Kopi af en hustru
Er du sikker på, at du ikke føler dig til besvær? spurgte Marianne, mens hun stod i døråbningen med en taske over skulderen og det der forvirrede smil, som Olga aldrig havde set på hende før. Jeg forstår godt, at det er ubelejligt. Jeg forstår det virkelig.
Marianne, hold nu op. Kom indenfor Olga trådte til side og holdt døren for hende. Gæsteværelset står tomt, og Anders har intet imod det. Det hele går nok.
Anders har intet imod det, gentog Marianne, og det gentagede bar en underlig vægt. Ikke ironi. Mere undren, som om netop fraværet af protest betød noget særligt for hende.
Han protesterer sjældent sagde Olga allerede på vej ud i køkkenet. Tag skoene af, sutskoene står til venstre.
Sådan begyndte det hele.
Olga var tooghalvtreds, Marianne, hendes veninde fra gymnasietiden, var enoghalvtreds. De havde ikke set hinanden rigtigt i små fem år, talte i telefon engang imellem, og nogle gange mødtes de til en kop kaffe i Indre By. Olga troede, hun kendte Marianne godt. Godt nok til uden betænkning at åbne døren for hende. Marianne var blevet skilt. Lejeaftalen udløb. De nye papirer trak ud. Hun havde brug for et sted at være i et par uger, maks en måned. Bare lige komme på fode igen.
De boede i Odense ikke stor, ikke lille, hvor bydelene mindede lidt om hinanden, og købmanden nede på hjørnet genkendte sine faste kunder på stemmen. Olgas lejlighed lå på tredje sal, tre værelser med vinduer ud til en rolig gade. Hendes mand, Anders, arbejdede i et rådgivende ingeniørfirma. Han var ikke nogen kendt mand, men havde en god stilling. Olga underviste i økonomi på en handelsskole. De havde været sammen i treogtyve år. Datteren boede længe i København. Lejligheden var rummelig og fuld af de vaner, der opstår, når alt har sin faste plads, og intet skal ændres.
Marianne ankom med én stor taske og en papkasse. Hun pakkede ud lydløst, næsten usynligt. De første tre dage hørte Olga hende næsten ikke hun forlod lejligheden tidligt, kom sent hjem, spiste minimalt, sagde endnu mindre. Om aftenen, efter første dag, spurgte Anders tørt:
Hvor længe varer det?
En måned, svarede Olga.
En måned, gentog han, med akkurat samme underlige tone som Marianne tidligere.
Olga tænkte ikke nærmere over det. Hun var generelt ikke typen, der lægger mærke til småting. Eller troede det.
Den første lille bekymring dukkede op i anden uge. Om morgenen fandt Olga en parfume, der stod forkert. Det var Gardenia mørkegrøn flakon med sølvlåg, hendes foretrukne duft i tre år, købt i parfumeriet ved Vesterbro Torv. Den stod ikke på sin vante hylde til venstre, men på kanten af vasken. Olga tænkte, hun selv havde flyttet den. Hun satte den tilbage. Glemte det.
I tredje uge lagde hun mærke til noget nyt.
De spiste morgenmad sammen alle tre. Olga lavede altid kaffe på sin egen måde først lidt koldt vand, så det varme, aldrig kogende, for så blev det bittert. Anders roste den altid. Den morgen var det Marianne, der lavede kaffe, fordi Olga sad i telefon.
Og Anders sagde:
Mmm. God kaffe.
Jeg kiggede efter, hvordan Olga gjorde sagde Marianne Hun gør det altid sådan.
Olga så på hende. Marianne smilede. Det hele var sødt og harmløst. Olga smilede igen.
Men noget gnavede inde bagved, uden ord.
Hverdagen sled tanken i stykker, og Olga indfandt sig med roen. Hun kom hjem til stilhed og orden Marianne nåede at gøre rent, sætte på plads. Anders vænnede sig til det hurtigere, end Olga havde forestillet sig.
Hun har lavet mad i dag sagde han en aften, som havde han godt nyt. Bønnesuppe. Smager godt.
Men jeg laver da også suppe med bønner, sagde Olga.
Ja, sagde han. Det minder meget om din.
Hun spurgte ikke, hvilken han bedst kunne lide. Han sagde det heller ikke.
Marianne arbejdede hjemmefra, noget med dokumentation, Olga spurgte aldrig til detaljer. Hele dagen sad hun med sin bærbare i gæsteværelset, til frokost kom hun ud og lavede noget simpelt, var stylet og iklædt pænt tøj inden aftensmad. Olga bemærkede det, for hun selv tog altid joggingbukser på om aftenen og hyggede sig i sin slidte uldtrøje Marianne var altid en lille smule pænere klædt i Olgas egen lejlighed.
Én aften sad Anders sammen med Marianne og så tv. Olga sad og rettede opgaver i soveværelset. Deres samtale lød gennem væggen, rolig, uden ophold. Anders fortalte noget, Marianne grinede. Hendes latter lignede Olgas egen, men nu mere dæmpet.
Den tanke dukkede op igen og mere insisterende de næste dage.
Marianne begyndte nu at sætte sit hår anderledes. Før havde hun haft en smart, stram frisure. Nu voksede håret bagud i bølger præcis som Olga plejede det. Olga så det i spejlet i entréen de to stod parallelt, hun forrest, Marianne lidt bagved. Der var noget i deres reflekser, der mindede om det gamle og det nye, taget samme sted.
Dit hår sidder godt sådan, sagde Olga.
Synes du? Jeg ville prøve. Så det hos dig og tænkte…
Igen så det hos dig. Igen diskret, næsten umærkeligt efterlignende. Olga smilede og gik i køkkenet. Inden i smilede hun ikke.
Hun ringede til datteren om søndagen.
Hvordan går det, mor?
Fint. Marianne bor hos os nu. Jeg har vel nævnt hende?
Ja, hun bor stadig?
Ja, hun venter stadig på de papirer.
Nå okay. Hvordan har far det?
Det går fint. Han og Marianne taler godt sammen.
Pause.
Er det godt eller skidt? spurgte datteren.
Godt, sagde Olga. Det er godt.
Efter samtalen sad hun længe ved vinduet med en kop kold te og tænkte over, at det at tale godt sammen lød harmløst, men hun sagde det alligevel forsigtigt som om hun mærkede, hvor hun stod.
Femte uge bad Marianne om opskriften på æblekagen.
Den du lavede sidste søndag, med kanel og det hele.
Jeg har ikke skrevet den ned. Jeg laver på gefühl.
Så fortæl det? Jeg prøver selv.
Olga forklarede detaljeret. Marianne skrev i sin mobil. Efter tre dage bagte hun kagen. Anders spiste og sagde dejligt, og Olga kunne ikke tolke, om han sagde det til smagen eller til forvekslingen med, hvem der havde bagt.
Samme aften åbnede hun garderoben og så en jakke. Lysegrå med bælte. Næsten magen til hendes egen Mariane må have købt den. Olga hang sin egen op ved siden af og så længe på de to ens jakker.
Hun spurgte ikke. Ikke fordi hun frygtede svaret, men fordi der ikke var nogen måde at formulere spørgsmålet på, uden det lød dumt.
Arbejdet var travlt. Handelsskolen gjorde klar til tilsyn, Olga sad længe med papirerne. Anders blev i stuen om aftenen, både ham og Marianne. Olga hørte brudstykker af samtaler bag en lukket dør; én gang gik hun ind. Snakken stoppede ikke, men ændrede stil, og hun blev taget ind, men følte sig som den tredje.
Senere tog hun det op med Anders, efter at Marianne gik på sit værelse:
Synes du ikke, hun… efterligner mig lidt?
Han så forvirret ud.
Hvem? Marianne?
Ja. Frisuren, jakken, opskrifter, parfumen.
Veninder kopierer da af hinanden, det er da normalt.
Måske, sagde Olga. Måske.
Han så allerede på sin telefon. Samtalen lukkede hurtigt ned.
Senere i mørket tænkte Olga, han havde jo ret. Veninder overtager ting. Det er normalt. Måske havde hun selv kopieret Marianne på et tidspunkt. Hun gentog ordet normalt for sig selv, men det føltes ikke sådan.
I dagene efter begyndte Olga bevidst at kigge nærmere. Hun så nu alt, hun før ikke havde set. Marianne svajede lidt på hovedet, når hun talte med Anders sådan gjorde Olga selv, når hun lyttede. Hun trak på præcis med samme træghed som Olga. Og nu drak hun teen uden sukker, selv om Olga huskede, at hun altid tog to skeer før. Nu ingen sukker.
Det var ikke tilfældigt. Det var noget andet.
Olga ringede til sin kollega, Nina.
Har du prøvet, at en person tæt på dig begynder at overtage din måde at være på?
Hvad mener du?
Klæde sig, tale, vaner, alt.
Det er stille misundelse, sagde Nina. Læste om det én gang. Man vil have dit liv, men kan ikke tage det direkte. Så man tager det i bidder.
Olga tav.
Har du sådan én?
Jeg ved det ikke sagde hun. Men jeg tror det.
Samtalen med Marianne kom ikke efter hendes initiativ. En aften over te sagde Marianne:
Du er sådan et helt menneske, Olga. Jeg kigger på dit liv og tænker, sådan skal man leve. Lejlighed, mand, arbejde alt falder på plads.
Det på plads har taget mig tyve år at opbygge, svarede Olga.
Det kan man godt mærke. Anders også…
Hun stoppede.
Hvad med Anders?
Han sætter pris på dig. Han sagde, I har det godt sammen. At I forstår hinanden.
Olga satte koppen fra sig.
Snakker du med ham om mig?
Bare i forbifarten. Han roser dig.
Det er jo rart, sagde Olga, men følte det modsatte.
Hun forstod ikke helt hvorfor. En mand, der taler pænt om sin kone til veninden. Alt i orden. Alligevel ikke. Hun vidste det dybt inde. Kvindelig intuition, den hun selv plejede at gøre grin med, virkede nu for alvor.
I slutningen af sjette uge bad Marianne om at låne hendes Gardenia-parfume.
Min er tom, jeg når ikke i Matas. Må jeg bruge lidt?
Selvfølgelig, sagde Olga.
Om aftenen så Olga, at flakonen kun var en tredjedel fuld. Hun huskede klart, at der var over halvdelen for en uge siden.
Hun satte flakonen i et skab og fandt den gamle hængelås frem, låste den inde. Så kiggede hun sig selv i spejlet og tænkte: Nu gemmer jeg min egen parfume for en veninde. Hvilket mærkeligt menneske er jeg dog blevet?
Men hun åbnede ikke for parfumen igen.
Den aften kom Anders hjem i særligt godt humør, og det skete nu især, når Marianne var hjemme. Han havde kage med ikke fordi der var noget at fejre, bare sådan.
Vi skal forkæle os lidt, sagde han.
Marianne lyste op og takkede, akkurat som Olga selv ville have gjort, ikke mere, ikke mindre. Olga iagttog det hele fra døren til køkkenet Marianne reagerede rigtigt på alt: ros til kaffe, latteren, hovedbevægelsen, den rigtige overraskelse. Præcis alt det Olga selv plejede at gøre, bare friskere, uden de treogtyve års slid og vaner.
Anders lagde mærke til det måske uden at være bevidst om det. Men han lagde mærke til det.
Olga gik ind og spiste et stykke kage, snakkede almindeligt. Alt så normalt ud, men hun kunne ikke sætte ord på sin følelse. Som når man kommer hjem og ser, at alle ting står på plads, men er skubbet en anelse til siden. Ikke flyttet, bare skubbet måske en centimeter.
En arbejdsrejse dukkede pludseligt op. Handelsskolen manglede én på et kursus i Aarhus fire dage. Inspektøren spurgte fredag, Olga sagde ja mandag. Én tanke fløj gennem hovedet: Lade Anders og Marianne være sammen fire dage. Men hun drev den væk. De var alle voksne. Intet ville ske. Hun skulle også lære at slappe af.
Aftenen før tog de snakken i køkkenet.
Jeg er hjemme igen fredag aften, sagde Olga. Marianne kan hjælpe med at lave mad, hun er god til det.
Vi skal nok klare den, sagde Anders. Tag det roligt.
Jeg tager det roligt, svarede Olga.
Hun betragtede ham. Han virkede rolig. Som altid. Treogtyve år havde hun kendt det ansigt. Nu så det bare… let ud. Som et menneske, der ikke tænker på noget besværligt.
Onsdag morgen tog hun afsted. På toget læste hun kursusmaterialer, drak kaffe fra papkrus, så ud over Fyns landskab. Kurset var kedeligere, end ventet, men brugbart. Om aftenen snakkede hun kort med Anders.
Hvordan går det?
Fint. Vi har spist. Alt i orden.
Er Marianne hjemme?
Ja, på sit værelse.
Godnat så.
Godnat.
Der var intet usædvanligt. Hun lagde sig i hotelsengen og kunne ikke sove, selv om hun var træt. Tankerne kørte: om kurset, om sin datter, at hun skulle købe en ny kop, for den gamle var revnet. Men hun tænkte også på Marianne. På de to grå jakker. På parfumen.
Torsdag eftermiddag ringede inspektøren.
Olga, du kan tage hjem i aften. Sidste dag gentager bare det gamle. Du spilder tiden.
Hun var hjemme ved halv ti. Toget kørte til tiden, taxaen gennem byen var hurtig Odense var stille om aftenen.
Hun lukkede sig ind med sin egen nøgle. Hun ringede ikke på, regnede med Anders måske sov.
Han var vågen.
I stuen brændte to levende lys i vindueskarmen. På bordet: tallerkener, glas, små skåle med mad. Det duftede af mad og af Gardenia. Olga havde jo låst parfumen inde så Marianne måtte have købt sin egen.
Anders sad på sofaen. Marianne ved siden af i en blå kjole, som Olga aldrig havde set før, men modellen var som hendes egne kjoler, og farven var den, Olga elskede. Håret lagt i bløde bølger. Hænderne foldet i skødet. De talte sammen. Da Olga åbnede døren, så de op.
Pausen varede måske tre sekunder.
Du er tidligt hjemme, sagde Anders.
Det ser jeg, sagde Olga.
Hun stillede tasken. Hang frakken op. Gjorde det hele roligt, kontrolleret. Når hun fulgte sine bevægelser nøje, kunne hænderne godt udvikle sig som de skulle.
Olga, det er bare aftensmad sagde Marianne. Vi spiste bare…
Jeg kan se, der er dækket op sagde Olga. Med lys og det hele.
Endnu en pause.
Romantisk, tilføjede Olga, uden tryk på ordet. Selv hun blev overrasket over sin stemme.
Anders rejste sig.
Du behøver ikke gøre et stort nummer ud af…
Anders, brød Olga ind sagte. Du behøver ikke sige, hvad jeg skal gøre og ikke gøre.
Han tav. Marianne stirrede ned på dugen.
Olga gik i køkkenet. Hældte vand op. Drak. Så ud på vindueskarmen, hvor hendes pelargonie stod hun plejede vande dem hver onsdag. Onsdag var hun i Aarhus. Men planten var frisk.
Marianne har vandet, tænkte Olga.
Hun gik ind i stuen igen.
Marianne, sagde hun kan du finde et andet sted at bo i morgen?
Marianne så op.
Olga, jeg ved godt, hvordan det ser ud…
Kan du flytte i morgen? gentog Olga. Ikke vredt, bare konstaterende.
Ja, sagde Marianne. Det kan jeg.
Godt.
Olga tog sin taske og gik ind i soveværelset. Lukkede døren, ikke på klem men heller ikke låst. Hun lagde sig ovenpå dynen, fuldt påklædt, og stirrede op i loftet. Bag døren blev der ryddet af bordet. Så stilhed. Så skar døren til gæsteværelset sig svagt ind i natten.
Anders kom ikke ind til hende den nat. Hun hørte, han gik i seng på sofaen i stuen. Det sagde mere end ord.
Næste morgen stod hun op før de andre, lavede kaffe og drak den ved vinduet. Byen vågnede langsomt. Fredag. En kvinde gik forbi med hund. Duerne sad på gesimsen overfor. En helt almindelig morgen.
Anders kom ud ved otte-tiden. Standsede i døråbningen til køkkenet.
Vi skal nok tage en snak, sagde han.
Ja, svarede Olga.
Der er intet mellem mig og Marianne.
Måske ikke.
Ikke måske. Der er intet.
Anders, sagde hun stadig med blikket mod vinduet Du forstår ikke, hvad jeg prøver sige dig. Det handler ikke om jer to, men om det, jeg har set de sidste seks uger.
Og hvad har du set?
Hun vendte sig mod ham.
Jeg har set et menneske flytte ind og langsomt blive til mig. Mit hår. Min parfume. Mine opskrifter. Min jakke. Mine bevægelser. Og en ægtemand, der lægger mærke til og sætter pris på det for det er stadig mig, bare uden træthed og rutiner fra treogtyve år.
Han sagde ingenting.
Det er ikke et spørgsmål tilføjede Olga Det er bare, hvad jeg så.
Du overdriver, sagde han til sidst.
Måske, sagde hun. Men jeg skal på arbejde. Når jeg kommer hjem, vil jeg ikke se Mariannes ting på gæsteværelset.
Olga…
Og for resten, sagde hun, da hun tog frakken i entréen Naivitet. Det er nok mit særkende. Har alt for lang tid stolet på jer begge to.
Døren lukkede sig stille bag hende.
Hun gennemførte sine undervisningstimer, svarede på spørgsmål, tjekkede opmøde, drak te med Nina. Nina spurgte ikke om noget, men kiggede på hende med forståelse nogle mennesker kan det.
Hun kom hjem halv fire. Gæsteværelset var tomt, sengen reddet, ingen spor. Marianne havde flyttet ud, så der ikke var et eneste aftryk tilbage. Kun i badeværelset stod en lille plastikbørste med hvidt håndtag. Olga løftede den med to fingre og smed den ud.
Anders var hjemme, sad i stuen med sin telefon. Da hun dukkede op, løftede han blot blikket.
Hun er taget afsted, sagde han.
Det ser jeg, svarede Olga.
Hvad nu?
Hun hang frakken op, gik ud i køkkenet og rodede lidt ved komfuret bare for at gøre noget.
Olga, han kom ud til hende Vi har været sammen i treogtyve år. Vi kan da ikke bare…
Det kan vi sagde hun. Vent lidt. Giv mig tid.
Hvor lang tid?
Ved ikke. Nogle dage. Jeg skal tænke.
Nogle dage blev til en uge. De boede sammen, som fremmede kan gøre, når huset er fælles, men livet ikke. Høflige. Ingen skænderier. Spiste hver for sig. Sov i hvert sit værelse. Anders prøvede flere gange at tage hul på en snak, Olga svarede kort. Ikke fordi hun var fornærmet, men fordi hun ikke var klar til at sige tanker højt. Ordene lå inde i hende, stablet op, og hun frygtede, at hvis hun talte, ville hun komme til at sige noget uigenkaldeligt.
Hun tænkte meget dén uge. På hvordan det hele begyndte. At hun lukkede Marianne ind, fordi man jo gør det for en ven i nød. Fordi dét er sikkert normalt. På hvordan hun længe følte noget var forkert, men ikke navngav det. Stille misundelse, som Nina havde sagt. Personlig efterligning. Uden ærgerrighed, måske bare mangel på sit eget liv, så hun tog stumper af andres. Duft, opskrift, vaner.
Men det værste var ikke Marianne. Det var Anders.
Han kunne have overset det hele. Eller bemærket det og fortalt Olga. Eller reageret på, at der trådte en optimeret kopi ind. Men han gjorde ikke noget. Han bragte kage, sad i stuen, grinede, tændte lys til aftensmaden, når Olga var væk uden, måske, at vide han gjorde noget forkert.
I begyndelsen af anden uge ringede Olga til sin datter.
Mor, hvad er der i vejen?
Hvad mener du?
Din stemme er anderledes.
Far og jeg skilles nok, sagde Olga, for første gang sagt højt.
Lang pause.
På grund af Marianne?
Ikke kun. Marianne gjorde det bare tydeligt. Det der allerede var.
Hvad var det?
Jeg ved det ikke. Vi var så vant til hinanden, at vi næsten holdt op med at se hinanden. Hun kom, tog min rolle, men nemmere og friskere. Han kunne lide det.
Bliver du alene nu?
Noget tid, ja. Det er okay.
Hun sagde det, og denne gang klikkede det ord okay på plads, fordi hun selv valgte det.
Samtalen med Anders var søndag aften.
Vi skal nok flytte fra hinanden, sagde hun bare.
Han tav længe.
Er det definitivt?
Ved det ikke. Men jeg har brug for plads. Brug for tid til at finde ud af, hvem jeg egentlig er, uden lejligheden, uden dig, uden gamle vaner.
Er det på grund af den aften? Det var bare aftensmad.
Anders, sagde hun tålmodigt Det handler ikke om middagen. Lysene var bare prikken over iet. Der var så meget før, og jeg så, og jeg sagde til mig selv det er normalt, men det var det ikke.
Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort galt.
Intet specifikt. Du holdt bare op med at se mig. Hvis du havde set mig, ville du have bemærket, at en fremmed blev til din hustru.
Han svarede ikke der var ikke mere at sige.
Vi må nok sælge lejligheden sagde Olga. Eller også køber jeg din andel ud på sigt det finder vi ud af.
Hvor vil du bo?
Jeg lejer. Her i byen eller et andet sted. Ser på det.
At starte forfra som tooghalvtredsårig, sagde han, og der var noget sørgeligt i stemmen. Var det over hende eller sig selv, var hun ikke sikker på.
Ja, svarede hun Begynde forfra som tooghalvtredsårig. Nogle folk gør det endnu senere.
Hun rejste sig, gik ud i gangen, smuttede forbi badeværelset, fandt sin Gardenia-flakon bag låsen, stod lidt med den, gik så ud og satte den forsigtigt ned i skraldespanden ikke smed den, bare satte den stille, som noget man ikke længere skal bruge.
Tilbage i køkkenet satte hun vand over.
De næste dage gik praktisk. Ringede til ejendomsmægler, forhørte sig. Talte med en advokat om papirerne. Besøgte Nina, fortalte hovedtrækkene. Nina hverken sukkede eller løftede øjenbryn hun lyttede bare og sagde ja på den der måde, der betyder jeg forstår.
De drak te i Ninas lille køkken.
Er du vred på hende? spurgte Nina.
På Marianne? Ikke meget. Jeg ærgrer mig bare over, jeg overså det indlysende. At jeg kaldte det normalt, da det ikke var det.
Det er ikke din skyld, hvis du stolede på folk.
Sagt med naivitet det er mig, sagde Olga.
Ikke naivitet. Tillid og naivitet er ikke det samme.
Måske.
Og Anders?
På ham er jeg vred, sagde Olga. Men på en stille måde. Den går over.
Hvad vil du nu gøre?
Leje en lejlighed. Få en ny frisure. Købe en anden parfume i hvert fald ikke Gardenia.
Fornuftigt, sagde Nina.
Og så skal jeg finde ud af, hvad jeg selv kan lide. Hvad er mit, ikke bare vaner.
Det tager tid.
Det ved jeg godt. Men det er okay.
Nina skænkede mere te. Udenfor regnede det tyst typisk dansk efterår. Olga kiggede ud og tænkte, at for få uger siden vidste hun præcis, hvordan hendes liv så ud: hjem, Anders, job, daglige ruter, opskrifter og Gardenia på hylden i badeværelset. Nu var det, hun troede var sikkert, ikke længere det samme.
Men hun følte ikke den tomhed, hun havde forventet, snarere en mærkelig lettelse. Som at tage en alt for gammel frakke af og opdage, at den for længst har strammet om skuldrene, men man har først nu opdaget det.
Ved du hvad, Nina, jeg ved faktisk ikke, hvad der skal ske nu. Men det går nok.
Det går nok, gentog Nina og smilede.
Ugen efter fandt Olga en etværelses lejlighed i et andet kvarter i Odense tæt på Munke Mose. Lys, hyggelig, lidt dyr, men til at overkomme. Hun aftalte fremvisning, gik rundt i rummene. Gulvet knirkede ét sted. Hun gik frem og tilbage og tænkte, her kan man bo.
Jeg tager den, sagde hun til den ældre ejer.
Hvor længe?
Ved ikke. Vi kan starte med et år.
Ejer nikkede.
Hjemme, i den gamle lejlighed, begyndte Olga roligt at sortere sine ting. Ikke demonstrativt, men systematisk. Bøger. Kopper. Tøj. Noget blev smidt ud. En bluse fandt hun, havde ikke brugt i tre år, men måske. Nu skulle den ud.
Den grå jakke gav hun også væk. Købte en ny, mørkeblå, i en lidt anderledes stil. Tog den på. Kiggede i spejlet intet mindede om Mariannes jakke. Det føltes godt.
Marianne havde hun ikke set eller ringet til. Marianne sendte en enkelt besked: Olga, jeg forstår, hvis du er såret. Tilgiv mig, hvis du kan. Olga så beskeden, lagde telefonen væk og svarede ikke. Ikke fordi hun ikke havde tilgivet. Hun var bare ikke parat eller måske ville hun ikke tilgive. Hun vidste ikke helt forskellen.
Anders blev boende. De talte kun om praktisk, roligt og formelt. Hun kunne se, han var fortabt. Han vidste ikke, hvordan han skulle genskabe det, der var væk. Måske vidste han slet ikke, hvad han havde mistet.
Fredagen før flytningen gik hun i Matas efter ny parfume. Hun stod længe ved hylden, prøvede dufte. Ekspedienten ung og smilende tilbød forskellige mærker. Olga sagde nej til det meste. Til sidst fandt hun én Sølv Cedertræ. Helt anderledes, ikke blomster, men træ, noget varmt i det. Ikke det vante. Netop derfor købte hun den.
Godt valg, sagde ekspedienten.
Vi får at se, svarede Olga.
Flytningen tog en halv dag. Nina hjalp, Anders tilbød også sin hjælp, Olga sagde ikke nej. De bar tingene sammen, ordløst, uden spænding. Nu stod hun i sin nye etværelses med udsigt til parken, og alt blev lagt på nye pladser, valgt af hende selv.
Om aftenen, da der var stille, åbnede Olga parfumen Sølv Cedertræ, duttede lidt på håndleddet. En ny, ukendt, men ikke ubehagelig duft. Hun duftede til håndleddet igen tænkte, det skal jeg vænne mig til. Eller måske bare acceptere, at det er sådan nu.
Ude i parken stod de sidste nøgne træer. Novemberlys og gadelygter tændtes tidligt. Olga satte vand over, fandt koppen uden revne frem og stillede sig til vinduet.
Telefonen lå på vindueskarmen. Datteren ringede.
Hvordan går det, mor? Er du faldet til?
Jeg er i gang.
Er du nervøs?
Olga betragtede gadelygterne i mørket.
Nej, sagde hun. Ved du hvad, det er jeg egentlig ikke.
Og sådan oplevede Olga, at selv når livet blev vendt på hovedet, er det vigtigste ikke hvor man står, men at turde tage et skridt for sig selv. Nogle gange skal den gamle parfume ud, før man finder en ny, der føles som sin egen.
