Fremmed barnebarn
Bagdørene på bussen springer op, og en menneskeflok vælter ind. Først ind presser de, der har de skarpeste albuer. Bagfra skubber folk på.
Jeg har barn med! Jeg har barn! Luk mig forbi! En tyk dame skraber af med albuerne og maser sig forbi gamle Alma.
Alma trækker sig et skridt tilbage, men svinger tasken over skulderen og styrter så ind i mængden igen med sænket hoved, så folk omkring sukker:
Den gamle er helt tumpet!
Men de giver hende plads, træder til side. Bussen bevæger sig, proppet så fuld, det knaser som sild i tønde.
Nå, gamle, hvor er du på vej med den kæmpe taske? Kan du ikke sidde hjemme og holde dig varm?
De står skulder mod skulder, Alma og en rødskægget mand. Hendes taske generer ham, og han strækker sine lange ben ud.
Vi andre skal på arbejde. Folk har ærinder! Men hvad skal sådan nogle gamle som dig ud på vejene for?
Jeg skal besøge mit barnebarn på børnehjemmet, mumler Alma.
Han fløjter lavt.
Nåh, sådan! Sådan en skæbne… Hvor er hans forældre?
De er døde.
Åh, var det din søn eller din datter?
Alma ser uforstående på ham. Forstod hun ham ikke?
Jeg spørger, gentager manden tålmodigt, er barnebarnet søn af din søn eller din datter?
Han er min venindes barnebarn. De tog ham fra mig forleden, sukker Alma, og nu ser manden pludselig, hvor gammel hun er huden som krøllet vinteræble, dybe furer.
Hey, dreng! Rejs dig, lad damen sidde! Kom nu…
Alma sætter sig ned og takker med et indadvendt smil. Finder et lommetørklæde frem og tørrer tårerne væk. Så meget sorg på én gang men se, heldet ramte endelig, et godt menneske.
Hun bad så tit sin søn om at finde en vogn, der kunne køre hende til Viktor. Men han indvendte bestandigt: “Bliv nu hjemme, mor! Du er for gammel til alt det rejsen!” Her, i den framlede menneskemængde, mærkede hun ja, hun er gammel. Men hun vil aldrig efterlade drengen alene. Lidt plads kan hun nok finde derovre, hun kræver ikke meget bare hun er nær ham.
Bedste, skal du i Viborg Børnehjem? manden genfinder hende på banegården.
Ja, nikker hun.
Følg med så, han løfter hendes taske, Min makker og jeg skal den vej. Vær ikke bange, vi slipper dig ikke før, vi er der. Men du skylder os historien om barnebarnet. Hvad var det nu venindens barn?
Jo, hvorfor ikke fortælle? Man skal ikke bebrejde slægt, men det her er fremmede folk som man møder, sådan skilles man.
Og Alma begynder sin fortælling. Kort fortalt, uden alt det kringlede. Lettere at forstå, måske.
***
I virkeligheden gik det sådan til.
Når vinteren nærmede sig, drog Alma fra sin gamle landsby uden for Grenå til et lille hus i nærheden af Silkeborg, hvor veninden Helga boede. Hun sagde altid jeg går en tur, men i virkeligheden blev hun kørt af nabomanden, Klein. Alma var så bøjlegammel, at hun altid gik let fremadlænet, blikket mod jorden ja, jorden var hendes liv. Hele livet havde hun arbejdet på gård og i have.
Jeg går. Skal bo lidt med Helga. I må klare huset imens.
Barnebarnet Henrik og hans kone Sofie bad hende blive, men ikke for alvor de var glade, hver gang hun tog af sted, og det mærkede Alma straks.
Tredje vinter i træk lod hun dem tage over, mens hun selv drog til Helga.
Det var egentligt hendes egen søn, der havde foreslået: “Du er gammel, og de unge kan både få huset sat i stand og hjælpe dig.”
Hun havde intet imod at bo med dem; hun følte sig ikke svag hun skulle skam nok gøre nytte. Men den dag hun ikke længere kunne, så kunne de hjælpe hende. For det fik de jo huset for, mente hun. Og nu havde de endda fået en lille datter Vera.
Men de unge formåede aldrig helt at være værter. Alma holdt stadig alt i gang selv over de firs var hun stadig forbløffende rask og handlekraftig. Hun kløede på i haven, passede dyrene, slog endda græs til gederne og slæbte det hjem selv.
Hun elskede huset hele livet havde sat sine spor på de vægge. Hun havde hørt småbørns latter gennem årene, sagt farvel til forældrene herfra, sparket stråtaget af og lagt tagsten med egne hænder, så huset kunne tåle nye storme. Det havde været et godt liv.
Derfor havde hun også fundet på dette vinterophold hos Helga for at give de unge lidt frihed. Og Helga, veninden fra helt tilbage i barndommen, tog altid varmt imod, og sammen føltes vinteren knap så kold.
Helga havde haft det svært: Børn kom ikke, mænd faldt fra, og da hun var over fyrre, fik hun endelig en datter men datteren var ikke meget værd, som Helga sagde. “Løjerlig pige”. Fik en søn med en gammel murer, og lod barnet blive hos moderen.
Datteren døde for tre år siden og efterlod den lille Viktor til den gamle bedstemor. Helga levede kun for drengen nu han havde ingen andre.
De skal bare ikke tage ham på børnehjem for tidligt, sukkede hun.
Man siger, Gud giver kun det, man kan bære. Men det passer nok ikke altid.
En vinternat bankede det voldsomt på døren naboens hus stod i brand. De skyndte sig ud, fik reddet det vigtigste og slæbt dyrene væk. Bønderne slæbte ejendele ud af huse, men så greb flammerne også omkring Helgas hus. De nåede ikke at redde meget.
Naboerne tog straks Viktor med, mens de andre kæmpede mod flammerne. Men snart løftede ilden sig over mod næste hus, og asken regnede ned over alt fem huse røg i brand den nat.
Brandfolkene fik bugt med gløderne, men Helgas hus var fortabt.
Midt i kaoset mistede Alma veninden af syne så hende som en hvid plet i mørket, oplyst af flammer. Pludselig var hun væk.
Ambulancen tog Helga. Hun kunne ikke klare synet, hendes hjerte svigtede.
Alma fik hvile hos naboerne den nat træt og stum. Mændene bar ting rundt til det gryende daggry.
Først da fik de nyheden Helga overlevede ikke natten. Hjertet stod af, ambulancen nåede det ikke.
Åh! udbrød naboen.
Og hvad med drengen?
Vi begraver Helga, sagde Alma beslutsomt, så må vi se.
Helgas opsparede penge var intakte, og hun fik en værdig begravelse.
Og hjem vendte Alma ikke alene hun kom hjem med seksårige Viktor venindens eneste barnebarn. Han var mager, lyshåret, håret næsten barbert, kun lidt pandehår lod Helga stå tilbage.
Han bar en gammel orange frakke, kaninpelshue, filtstøvler. Alma havde pakket alt hans tøj i en bylt.
Goddag, sagde hun til Sofie, da de ankom.
Sofie satte sig ned med Vera på armen og stirrede. Skulle Viktor virkelig bo her? Hvor?
Almas kammer var et lille bur kun seng og kommode kunne klemmes ind. Deres eget værelse var lige så trængt. Forstuen og dagligstuen var nyrenoveret med tæppe, nye møbler, fladskærm og guldtæpper. Hvor kunne endnu én være?
Sofie havde hørt om branden og Helgas død, men havde aldrig troet, Alma virkelig ville tage drengen hjem.
Hvor længe? spurgte hun kritisk.
Så længe, Alma satte sig træt, næsten forpustet.
Viktor begyndte forsigtigt at tage frakken af.
Huset er væk, kun aske tilbage, forklarede Alma.
Til os? Sofie troede ikke sine egne ører.
Naturligvis. Det er jo hans nu.
Hun så på den lille gæst, løftede brynene.
Skal han blive her for alvor?
Ja. Helga havde ikke engang søskende. Vi var som søstre.
Sofie sagde intet. Måske skulle alle samles både forældre, Henrik hun følte, Alma var blevet tosset. Hun var jo nærmest borte selv skulle hun så slæbe en fremmed dreng ind?
Sofie havde længe mente, hun burde være husets leder derfor var hun flyttet herud, gammel svigermor kunne trække sig tilbage. Jo, Alma hjalp med Vera, men var ellers et fortidslevn i et moderne hjem. Men nu var det blevet for meget.
Om aftenen samledes alle.
Far, har han ingen far? spurgte Henrik.
Nej, der står en streg i dåbsattesten, Alma sad med hænderne i skødet, strikketøjet glemt.
Men vi er fremmede for ham, Henrik snakkede med Sofie.
I er fremmede. Jeg er ikke, Alma var stædig. Det er venindens barnebarn. Han skal ikke på børnehjem, ikke så længe jeg kan slå fra mig. Helga var ræd for “børnehjem”. Nej!
Du må ikke bare beholde et barn uden papirer, indvendte Sofie.
Hvem vil forbyde mig?
Kommunen… Måske kan han blive, til vi har ordnet papirerne.
Jamen, de har jo mistet alt, måske får de støtte fra staten…
Ved det snakker med socialforvaltningen, tager papirerne når det er tid.
Nej, de tager ham fra dig du er for gammel.
De lod Helga beholde ham. Så lader de også mig.
Alma slog i knæene og rejste sig; samtalen var slut.
Viktor sov hos Alma, og han var snart modigere. Men hans børneglemsel begyndte at irritere Sofie.
Du må ikke bare tage småkager! Spørg dog først!
Hvem gav dig lov at tænde for TVet? Hvem betaler, hvis du ødelægger det?
Hun skulede til drengen, og han gik hende uden om. Han og Alma lavede deres mad selv men man deler jo råvarer i et hus på landet kartoffelkælderen, korn, sukker alt deles. Nu var der én, der spiste mere, og det irriterede Sofie over evne.
En dag, da Viktor havde drukket den sidste mælk, der skulle have været til Vera, råbte Sofie til Henrik:
Sig noget til hende!
Så sig det selv du er jo så klog selv.
De var tavse, Henrik huggede træ med vrede. Han forstod godt, huset trængte til ro.
Alma, Viktor tog mælken, nu er der ingen til Vera.
Du kunne jo hente ny mælk, svarede Alma.
Det var vel meningen, det her var mit barndomshjem, men det føles forkert nu… sagde Henrik senere til sin far, da Sofie var gået ud.
Men ingen efterlyste drengen. Så gik der uger, måneder. Vera og Viktor legede sammen, han var venlig, uskyldig men Sofie ville hellere, han var væk.
Og Viktor forlod køkkenet, så snart Sofie kom. Han sad hellere under trappen med gårdkatten. Henrik opdagede ham engang fra bagtrappen.
Hvad laver du herude?
Venter på Bedste, sagde han.
Hun kommer først sent hun hjælper farfar med kartoflerne. Kom indenfor.
Viktor rystede på hovedet.
Da han tabte suppeskeen og vækkede Vera, blev Sofie vred:
Jeg orker ikke mere. Jeg tager hjem til min mor! Jeg troede, det ville blive vores hjem. Hvad hvis hun næste gang flytter en gammel tosse ind?
Det kan hun faktisk. Men jeg vil ikke svigte drengen!
Viktor gik forsigtigt ind i køkkenet.
Viktor, kom og spis, sagde Henrik.
Nej, Henrik, kan I ikke tage mig på børnehjemmet? Jeg skal nok være hurtig.
Henrik så på Sofie, der kiggede ned og gik til gryden.
Kom nu, Viktor. Vi skændtes lidt, men vi skal nok finde ud af det sammen. Der er ikke noget børnehjem. Du bliver her. Men du må ikke larme, når Vera sover!
Viktor trådte tøvende nærmere, øjnene store; men han tog skeen og smagte på suppen.
Jeg spiser ikke meget. Jeg hjælper også.
Sofie tørrede næsen.
Spis, flinke dreng!
Fra da af gik alt bedre. Familie blev vant til, at Viktor var med.
Men nogle uger efter standsede en bil foran huset en betjent, en myndig kvinde og en fremmed mand trådte ind. Midt i stuen.
Hvem ejer huset? Hvem er folkeregisteret her?
De talte med Alma, Sofie, Viktor.
Vi har fået en anmeldelse nogen siger, I holder barnet ulovligt her.
Hvem?
Kvinden så på Sofie. Men hun begyndte straks at forklare om adresser, regler.
De fik at vide, Viktor måtte tages med til institutionen for videre bestemmelse.
Sådan gik det. Institutionen lå kun få stop fra Alma. Hver dag rejste hun ind og tiggede om at få barnet tilbage.
Men nej til sidst blev han sendt til Viborg Børnehjem. Nu kørte Alma selv afsted hun ville finde et sted at bo der, tæt på sit barnebarn.
***
Alma fortalte mændene i bussen sin historie uden for mange nuancer, og de blev tavse.
Ja, det er et liv, sagde den rødhårede.
Hvordan kan du hjælpe ham, hvis du bare bor tæt på?
Jeg ved det ikke. Ikke kun jeg kan hjælpe ham han hjælper også mig. Ingen har jo mere. Så må jeg være der. Han er sådan en blid sjæl, jeg kan ikke lade ham være alene.
De satte Alma af foran børnehjemmet og ventede, til hun var i gode hænder.
***
Hjemme blev der uro. De havde ikke regnet med, Alma for alvor ville rejse efter Viktor. Men hun kom ikke hjem ikke om to dage, ikke om to uger.
Henrik talte ikke mere med sin kone, blev uvenner med sin mor.
Vi smed hende ikke ud. Drengen blev taget det var aldrig meningen, hun skulle bringe ham hjem. Det har kommunen folk til.
Men Henrik var urolig. Alma havde opdraget ham hele barndommen, nu føltes det som om, han havde skubbet sin egen bedstemor væk.
Jeg kan ikke have det sådan! Jeg må finde hende. Jeg rejser til institutionen i morgen og får adressen på børnehjemmet.
Det gjorde han. Han mødte der den selvsamme kvinde fra kommissionen.
Hvad skal det betyde? Først sender din kone et brev om at få katten ud af huset, så vil du hente ham hjem?
Brev? Hvilket brev?
Fra Sofie det var hende, der anmeldte jer.
Veninderne forstod Sofies lidelse selvfølgelig, at få sådan en dreng dumped ind. Hun fik det første råd skynd dig på kommunen, beskriv tvivlen. Sådan gjorde hun lod ingen vide det. Senere blev hun i tvivl, kiggede nysgerrigt til Viktor, vænnede sig til tanken; men så stod kommissionen pludselig der.
Da Alma dagligt rejste træt hjem fra institutionen, og endelig forsvandt helt, fortrød hun.
Hvis nu brevet slet ikke var grunden? Måske havde de bare opdaget, at drengen ikke var indskrevet?
Men Henrik kom fra institutionen, rasende. Der blev lange forklaringer, tårer, misforståelser og forsoning.
Henrik var faldet i søvn, men Sofie stod længe på trappen og tænkte på Alma. Ja, det var nok heller ikke Alma, der var gammel. Det var hende selv, der føltes skrøbelig nu. Alma levede for fremtiden, ikke fortiden.
***
Alma fandt et værelse nær børnehjemmet. Gik bare derhen hver dag, indtil de ansatte vænnede sig til hende, og lederen endelig lod hende hjælpe til en lille frivillig løn fik hun også. Nu kunne hun være nattevagt, være tæt på Viktor.
Vær ikke urolig, Helga, tænkte hun til veninden, Se, nu er han på børnehjemmet, men han får mad, de leger i morgen skal de endda i cirkus. Og du sagde, børnehjem var forfærdeligt… sukkede hun, dog, alle drømmer om et rigtigt hjem.
Hun sov hjemme, da en børnehjemspige råbte i vinduet:
Fru Alma! De vil adoptere Viktor!
Alma blev forvirret, skyndte sig afsted. Hvordan kunne nogen allerede ville adoptere drengen? Havde de ikke talt med nogen? Og var det godt eller skidt?
På gangen var der oprør. Det duftede af risengrød, men ingen spiste børn stimlede sammen foran døren til Forstanderinden. Selv personalet spejdede nysgerrigt adoptioner skete sjældent for større børn.
Alma skubbede sig ind. Døren gik op to mennesker, han og hun, sad med ryggen til. Men hendes blik søgte straks Viktor, der stod og smilede ved forstanderindens bord.
“Hvor mærkeligt… Han er glad!” tænkte hun.
Så vendte manden sig om.
Henrik… hendes barnebarn…
“Hvad laver han her?” tænkte Alma, og så dukkede Sofie op.
Alma følte, jorden svandt under hende. Men Henrik tog hende varsomt ind til sig, satte hende på en stol.
Bedste. Vil gerne have Viktor med hjem og vi håber, du bliver hos os, sagde han blidt.
Sofie stod ved siden af og foldede hænderne som i bøn.
Men hvad skulle hun tvivle om? Hovedet snurrede… Større lykke fandtes ikke i hele verden…
