Søren, lad os aflevere Lærke på børnehjemmet!
Er du helt skør? Hvordan kan du aflevere? Alexander ser overrasket på sin kone.
Jo, hvad så? Så gør vi det! Jette svinger sit krøllede hår. Vi får snart vores eget barn, så hvorfor skal vi beholde en fremmed?
Jette! Det er netop fordi Gud har villet belønne os for at have hjulpet den lille forældreløse pige med at finde en familie! Du insisterede selv på at adoptere hende!
Jeg havde ikke troet, at vi selv skulle få et barn derfor holdt jeg fast. Hvilken familie er der uden børn?
Den fem år gamle Lærke står i døråbningen til forældrenes soveværelse og kan næsten ikke forstå, hvad hun hører. Skal hun hjemløst tilbage til børnehjemmet?
Tårerne triller ned ad kinderne. Hun glæder sig til at få en lillebror eller søster men nu betyder hendes ankomst, at Lærke mister sine forældre!
Som om hun fornemmer noget, rejser Søren sig fra sengen og går mod døren. Bag den står den grædende Lærke.
Far, er jeg ikke jeres? hendes store øjne ser bekymret på Alexander.
Selvfølgelig, min skat! Søren løfter datteren op. Naturligvis er du vores!
Men I sagde, at I ville sende mig tilbage til børnehjemmet! Så er jeg ikke jeres? insisterer Lærke, mens hun gnider tårerne væk.
Vi tog dig ind i vores hjem, men det betyder ikke, at du ikke er vores! Vi elsker dig så højt. Moren har bare hormonelle svingninger på grund af den kommende baby Kom, jeg lægger dig i seng.
***
Jeg forlader dig, og du vil aldrig se barnet! råber Jette. Jeg vil have en normal familie, uden fremmede!
Jette, ro dig! Vi har ingen fremmede i familien! forsøger Søren at berolige hende. Lærke er også vores datter!
Jeg har ikke født hende! Hun er ikke min datter! Jette bliver mere ophidset. Vælg: mig eller hende!
Søren hjælper Lærke med at pakke sine ting.
Bo hos bedstemor, så mor ikke bliver stresset, siger han til datteren, den lille kommer snart, mor får det bedre, og så henter vi dig, okay?
Lærke nikker.
Hun er villig til at gøre hvad som helst for at slippe for børnehjemmet. Og bedstemor elsker hun også. Bedstemoderen er venlig og giver altid Lærke noget lækkert.
Bedste, hvis mor vil aflevere mig på børnehjemmet, kan jeg så bo hos dig? spørger pigen ved døren.
Grethe, som er Lærkes bedstemor, kigger strengt på sin søn. Han smiler forvirret:
Jettes hormoner spiller igen!
Selvfølgelig, min prinsesse! Bedstemoren hjælper Lærke med at tage tøj på. Men mor vil aldrig aflevere dig du er jo hendes barn! Det er kun en stressreaktion.
***
Det er nu to måneder, som Lærke bor hos bedstemoren. Faderen er sjældnere på besøg, fordi arbejdet og sygehuset, hvor Jette hviler, tager al hans tid.
En morgen, mens bedstemoren laver morgenmad, ser Lærke ud af vinduet. Da hun ser farens bil, råber hun glad:
Åh! Far er kommet!
Så tidligt? protesterer Grethe.
Faren plejer aldrig at komme før frokost. Med en dårlig forudindstilling beder hun sit barnebarn sidde i køkkenet, mens hun går ud for at møde ham.
Jette døde i nat. Hun gik i fødsel, men det gik galt barnet også siger Alexander træt og sætter sig på en puf i entreen.
De tre sidder i køkkenet og glemmer de kolde tekopper.
Mor, jeg henter Lærke. Det er på tide, hun kommer hjem.
Hvis du vil, kan jeg bo hos jer for en tid, spørger Grethe nysgerrigt.
Tak, mor
***
Lærke beundrer sine nye skolebøger. Snart er hun klar til at starte i 4. klasse! Den pæne uniform og den farverige rygsæk venter på hende.
I entreen høres døren såre. Far!
Far! løber pigen hen for at møde ham. Alexander er ikke alene; ved hans side står en lille, slank kvinde.
Datter, møde Lise! Hun skal bo hos os! siger Alexander med overstadig begejstring.
Hej, Lærke! smiler Lise blidt og rækker et lille buket til hende. Til dig på den første skoledag.
Hej! mumler Lærke og ignorerer buketten, mens hun går ind på sit værelse.
Tag det ikke så tungt, hører hun farens stemme til Lise, hun er virkelig en sød pige!
Jeg tror, vi bliver gode venner, svarer Lise.
Ja! tænker Lærke og smækker døren i sit værelse så hårdt, hun kan.
Far og Lise falder i hinanden. Snart får faren en ny stilling, og han er næsten altid på arbejdet.
Alt ansvaret for Lærke falder på Lises spæde skuldre. Hun gør sit bedste: hjælper med lektier, deltager i forældremøder, tager hende i biografen og caféen.
Efterhånden åbner Lærke sig for sin stedmor. Hjemmet bliver en idyll.
Slutningen på skoleåret bringer endnu en glædelig nyhed Lise venter et barn. For Lærke er det et knust slag.
Hun lukker sig inde på sit værelse og græder længe. Lise står udenfor døren og beder hende åbne:
Lærke! Hold op med at græde! Jeg elsker dig! Jeg vil aldrig aflevere dig! Vi bliver altid sammen! Du er min yndlingspige!
Virkelig? spørger Lærke med tårevædet ansigt og træder ud af værelset.
Selvfølgelig! omfavner Lise hende. Du er min egen barn! Jeg vil aldrig give dig væk!
Et par måneder senere holder Lærke sin lillebror i armene og beundrer, hvor lille han er.
Mor! Se, hvor sjov han er! siger Lærke, uden at tænke på, at hun kalder Lise for mor.
Lise, med tårer af lykke, går hen og omfavner hende.
To år går.
Lærke starter i fjerde klasse, da tragedien rammer: Alexander omkommer i en trafikulykke. Lærke og Lise klarer huslige pligter, passer lille Kasper og taler ikke meget.
De er bange for at tale, for så kommer tårerne. Kasper forstår ikke, hvad der sker, og bliver sur.
En aften, mens drengen sover, siger Lise til Lærke:
Lærke, det kan ikke fortsætte sådan! Vi må leve videre. Vi kan ikke få faren tilbage, men livet går videre. Lad os stoppe lidelsen. Enig?
Enig, svarer Lærke. Moren har ret faren kan ikke komme tilbage.
Men uheld kommer sjældent alene. Mens beslutningen er netop taget, ringer døren.
En høj, myndig kvinde viser sig som børnebeskyttelsesinspektør og kræver, at Lærke flytter tilbage på børnehjem, fordi hun nu er forældreløs.
Hvad med mig? protesterer Lise.
Vis adoptionens papirer! kræver inspektøren. Papirerne findes ikke. Så er det slut! Bedstemoderen er for gammel til at forsørge Lærke, og I er ingen! Flyt jer, Lærke!
Lise græder ikke. Hun er ligeglad med, hvad der sker med hende. Den gamle frygt bliver til virkelighed hun er helt alene.
Jeg henter dig væk! råber Lise, men Lærke tror ikke på det.
Hvem har brug for en forældreløs? Da hendes far var i live, elskede alle hende. Nu er faren væk, og hun er ingensteds ønsket, især ikke af Lise, som selv har sit eget barn.
Lise besøger Lærke på børnehjemmet, men pigen svarer aldrig. Hun ser Lise sidde på en bænk og vente, men Lise går aldrig ind. Efterhånden kommer Lise sjældnere, indtil hun forsvinder helt.
Så er det slut! Jeg brændte mig selv på at være mor! tænker Lærke med en bitter smil.
To måneder passerer.
Lærke! Rådfør dig med rektor! skubber en drengs hoved, Vasili, ind i hendes værelse, en lokal drillepige.
Hvad vil hun have af mig? undrer Lærke. Jeg har da ikke gjort noget!
Tillykke, Lærke: du er blevet adopteret af en familie! proklamerer børnehjemmets leder. Det er måske ikke den fulde familie, men det er en start!
Jeg vil ikke have nogen familie! svarer Lærke dystert. Jeg har aldrig haft held med familier!
Held eller uheld, det finder du ud af senere. Pak nu dine ting og gå til dine nye forældre.
Lærke går ud, ligegyldig over hvad der venter hende. Ved børnehjemmets port står Lise.
Hvad gør du her? spørger Lærke køligt.
Jeg er for dig
Jeg er allerede adopteret
Så er jeg det.
Du? Lærke kan ikke skjule sin glæde.
Selvfølgelig! Jeg sagde, du er mit barn, og jeg giver dig intet andet end et liv med kærlighed og lidt bestikkelse, så du får en god fremtid. Så er vi en hel familie! Kom hjem, Kasper savner dig!
Kom mor
Giv et like og del din mening om historien i kommentarerne!
Venner, hvis I vil læse flere historier, så skriv en kommentar og husk at like. Det inspirerer os til at skrive videre.
