Signe kæmpede sig ind i den lille lægeklinik i København anklen var så vred, at hvert skridt føltes som en kniv i benet. Hun snublede, så det så ud som om hun næsten ville falde sammen. Pludselig sprang en skald mand, Anders, forbi hende med en næsten overmenneskelig hast, og nåede først frem til lægen. Signe, udmattet, sank ned på den knirkende stol, og i frustration hviskede hun: Altså, drengene kommer aldrig til at give plads! En anden kvinde i lokalet hørte hende og svarede: Han har været her i dag, men de kan stadig ikke finde den rette protese. Sådan gik han hurtigt forbi, så han må have set, hvad vi mangler! Hun grinede højt: Anders, min nabo, er en god fyr, men livet har ikke været let for ham. En knæskade tog ham ned på knæene, hans kone gik fra ham. Man tror, han ville drukne i sorger, men han hopper rundt som en lille unge ingen børn, ingen slægtninge! I det samme trådte den halvhævede mand ud af undersøgelsesrummet med et smil, blinkede til Signe og hendes medpatient: Hvad siger I, piger, skal vi leve videre? og gik målrettet mod døren.
Signe lo stille over hans ord piger. Det var længe siden, hun selv havde været den, hun talte om. Hun havde giftet sig ung, hendes mand, Poul, var tolv år ældre. De var begge hund i horoskopet, og Poul elskede hunde; snart havde de fået en stor dansk schæfer, Bamse. Ikke længe efter blev Signe gravid.
Vennerne beundrede dem: I har det perfekte liv lejlighed i indre by, bil, sommerhus, hund, og snart en dreng! Men i den sjette måned mistede Signe sit ufødte barn. Poul holdt hende i hånden og sagde: Vi er ikke så unge længere, men vi har Bamse. En hund kan jo ikke erstatte et barn, men den er vores lille trøst.
På en hundeudstilling mødte Poul en anden ejer, Else, som også havde en schæfer. Else afslørede, at hun og hun ville få et barn sammen, fordi hun var ung og kunne få et stærkt barn. Du er som en gammel dame, mens jeg er som en ung pige! udbrød hun. Else var næsten 20 år yngre end Poul, og hun havde en smule guddommelig selvtillid. Sammen med Poul begyndte Signe at føle, at hun selv aldrer hurtigere end ham, som om livet bare fløj forbi. Pensionen nærmer sig, sagde Poul, som om han også talte om hendes fremtid.
Signe tænkte: Jeg er kun 43 år, men min sjæl føles som en gammel kæp! En uge senere var smerten næsten væk, og hun gik igen til lægen. I ventetiden stødte hun på den samme skaldede mand.
Undskyld mig, unge dame, du kan gå foran mig jeg sprang over køen, sagde han med et undskyldende smil. Da hun forlod lægen, stod han stadig ved døren.
Næste! råbte sygeplejersken.
De vil have dig, bemærkede manden, mens han ikke gik ind. Jeg har allerede været her, så jeg spøger jeg venter på dig, smukke pige. Jeg hedder Anders, hvad hedder du? Signe, ja? Sådan en klar, lysøjet pige kan kun have ét navn. Må jeg følge dig lidt? Jeg er kun en enlig invalid.
Signe smilede: Hvis jeg er en smuk pige, ser du så også ud som en invalid?
De gik ud sammen, og Anders tilbød sin arm, da Signe stadig halede.
Skal vi gå ind på den lille café? Det er billigt og lækkert, jeg inviterer, sagde han. Samtalen flød let, og Anders spurgte, om de skulle mødes igen. Signe sagde ja uden tøven.
En dag erklærede Anders: Signe, jeg vil ikke lyde pressende, men jeg er bange for, at nogen vil løbe mig over på vejen, og jeg ender med at stå tilbage. Jeg er halvgået, skald og du er en smuk, ung kvinde! Han sukkede et øjeblik, så fortsatte han: Signe, vil du gifte dig med mig? Jeg har en lejlighed, et arbejde, jeg er stærk. Vil du ikke fortryde det? Han så på hende, så stille, som om han ventede på et svar.
Signe lo: Anders, du er den bedste! Det var svært at sige ja med det samme, men jeg accepterer!
Efter brylluppet blev Signe gravid næsten med det samme. Hun havde ikke troet, hun nogensinde ville få et barn igen, efter al den smerte. Nu var livet som om tiden gik baglæns hun følte sig ung, smuk, elsket.
Se, Anders, vores lille Sune er så krøllet! udbrød hun begejstret.
Anders strøg sin glatte, skaldede hovedbund: Det er jeg, en skald, halvhævet fyr, men engang var jeg en ørn, en krøllet blond. Vores dreng har din mors øjne og min fars krøller, grinede han.
Signe lagde sit hoved mod hans skulder: Det er så mærkeligt at se Sune. Det føles som om det er et mirakel. Hvis vi ikke havde mødt hinanden den dag, ville der ingen Sune være. Jeg kan ikke lade være med at græde. Hun brød ud i tårer, men Anders samlede hende: Signe, rolig, du er min lille, du er så smuk. Kig på vores dreng han skulle have været her, han er kommet, jeg ved det. Vi mødtes af en grund, ellers ville jeg have været fortabt.
Jeg græder af lykke, sagde hun, tørrede tårene af og krammede ham hårdere. For første gang i mit liv græder jeg af glæde. Et svagt smil bredte sig på hendes læber, og på hendes øjenvipper glimtede dråber som små diamanter. Hun følte sig rig og lykkelig.
Den største rigdom er børn, og den dybeste lykke er kærlighed.
