Tag ikke det, der ikke er dit pas hellere på det, du har
Jeg husker tydeligt, da jeg for mange år siden tog til Aalborg for at besøge min lillebror, der boede på kollegiet, mens han gik på teknisk skole. Jeg var lige fyldt 20, og da jeg trådte ind i hans værelse, var det første jeg så et stort par hænder smurt ind i sort olie. Så så jeg op og mødte blikket fra hans værelseskammerat, Mads. Han smilede til mig med sådan en venlig, lidt træt varme, som om han havde ventet netop mig. Han var kun tre år ældre, men virkede på mange måder helt voksen og meget sikker på sig selv som en, der vidste, hvordan man skulle leve livet rigtigt.
Hej ved du, hvor min bror Jonas er? spurgte jeg forsigtigt og kunne mærke kinderne blive røde.
Hejsa, du må være Jonas søster det har han da slet ikke nævnt. At du både er så sød og så smuk, det kommer bag på mig!
Jeg blev stående lidt tavs og smilede, uendeligt pinligt berørt, men så kom Jonas og reddede mig hurtigt.
Der er du jo, Astrid! Helt uanmeldt goddag, Mads. Det her er min lillesøster Astrid, sagde han hurtigt og krammede mig.
Fornøjelse, jeg hedder Mads, rakte han så hånden frem, med olie på fingrene, og grinede, da han så det. Latteren smittede alle i rummet. Jonas, det er en tjenesteforsømmelse, at du aldrig nævnte hende!
Du har jo aldrig spurgt, slog Jonas igen.
Efter det begyndte Astrid og Mads at ses. Efteråret efter blev Mads indkaldt til forsvaret, og Astrid lovede at vente på ham.
Hun skrev breve til ham igennem hele hans tid i militæret. I brevene lagde hun små, tørrede blåklokker og margueritter fra engen ned. Da han kom hjem fra tjeneste, holdt de et helt lille, beskedent bryllup. Hun boede dengang hos sine forældre lidt uden for Hobro, og han var fra en landsby i nabokommunen.
Ungdommen bar dem igennem fattigdommen, men snart ramte realiteterne: På landet var der ikke mange penge at tjene, og det var svært at få enderne til at mødes.
Mads var fra dag ét utrolig opmærksom, næsten øm. Astrid havde altid været den, folk lagde mærke til også dem, der allerede havde ring på fingeren. Mads var mere stille, men derfor blev han også ekstra stolt, når folk så dem sammen. For Astrid var han som et solidt gammelt egetræ: Hun følte sig altid sikker ved hans side. Han hævede aldrig stemmen og passede på hende.
Men Astrid elskede ham aldrig helt, ikke sådan med hjerte og sjæl hun lod ham elske hende, var taknemmelig, håbede, at hans kærlighed kunne række for dem begge. En dag mødte Mads en gammel folkeskoleven, Peter, på Brugsen.
Dav, Mads! Hvad laver du her? spurgte Peter glad. Er du blevet i Nordjylland og slået dig ned?
Ja, og du? Man ser aldrig noget til dig.
Jeg arbejder i Grønland, på et borehold. Masser af kroner og spændende arbejde. Du burde komme med heroppe får man jo knap nok råd til en cykel.
Det lyder faktisk spændende, sagde Mads. Ekstra kroner er jo aldrig dårligt.
Så pakkede Mads og Astrid kufferterne og tog mod nordens kulde og vilde natur fulgte det, alle snakkede om dengang: jagten på den lange krone.
Det var kolde vintre, evig blæst og perioder, hvor Mads knap var hjemme. Han arbejdede på borerig; Astrid fik et job som pædagogmedhjælper i den lokale børnehave det tætteste, hun kom på varme midt i vinteren. Det var også i den unge tid i Nordgrønland, at deres datter, Mathilde, kom til verden lyshåret og alvorlig i blikket.
Da Mathilde fyldte fem, flyttede de hjem til Nordjylland igen og købte et lille hus med en skøn have. Alt virkede mere stabilt nu. Mathilde fandt hurtigt sammen med nabopigen Lærke, og nærmest dagligt legede de i sandkassen i Lærkes have grinene lød klart som kirkeklokker gennem et nabolag, hvor forældrene endnu ikke kendte hinanden.
Det var forår, og syrenerne duftede omkring hele haven. Astrid kom ud for at rette håret, og uden varsel trådte han ud ad døren fra nabohuset høj, iført simpel arbejdsjakke, men han bar sig selv, som om han skulle til det vigtige møde, ikke bare over mod sin gamle Skoda. De fik øjenkontakt.
Astrid forsvandt helt i hans blå øjne, med smilerynker omkring. Verden frøs for en stund, og hun forstod, at hun havde trådt ind over en usynlig streg, der ikke kunne gøres om.
Snart lærte de to familier hinanden at kende. Hans kone Sofie du godeste, de klikkede på et øjeblik! Hun var så hjertelig, rolig og utrolig tilstede med en stille klogskab, der ikke gjorde noget stort væsen af sig. Astrid og Sofie blev hurtigt bedste veninder, delte sorger, glæder, opskrifter og kaffestunder på begge køkkener.
Men mellem Astrid og Anton, som nabomanden hed, var der en tavs forståelse. Aldrig et ord, aldrig et hint, kun blikke, et strejf af hænder, der mødtes kort over en kop. Og så bare den stillestående, elektriske forårsluft, tunet af syrenduft det var dér, kærligheden boede.
En enkelt gang blev stilheden brudt. De fejrede nytår hos Sofie og Anton. Mads sad i lænestolen, lidt for opstemt af snapsen, og var halvvejs faldet i søvn. I baggrunden spillede radioen svagt, Sofie kæmpede i køkkenet. Anton rakte hånden ud inviterede Astrid op.
De dansede. Ikke alt for tæt, men deres øjne sagde alt alt, der var opsamlet gennem årene. Blidhed, smerte, et umuligt håb. Tonerne døde ud, og Anton bøjede sig pludseligt frem og kyssede Astrid let. Hun trak sig væk, panisk indeni.
Hvorfor gør jeg det her? Det er forkert, det må ikke ske råbte hun lydløst til sig selv.
Men nu vidste hun det han elskede hende også. De fortsatte deres venskab, fire mennesker, en usynlig hemmelighed. Ikke et skridt længere gik de. I 28 år delte de hver en sommerfest, fødselsdag og svampetur. Blandt alle de forårsdage dækket af syrenduft, var kærligheden der stærk men aldrig overskred den grænse, de ikke måtte træde over.
Hvor er det hårdt tænkte Astrid tit. Kun de, der selv har oplevet den slags, forstår. Hun havde aldrig haft nogen tættere end Sofie de var som søstre. Tak Gud, at jeg ikke gik over stregen sagde hun ofte til sig selv.
Det var faktisk slet ikke fordi, hun frygtede sladder men fordi hendes mor, Ulla, altid havde sagt, med sit åbne, ærlige blik: Astrid, tag aldrig det, der tilhører andre. Pas hellere på det, der er dit eget.
Hvorfor, mor? spurgte hun dengang.
Du forstår det, når du bliver ældre, smilede moren.
Mads var lykkeligt uvidende, elskede stadig Astrid, anede ingenting om den storm af følelser og kampe, der boede i hende. Han var en god mand, altid tro mod sin familie, så hun gjorde sit for ikke at såre ham. Samtidig vogtede hun på Sofies fred, venskabet, lækre sandkager og de børns latter mellem båd og blomsterbed.
Sådan levede de: 28 forår, hvor syrener blomstrede. 28 nytårsaftener, børnefødselsdage, fælles jagt på kantareller 28 år med en stille, brændende men platonisk kærlighed, der blev en del af livet og aldrig blev brudt.
Så skete det uundgåelige Sofie døde. En ond sygdom, der rev livet væk før tiden. Astrid tudede floder mistede sin søster, sin sjæleven. Anton forsvandt ind i sig selv, blev grå, trist og splittet, de blå øjne mistede lyset kun forvildelse og smerte tilbage.
Hvordan skal Anton nu leve videre uden hende? sukkede Mads. Han så pludselig sig selv uden Astrid, og havde ikke lyst til at tænke mere over det.
Hele landsbyen fyldte kirken. Sofie havde været lærer på den lokale skole, elsket for sin retfærdige sjæl. Astrid stod der og mærkede, hvordan noget forsvandt inde i hende.
Anton blev gammel med det samme, hængende skuldre, slap alting. Astrid følte dyb, medfølende sorg. Og den dag hun gik over til ham for at hjælpe, forstod hun: Alt det der havde fyldt hende, år efter år kærlighed, begær, tristhed, alt det det var væk nu. Opløst som morgendisen over Limfjorden. Kun medlidenhed var tilbage. Lys, men forstemmende.
Jeg elsker ikke Anton mere. Sofie fylder hele mit hjerte. Jeg venter stadig på hendes opkald og taler med hende hver dag i tankerne, tænkte Astrid.
Over aftensmaden sagde hun til Mads: Jeg har lovet mig selv mentalt at vi ikke glemmer Anton. Det er et halvt år siden nu. Men sorgen er der stadig. Tiden heler ikke, som folk siger
Det forstår jeg, Astrid. Det her liv er tit råt og nådesløst, sagde Mads.
Han kunne se, hvor ked hun var af det, og prøvede altid at tale hende væk fra mørket.
Dagen efter kom Anton forbi til fødselsdag alene, trist og tom. Astrid så på hans bøjede skikkelse, mens mors ord lød igen i hovedet:
Tag ikke andres
Det gjorde hun heller ikke. Hun havde passet på det, der var hendes: sin ære, venskabet med Sofie, familien. Og hun havde passet på den kærlighed, som for evigt var blevet smuk og uudlevet ren, som forårets første syrener.
Da de sad ved kagebordet, mærkede Astrid en mærkelig ro. Hendes kærlighed til Anton døde den dag, Sofie forsvandt. Nu var livet tilbage: hendes hjem, Mads, deres voksne Mathilde, duft af nybagt kage, og syrenduften gennem vinduet, år efter år.
Hun tog ikke det, der ikke var hendes. Og måske reddede det alt selv den kærlighed, der blev ved med at være smuk, uforløst og sart som syrener i det lysende, uopnåelige forår.
