Tæl til ti
Den aften det føles som en evighed siden nu gik jeg som sædvanligt gennem Indre By mod Nørreport for at tage metroen hjem. Næsen stak jeg ned i mobilen, og hvis jeg mærkede et menneske foran mig, skiftede jeg kurs, men hvem der passerede forbi eller kom imod mig, rørte mig ærligt talt ikke. Hvad skulle det også gøre? Jeg har set nok ansigter, smilt nok høflige smil, nikket mit behov for anderkendelse væk.
Jeg var tredive år gammel og sad i den nederste stol hos Nordea på Vesterbro. Noget af en karriere, ikke? Det syntes jeg nu ikke rigtig selv. Jeg hjalp ældre damer med at betale husleje, hæve folkepensionen, lyttede til evindelige historier om vejret, priserne på Rema1000, og hvordan det hele var billigere dengang. Deres problemer sagde mig ikke så meget livet føltes som én stor knude, hvor jeg ikke kunne finde enden men jeg smilede, lyttede, forklarede tålmodigt, hvordan de skulle trykke på skærmen på automaten, så de kunne få lov at blive boende en måned mere i deres lejligheder.
Disse gamle damer pensionister fra de store lejligheder, men klædt stilrent og ydmygt lignede nogen, der hver aften læste H.C. Andersen for sig selv, drak urtete i en gyngestol under en gammel standerlampe ikke nødvendigvis Tiffanys, men håndlavet af bøgetræ og havde doseringsæsker med deres medicin stående ved siden af. Hele deres liv var sat i system: piller, suppe, bog, opringning fra venninder og lidt strik. Og gerne analyser dem kunne de også fortælle om, og jeg var en sand mester i at lægge ansigtet i de rette folder: Nå, det var da ærgerligt, Er der nogen bedring? Jeg lyttede, lod som om det interesserede mig, men indeni slog det ingen rynker. Egoist? Måske. Ret til det? Absolut.
Årevis havde jeg ikke forstået, hvad jeg ville med livet. Som barn ville jeg være guitarist vi havde et drengeband, som spillede ved metroen på Kongens Nytorv om søndagen og brugte de tjente kroner på burgere i Kødbyen. Musikalsk havde jeg det fra min far. Han spillede, men måtte opgive kunsten for at tjene penge som så mange andre mænd. Det var bare ungdomsfjolleri, sagde han, mens vi kiggede gamle, sort-hvide billeder af ham med det store grin. Du skal få dig en rigtig uddannelse, Mads, ikke ende som din far; jeg fik ikke styr på en karriere og nu heller ingen god løn.
Jeg nikkede, men fra jeg var elleve, havde guitaren hevet i mig. Min mor så bebrejdende på mig, og min far trak bare opgivende på skuldrene. Jeg havde arvet min guitar en gammel, ramponeret sag fra naboen på tredje, som næsten ikke kunne stå selv. Du må love ikke at lade talentet visne! lød formaningen.
Men det gjorde jeg. I starten af gymnasiet ramte mig realiteten: Vi var ikke rige, vi havde en toværelses på Amager, og både maden og tøjet var arvet eller købt på tilbud i Bilka. Af bitterhed mod forældrene og et hak fra en ældre kæreste, som jeg ikke havde råd til at forkæle med sushi og biograf, smed jeg guitaren under sengen og kastede mig over studierne. Bankverdenen var nøglen til penge og status, mente jeg. Bare glem den dér følelse af at stå midt på Strøget, cowboyjakke, bandana, slidte boots, spille for fremmede og føle sig fri. Glem det. Tæl til ti så glemmer man.
Men bankjobbet, det blev aldrig sjovt. Lønnen var heller ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg stod stadig nederst på stigen, hjalp, vejledte én, to, tre, fire…
Mit liv blev én gentagelse, ligesom damerne, der slæbte sig gennem apotekets regler og rutiner. Jeg smilede lidt ved den tanke. Tænk, jeg boede i en udslidt etværelses på Haraldsgade, mine gardiner hullet af tidligere rygeres cigaretter, køkkenet spartansk, køleskabet gabende tomt, og ingen Tiffany-lampe kun en krøllet standerlampe og støj fra børnefamiliens syv børn på etagen nedenunder. Mine pensionistkunder ville have fået et chok, men jeg holdt ud uden piller. Nogle gange, sent om aftenen, sang naboen Rune sine gamle sigøjnerviser, mens konen spillede guitar. Så sad jeg i mørket, knyttede næverne og talte, én, to, tre, fire… Det blev aldrig til mere, men det hjalp.
Jeg misunder dem, der har rigdom og status, men jeg foragter dem også. Penge gør vel sjældent den store forskel i sjælen. Men jeg længes, alligevel. Her står jeg, med evner, tålmodighed, flink ved disken, og var blevet ansat på grund af min kommunikationsevne. Jeg hadede mit job allerede den første uge. Men prestigen? Den holdt mig fast. I metroen gik jeg hurtigt forbi de unge, der stadig sang og spillede for mønter. Jeg prøvede at undgå deres blikke. Jeg havde valgt den bedre vej, ikke?
Lønnen var lille, men jeg sparede stenhårdt op til mit indskud på en lejlighed, som halvdelen af København. Forældre så jeg sjældent, ringede kun kortvarigt. At lytte til min mors københavnerklagesange eller min fars evige historier om alt, han skulle nå, trak tænder ud. Det var deres liv, ikke mit. Mit skulle fremad.
Så, mobil i hånden, hovedet fyldt med ingenting, jeg scrollede gennem TikTok: letpåklædte kvinder, en kok med overskæg, der lavede desserter, ingen kunne spise, katte, hunde og børn alt sammen flygtigt, men nok til at tage tiden. Komikere med flade jokes, som jeg mente, jeg kunne gøre bedre. Men jeg ville aldrig lave et klip jeg arbejdede jo i bank! Vennerne fra ungdommen mødtes stadig nede i garagerne. De var ikke kommet videre, men det var jeg. Nu stod jeg i skjorte, laksko, og hjalp gamle damer med deres girokort.
Hey Mads, hvad kostede den skjorte? Kolja, en af de gamle fra Folkeskolen, stak sin olieindsmurte hånd frem for at føle på stoffet.
Lad være. Du får kun olie på den. Den er firmabetalt, svarede jeg, trak min arm til mig.
Kolja så op til mig, jeg var hjernen, han bare en skruenøgle. Måske har I brug for en mekaniker i banken? Jeg kan jo alt
Du har jo ikke noget uddannelse, Kolja! konstaterede jeg.
Kolja trak på skuldrene. Han havde brugt livet i garagerne, deres far druknet i ølflaskerne, moren slæbte på to børn Irina, søsteren, havde allerede fået sønnen Mikkel. Irina arbejdede ikke, hun trak penge fra både moren og barnefaderen, der stadig var for ung og dum til at indse noget. Faktisk var Kolja den voksne i hjemmet, omend der ikke var meget plads, bare en masse gammelt ragelse, som ingen kunne nænne at smide ud.
Sælg det dog! foreslog jeg, Sæt det på Den Blå Avis. Irina sidder jo bare hjemme.
Men hvem vil købe det skrammel? sukkede moren.
Alt kan sælges på nettet, selv rustne gryder og gamle dyner, lød det fra mig i et tonefald, jeg genkendte som lidt for overlegent. Men jeg orkede ikke gøre det for dem. De måtte selv fikse det.
Jeg drak min the, sagde farvel, trak pænt i mit gamle vinterfrakke og kastede et langt blik på Koljas gamle guitar han kunne stadig trække lyde ud af den, jeg aldrig nåede. Han havde aldrig givet op. Jeg syede læberne sammen og talte: En, to, tre, fire, fem. På hjemvejen til Haraldsgade tænkte jeg: Jeg er af et andet stof. Ingen børn, ingen rastløs søster. Mit liv var slips, jakke og ikke gamle forpligtelser. Eller hvad?
En aften havde jeg hængt længe på arbejdet. Gadernes lygter blinkede, reklameskiltene glimtede i vintermørket. Jeg trak tørklædet tættere om halsen jeg bar ikke hue. Huer var ikke mig. Hellere en bandana, hvis jeg turde. Næverne knyttede sig en, to, tre, fire, fem, seks…
Tasken på skulderen, tom for det meste, men gav lidt pondus iblandt de grå jakkesæt. Jeg ramte fliserne ved Gothersgade, da en bævende stemme bag mig undskyldte en ældre dame, let forvirret.
Det var hende fra banken, den, jeg havde hjulpet med betaling for både hendes egen og søsterens lejlighed. Kvitteringen var krøllet, stregkoden væk alt skulle indtastes manuelt. Der havde hun stået og virket frisk, lille taske i hånden, glimt i øjet. Er det første gang, du betaler selv? havde jeg spurgt.
Ja, Mads, det må jeg indrømme. Min datter og barnebarn hjælper ellers Hun smilede genert, tydeligt glad for at snakke. Men jeg ville nu aflaste dem lidt, det er hårde tider for unge
Jeg kiggede på hende. Det kan vel betales online? pegede jeg. Så behøver De ikke at gå ud.
Det ved jeg. De hjælper jo altid men det føles forkert at læsse alt over på dem. Pengene er små, og arbejdet slider dem op. Jeg vil selv tage ansvar.
Hun rakte sit Visa frem, jeg guidede hende gennem automaten, men hun glemte både pinkode og hvad knapper hun trykkede på. Til sidst spurgte hun forsigtigt, om jeg kunne hente et glas vand her var varmt under neonlyset. Min kollega smilede trøstende: Hold ud, om to timer har du fri! Jeg rystede let på hovedet og gik tilbage til damen med vandet. Hun drak, takkede, forsøgte igen; kort, kode hun ledte febrilsk i sin taske efter en seddel.
For tiende gang tænkte jeg, om hun var plantet kom sent på dagen, forhalede processen, spillede lidt dum, som en slags test.
Måske skulle De sætte Dem? sagde jeg.
Nej, nej, jeg kan godt stå. Her, nu taster jeg Hun trykkede, og endelig lykkedes det.
Har De to lejligheder? spurgte jeg, som nysgerrigheden stak den indre djævel. Den anden er til søsteren hun er indlagt på Rigshospitalet. Manden gik bort for tre år siden… Damen talte og talte om sit netværk, og jeg trykkede tålmodigt videre på automaten, men var egentlig ligeglad.
Indtast kode! sagde jeg lidt for skarpt. Hun gjorde det, takkede, nikkede og gik ud i vinteren.
Nu stod hun foran mig, vaklende, flere timer senere, på gaden, nu mumlende undskyldninger, men med den underlige, uklare stemme, der antydede, at noget var galt. Måske havde hun drukket? Jeg kunne ikke forestille mig det.
Er det Dem igen? spurgte jeg, lidt irriteret, børstede ærmet af.
Undskyld… hviskede hun, og begyndte at synke sammen på fortovet.
Jeg løb straks hen, fangede hende, tasken bankede mod mit skinneben.
Hej! Kan De høre mig? Ingen reaktion. Folk hastede forbi i storbyen hjælper man ikke, hvis man kan undgå besværet.
Noget sagde mig, at det var alvorligt jeg kendte pludselig symptomerne på en blodprop. Vis mig tungen! kommanderede jeg. Hun rakte forsigtigt tungen ud, og den hang mod venstre. Mobilen, sluppet ned i jakkelommen, kæmpede jeg med, mine hænder rystede, alt føltes skævvredet.
Udenfor standsede verden. Det var kun hende og mig Maria Bruun, min kunde fra for lidt siden.
Da jeg endelig ringede 112, holdt jeg hendes hoved op på mit skød, lyttede efter åndedrættet, der var svagt men stabilt. Bare hun klarer den tænkte jeg panisk.
Ambulancen kom, Maria blev lagt på båren. Jeg forklarede de røde, hvad der var sket, ville egentlig gå, men Maria insisterede på, at jeg skulle blive og ringe til familien. I hendes forvirrede tale hørte jeg navnet ‘Rikke’ barnebarnet.
Sådan stod jeg pludselig med mobilen. Hej, Rikke? Det er Mads din mormor er Men pigen hørte ikke rigtig efter, krævede bare, jeg gav hendes mormor røret og truede nærmest med at finde mig, hvis der skete noget.
Redderen overtog. Præsenterede sig, forklarede situationen.
Efter opkaldet sad jeg alene i venteværelsets kolde stol hvorfor blev jeg? Måske ventede jeg på Rikke, måske på en chance for at sige noget vigtigt.
Sygeplejerskerne hviskede bag mig, Godt, at nogen greb ind… Jeg rødmede, så ned af mig selv bukserne var snavsede, frakken plettet af kaffe, helt gennemblødt. Jeg lignede en hjemløs.
Strejfende gennem bevidstheden dukkede en tekst op: Han gik, som om han var alene, og ingen lagde mærke til ham Jeg huskede pludselig dengang, Kolja og jeg stod på Strøget og spillede, blev smidt væk, fordi licensen manglede. Vi havde ingen penge, men åh, hvor var vi lykkelige.
Var. Ni, ti…
Ud af døren kommer Rikke løbende. Undskyld, jeg skal til Bruun. Hun så mig, rakte hånden, begyndte at græde.
Tak! Du anede ikke, hvor meget det betyder. Hvis ikke du havde
Det er jeres skyld! udslyngede jeg, vred og udmattet. Hvorfor sørgede ingen af jer for hende? Hun måtte gå til banken selv, i sne og kulde, for at betale jeres regninger!
Sygeplejersken himlede med øjnene, Hvordan kan du? Rikke greb hendes hånd, rystede på hovedet, Nej, han har ret. Vi har ikke passet på hende. Jeg har haft travlt med mit speciale, Svend (min bror) kører landet tyndt med arbejdet… Vi glemte hende.
Telefonen ringede igen, nu forklarede Rikke hvad der var sket, hvordan jeg havde tordnet imod dem. Giv mig ham! lød det fra røret, en mørk mandestemme. Er du tilfreds? Vil du have penge for at hjælpe? Rikke var femten, da forældrene døde, hun trak Mormor gennem sorgen med næb og kløer. Hvem har DU reddet? Jeg svedte, min indbildte retfærdighed faldt til jorden.
Jeg kastede mobilen fra mig, trak frakken på og forlod hospitalsgangen. Skældte på mig selv hvorfor var jeg draget hertil, hvorfor havde jeg ikke bare ladet Maria tage afsted med ambulancen? Hvorfra kom denne smerte i brystet?
Vred, såret, gik jeg mod Nørrebros Runddel, steppet ind i bussen og talte, lavt: én, to, tre… En kvinde havde næsten døet på mine hænder, og jeg havde brugt min smerte på at svine hendes barnebarn til. Jeg hadede mig selv for det jeg var nået til grænsen, kunne ikke mere, turde ikke leve anderledes.
Hjemme på Haraldsgade var der koldt centralvarmen var gået. Jeg lukkede vinduet, satte vand over til te, fulgte flammen under kedlen. På telefonen: I dag har din far fødselsdag. Bare så du husker det.
Jeg tastede faders nummer og indså, jeg ikke havde noget at sige.
Slog opkaldet væk. Hvorfor holder vi altid fast i vores forældre? Hvad er det, de bånd tager fra os?
Jeg hældte te op tænkte på, hvordan de sikkert sad samlet nu, mor og far, med småkager og kage fra Lagkagehuset. De lo måske, faren let beruset, moren snakkende. Lige nu var mine problemer langt væk.
Og jeg? Alene i køkkenet. Intet kage, ingen familie, men dog: I dag havde jeg hjulpet et menneske. Først ignoreret, så reddet. Og det sad nu fast Maria og hendes familie blev ved at summe i hovedet på mig. Burde jeg besøge hende? Spørge, om de havde brug for hjælp? Hvad skulle de bruge mig til, deres konti bugnede jo.
Jeg sukkede besat af tanken om penge. Jeg ville ikke bare have det godt, jeg ville have det så godt, at den 16-årige udgave af mig var blevet grøn af misundelse over mit slips. Men alt var blevet kvalt i jagten. Jeg havde solgt min drøm for mønter.
Telefonen vibrerede.
Hej, lille ven? Kan du komme forbi, hvis du har tid? Vi savner dig, lød fars stemme, så overtog mor, mens det susede i røret.
Du, Mads, hvor skal du hen? råbte Rune, naboen, da jeg jog forbi.
Hjem! Min far har fødselsdag!
Vent! Han stak mig en pose med frugt. Tag det med det er overskud. Hils din far!
Underligt med Rune vi kendte knap hinanden, men han gav alligevel.
Hos mine forældre ringede jeg ikke bare på, stak ikke nøglen i. Far åbnede den samme sømandsstribede T-shirt, altid shorts, tatovering på armen, skægvækst og lune øjne.
Nu er vi her alle! Hvordan går det, søn? sagde han. Jeg afleverede frugtposen og trak på skuldrene. Jeg fik en klump i halsen ingen havde spurgt, hvordan jeg havde det, i lang tid…
Jeg havde bygget et forsvar af ligegyldighed, men det holdt ikke. Jeg havde brug for mere kærlighed, musik, venner… Som Maria og hendes familie. Som Rune, der tænkte på min far. Hvorfor havde jeg stoppet mig selv for at mærke det?
Vil du have noget mad? spurgte mor og gav mig et kram. Vask hænder, du har nok meget at fortælle.
Hun havde ret. Og imorgen ville jeg finde min gamle guitar, som stadig nødens stod på loftet. Min mor havde ikke skilt sig af med den. Den venter. Den er slidt, men nu kan jeg købe hundrede nye, hvis det skulle være.
Ni, ti!
Jeg nåede enden og så pludselig vejen videre ud af mørket.
Måske var det først i dag det gik op for mig: oplevelsen med Maria, hendes barnebarns tårer, og Svends vrede i røret det stødte hul i muren mellem mig og verden. Eller måske var jeg bare træt. Men nu skal alting ændres.
Først ville jeg fejre far. Han ville smile og sige:
Sådan skal det være vi er familie!
Så ville jeg nikke.
Senere gik jeg til Kolja vi talte, grinede, så gamle billeder igennem. Jeg først opdagede nu, hvor lykkelig han faktisk var.
Tak, Kolja, sagde jeg, let i sjælen.
For hvad dog? spurgte han.
For at du er min ven, svarede jeg bare.
Et år senere sagde jeg op. Startede i en lille musikskole ude på Nørrebro og underviser unge i guitar. Jeg kan ikke det hele endnu, men jeg skal nok lære det igen. Nu behøver jeg ikke længere at tælle for at glemme jeg er glad.
Nogle gange kigger Rikke ind til sang. Hun synger godt.
Om vi er kærester? Det får vi at se. Tiden må viseEn sen eftermiddag, mens lyset forsvandt bag hustagene, satte jeg mig med guitaren på altanen. Fingrene fandt langsomt, næsten genert, over strengene. Det lød ujævnt, men ægte. Musikken summede, og for første gang i årevis føltes det, som om luften trak vejret sammen med mig. Fra nabolejligheden dukkede Rune op han sang sagte med. Og Kolja sad pludselig i trappeopgangen, smilede som dengang på Strøget.
Nogle børn fra gården lyttede nysgerrigt fra sandkassen nedenfor. En pige vinkede, råbte at hun også ville lære, og jeg nikkede Kom bare op. Det blev starten på min lille uofficielle altanklub. Vi spillede sange, grinede over fejlene og lærte, at glæden ikke skal tælles, men mærkes.
Aftenen blev mørk og blød. Rikke kiggede forbi med hjemmebagt brød. Jeg smilede, rodede i håret, bød hende te. Vi sad længe uden at sige så meget nødvendigheden forsvandt, da stilheden ikke var tom. Under os spredte guitartonerne sig ud over hele gården.
En, to, tre… Jeg stoppede dér, lod tallene flyve, mærkede hjertet slå i sin egen rytme.
Noget var endelig blevet åbnet en port tilbage til drømmen. Ikke større end en nøgle, men nok til at lyset sivede ind. Og den nat sagde jeg til mig selv: Fra nu af vil jeg hellere tælle smil og sange end penge og dage.
For livet, fandt jeg ud af, er bedst, når vi tør tælle med.
