Ægte kærlighed
Sofie, hvad laver du her? Hvorfor står du og hænger? spurgte fru Nina Pedersen den unge pige, som rodede nervøst rundt ved døren ind til rådhuset.
Hvor skal du hen? spurgte Sofie forvirret tilbage, mens hun langsomt hev sit rødbedefarvede pas op af jakkelommen. Vi skulle jo ind til dig… Vi skal aflevere ansøgningen…
Vi? Mig? Vi skal hjem, min ven. Arbejdsdagen er slut. Kig lige på klokken! sagde Nina Pedersen idet hun knappede sin frakke til. Vinden udenfor var blevet kold, himlen var gået fra høj, klar blå til tung og grå, præcis som Ninas mor plejede at sige selvom Nina aldrig forstod, hvordan en himmel kunne være høj eller lav. Nu var den altså lav, og hele vejret hang i luften. Ninas bare ben i nylonstrømper dækkedes med det samme af kuldegysninger.
Sofie, som stod tæt ved siden af, rystede også lidt hendes fineste kjole, smukke sandaler og en tynd jakke var alt for lidt i det blæsende, efterårsgule vejr.
Dine læber er jo lilla, Sofie! Gå hjem, kog en kande te, lav nogle kartofler og steg et stykke medister! Sådan, ja, og læs en bog måske. Det er da bedre end at stå her og fryse. sagde Nina, mens hun allerede var på vej mod busstoppestedet. Pludselig stoppede hun op, vendte sig om og så strengt på Sofie: Hvilken ansøgning skulle du da aflevere, skat, og hvem er “vi”?
“Vi” det er mig og Jakob Rasmussen, Sofie blev rød i kinderne. Vi skal giftes. Jakob sagde…
Åh, Jakob sagde gentog Nina spydigt. Han er ikke til at stole på ham Jakob! Du skal ikke tage alt for gode varer. Gå nu bare hjem, Sofie. Vær du bare glad for, at han ikke dukkede op! Der er god tid og mange pæne, ordentlige mænd derude. Du skal ikke skynde dig! Tro mig der bliver tid nok til både brudekjole og grå hverdage. Og… nå, nu skal jeg ikke skræmme dig helt. Det går ikke altid sådan for alle! Nina kiggede ned, bange for at Sofie skulle gennemskue, hvordan tingene i hendes eget hjem var gået i stå. Ja, ikke dårligt egentlig, bare… ingenting. Hendes mand, Jens, lå tungt i sofaen hver aften, reagerede kun, når han skulle have mad. Det var da ikke rigtig liv? Men ja, kærligheden havde været vild engang. Men nu, efter mange år, levede de mest sammen for børnenes skyld. Før i tiden skulle man jo heller ikke bare skifte mænd og kvinder som handsker!
Nina blev gift i en alder af tyve. Nu var Sofie nitten. Forudsigeligt, næsten. I starten føles det som om, ingen er bedre end sin udkårne men når det første forelskelsens bål køler af, begynder man at tvivle.
Men Nina… Jakob er sød og rar! udbrød Sofie, stampede i jorden. Torden rullede over himlen. Han sagde vi skulle aflevere ansøgning i dag, han er bare forsinket, det er jo arbejde!
Ja ja, arbejde… Sofie, gid jeg havde din ungdom og du min forstand. Men nu… nu, gå hjem. Der kommer regn. Hører du den torden? Det dufter af uvejr i august. Nina slog korsets tegn og sagde lavmælt, Kan du huske fru Svendsen fra opgangen? Sofie nikkede Hun blev ramt af lynet! Med sin paraply. Siden var hun aldrig rigtig sig selv igen. Nå, vi ses i morgen, hvis da ikke din Jakob ombestemmer sig.
Sofie stod lidt og så efter Ninas forsvindende silhuet, sukkede og vendte nervøst passet i hænderne. Og så blev regnen så intens, at både kjolen og båndet i den flettede fletning blev drivende våde.
Hun løb hjem, stødte ind i folk, der søgte læ for regnen. Måske havde Jakob forsøgt at ringe og hendes kolleger glemt at sige det. Det måtte være et tilfælde! Hjemme kunne hun ringe til ham. Måske var det bare et møde på arbejdet eller Gud forbyde det en ulykke.
Sofie? Er det dig? Endelig! Lørdags stemme og viften med armene, da Sofie trådte ind, var som et hjemligt tordenvejr. Du ser ud som en våd høne! I bad med dig! Hej vent engang hvorfor har du min kjole på? Og mors perlekæde? Sofie! Skal du nu også rode i alle skuffer?
Lottes højlydte brokkeri, Sofies triste øjne og hendes hurtige afklædning, før hun lukkede sig inde på badeværelset og fortrak fra verden. Hun ville ikke ringe til Jakob nu, ikke foran Lotte, som altid havde en eller anden grov kommentar om ham.
Hvad nu, hvor har hun været? moren, Karen Andreasen, dukkede op i døråbningen. Du er så nærig, Lotte! Kjolen passer dig jo ikke engang mere!
Nærig? Giv Sofie lov til at sy sin egen kjole for en gangs skyld! Mor, du gør hende til prinsesse, mens jeg altid må klare mig selv!
Lotte stormede vredt væk, og Karen Andreasen sukkede. Ja, Sofie var blid og følsom. Hende skulle man passe på. Det havde altid været sådan. Da Sofie var lille og blev drillet i børnehaven, hentede Karen hende hjem med det samme. En privat barnepige blev fundet og Sofie fik læst højt og blev nusset om hver dag.
Der var ikke meget curling over Lottes opvækst. Ud ad døren hver morgen, i skole, på uni. Syg eller ej hun skulle nok komme afsted og lære at stå på egne ben. Hun blev stærk, kunne slås for sig selv og for Sofie især i gården, hvis nogen bød hende op til dans.
Men det var også grunden til, at Lotte syntes, Sofie blev for blød.
Mor, du har forkælet hende, græd Sofie altid over ingenting. Andre ville have slået fra sig!
Hvad skulle jeg gøre, Lotte? forsøgte Karen at forsvare sig, mens hun strøg Sofie over håret. Nu var hun den yngste, den sidste hendes svanesang. Derfor ville hun binde hende tæt til verden.
Faren, Carl Henrik, blandede sig sjældent i opdragelsen. Han gik op i, at pigerne havde tøj og mad resten overlod han til Karen.
Længe sad Sofie på badeværelset, før hun tog den varme morgenkåbe på, gik ud, fandt telefonen og ringede til Jakobs hjem.
Godaften, hun sagde det lavmælt, da Jakobs bedstefar, Georg Rasmussen, lød rutineret i røret: Rasmussen, ikke kongefamilien dog! Hvem skal du snakke med?
Kan jeg snakke med Jakob?
Jakob? Nej, han er taget på landet. De skulle hjælpe til derude maskinforeningen sendte hele holdet afsted. Han ville tage kål med hjem… men hvad skal vi med al den kål?
Jamen, han sagde, vi skulle mødes… skulle
Ung pige, du skal ikke være ked af det! Han vender hjem, det lover jeg!
Men Sofie hørte kun summetoner i røret.
“Det kan ikke passe,” tænkte hun og stirrede sig rundt, næsten som om hun var faret vild i sit eget hjem.
Sofie, kom og spis. Far kommer sent hjem, vi venter ikke, råbte Karen fra køkkenet, klirrede med tallerkener og stole.
Telefonen ringede igen lige, da de satte sig. Sofie sprang op, men moren holdt hende tilbage.
Nu er det nok, jeg tager den. hun gik ud i gangen. Hallo! Nina? Nej, jeg ved ikke… Taler mere stille? Okay, jeg skal nok…
Sofie rødmede, lukkede øjnene.
Hvad sker der? smaskede Lotte ligegyldigt på sin frikadelle. Du er altså sær, Sofie!
Karen lyttede tålmodigt til veninden, så returnerede hun til bordet, hænderne i siden, alvorlig: Sofie, er det sandt? Det, din tante Nina fortalte mig? Er det rigtigt?
Det kommer an på, hvad hun sagde, mor. Din Nina overdriver altid.
Jamen, se dog barnet! Og Lotte, vidste du det her? Karen snerrede mod den ældre datter.
Hvad nu, mor? Sig det kort. Hvad har vores eventyrprinsesse lavet nu? Lotte slikkede tallerkenen ren med rugbrød, en grim, men lækker vane.
Sofie ville giftes, Lotte! Godt at tanten Nina forhindrede det. Lotte! Hold nu op med den te-slubren!
Hvem er ham Jakob? Lotte, kender du ham? Sofie vil åbenbart giftes med ham! Karen skreg nærmest.
Ja ja, vi har forstået det, mor. Bare kom videre. Hvad så, Sofie?
Med Jakob. Han er god og sjov. Jeg elsker ham! Jeg tror på ham! Sofie blev bleg, da hun mærkede Lottes drillende blik.
Sofie havde mødt Jakob helt tilfældigt i Kongens Have. Hun manglede penge til en is, han gav hende resterne. De lo, kørte i karrusel, gik lange ture. Hun tænkte ikke så meget over, hvad det var hun følte sig bare glad, lykkelig.
Jakob viste hende et eventyrligt univers med løjer og tossestreger de løb i regnen, gik på tagene i København, kyssede brevduer, og alt føltes som om, det aldrig ville ende.
Det føles så godt… hviskede Sofie, da de engang sad på loftet og spiste brød med lidt salt. Så godt at jeg næsten bliver bange!
Hvad er du bange for? Jakob så forundret på hende.
At det hele slutter… at du forlader mig…
Han sagde aldrig, at han elskede hende. Jo, de kyssede, men ingen store forsikringer! Og nu sagde hun pludselig “forlader”…
Han blev lidt mundlam. Sofie var jo så følsom, hendes søster så hård. Sofie arbejdede som ufaglært på en systue, Lotte var universitetsuddannet. Sofie havde valgt den nemme vej, siger folk ofte. Men hun havde sin frihed, tog sine valg.
Du vælger den lette vej! hævdede Nina tit. Lotte har kæmpet, Sofie vil bare have det let! Nå, jeg skal ikke blande mig…
… Og derfor sidder Sofie, nu voksen, hjemme med et gemt pas, og spiser rugbrødskrummer på et støvet loft, og drømmer.
Hvor skulle jeg dog gå, Sofie? Jakob holdt om hende, kæmpede mod trangen til at tænde en smøg, fordi Sofie ikke kunne lide cigaretrøg. Skal vi ikke bare blive gift? han sagde det drillende.
Hvad?
I morgen, rådhuset, klokken fem. Kom ikke for sent, tag dit pas med!
Jakob! Sofie kastede sig om hans hals. Jeg vil! … Og vi skal have rigtige ringe, ikke?
Jo, selvfølgelig!
Guld?
Måske… men nu må du ikke tænke for langt, vi tager det som det kommer! Han kyssede hende blidt. Alt andet måtte vente til senere…
… Sig mig engang, har du spurgt dine forældre? Hvem er ham drengen? Hvor skal I bo? Har I overhovedet… Karen dampede af frustration.
Årh, mor! Lotte så forlegent på Sofie. Nej, vel søster?
Sofie så væk, de forstod hende ikke! Hun ville selv bestemme sit liv og hvad der var eller ikke var mellem hende og Jakob, var deres sag!
Og hvad så med dig, Lotte? Med Bent, din gamle bejler? Sofie fyrede pludselig tilbage.
Lotte blev rød, sprang op, knyttede næverne. Karen så straks forlegent ud. Bent var jo gammel, lidt kedelig men han tilbød en lejlighed og noget stabilitet…
Det er noget andet! Han er et voksent, fornuftigt valg! Og din Jakob… han er bare en stor dreng, Sofie. Og slet ikke klar, det kan du ikke forstå nu…
Nej, og så lad være med at blande dig i mit! Sofie gik tidligt i seng, længtes efter det øjeblik, hvor hun fik ringen på, en gylden ring, som Jakob ville spare sammen til.
Bare én gang ville hun være hurtigere ude end Lotte vinde i kvindelig lykke. Og så måtte Lotte føle sig snydt og misundelig, for hun anede da slet ikke, hvad ægte kærlighed var…
Flere dage gik, før Sofie opgav at ringe til Jakob. Til sidst opsøgte hun ham på arbejdet, for at høre om de var kommet hjem fra landet.
Ved porten stod hans ven Mikkel, lang og ranglet, bleg og lidt spinkel.
Sofie? Dig? Han smed straks cigaretten. Hej.
Hej. Er Jakob her? Hans bedstefar sagde, I alle var ude at hjælpe på landet…
Ja, men vi kom tilbage i går aftes. Jeg henter ham.
Mikkel pilede ind gennem en blå stålport og var væk.
Efter et par minutter kom Jakob gående, gned sig i nakken, og mødtes straks af fabrikkens sultne kat. Han satte en skål ud til den, klappede dens benede ryg.
Han er god, sørger for alle, tænkte Sofie og tilgav straks, at han ikke dukkede op til rådhuset. Jakob! Hej!
Vagten, gamle Erling, tillod, at hun kom ind. Han kunne godt lide, når unge var forelskede.
Hej, Sofie! Hvordan går det? Jakob smilede.
Godt… men du dukkede jo ikke op. Jeg ringede, og din bedstefar sagde, du var væk, og jeg ventede… Sofie talte ind i hans bryst, gemt bag skovmandskjorten. Bents bryst havde aldrig været så pænt! Men vi kan tage på rådhuset i dag, ikke? Hun så bedende på ham, hans blå øjne lokkede.
Hvorfor det? spurgte Jakob, spyttede på jorden.
Hvad mener du? For at blive gift! Vi skal jo aflevere ansøgning og købe ringe, og kjole. Det lovede du! Har du glemt det? Sofie slog desperat armene om hans hals, kyssede ham ugenert. Folk gloede, en pige med rød tørklæde fniste.
Sofie! Stop nu. Folk ser på. Slip mig! Jakob trak sig væk. Var det din alvor? Troede du virkelig på det?! Ærlig talt, giftes? Jeg laver bare sjov, Sofie! Og restauranter? For hvilke penge? Jeg elsker dig ikke. Vi er bare venner. Du bilder dig alt muligt ind! Han talte slet ikke til Sofie mere, men nærmest til pigen med tørklædet, Eva, der netop var startet på fabrikken.
Eva lo højt. Hendes tørklæde røg af, faldt på asfalten. Jakob styrtede efter det, men hun gik bare videre.
Eva! Dit tørklæde! råbte han, løb efter hende.
Tak. Du skulle måske hellere koncentrere dig om din forlovede, lo Eva.
Jakob rødmede, råbte til Sofie, hun skulle gå sin vej.
Sofie løb tudende hen til porten. Hun skammede sig, ville ønske hun kunne forsvinde, begrave sig et sted, langt væk, hvor ingen kunne prygle hendes sårede hjerte.
Erling sukkede, Mikkel så trist ud.
Hvorfor gør du det, Jakob? sagde Mikkel. Det var hårdt gjort.
Hun klamrede sig til mig! Laver drama for ingenting. Hun forstår ikke sjov… Jeg er træt af det!
Han ville bare have Eva, stolte, utæmmelige Eva. Hun forlangte noget af ham. Det var spændende, som at være viking igen! Sofie var for blid…
Sofie, kom nu og spis! Karen bankede på datterens dør. Sig, hvad der er galt. Er det arbejde? Jakob?
Han er ikke min mere! Lad mig være, mor!
Ja, ja… sagde Karen og gik. Hjem kom Lotte, og senere Carlsen. De satte sig for at spise.
Lotte, vil du ikke prøve at snakke med hende? Vær nu bare sød. Her, tag lidt te og nogle småkager med ind.
Lotte tog bakken med ind, lyttede ind bag døren, kunne høre de stille hikst.
Hun fik ondt af Sofie, sin søster en del af hende selv. Tidligere bar hun hende rundt, grinede sammen med hende. Nu sad Sofie der, ulykkelig.
Sofie, må jeg godt komme ind? Jeg sidder bare lidt.
Sofie lå krøllet sammen, hikstede mere end græd.
Jeg har bare bildt mig det hele ind, ikke? Jeg håbede for meget. Jakob gjorde bare grin med mig. Foran alle. Jeg skammer mig så! hulken blandede sig med tørst på te og et stykke chokolade.
Nå, pyt. Han er nok blevet skræmt du dukkede op og ville trække ham med i rådhuset foran hele fabrikken! Mænd er bange for så noget. Især i din alder. Tag det roligt, Sofie. Det skal nok gå. Møder du ikke ham igen, møder du en anden. Dit liv er langt! lo Lotte stille.
Hvad så med dig? Skal du være sammen med Bent? spurgte Sofie.
Nej, jeg sendte ham væk. Kom nu, gå ud og vask dig, drik din te og lad mig få bakken tilbage, du æder jo alt mit chokolade! Lotte småbrokkede sig, men smilede. Jeg elsker dig, Sofie. Du skal nok klare det!
Ja… ja, jeg forstår, mumlede Sofie og smilte.
En sensommerdag, da solen stadig var varm og himlen høj, ventede Mikkel pludselig foran Sofies opgang. Han havde jakkesæt på, slips havde endda buket georginer med.
Hej Sofie, denne her er til dig. Tillykke med fødselsdagen. Skal vi i biografen i morgen?
Sofie stod som forstenet, men Lotte listede sig bag hende: Hun vil gerne, men pas nu på hende! Og du hedder?
Mikkel.
Så er det aftale. Skal hun ud eller med hjem nu? Lotte blinkede drillende.
Vi går en tur, snublede Sofie.
Ja, ja, bare gør det! Hun trænger til frisk luft! lo Lotte.
To år senere giftede de sig. Sofie flyttede ind hos Mikkel, efterlod værelset til Lotte, som stadig ikke havde travlt med at finde kærligheden. Men Sofie så tit en mand følge efter Lotte, som hun fnyste af, stolt og utilnærmelig.
“Sådan nogle kvinder tænder fyrerne, ikke Mikkel?” spurgte Sofie sin mand.
Gør de? For mig er det dig, der tænder mig. Nå, hvad med aftensmaden? Jeg er ved at dø af sult!
Alt er klar, kom og sæt dig. Jeg elsker dig, Mikkel… smilede Sofie. Og det var sandt.
Mikkel var anderledes, men det var alligevel godt.
Nogle gange tænkte Sofie på, hvordan livet ville have været med Jakob. De ville nok have skændtes tit. Hun var glad for, han ikke mødte op på rådhuset.
Sofies stille liv Mikkel passede på hende fik en brat vending med deres andet barn. Han, lille Andreas, blev på hospitalet i ugevis, og alt Sofie kunne, var at aflevere mælk og vente udenfor.
Slip mig dog ind, please! tiggede hun den strikse sygeplejerske.
Ej, ro på, søde. Når lægen siger ja, får du lov! Hold nu op vær stærk! Andre har haft det værre, og Tænk på de to andre derhjemme! Og græd ikke ned i mælken, ungen vil ikke have sur mælk! brummede moster Fie strengt.
Fie havde egentligt ondt af hende men sådan var reglerne.
Sofie forstod ikke, hvordan man skulle “spille stærk”, når alt var så tungt. I romanerne græd kvinderne bare, blev syge, gik i sort…
Men man må lære det. En aften, da risengrøden kogte over, og Sofie bare sad glasblikket hen, kunne Mikkel ikke mere.
Det er hårdt for os alle, Sofie! Vi har også Anna hun mærker, du ikke gider hende. Gå ind, læs for hende! Jeg tager opvasken.
Jeg kan ikke… lad mig dog være! Jeg har sorg! skreg hun og vendte sig bort.
Du har sorg? Sofie, jeg havde det værre! Min mor mistede et barn, hun kunne ikke mere og forlod os. Og nu er du ved at svigte Anna! Hun forstår, hun mærker det! Skærp dig, Sofie! Vær nu voksen, for os! Vi er dine, vi elsker dig, men stop med at gå i stykker af det hele! Mikkel ruskede blidt i hende.
Slip! spruttede Sofie. Det var hårdt, men nødvendigt.
Da Anna tav, hendes tøj var vådt om natten, og tårene blev mange, gik det op for Sofie hun var deres verden. Hun kunne ikke forlade den.
Undskyld Anna. Skal vi læse en bog? Må jeg kramme dig? Hun kælede, kyssede, græd og håbede, det ikke var for sent.
Det var ikke for sent. Andreas kom hjem to uger senere. Endelig badet, omsluttet af morens arme, mellem Anna og Mikkel. Det var hendes, deres familie.
Jakob ændrede sig også for Evas skyld. Tog kurser, blev voksen. Hun formede ham. Han havde brug for udfordringen, for jagten. Med Sofie havde han kedet sig.
Kærlighed er forskellig. Men det vigtigste er ikke at miste den, ikke give op. At kæmpe for dem, man elsker og give sig selv. Så giver det hele mening…
