Hvordan Karen Madsen fik ordnet sit tag
Illustration af forfatteren. Skabt med hjælp fra Kandinsky AI
Kom lige herover, Margrethe! Jeg har noget vigtigt! Den rare gamle dame, der sad på bænken udenfor sin havelåge, vinkede ivrigt til sin nabo.
Hvad er der nu, Karen? Den høje, slanke dame i hvid stråhat, der straks røbede hende som sommerhusejer snarere end fastboende, satte sig med et suk på bænken og strakte benene.
Hvor har du været hele morgenen?
På stationen. Skulle sige farvel til barnebarnet.
Du er heldig! Du har både børn, børnebørn og endda oldebarn! Nogle har jo hverken kat eller barn. Bare ensomhed…
Den ensomhed kalder vi vist selv på, Margrethe. Har man ikke sine egne, finder man bare nogen tæt på, der har brug for selskab eller hjælp. Så kommer kedsomheden aldrig forbi!
Er du blevet bidt af Anna? Du plejede ellers ikke at tale så fromt! Lige som hende, jo!
Hvad har Anna med det at gøre?
Ja, det ved jeg sandelig ikke! Men dine ord, de lyder slet ikke som før!
Hvorfor havde du mig herhen? Jeg skal jo hjem! Ungerne vågner snart, og jeg skal lave morgenmad.
Vent nu lidt! Det gælder faktisk Anna, jeg ville snakke med dig om. Hun har ballade.
Hvad er der sket? Irina Margrethe så ægte bekymret ud.
Hun havde kendt sin nabo Anna Madsen i mange år, siden de skubbede barnevognene gennem bøgeskoven til stationen. Vejen gennem skoven gav børnene ro, og morerne talte ud om glæder og bekymringer, som man ikke altid kunne tage med sin mor.
De havde været uadskillelige, Anna og Irina, og også deres børn blev nære venner. Selvom sønnerne siden flyttede vidt omkring, holdt de stadig kontakt om end det mest var over nettet nu. Men venskabet bestod.
Efterhånden stod deres sommerhuse side om side, og efter Anna havde solgt den store lejlighed i centrum arvet fra forældrene og givet plads til barnebarnet, flyttede hun ind i en hyggelig lejlighed i samme opgang som Irina inde i Aarhus. De sås næsten dagligt, undtagen lige nu, hvor Irinas barnebarn samt børnene var på besøg, og Anna selv havde haft sit at se til med den ældste barnebarns ankomst.
Hvad er der med Anna?! gentog Irina, klar til at ile afsted til veninden.
Men Margrethe standsede hende med en hånd.
Rolig, nu får du det hele. Du slipper ikke for at være med.
Hvorfor ikke?
Fordi Anna, hun ja, hendes tag er helt vildt!
Irina trak brynene sammen.
Hvad for noget vrøvl, Margrethe!?
Hør nu efter! Det går jo ikke, hvis du ikke ved hvad der foregår! Din gode veninde har brug for dig måske skal hun reddes, og du aner det ikke!
Reddet fra hvad? Kan du nu bare sige det!
Fra sig selv, selvfølgelig! Der er jo ingen, der kan stikke ben for én som en selv. Når en idé først bider sig fast i hovedet på sine gamle dage, er det ikke godt! Nu har Anna fundet på, at de børn og plejebørn og børnebørn ikke er nok. Nu skal hun også passe på nogle andres! Hun vil giftes igen! Tænk! Hun burde se på tøfler og lune, men vil have perler på dem! Og du anede ingenting sikken en veninde!
Ak, Margrethe, Irina brast i latter. At tale med dig får én til at ryste på hovedet. Hvad er du nu kommet frem til?
Forleden sad hun på taget. Siden da har hun ikke været sig selv! Hele foreningen snakker om, at hun spankulerer med en ny sommerhusnabo, og du lægger ikke mærke til det! Skynd dig da bare over til hende! Sig til hende, at sådan gør man ikke. Man må holde sig i ro især i vores alder!
Man må kende sin plads, mener du?
Ja! Man skal ti sig ordentligt, hvis man er en dannet dame! Man skal ikke gå på tage og gøre kur til mænd. Børnene holder jo øje!
Irina fnisede og vinkede afvisende, imens hun satte farten op. Tænk én uge væk, og Anna havde allerede lavet ballade igen!
Irina kendte Anna som sin egen bukselomme. Før var det Annas mor, der kendte til Annas bekymringer, men Irina havde overtaget den tjans efter morens død. De græd sammen over Annas første skilsmisse, da manden forlod hende uden varsel. Irina støttede Anna igennem, fandt hende arbejde, selv fik hun fuldtid, mens Anna startede som vikar og senere fik fastansættelse. Lønnen var ganske pæn og Anna slap for at bede eksmand eller forældre om hjælp: nu stod hun selv for alt til sin søn.
Senere kom der modgang for Irina, da hendes egen mand blev syg og lå i flere måneder på hospitalet. Anna tog sig af Irinas søn, sørgede for mad og kom i børnehave, så Irina kunne klare arbejdet og sygehusbesøgene.
Irinas mand kom heldigvis på benene, og Anna glædede sig, fordi hun vidste, at Irina ville gøre det samme for hende.
Annanas andet ægteskab blev en hård prøve for Irinas forståelse. Anna giftede sig med en enkemand med to børn. Irina rystede på hovedet:
Anna, tænk dig nu om! Det bliver svært! Kender du ham overhovedet?
Han siger, han elsker mig
Det kan vel lige så godt være, han ser dig som husholderske!
Hvis man ikke stoler på folk, hvordan skal man så leve?
Du har jo allerede gjort det én gang før
Skal jeg så bare droppe kærligheden og glemme, at den findes?
Elsker du ham?
Ja, det gør jeg. Ellers ville jeg ikke gøre det.
Men virkeligheden var anderledes. Anna tog imod hans børn han tog ikke imod hendes. Hendes søn hadede hurtigt de konstante krav og skænderier og gik hjemmefra. Med Irinas og hendes mands hjælp fandt de ham efter én dag, og Anna valgte så børnene frem for ægteskabet.
Mor Anna, vi vil bo hos dig! sagde mandens børn.
Anna sørgede for, at de fik lov, og Irina forstod aldrig helt hvordan. Anna havde evnen til at motivere folk, så de troede, at idéen var deres egen.
Anna, hvorfor vil du tage dig af andres børn? Er én ikke nok?
Jo, men de er ikke længere fremmede for mig.
Anna blev mor til alle tre børn ikke bare i navnet, men i kærlighed. Hun gav dem tryghed, støtte og tilhørsforhold og skelnede aldrig mellem egne og andres.
Jeg fatter ikke, hvordan du gør det! Jeg kan ikke engang styre min egen!
Anna smilede:
Måske fordi jeg ikke lyver for dem? Børn mærker det. Har jeg sagt, at de får skældud, så får de det. Skal de trøstes, så gør jeg det. Men gør de noget, der skader andre, har jeg ingen nåde! Men jeg elsker dem. Og de elsker mig.
Annanas sønner blev voksne og rejste ud, men glemte aldrig at besøge hende om sommeren med børnebørnene. Anna begyndte altid i god tid at gøre klar, skaffede mad ind og gik på nettet for at finde ud af, hvad teenagere nu gik op i.
Anna, er det ikke nok at være klassisk bedstemor med syltetøj og småkager? grinede Irina, når hun så Anna rode med computerspil.
Irina, du forstår det ikke! Jeg er med i mit barnebarns onlinehold!
Men han indrømmer ikke, at Darth Vader-64 er hans mormor, grinede Irina.
Det var min idé! Så kan ingen gætte, at en gammel dame sidder med. Men så sludrer vi sammen om lidt af hvert før kampen. Hvor meget taler du med dine børnebørn?
De siger, jeg hænger fast i fortiden.
Se! Hvis du tog det her fra mig, Irina, hvad havde jeg så tilbage? Mine børn og børnebørn er min glæde.
Irina så ofte Anna sidde med headset og grine højt, mens hun styrede sit hold.
Ind til venstre! Op på måtten! Tag jer sammen, gutter! Godnat, små rollinger!
Så Irina blev ikke overrasket over Margrethes ord om taget. Anna plejede at vente på sønnerne til reparationer, men hvis det hastede, klarede hun tingene selv. Skal man hidkalde en mand hver gang der skal skiftes en pære?
Da Irina nåede Annas hus og slog et blik op blev hun paf.
Anna sad på taget og nød solen, som en mæt og veltilpas kat. Ved hendes side sad en mand og alle hendes børnebørn, store som små. Irina opdagede, at ikke alle børnene var Annas.
Anna? Irina råbte op til hende og forstod, at hun havde overrasket dem midt i en stor, let og fri glæde.
Irina! Anna lukkede det ene øje op, vinkede Kom op til os!
Derop?! Irina var målløs.
Ja! Herop! Ved du, hvor langt man kan se herfra? Hele vejen til søen! Hvorfor har vi aldrig gjort sådan?
Irina tøvede lidt, men huskede Margrethes ord om at kende sin plads. Alligevel sporede hun trappen med øjnene. Kort efter sad hun selv oppe ved siden af sin veninde og nød solen.
Ikke dårligt, hva? Anna smilede bredt, og svarede selv. Jo, det er!
Hun lænede sig tilbage og huskede sig selv på manererne:
Nå, vær lige venskabelige!
Mikkel! manden ved Annas side rakte hånden frem. Jeres nye nabo.
Irina!
Drop nu formalia! kommanderede Anna, og blinkede til børnebørnene. Vi har travlt! Dagens program er stort.
Hvilket?
Mikkel står for grillen. Vi andre sørger for dessert men først går vi ned til søen.
Jeg kan ikke nå det. Jeg har børnene i dag!
Tag dem med! Se hvor mange vi er! Det bliver sjovere!
Anna! Du ved jo, at Emil ikke kan svømme og Sofie bliver udaset, før vi er fremme.
Det gør hun kun, hvis du retter på hende hele tiden. Lad nu børnene være børn! Og vi skal have en anden opgave.
Hvilken?
Nå, den unge generation, hvad skal farmor og veninderne?
Børneflokken diskuterede højlydt, men Annas ældste barnebarn overdøvede de små:
Frihed til papegøjerne!
Der kan du høre! grinede Anna. Så, afsti-afsted! Solen er højt, og vi har ikke engang fået morgenmad!
Den dag blev én af de bedste Irina mærkede. De legede i søen, spiste lækkert grillkød fra Mikkel, sang for fulde lunger, gammeldags som barn.
Da ungerne faldt til ro, og Mikkel gik hjem med sine børnebørn, satte Irina sig på trappestenen til verandaen ved siden af Anna, lagde armen om hende og kiggede dybt i hendes øjne.
Hvad så, Anna?
Åh, Irina! Jeg er vist blevet helt fjollet! Eller, måske er det første gang, jeg er blevet rigtig klog… Det er vel, hvordan man ser på det…
Hvem er han?
Mikkel? Naboen… Tidligere ubådsmand. Og vist en rigtig god én… Jeg er blevet forelsket, Irina! Som en ung pige! Tro det eller ej, jeg har aldrig følt sådan før! Det er både grin og skam!
Det kan jeg se, smilede Irina.
Dømmer du mig?
Du ved, jeg aldrig har dømt dig. Hvordan lærte I hinanden at kende?
Ja, han gik forbi på gaden, mens jeg sad på taget.
Hvorfor sad du dér?
Det havde regnet. Om morgenen opdagede jeg en sø på køkkengulvet. Taget var utæt. Drengene kommer først senere, og ældste barnebarn var netop taget til byen med en kæreste, tænk!
Det er da herligt!
Ja, ja! Men så stod jeg tilbage med de små. Så jeg måtte klare det selv.
Hvad gjorde Mikkel?
Han så mig, sagde ikke et ord, kravlede op, snuppede hammeren og fik alt fikset i en ruf. Først bagefter præsenterede han sig. Det var startskuddet.
Og så?
Så kom han med børnebørnene. Da jeg så dem, slog hjertet et ekstra slag de ligner mine til forveksling! Da jeg så opdagede, at han alene opdrager dem…
Hvorfor det? Hvor er deres forældre?
Der er store tragedier bag, Irina. Forældrene drak sig ihjel. Mikkels søn blev taget fra ham som to-årig af ekskonen, der flyttede langt væk og nægtede at lade ham se drengen.
Forfærdeligt!
Ja. Mange år senere indrømmede hun, at drengen faktisk var hans. Men på det tidspunkt var både sønnen og hans kone kørt ud på et sidespor, som endte helt galt. Begge blev fundet døde i deres lejlighed efter flere døgn. Heldigvis var børnene så små, at de ikke husker det. De kom først til mormoren, men hun fik et slagtilfælde. Da hun kom sig lidt, kontaktede hun Mikkel han skulle have børnene. Hun vidste, ellers endte de på institution.
Fik han dem så?
Ja, han kæmpede for det og fik dem. Han prøvede også at hjælpe sin ekskone, men det lykkedes ikke. Men nu har han børnene.
Sikke en mand
Ja, dét siger jeg! Irina, jeg har været gift to gange, men ingen har på denne måde overtaget værktøjet og lavet mad til mig og børnene bare fordi! Jeg har altid været husholdersken. Nu nu føler jeg mig som kvinde. Og han… Han fik også styr på mit tag!
Det har jeg hørt.
Nej, du forstår ikke han fik ordnet tagstenene, men også mit eget ‘tag’! Anna pegede sig selv i tindingen. Jeg forstod, at man ikke skal spilde tiden. Den går alt for hurtigt. Før du ser dig om, er dagen gået. Lige før holdt du om dine børn, nu klapper du dem på skaldede hoveder, når de kommer forbi. Hvis du har fundet én, med hvem selv stilheden på et tag føles rig, så må du ikke slippe dem.
Kan du klare det, Anna? Børnene er jo ikke små længere, men alligevel…
Jeg er ikke bange. Så længe jeg kan gør jeg mit!
Irina nikkede.
De er heldige…
Eller også er det mig… svarede Anna stille.
Illustration af forfatteren. Skabt med AI
Der går år, så endnu et… Og Margrethe trisser gennem haven med stram mund. Hun kigger nysgerrigt gennem den friskmalede havelåge hos Anna, ryster på hovedet:
Det er utroligt! De griner og ler altid! Jeg forstår ikke, hvor de får energien fra, de er jo ikke spor yngre end mig!
Men ingen siger det højt: Hvis taget ikke lækker, og fundamentet er fast, så står huset længe. Og alle under dets tag vil have det rart så længe værten ønsker det sådan.
Livets fundament skal man tage vare på med glæde, uanset alder.
