyrre. Bare komme med æbler.
Sæt dig. Det er kedeligt at drikke te alene.
Maria så på Maiken. Maiken smilte barnligt imødekommende.
Vis mig, hvad du maler.
Her er næste billede
Samme køkken. Nu blev ansigtet til på papiret, begyndelsen til noget med levende øjne.
Maria stirrede længe.
Det ligner, sagde hun lavt.
Grethe siger, ansigter er svært, sagde Maiken.
Ja men du kan det.
Kedlen snurrede. Grethe satte kopper frem. Maiken afsluttede en streg, Maria rykkede tættere på.
Regnen holdt op kort, et glimt af sol i poppelens grene.
Værsgo, sagde Maiken.
Grethe så.
Nå?
Virkelig flot, sagde Maria.
Grethe nikkede bare. Tog koppen. Drak te.
Maiken tog også koppen.
Grethe, sagde hun.
Ja, hvad?
Næste gang tegner jeg alle der kommer på fredag.
Det bliver mange.
Det kan jeg godt.
Maria så på Maiken, der sad rank og glad noget varmt i ansigtsudtrykket.
Vil du virkelig være kunstner? spurgte hun.
Det vil jeg. Tror du ikke på det?
Maria ventede et sekund.
Jo, jeg gør.
