Nina havde ingen steder at gå. Ikke engang et lille sted Et par nætter kan jeg overnatte på stationen. Men så? Pludselig ramte en redningsidé den efterårsslidte pige: Sommerhus! Hvordan kunne jeg have glemt det? Selvom sommerhuset er kun en halvt sammenfalden hytte. Alligevel er det bedre end at søge ly på perronen. tænkte Ninna, mens hun steg ombord på Stoget, lænede sig mod det kolde vindue og lukkede øjnene.
Tunge minder om de seneste år skyllede hende. To år siden havde hun mistet sine forældre, stod alene uden nogen støtte. Hun havde ikke råd til studiet, så hun droppede universitetet og gik i arbejde på et marked i Kødbyen.
Efter al den smerte vendte heldet sig; hun mødte sin store kærlighed. Morten var en venlig og anstændig mand. To måneder senere holdt de en lille, beskeden bryllupsceremoni i en kirke på Amager.
Man skulle tro, livet ville smile igen men så kom den næste prøvelse. Morten foreslog at sælge den gamle forældres lejlighed i indre København og starte egen virksomhed.
Morten malede så smukt den nye fremtid, at Ninna ikke havde et eneste tvivl. Hun var sikker på, at han tog de rigtige beslutninger, og at deres familie snart ville slippe de økonomiske bekymringer. Når vi har stået på egne ben, kan vi tænke på et barn. Jeg kan næsten mærke, hvordan jeg bliver mor, drømte den naive pige.
Forretningen gik ikke som forventet. Kontanteskandaler og sladder om spildte penge splittede forholdet. Snart førte Morten en anden kvinde ind i hjemmet og smed Ninna ud gennem døren.
Først ville hun ringe til politiet, men så indså hun, at hun ikke havde noget at anklage ham for. Hun havde selv solgt lejligheden og afleveret pengene til Morten
***
Da hun steg ud på Nørreport, gik hun ensom langs den øde perron. Det var tidlig forår, men havesæsonen var endnu ikke i gang. På tre år var den lille grunde der lå uden for byen blevet vilde, forfalden og sørgeligt. Intet problem, jeg skal bare gøre den pæn igen, så alt bliver som før, tænkte hun, selvom hun vidste, at intet nogensinde ville blive som før.
Ninna fandt let nøglen, som lå under dørkarmen, men den gamle trædør hænger i sine hængsler og nægter at åbne. Hun kæmper med den, men døren er som en drøm, der ikke vil give efter. Udslidt og træt sætter hun sig på trappen og græder.
Pludselig ser hun en svag røgsky i nabohuset, hører lyden af knitrende ild. Hun løber hen i håb om hjælp.
Tante Rikke! Er du hjemme? råber hun.
En ældre mand med et langt, hvide skæg dukker op fra en overgroet indkørsel. Han tænder en lille bålplads, hvor vand simrer i en gammel kedel.
Hvem er du? Hvor er Tante Rikke? spørger hun, mens hun træder tilbage.
Frygt ej mig. Ring ikke til politiet, jeg gør intet galt. Jeg bor bare her i gården. svarer han med en rolig, dyb stemme, som en professor, der taler om poesi.
Er du hjemløs? spørger Ninna ufølsomt.
Ja. Det er rigtigt, mumler han og skjuler blikket. Bor du i nærheden? Jeg vil ikke forstyrre dig.
Hvad hedder du?
Mikkel.
Og dit patronymikon?
Fritjofsen.
Ninna ser nøje på Mikkel Fritjofsen. Hans tøj er slidt, men rent; hans hår er pjusket, men han er velplejet.
Jeg ved ikke, til hvem jeg skal gå, sukker hun.
Hvad er sket? spørger han med medfølelse.
Døren er hængt fast Jeg kan ikke åbne den.
Må jeg hjælpe? tilbyder han.
Jeg ville sætte stor pris på det! udbrød hun i desperation.
Mens Mikkel roder med låsen, sidder Ninna på en bænk og tænker: Hvem er jeg til at dømme ham? Jeg er også hjemløs i mit sind, vi deler samme skæbne
Ninna, lad mig hjælpe! siger Mikkel med et smil og skubber døren op. Så du vil overnatte her?
Jo, men hvor? svarer hun forvirret.
Er der varme i huset?
Der må være en ovn hun tøver, fordi hun kun kan gætte.
Så træ ved? spørger han.
Jeg ved det ikke, svarer hun med hovedet bøjende.
Gå så ind, så fikser jeg noget, siger han, og forsvinder ud i gården.
En time bruger Ninna på at rydde, mens kulden bider i huset. Det er fugtigt, mørkt, ubehageligt. Hun tvivler på, at hun kan blive der.
Mikkel vender tilbage med en bunke ved. Ninna mærker en sjælden lettelse ved at se en anden levende sjæl.
Han rensker ovnen, tænder op, og efter en time er huset varmt.
Ovnen er tændt. Tilføj lidt ved, så den holder natten, så behøver du ikke slukke den. Varmen vil holde til morgenen, forklarer han.
Hvor skal du hen? Til naboerne? spørger hun.
Ja. Jeg vil bo lidt på deres grund i et stykke tid. Jeg har ikke lyst til at køre tilbage til København Jeg vil ikke tænke på fortiden.
Vent, Mikkel Fritjofsen. Lad os drikke en kop varm te og spise noget, før du går, siger hun beslutsomt.
Mikkel smider jakken af, sætter sig ved den knitrende ild.
Undskyld, at jeg forstyrrer begynder Ninna. Du ligner slet ikke en hjemløs. Hvorfor lever du på gaden? Hvor er dit hjem, din familie?
Mikkel fortæller, at han har undervist i fysik på Aalborg Universitet i mange år. Alt hans liv gik med forskning og forelæsninger. En dag kom alderdommen snigende på, og han stod pludselig alene på livets skråning.
Et år siden begyndte hans niece, Tanja, at besøge ham. Hun antydede, at hun ville hjælpe ham, hvis han overlod sin lejlighed til hende. Mikkel gik med på det.
Tanja, en ung kvinde fra Nørrebro, fik ham til at sælge den gamle lejlighed i indre København og købe et stort hus i en forstad med en stor have og en hyggelig pergola. Hun havde allerede fundet et billigt, men smukt, sted.
Mikkel, som altid havde drømt om frisk luft og stilhed, sagde ja uden tøven. Efter salget åbnede Tanja for ham en bankkonto, så han ikke skulle bære store summer i lommerne.
«Uncle Mikkel, lad os sidde på bænken, mens jeg tjekker, hvad der foregår. Jeg tager min taske med, for måske holder nogen øje med os,» sagde hun ved bankens indgang.
Tanja forsvandt ind i banken med tasken, mens Mikkel ventede. Han ventede en time, to, tre men hun kom aldrig ud. Da han gik ind i banklokalet, så han, at der ingen kunder var, men der var en anden udgang.
Mikkel kunne ikke forstå, hvordan hans egen familie kunne så brutalt snyde ham. Han endte med at sidde på en bænk i banken, ventende på Tanja. Næste dag gik han til hendes adresse; en fremmed kvinde åbnede døren og fortalte, at Tanja ikke længere boede der. Hun havde solgt huset for to år siden.
Så trist en historie, sukkede han. Jeg har levet på gaden siden da. Jeg kan stadig ikke tro, at jeg ikke har et hjem længere.
Jeg troede, jeg var den eneste, sagde Ninna. Jeg har også mistet alt.
Det er hårdt, men livet er stadig værd at leve. Du er ung, du har tid til at bygge noget nyt, prøvede han at trøste hende.
Lad os gå og spise! smilte Ninna.
Hun så, hvordan Mikkel slikkede makaroner med pølse, og hendes hjerte blev tungt af medlidenhed. Han så så ensom og hjælpeløs ud.
«Hvor skræmmende det er at stå helt alene på gaden og føle, at ingen har brug for dig,» tænkte Ninna.
Ninna, jeg kan hjælpe dig med at komme tilbage på universitetet. Jeg har mange gamle venner. Du kan få en studieplads på en offentlig linje, sagde han pludselig. Jeg kan skrive til rektoren, så du får en plads, selvom jeg ikke vil afsløre mig selv for mine tidligere kolleger. Min gamle ven, professor Konrad, vil helt sikkert hjælpe.
Tusind tak. Det lyder fantastisk! udbrød hun glad.
Tak for middagen, for at du lyttede. Jeg må gå nu, det er sent, sagde han og rejste sig.
Vent! Hvor skal du hen? spurgte Ninna blidt.
Bare rolig. Jeg har et lille skur på nabogården. Jeg kommer tilbage i morgen, svarede han med et smil.
Du behøver ikke gå ud på gaden. Jeg har tre store værelser. Du kan vælge et, du har lyst til. Jeg er bange for at blive alene, bange for den kolde ovn, jeg ikke forstår. Du vil ikke forlade mig i nød? bad hun ham.
Nej, jeg vil ikke forlade dig, svarede han fast.
***
To år gik. Ninna bestod sine eksamener med glans og glædede sig til sommerferien. Hun tog hjem til sommerhuset, som hun nu kun besøgte i weekenderne og på ferier fra kollegieværelset.
Hej! råbte hun lykkelig, mens hun krammede sin bedstefar Mikkel.
Ninna, min kære! Hvorfor ringede du mig ikke? Jeg ville have mødt dig på stationen. Sådan, har du bestået? sagde han begejstret.
Ja! Næsten alt med topkarakterer! præsenterede hun stolt. Jeg har købt en kage. Sæt kedlen på, så vi kan fejre!
De drak te og delte nyheder.
Jeg har plantet druer i haven. Jeg bygger en pergola derovre. Det bliver så hyggeligt, fortalte han.
Skønt! Du er her chef, gør hvad du vil. Jeg kommer, jeg går, lo Ninna.
Mikkel var ikke længere en ensom skygge. Han havde et hjem, en barnebarn, Ninna. Hun var taknemmelig for den skæbnesvangre møde, som havde givet hende en bedstefar, der erstattede de tabte forældre og støttede hende i de svære tider.
