Mette Sørensen stod op længe før solen stod op hun plejer at starte dagen rundt klokken fire, så hun kan nå at gøre rent, inden folkene tager ud og lader affald ligge omkring i parkerne i weekenden. Hun har arbejdet som rengøringsdame i mange år, men førhen var livet helt anderledes.
Da hun greb kosten, tænkte hun på sin eneste søn, Lasse, som hun fik, da hun var 35. Hun havde aldrig haft held med mænd, så hun besluttede at dedikere sig til barnet. Lasse var klog, smuk og havde én svaghed: han kunne slet ikke holde ud at bo i deres kvarter.
Mor, når jeg bliver voksen, skal jeg blive en sej fyr! sagde han tit til Mette.
Det tror jeg på, min dreng. Hvad tænker du så? svarede hun med et smil.
Da Lasse fyldte 16, flyttede han fra hjemmet til en kollegieværelse nær teknisk skole. Mette var ikke vild med, at han nu var så langt væk, men han lovede at komme på besøg oftere.
I starten kom Lasse faktisk ofte på besøg. Så fik han en kæreste, og han ringede sjældnere hjemme. En dag kom han tilbage men han var alvorligt syg. Mette forstod ikke, hvorfor livet ramte hende og drengen så hårdt.
Lægen sagde, at Lasse skulle behandles på en anden klinik, men det krævede en stor sum penge. Uden at tøve solgte Mette sin lejlighed for at samle de nødvendige kroner.
En nat ringede telefonen:
Din søn er væk! sagde lægen roligt.
Det gik hende over hovedet. Hun kunne ikke længere se meningen med livet uden Lasse.
Næste morgen gik hun som vanligt ud for at feje gården, da en mand med en lille labrador kom forbi.
Godmorgen! hilste han, mens han gik med hunden.
Godmorgen! Du er her allerede så tidligt? svarede Mette.
Det er kedeligt at sidde hjemme. Jeg får luft i benene og kan lige snakke med dig, sagde Søren Lund med et grin.
Søren var enlig og uden børn. Mette blev lidt genert over hans opmærksomhed.
Så lad os gå videre, så du kan fortsætte dit arbejde, sagde han og fortsatte turen med hunden.
Mette gik i gang med fejen, men så pludselig noget på bænken. Det var en telefon. Ingen andre var i nærheden. Hun samlede den op, tændte den, og billeder dukkede op på skærmen sandsynligvis en glemt telefon, der blev efterladt med billeder. Da hun kiggede nærmere på billederne, brød hun ud i gråd.
Lasse! Min Lasse! hulkede hun.
Telefonen ringede med det samme. Mette blev overrasket, men tog telefonen.
Hej! Det er min telefon, må jeg hente den? lød en kvindes stemme.
Selvfølgelig. Jeg fandt den i parken på en bænk. Kom bare forbi adressen, svarede Mette og gav adressen.
Kvinden, en ung kvinde ved navn Kirstine, kom med bilen. Da døren gik op, stod en dreng bag hende.
Undskyld, men hvor kommer de billeder, du har af min søn? spurgte Mette.
Eh Er det Lasse? sagde Kirstine forvirret.
Drengen gik ind i lejligheden.
Lasse! råbte Mette, og hun svælgede i bevidstløshed.
Drengen kastede sig over hende:
Hvad sker der?
Måske har du forvekslet mig med en anden. Vi må ringe en ambulance, svarede Kirstine.
Cirka femten minutter senere var Lasse i bevidsthed igen. Da de var færdige, fik Mette endelig svar på, hvordan billederne havnede på telefonen.
Hun kiggede på Kirstine, som stadig var rystet.
Kender du mig? Hvordan er det, at du har billeder af min Lasse? spurgte hun, mens tårene trillede.
Jeg hedder Kirstine, svarede hun. Jeg mødtes med Lasse engang. Men han forlod mig, da han fandt ud af, at jeg var gravid, sukkede hun.
Forlod dig? Hvad mener du? Han sagde aldrig noget til mig, sagde Mette overrasket.
Vi havde et par måneder sammen. Så fortalte jeg ham, at jeg ventede et barn. Efter det forsvandt han. Jeg tænkte, at han var bange, forklarede Kirstine.
Nej, Kirstine. Nu forstår jeg, hvorfor det gik så galt. Min søn blev alvorligt syg. Han ville ikke være til byrde for nogen, heller ikke for dig. Lasse er væk for længe siden Mette brød ud i tåre igen.
Kirstines øjne udvidede sig.
Hvordan kan han være væk? spurgte hun forvirret.
Jeg solgte min lejlighed for at redde ham, men det hjalp ikke. Vi nåede ham ikke i tide, sagde Mette, mens hun forsøgte at holde sig sammen.
Kirstine sukkede dybt.
Så forstår jeg nu. Han ville beskytte mig, så jeg ikke skulle føle mere smerte
Hun kaldte på drengen, som stod stille ved siden af.
Mikkel, kom her!
Mikkel gik ind i stuen.
Ja, mor? spurgte han.
Mikkel, husker du, at jeg fortalte, at din far havde forladt os? Det er ikke sandt. Han var alvorligt syg og døde, før du blev født. Og dette er din bedstemor, sagde Kirstine og pegede på Mette.
Mette blev blød af følelse. Hun så på sit barnebarn med varme.
Bedstemor, sagde Mikkel genert.
Min dreng, kom her, sagde Mette og omfavnede ham.
Kirstine smilede:
Skal I flytte ind hos os? Vi har masser af plads, og vi vil elske at have en bedstemor her!
Nej, Kirstine. Jeg er vant til mit kvarter, men jeg vil komme på besøg, svarede Mette.
Pludselig bankede det på døren.
Må jeg komme ind? stod Søren Lund på dørtrinnet med en stor buket blomster. Han rakte den til Mette.
Det er til dig, Mette Sørensen. Skal vi gå en tur?
Selvfølgelig, sagde hun med et smil.
Fra køkkenet kiggede Kirstine og Mikkel frem.
Skal du også med? spurgte de i kor.
Hvis I opfører jer pænt, sagde Søren med et glimt i øjet.
To måneder senere blev Mette Sørensen gift med Søren Lund. Hans hund, Balder, elskede de nye familiemedlemmer. Balder gik ofte ture sammen med Mikkel, mens den glade bedstemor bagte småkager til alle.
Hej venner, hvis I vil høre flere historier som denne, så smid en kommentar og giv et like det giver os gåpåmod til at skrive videre!
