Ægte Kunst
Det blev først hørt fra nattevægteren, gamle Onkel Knud, at der snart skulle komme en rigtig kunstner til det lille landsby, Hejlstrup. En vaskeægte maler, direkte fra kunstnerforeningen i København med staffeli, oliefarver og blanke lærreder som skulle male det hele. Folk hørte det, som de plejede, i krogene bag forsamlingshuset, mens de enten sad på bænken eller lå strakt ud i det bløde græs under solen.
Knud satte sig roligt ned, lagde sin jagtgevær på jorden (den havde han altid med sig, uden undtagelse), hev tobaksposen op og kiggede roligt hen over flokken. Han fnyste, jagede en myg bort, så endnu én.
Ingen skyndte på ham Gud forbyde at han spildte tobak på bukserne, for så blev han stædig og sagde ikke et ord.
Hvorfor er der så stille? spurgte han endelig og pustede et par hårde røgskyer ud. Han trak sin vanlige pause, dramatiske som altid. Så, næsten nådigt: Han har været her to dage. Fra København. De indkvarterede ham hos fru Pauline.
Så sagde han ikke mere, kiggede bare ud over åen, der snoede sig blankt som sildeskæl mod horisonten man skulle tro den forsvandt ud i intet.
Men… hvem er det så? Onkel Knud, altså, hvad er han for én? Er det, for eksempel, en læge? spurgte forsigtigt fru Antonina. Jeg kunne godt trænge til at få set på ryggen, den er skrøbelig for tiden!
Nejnej, han er ikke læge. For ryggen bruger du bier, det ved du vel! Det er en maler, siger jeg, svarede Knud tørt, tyggede på snuset og nyste.
Folk råbte i kor: Prosit!
Hvad… altså… hvad betyder det, at han er maler? spurgte naive lille Ane, Antoninas barnebarn, en køn men livlig og solbrændt pige på seksten.
Jo, sagde Knud eftertænksomt, tog endnu et hiv og så smilende. Det er ligesom dem i kunstmuseet. Alt deres pynt hænger der dem skal du betale indgang for at se.
Det passer da ikke! udbrød Ane hurtigt og holdt sig på hagen. Tænk, som en rigtig kunstner? Her, i Hejlstrup? Måske maler han mig, og så hænger mit portræt i museet! Eller bare i sognerådet…
Slap af, Ane, han kommer ikke til at male dig, hvæsede Knud. Han er vel kommet for at male formanden. Eller mig. Han vippede med fødderne i de nypolerede sorte støvler og brummede.
Hvorfor skulle han dog male dig og ikke Ane? grinede bedstemor og gav Ane et klem. Tør nu øjnene, lille skat!
Fordi man skal male nogen med tyngde og betydning! Ane, du kan jo tegnes på en lap papir, så er det klaret. Men formanden… Knud sprede armene stort ud i luften han er tung, på alle måder. HAM vil de have på lærred. Og hvis de har brug for livvagt, så står jeg også klar.
Hele landsbyen, brunbrændte, slidsomme folk, blev straks spændte, og Ane begyndte at græde endnu mere. Bedstemor trøstede, kyssede hende på håret og sagde, hun var det smukkeste barn, ingen havde brug for nogen portrætter.
I det samme dukkede han selv op. Kunstneren. I løstsiddende lærredsbukser, sandaler og hvid skjorte udenpå, en sjov hat på hovedet og tilpas ranglet til at ligne en flagstang. Han trådte midt ind i gruppen, bukkede dybt mod alle og ingen. Ingen kunne lade være med at stirre, nysgerrige på alt: hvordan han gik, så ud, hvad han tænkte alt var spændende, så tit fik Hejlstrup ikke besøg af en fra storbyen.
Godaften, må jeg sætte mig? hans stemme var hæs og han tog hatten af, satte sig ved siden af Knud. Måske duftede Knud for meget af tobak, for kunstneren rynkede næsen og kiggede til siden.
Har du det godt deroppe hos Pauline? Hun har jo god plads, spurgte Knud imødekommende.
Hvad? Ja, de har givet mig kvisten og der er masser af lys, svarede kunstneren og lod blikket glide hurtigt over forsamlingen.
Har du fået mad? Kom med her! Vi har lige bagt boller, sagde fru Antonina, gav sig i kast med at invitere. Ane henter frisk mælk til dig.
Ane nikkede og stirrede hengivent på kunstneren, der ikke rigtig så hende.
Jeg har spist. Tak. Fordøjelsen… sagde han og gned sig på sin flade mave.
Hvad hedder du så? spurgte Petter, landsbyens traktorhelt med hvedefarvet hår og stærk overkrop. Tænk hvis kunstneren malede ham, iført tanktop, siddende på traktoren, solen på hans ansigt, det røde flag blafrende i vinden…
Frederik Timotheus Skovgaard, svarede kunstneren fraværende. Han lod øjnene glide over de andre, skuffet, sukkende.
Er der noget i vejen, Frederik Timotheus? spurgte Knud og rullede endnu en cigaret, for røgen holdt myggene væk.
Hvad…? Nej… nej da! Frederik Timotheus sprang op, stødte næsten ind i Ane, der trak sig væk. Undskyld, jeg må gå!
Han forsvandt væk, viften med hatten.
Hvad skete der? Han vælger ingen… spurgte Petter.
Han tænker. De er sådan, de store kunstnere, altid i deres egne verdner! sagde Knud, pegede på tindingen.
Hvor ved du det fra? svarede Petter drilsk.
Onkel Knud ved ALT! sagde Ane kækt. Og du skal ikke tro, du er den eneste flotte her i byen!
Hun rakte tunge, og Petter vrissede fornærmet og forlod gruppen. Som om Ane interesserede ham! Virkelig… Som en stork! Det er hun da…
Næste nat sov hele landsbyen uroligt og forestillede sig, hvordan det mon blev at have deres helt egen kunstner fra København gående der. Bare de dog ikke gjorde sig til grin…
Frederik Timotheus, derimod, sov overraskende godt. Han var glad for at have stukket af, at være sluppet fri, revet båndene over, og begyndt på en frisk. Her i Hejlstrup var markerne gyldengrønne, æblerne duftede, hundene gøede og folkene… Jo, måske var folkene her lige det, han havde ledt efter!
Han drejede om på den anden side, mumlede på gensyn i søvne og sov igen endnu tungere.
Og Pauline, der ellers havde indlogeret kunstneren, lukkede knap øjnene. Hun lå og lyttede til, om han mon bankede på for at bede om te eller mad. Hun ville selvfølgelig bringe det op, det havde formanden strengt ordret!
Så slog det hende pludselig, at det ville være skønt, hvis Frederik blev her. At de kunne blive boende sammen. Hun kunne lave mad til ham, passe ham op…
Pauline rystede hurtigt på hovedet. Han var jo ikke et marsvin, det var fjollet… Hun faldt først i søvn tæt på daggry, for med de første hanegal var hun allerede ved grydeskeen, klar med morgengrøden.
Frederik Timotheus! Allerede på vej ud? råbte hun forvirret, da hun hørte ham trampe ned ad stigen han tog sit staffeli på skulderen og var væk, døren fik han knap lukket.
Hm, grøden bliver jo kold… mumlede Pauline efter ham, slog opgivende ud med armene. Hvorfor havde hun dog ikke bagt en bolle til ham at tage med…
Frederik gik hvileløst uden for byen, prøvede at finde det perfekte motiv, det perfekte lys. Men intet landede han på.
Flot natur, javist, men det er ikke rigtigt det, sukkede han og kradsede sig i skægget.
Og den eneste, der spejlede ham, var Gedekid Petter, der stod bundet til et træ på engen. Lige ved siden af og i græsset var Ane samme pige, der kiggede så nysgerrigt dagen før.
Hvad laver du? spurgte han strengt.
Øh? Hvad? Ane blev rød, slog blikket ned og rettede forsigtigt på kjolen. Øh, jeg tabte min halskæde. Samler perler op.
Frederik lagde staffeli og penseltasken på jorden pensler og dåser skramlede i æsken, bæltet raslede ned i en tusindfryd.
Lad mig hjælpe. Hvor er dine perler? sagde han og begyndte at lede i græsset, hver gang han fandt én, råbte han Ha, der var hun!
Ane blev lidt bange, men samlede så de røde perler op fra Frederiks hånd.
Vil du male mig? spurgte hun pludselig, modigere end hun havde regnet med.
Dig? Frederik kneb munden sammen.
Ja! Jeg synes det ville være fantastisk! Tænk, engang har nogen malet mig og det er evigt minde. Vil du ikke nok? Hvis du gør, kan jeg til gengæld bringe dig mælk hver dag!
Maleri, lærred. Det hedder ikke billeder, rettede han automatisk.
Undskyld, lærred! Ane var så nervøs at munden blev tør. Jeg arbejder jo i stalden, så det kan jeg sagtens! Vil du?
Frederik trak på skuldrene. Hendes portræt? Nå, ja, der var ikke andet at lave alligevel, så hvorfor ikke. Unge ansigter sælger altid godt.
Fint. Vi starter klokken otte i morgen. Holdt! sagde han og tog tasken over skulderen. Ane stod bare og så efter ham. Hun havde håbet, at gedekidden Petter ville lave ballade, så hun kunne komme kunstneren til undsætning, men det var jo overflødigt nu!
Rygtet spredte sig hurtigt det var tanten Toni, der havde fortalt om aftalen mellem Ane og Frederik. Så det blev sludret fra hus til hus, for alle ville jo gerne prale med, at netop deres Ane skulle sidde model som en ægte kunstnerinde.
Fy, det er da helt upassende! indskød Pauline, mens hun var ovre efter marmelade til gæsten (han havde nemlig nævnt til aftente, at han godt kunne lide marmelade). Tænk, barnet sigter allerede efter at blive kunstnerfrue!
Antonina blev næsten stum af forargelse, hostede voldsomt, og tømte derefter vandkruset.
Pauline, nu skal du høre godt efter. Sig ikke mere om min Ane, for jeg bliver vild, hvis nogen taler ondt om min familie. Og du, Pauline jeg tror da vist, du selv har kig på den ranglet maler! Din lille fiffige en!
Pauline blev rød op over begge ører, skyndte sig væk med indkøbsnettet, mens naboerne bag hende grinede.
Jo jo, lad dem bare grine. Jeg er enke, har været alene i tyve år. Kunne da godt tænke mig nogen at dele det med. Måske han ville blive… Han har nu et godt øje til landskabet. Nå, skidt, Antonina har altid været skinsyg…
Ane kom hurtigt hjem, spiste i en fart, vandede agurkerne i drivhuset, kiggede efter æg i hønsehuset, og begyndte så at rode efter noget at tage på Frederik ville jo have hende i noget pænt, og perlerne skulle på.
Tove! Tove, må jeg låne din hat i morgen? Hun stak hovedet ud af vinduet.
Tove stoppede på stien uden for.
Min hat? svarede hun undrende. Mjaa, det ville jeg gerne, men Mikkel rev den desværre i stykker i går. Undskyld.
Ane blev fortvivlet, øjnene fyldt med tårer.
Det skal du ikke tage dig af, vi finder nok på noget! Jeg kommer over lidt senere, sagde Tove og vinkede.
Hmm, hvad finder vi? Det her kjole er slidt, det her er for lille, det andet for stort… Håret? Hvis ikke hat, så skal jeg vel have fletningerne op! Nå, det skal nok gå bedstemor og Tove finder på noget! sagde hun til katten, der dovent strakte sig i solpletten på trægulvet.
Pauline fik købt marmelade, satte en kæmpe gryde suppe over, forberedte fem retter mad, lavede kompot og satte det til afkøling i karret med brøndvand. Hun ventede på Frederik Timotheus.
Han dukkede op om aftenen, myggeplaget og tilsyneladende ikke tilfreds.
Skal du have aftensmad? spurgte Pauline og rakte ham et håndklæde, mens hun observerede, hvordan han vaskede sig under det kolde vand.
Han er faktisk ikke noget særligt… Men han ER jo mand. Man må tage hvad man får… Der ER i det mindste noget kreativt i ham, tænkte hun.
Skal jeg male Ane, sagde hun så. Hun kan ikke sidde stille, den pige! Du får det frygteligt. Du skulle male mig jeg kan sagtens sidde pæn og stille!
Kunstneren betragtede hende nøje storbarmet, grove hænder. Måske… Nærbillede, rynker, posede kinder, den slags var populært.
Ja! sagde han og slog i bordet. Kom klar, vi maler i morgen. Jeg går ovenpå nu. Varm noget mere te. Og vi spiser ikke morgenmad først.
Pauline nikkede, begyndte straks at pakke sammen til picnic tæppe, kurv, snacks…
I Anekas stue blev der aldrig slukket lys Tove susede frem og tilbage. Bedstemor Tonia bjæffede: Herregud, det ligner en modelshow! Men de kørte på syede, kridsede, stivede skjorten, lagde sent i seng, helt udmattede…
Pauline stod tidligt op, vaskede sig tre gange i iskoldt vand, lagde kolde omslag for at få kinderne friske. Til sidst kogte hun et æg, hurtigt ned med det og lidt sød te til, ellers havde hun ikke kunne klare det på tom mave.
Morgenen var klar og dugfrisk. Frederik Timotheus og Pauline gik på vejen mod det udvalgte motiv stedet havde han fundet dagen før, og han forklarede lidt om interiør, som han kaldte det.
Hvor skal vi hende, Frederik? spurgte Pauline, prøvede med fornavn, for de kunne da ikke blive ved at være fremmede.
Derhen, – lød det skarpt. Og hvad har du i kurven? Jeg skal ikke have mad! Hvorfor har du taget skoene af? Kom nu!
Pauline blev ikke fornærmet, for kunstnere var særlinge.
Lidt bagved kom Ane, med nyredte fletninger, bedste kjolen, bedstemors perler, et tørklæde i hånden. Og bagefter Tonia, med termokande og boller i kurven.
Åhh, bedstemor! Jeg klarer det selv, sagde Ane.
Ja, ja, jeg holder bare øje. Byens piger skal ikke narres af københavnere!
Så gik de i gåsegang: Ane, bedstemor og Petter der nu havde hørt, Ane skulle males, og traskede med, ganske misundelig, måske lidt forelsket, men ikke klar over det endnu.
Pauline fik travlt for at følge den raske kunstner og kunne høre dåserne rasle i hans æske.
Så! Vi er her. Gør dig klar, kommanderede han, og dumpede staffeliet.
Han sagde det, som om Pauline skulle klæde sig af på marken.
Hvorfor her? Her lugter af kostald! udbrød Pauline, trådte varsomt forbi en hestepære.
Det skal være råt og ægte! Du havde slidt bluse på i går og træsko på fødderne det er DET, jeg vil male! Folkeliv! Han tog sjalet af hendes skuldre, rodede op i kurven og rørte ved det hele.
Paulines hage rystede, hendes kurv røg ud i støvet, mælken spildte, æggene trillede og to af de bedste stykker marmelade blev jordslået.
Hør nu, hvor dårligt er det her? Her dufter af honning, græs og å – om foråret dufter syrenerne, og efter høst lugter det af frisk hø og æbler! Hvad er det, du siger? hviskede hun.
Men Frederik Timotheus havde allerede sat hende på plads i støvet, ruskede lidt i tøjet, rodede i hendes hår alt måtte være realisme.
Jeg skal smudse kjolen til og du skal se træt og utilfreds ud. Kurven vælter det er symbolikken. Det er det folk vil have: den nøgne sandhed! Ikke det pyntede og løgnagtige, I prøver!
Pauline ville græde, men i stedet så hun på Ane, der lignede én, der ville flygte, og så blev hun helt rank:
Stop dig selv! sagde Pauline. Vores folk er smukke! Smukke også når de arbejder! Det er dig, der ikke ser det. Du kan ikke se skønheden! Du har ikke følt noget der er INGEN, der siger tak til dig, ikke en gang din egen kone… For du ser KUN gråt! Farvel! Tag dine ting og find et andet sted at overnatte! Ane, kom min pige! Tonia, lad os gå! Og Petter, drag lige op efter hans ting fra kvisten.
Petter puffede brystet frem og gik.
I rører ikke mine ting! skyndte Frederik efter, men ingen svarede, og i løbet af dagen havde han samlet sit habengut, sidste strømpe og sine brugte lommetørklæder.
Ingen havde sagt farvel.
Siden, et år efter, stod han bagest ved en udstilling i Kunsthallen i København. Her så han pludselig et billede, hvor Pauline, Ane, Tonia, Petter og Knud alle var med. Flotte, friske, smilende, Ane i sin lyseblå kjole, Petter i pænt tøj, Knud i sit gamle jakkesæt.
Se, hvor smukke folk er, hørte han en rig mand sige bag sig. Svært har de det, men de er stadig smukke. Misha, hvem har malet det? Jeg må eje det til min restaurant!
Frederik vendte sig det var en lyssindet herre i flot habit, med guld på fingrene. Ved siden af hans assistent, i nyvaskede sko.
Jeg klarer det, hr. Zacharias!
Assistenten løb, og Frederik sukkede opgivende, men tog sig sammen:
Hr. Zacharias! Må jeg foreslå at male Deres portræt?
Forretningsmanden granskede ham.
Du er lidt sent på den. Jeg har tre buster i huset. Portrætter gider jeg ikke. Farvel.
Han gik, for Misha vinkede allerede fra indgangen.
Frederik gik hjem, så på sin lille nedslidte lejlighed. Han lagde te op, hældte den hele ud igen og ringede:
Inga Antonovna? Du nævnte, børnehavens væg skulle males elefanter, papegøjer og aber? Jeg tager jobbet. Hvornår starter jeg?
Der kom et svar. Frederik nikkede stille. Måske ville elefanterne ikke protestere, hvis han malede dem, som de VAR.
Elefanterne protesterede ikke, men Inga Antonovna forlangte han skulle male glade dyr. Så lærte Frederik at føje alles ønsker. Og det er svært at forstå rigtig kunst.
