STOPDU MÅ IKKE RØRE DET!
Mit skrig flængede gennem hytten.
Lysestagens flakkende skær sendte levende skygger hen over de gamle planker.
Stormen tudede udenfor.
Men inde
noget værre.
Jeg knugede stolens armlæn så hårdt, at mine knoer blev hvide. Hele kroppen sitrede, sveden haglede ned ad mit ansigt.
VÆR SØDSTOP!
Men hun gjorde det ikke.
Hun holdt mit hoved fasthendes hænder rystede, hendes åndedræt vakkelvorn
Der er noget derinde hviskede hun, knap i stand til at skjule sin frygt.
Kameraetvores eneste lyskom nærmere.
Nærmere.
Ind mod mit øre.
De kolde pincetter gled langsomt ind.
Jeg skreg igenhøjere denne gang
råt, desperat, knækket.
Hendes hænder tøvede.
Så fortsatte hun.
Sid stille baresid stille
Ildens skær flakkede vildt.
Noget ændrede sig.
Hendes øjne blev store.
Hun mærkede det.
Modstand.
Ikke ørevoks.
Ikke noget almindeligt.
Noget, der
bevægende sig.
Min krop satte ud, næsten væltede stolen.
FÅ DET UDI GUDERS NAVN, FÅ DET UD!
Hun trak.
Langsomt.
Forsigtigt.
Pincetterne greb hårdt fat.
Og så
En våd lyd.
Noget gav efter.
Hun rykkede det udhastigt.
Kameraet fangede hendes hånd
Noget småt.
Mørkt.
Vridende.
Levende.
Ét sekund
ingen trak vejret.
Jeg hev efter vejret
Så
Stilhed.
Total stilhed.
Alt for total.
Jeg blinkede.
Én gang.
To gange.
Løftede hovedet langsomt.
Mit udtryk skiftede
smerte forvirring noget andet.
Jeg jeg kan høre?
Min stemme var stille nu.
Klar.
Rolig.
Alt for rolig.
For udenfor
stormen var væk.
Ingen vind.
Ingen lyd.
Intet.
Kvinden sagde ikke noget.
Hun kunne ikke.
Hun stirrede blot på det, hun holdt.
Tingen i hendes hånd vred sig
længere end den burde
tynd
pulsende
som det prøvede at overleve endnu.
Det her hviskede hun med rædsel voksende i stemmen
det har været inde i dig
Tingen fór pludselig
hårdt
næsten gled den ud af hendes greb
Og så
lød en lyd.
Ikke et piv.
Ikke en insektlyd.
En hvisken.
Svag.
Knækket.
Næsten menneskelig.
lad være
Hendes hånd stivnede.
Mine øjne blev store.
Og idet tingen vred sig igen
forsøgte at dreje sig
forsøgte at vende sig mod os
Slukkede lysestagen.
Mørket åd rummet.
Så
En stemme.
Ikke fra gulvet.
Ikke fra væggene.
Ikke udefra.
Lige ved hendes hånd.
giv mig tilbage.
Hun lod pincetten falde.
Metallet sprang hen over plankerne.
Et sted i mørket ramte tingen gulvet
Og fortsatte.
Vådt.
Hurtigt.
Forkert.
Jeg skubbede mig bagud så hårdt, at stolen tippede.
Jeg drattede om på gulvet.
Andet vejrtrækning, som om luften havde glemt mig.
Lysestagen!
Min stemme knækkede over.
Tænd for helvede lyset!
Hendes hænder rystede så voldsomt, hun kun lige knap ramte tændstikkerne.
Én gang
Intet.
Anden gang
En gnist.
Tredje
Flamme.
Lysestagen brændte igen.
Og alt forandrede sig.
For nu var tingen ikke længere på gulvet.
Brædderne var tomme.
Kun en smal, sort sporstribe ledte mod væggen.
Langsomt rejste jeg mig op.
Mit navn er **Elias Krogh**.
En mand, der havde brugt tyve vintre alene i Djurslands skove uden frygt for ulve, bjørne eller storme.
Og nu
Var jeg som et barn.
Kvindens navn var **Thyra Damgaard**.
Hun løftede lysestagen højere.
Fulgte sporet.
Op ad væggen.
Tværs over tømmeret.
Op til det gamle jagtspejl, der hang over brændeovnen.
Så
Vi stivnede begge to.
For spejlet viste hytten.
Bordet.
Lysestagen.
Ilden.
Thyra.
Men der hvor jeg burde være
Var der intet.
Mit åndedræt stivnede.
Thyra.
Min stemme kom knap nok ud.
Stå stille.
For sent.
Noget hviskede lige bag mit øre.
Tættere end ånde.
Nu hører du mig.
Jeg vendte mig
Og så ingenting.
Men spejlet
Spejlet viste en tynd sort skygge snoet om min nakke.
Dens krop tyndere end en ståltråd.
Huden pulserende.
Munden
For menneskelig.
For lille.
For smilende.
Jeg vaklede bagud ind i stakken af brænde.
Nej
Thyras hånd gled langsomt mod jagtkniven på bordet.
Tingen i spejlet opdagede det.
Dens lille ansigt vendte sig mod hende.
Så
Smilede den bredere.
Og talte med en stemme, vi begge ikke var forberedte på.
En lille piges stemme.
Blid.
Knækket.
Far
Jeg blev kridtet i ansigtet.
Nej.
Nej.
Det kan ikke passe.
Min datter
**Solvej Krogh**
forsvandt i disse skove for seks år siden.
Ingen krop.
Intet blod.
Ingen afsked.
Kun fodspor, der stoppede i frisk sne.
Mine ben ville knap bære mig.
Thyra
Min stemme dirrede.
Den stemme
Thyra så på mig.
Så på spejlet.
Så igen på mig.
Og for første gang siden hun trak tingen ud af mit øre
Så hun bange ud for *mig*.
For nu forstod hun.
Det var ikke en parasit.
Den levede ikke af blod.
Den levede af minder.
Af sorg.
Levede i det eneste, jeg aldrig stoppede med at lytte til
Håb.
Tingen snoede sig hårdere om min nakke,
og hviskede i mit øre
Nu kunne vi begge høre det tydeligt.
Hun forlod aldrig skoven
Et øjebliks stilhed.
Dens lille mund flækkede bredere.
Jeg tog hende med tilbage.
Jeg skriver det her nu, med hænder der stadig ryster, fordi jeg lærte noget i nattens mørke: Nogle ting bliver hængende i os, ikke fordi vi ikke vil give slip, men fordi de bor i det håb, vi nærer. Nogle minder skal vi lade hvile, ellers flytter mørket ind og tager form.
