Mette, hvor er Felix? Allerede inden jeg havde fået skoene af, mærkede jeg uro. Normalt kom min røde, langhårede kat stormende ud i entreen for at sige højt fra, når skålen var tom. Men denne gang blev jeg mødt af en mistænkelig stilhed.
Anders sad ved køkkenbordet og stirrede ned i bordpladen, tydeligvis uden lyst til at møde mit blik. Hans mor, Kirsten Madsen, som havde været på besøg hos os i over en uge, nippede bare roligt til sin te, som om intet var hændt.
Hvor er katten? gentog jeg, mens en isnende fornemmelse bredte sig.
Du må lade være, afviste svigermor. Din kat er der ikke længere. Han stak af.
Hvad mener du med, han stak af? Han er jo indekat! Han er bange for gaden! Hvem har åbnet døren?
Jeg kørte ham ud, sagde Kirsten roligt og uden tøven. Uden for byen, i skoven. Der er frisk luft, plads og mus. Lad ham leve som rigtig kat. Herhjemme er der bare hår overalt, og kattebakken lugter. Anders og jeg tænker på børn, og det går ikke i sådan noget svineri!
Jeg blev stående som forstenet. I skoven? Om vinteren? En kat, der kun har boet inde?
Har du… har du været med til det her? så jeg på min mand.
Mette, altså… mor sagde, hun har allergi… mumlede han, uden at se op.
Allergi overfor medmenneskelighed, måske! udbrød jeg. Hvor præcis efterlod I ham?
Hvordan skal jeg kunne huske det, fnes Kirsten. Et sted ude ved motorvejen, cirka tyve kilometer fra Aarhus. Du finder ham aldrig. Og lad nu være at flæbe! Jeg har faktisk gjort jer en tjeneste.
Jeg greb bilnøglerne uden at sige mere.
Hvis jeg ikke finder ham… hviskede jeg. Så bør I begynde at bede.
I tre dage ledte jeg efter Felix. Jeg gik gennem snedriver, råbte hans navn, satte opslag op overalt. Jeg tog fri fra arbejde, spiste ikke, sov næsten ikke bare jeg kunne nå det.
Den tredje aften fik jeg et opkald.
Hej, er det dig, der leder efter en rød kat? Han sidder ved tankstationen herude og mjaver som et barn, der græder.
Jeg kørte derud i al hast, knap mærkede vejen. Det var ham. Mager, beskidt, rystende, det ene øre næsten forfrossent. Han genkendte mig straks, sprang ind i mine arme og begyndte at spinde selvom der ikke var mange kræfter tilbage.
Jeg kørte med ham direkte til dyreklinikken. Drop, sprøjter, flere dages indlæggelse. Dyrlægen sagde, at han nok skulle klare den.
Jeg kom hjem tidligt om morgenen vred, træt og helt tom for energi.
Kirsten sov i stuen, bredt ud i min sofa. Hendes kuffert stod i hjørnet hun skulle egentlig først rejse hjem om et par dage.
Uden kommentarer tog jeg hendes kuffert, hentede frakken, støvlerne og huen og lagde det hele i bagagerummet på bilen.
Så vækkede jeg Anders.
Stå op. Nu kører vi.
Hvor hen? spurgte han søvndrukkent.
Vi skal følge din mor til stationen.
Vi vækkede Kirsten.
Kirsten, pak sammen. Vi kører til banegården nu.
Banegården? Jeg skal jo først hjem om to dage! udbrød hun vredt.
Dine planer er lavet om.
Vi satte os i bilen. Jeg kørte uden et ord. Anders prøvede at sige noget, men én blik fra mig fik ham til at tie.
Jeg kørte forbi frakørslen til stationen og fortsatte ud af byen.
Mette, du kører forkert! Banegården er den anden vej, begyndte Kirsten nu nervøst.
Jeg ved det godt.
Jeg standsede ved netop den tankstation, hvor jeg havde fundet Felix. Tyve kilometer fra Aarhus, skov, sne og gennemtrængende blæst.
Jeg steg ud og lagde hendes kuffert på vejkanten.
Ud af bilen, Kirsten.
Hvad skal det til for? spurgte hun forfærdet.
Hvad tror du? Der er jo frisk luft, naturen kalder. Nu kan du leve frit. Det er sundt.
Er du blevet vanvittig?! skreg hun. Jeg kommer jo til at fryse!
Felix frøs også. Men du kaldte det et godt initiativ.
Anders! råbte hun efter sin søn. Sig dog noget!
Anders så bleg ud. Han så skiftevis på sin mor, så på mig og så ud mod den mørke skov.
Mor… ring efter en taxi, sagde han lavmælt. Mette har ret.
Jeg satte mig ind bag rattet.
Du har telefonen. Taxaen er her om cirka fyrre minutter. Felix havde ingen mobil.
Vi kørte væk. I bakspejlet så jeg hende stå ved vejen og vifte med hænderne.
Selvfølgelig frøs hun ikke hun kørte hjem med taxa. Men hun satte aldrig sine ben i vores hjem igen. Og Anders? Han undskyldte længe. Jeg sagde kun: Hvis du én gang til ikke beskytter dem, vi har ansvar for, så må du følge efter din mor. Til skovs.
Var det en grusom hævn eller en retfærdig lektie? Og kan man nogensinde tilgive dem, der er hårde ved dem, der ikke kan forsvare sig selv?
Man må aldrig vende sig bort fra dem, der har brug for én man må tage ansvar for de svage. Det er først dér, man viser sit sande menneskelige værd.
