Gud, vi har jo vores egne tre!
Nanna sank tungt ned på sofaen og greb sig om hovedet. Frederik så på hende med et mørkt, misforstået blik.
Hvad skal jeg så gøre nu? Skal jeg hende aflevere på børnehjemmet? Vagn er jo stadig min bror
Bror! Hvornår så har du sidst set din bror? Om ti år siden? Han viser sig kun, når han har brug for noget.
Nanna begyndte allerede at dæmpe stemmen, og Frederik holdt vejret. Han ville ikke tvinge noget frem. Han vidste også, at ansvaret for lille Søs i sidste ende skulle lade sig gøre af hans kone. Men Nanna var en god dame. Højlydt, ja, og kunne skrige, men aldrig af ond vilje hun gik aldrig glip af en ulykke.
Nanna, hvad ville du have mig til at gøre? Jeg er jo onkel, din egen onkel, en nær slægtning. Og du
Frederik pegede på den lille pige, som stod stille i døråbningen.
Hvad har hun så med det at gøre?
Selvfølgelig har barnet intet med det at gøre hvornår skal hun begraves?
I morgen tidligt. Jeg tager af sted ved daggry.
Så kom nu, lad os mødes.
Søs trådte forsigtigt frem, et skridt, så et skridt til. Nanna kunne ikke holde sig længere hun sprang op, gik hen til pigen.
Kom nu, du er ikke så skrøbelig. Lad mig hjælpe dig med frakken.
Nanna knæppede hurtigt af, trak den store cardigan af, og så
Åh Gud hvad er der med hende? Huden er så tynd, knoglerne er synlige hvad i alverden?
Hun vendte barnet mod lyset og frøs. Hun så på sin mand, som blot knurrede. Det var som om han mindede om, hvordan han havde behandlet Vagn som barn måske havde han slået ham mere, så han blev stærkere. Søs stod i en tynd kjole med korte ærmer, armene dækket af blå mærker. Nanna trak i kjolen, kiggede på ryggen og lukkede munden med hånden Hun stod som om hun var i chok. Så sagde hun med en pludselig energi:
Frederik, baden, hurtigt! Mikkel, kom her!
Mikkel dukkede op fra værelset.
Hvad, mor?
Gør du! Hvor mange gange skal jeg sige det! Løb til Birgitte. Spørg om du har tøj til en lille pige Måske noget gammelt kan bruges.
Jeg forstår, mor. Hørte alt.
Mikkel stormede ud, trak jakken på. Drengene havde hørt og kigget. Det var ingen spøg, at en så lille pige pludselig ramte deres familie. De besluttede på stedet at bygge en lille væg i deres værelse, så Søs altid var i beskyttelse. De glemte deres tidlige drillerier og gik i gang med at ordne alt.
Mikkel kom med en hel pose skrammel og med sig havde han Birgitte. Hun kom egentlig bare fordi hun ikke kunne slippe ham. Birgitte sukkede over Vagns løsslupne liv og sagde:
Du skulle have kigget ind i hans hoved. Man ved aldrig, hvilke insekter der gemmer sig derinde.
Søs stod stille midt i rummet, som om alt omkring hende ikke rørte hende. Nanna gik hen til hende, trak hårene fra midten og svor som en bonde. Hun løftede den skæve flet, sukkede. Hendes hår var smukt så trist.
Søs
Pigens øjne blev store og bange.
Søs du må have håret klippet. Det vokser hurtigt igen. Jeg giver dig et smukt tørklæde.
Tårerne løb ned ad Søs beskidte kinder. Nanna næsten græd, mens hun klippede håret, og så kastede hun det i ovnen. Frederik kom ind, så hvad der foregik, og kun knurrede. Han havde aldrig virkelig straffet Vagn som barn
Da Nanna og Søs gik i baden, dukkede Andréas hoved op i drengenes værelse. Han var 12 år, den ældste, og styrede sine brødre med respekt, men uden at misbruge sin magt.
Far, kan du hjælpe os?
Frederik gik ind og så forbløffet ud.
Hvad laver I?
Vi vil flytte et skab, så vi kan lave et hjørne til hende. Hun er kun en pige, men skabet er tungt.
Frederik løftede næsen, med en hård stemme sagde han:
Moren giver jer mad, men I får intet ud af det. I kan ikke flytte skabet sammen! Så gør det!
Far, hvad skal hun sove på?
Frederik gned sig i nakken.
Vi må købe noget.
Far, må jeg få den lille skuffe? Jeg sover gerne på den, og vi kan sætte min seng ved siden af? Den er næsten for lille til mig, men den passer til hende.
Da Nanna og Søs kom tilbage fra baden, var næsten alt klar. De skulle bare lægge lagner på, måske et tæppe til pynt, men det klarede Nanna selv.
Med let damp.
Åh, tak. Jeg er så træt, ingen styrke længere. Søs har næsten ikke set vand eller sæbe. Hun holder sig væk fra alt som om det var pest. Jeg skal hvile lidt, så jeg kan fodre jer. Så skal vi finde ud af, hvor Søs skal sove.
Søs så meget sødere ud. En tynd pige i en farverig hovedpude, øjne store som måner, vipper med lange øjenvipper.
Kom, så viser jeg dig
Nanna så overrasket på sin mand, men rejste sig. Han trak gardinet til drengenes værelse til side. Det var det største rum i huset både stue, gang og køkken, så snart Mikkel var tre år gammel, havde de flyttet drengene ind her.
Hvad ser du?
Nanna så på den nye indretning, tavs.
Har du gjort det selv, eller sagde far?
Frederik smilede:
Selv flinke drenge har vi, Nanna.
Søs spiste som om hun aldrig havde været sulten før.
Søs rolig nu. Du skal ikke blive for hurtig, ellers bliver du dårlig. Tag en pause, du har nok mad.
Efter et øjeblik så Nanna, at Søs næsten var faldet i søvn.
Kom, jeg viser dig din seng.
Det så ud som om pigen knapt havde nået at lægge sig, før hun allerede sov.
Nanna gik tilbage til bordet.
Frederik, hent snapsen.
Frederik så overrasket på hende. Han drak kun ved særlige højtider. Men han gik stille og hældte et glas.
Nanna drak den på en slurk. Frederik løftede sit glas. Så sagde hun:
Hvis din Vagn var i live, så ville jeg have kvalt ham med mine egne hænder
Frederik sænkede hovedet. Han ville også have gjort det
Vagn blev født, da Frederik var 14, og ingen havde ventet et nyt barn. Bedstemoderen kiggede på den lille, spyttede i vejret og sagde:
Sådan var det ikke meningen.
Frederik huskede, hvordan hans mor skreg på ham og jagtede ham. Hun havde intet imod ham. Folk i landsbyen sagde, at hun var en heks. Frederik vidste, at hekse ikke findes, men
Morens råb blev stille, så sagde hun:
Jeg dør i morgen. Tag barnet med til begravelsen.
Det gik op som en kold vinterdag.
Vagn voksede op som en rotte, tog andres mad, lagde skylden på andre. Han fik først sin far, så Frederik, men intet lærte ham livet. Han gik i værn, kom hjem med en hustru, fik et barn, og så var forældrerollen forbi. Hver dag var en ny drik. Frederik bad sine forældre flytte ind, men de sagde, at Vagn og Søs ville gå under uden dem Så gik de. Årene gik, Vagn gav intet til begravelsen.
Fire år senere ringede borgmesterens kontor i landsbyen og bød Frederik ind:
Frederik, din bror og hans kone frøs næsten ihjel på vej hjem. En pige blev efterladt. Hvis du ikke tager hende, dør hun på et børnehjem. Vi hjælper dig, du og Nanna er værdifulde for os.
Frederik vidste ikke, hvorfor Nanna ikke sagde det med det samme. Måske var han bange for, at hun i en ophedet situation ville forbyde ham at hente barnet.
En uge senere holdt Søs op med at spise. Hun lærte at bruge gaffel og ske. Huden blev gylden, men hun opførte sig som en vild ulv. Når drengene spurgte om noget, gemte hun hovedet under dynen og tav.
De gav hende bøger, legetøj. Hun sad stille som en ugle, kun med de store øjne. Nanna prøvede at tale med hende igen og igen, men kun ja og nej kom ud.
Til sidst stod Nanna foran Søs og råbte:
Hvorfor ser du ud som en ulv? Hvad har vi gjort? Hvorfor smiler du ikke? Eller er du bare træt af os? Vi holder dig ikke fast!
Søs så på hende med store tårer i øjnene. To dråber trillede ned. Nanna slog sig i halsen, så ud som om hun næsten ville græde, men lovede sig selv at aldrig råbe.
Senere den dag kom Birgitte ind.
Nanna, du virker mærkelig i dag.
Nanna rystede på hovedet:
Jeg kan ikke mere Jeg er så træt.
Sådan vil det være med en “gadget”.
Hvad? Det er bare et barn. Børn mærker, når de ikke bliver elsket. Hendes liv er som på et børnehjem, bare med bedre betingelser.
Men hvordan kan man elske en fremmed? Jeg gør mit bedste.
Som at elske en killling?
Ja, killingen
Det er pointen. Vi er ikke de samme som før. Tidligere elskede vi hinanden.
Foråret kom hurtigt. Nanna prøvede at lade Søs være. Hun var mæt, havde sko på, sad med bøger. Drengene fortalte hende historier. Nogle gange svarede hun kun ja eller nej, men drengene blev trøtte. De bad Frederik om hjælp til en overraskelse til Søs.
Om en måned skulle Søs have fødselsdag, så byggede drengene i laden et spejlbord, som de unge damer i byen har. Nanna ville først stoppe dem, men så tænkte hun: lad dem være. Det var kun håndarbejde.
Søs forstod ikke helt, men Nanna gav hende et smukt, blomstret tørklæde og bandt det om hendes lille hoved. Søs gik foran spejlet, vendte sig flere gange. Så trak Frederik en ny kjole frem. Søs åbnede munden i forbløffelse hun havde aldrig set sådan noget.
Da drengene bragte bordet ind, strøg Søs over det i lang tid, og Nanna troede, at hun smilede. Derefter krammede hun alle drengene én efter én.
Siden da var drengene og Søs venner på ægte måde. De snakkede i timer i deres lille værelse, lo. Men hver gang Nanna kom ind, gik Søs hurtigt tilbage til sit hjørne og sad tavs. Det irriterede Nanna. Hvorfor? Hun var klædt på, havde sko på Hvorfor så hun væk?
Høsten kom, de skulle have en ny svin, der skulle sælges senere. Det betød, at de skulle købe mere tøj til fire børn. Nanna sagde, at pensionen, som Søs skulle have, ikke måtte røres.
Spis ikke alt. Lad det blive til senere. Måske kan vi spare op til et brudekjole.
Frederik nikkede. Han nikkede altid, når Nanna talte. Hun sagde næsten alt. Det eneste, han kunne ikke forstå, var, hvorfor han og Søs aldrig kom overens Med drengene gik det fint, men med Nanna blev han fastfrosset, som en sten.
***
En dag, da Nanna plantede blomster i haven, kom den unge nabo, Rasmus, løbende:
Tante Nanna! Der er ballade!
Nanna stod rank:
Hvem har slået vores?
Alle!
Rasmus løb væk igen. Nanna samlede sit forklæde og gik mod floden, hvor børnene havde været for en halv time siden. Fra afstand så hun en kamp mellem drengene og en hel masse andre drenge. De stod med ryggen til hinanden, og midt i kaosset var Søs. Landmænd fra nabobyen løb med remme i hænderne. Da drengene så deres fædre, flygtede de alle i alle retninger.
Nanna rørte ved sig selv.
Åh, hvad er det her?
Mikkel havde en skadet pande, André havde et stort blå mærke, og Søren havde et slået skulder.
Søs græd.
Hvad skete der?
Mikkel sniffede:
Vi kom for at bade så tog Søs sit tørklæde af, og de begyndte at drille hende.
Så I gik ind og forsvarede hende?
Søren så alvorligt på Nanna:
Vi skulle bare bade.
André råbte:
Hun er vores søster, hvorfor skulle nogen såre hende?
Nanna rejste sig:
Gå hjem.
Hun gik efter dem. Hvorfor skulle de blive straffet? Måske var hun en god pige, men hun burde have boet et andet sted.
Ved huset ventede Birgitte:
Nanna, hvad snakker de i landsbyen om? At dine drenge næsten blev dræbt på grund af en “gadget”?
Nanna stoppede. En storm begyndte at bygge sig op i hendes hjerte.
På grund af hvad?
Birgitte stirrede:
På “gadgeten” Du kalder det sådan selv!
Nanna truede med fingeren ved Birgittes næse, så hårdt, at den gamle kvinde næsten faldt om.
Du må ikke! Ingen! Du kender mig!
Birgitte trak sig tilbage, men sagde:
Åh, den der “gadget” vil snart drive dem helt til vanvid. Hvem var den gamle dame?
Nanna lukkede lågen og begyndte at græde. Hvorfor alt dette? De havde levet roligt, uden problemer
Mor, hvorfor græder du?
Drengene og Søs var stadig i huset. Nanna plejer ikke at græde, men nu gik tårerne over hendes kinder.
Jeg Jeg ved det ikke Blomsterne vil ikke gro! Og blomsterne vil bare dø!
Børnene løb ind.
Om aftenen talte Nanna og Frederik længe.
Frederik, hvad skal vi gøre? De vil slås, drengene vil kæmpe.
Frederik rystede på hovedet:
Lad dem slås! De beskytter deres søster, så de har ret.
Hvad hvis de slår hinanden ihjel?
De er jo kun børn
Nanna hørte ikke sikkerhed i hans stemme. Hun besluttede at tænke selv. Frederik var i marken, så hun faldt i søvn.
Om natten vågnede Nanna af enI næste morgen stod Nanna ved køkkenbordet, besluttede at give Søs den kærlighed, hun altid havde gemt i sit hjerte.
