Mikkel vågnede af sin mors støn. Han krøb hen til hendes seng:
Mor, gør det ondt?
Mikkel, hent vandet!
Kommer straks, han skyndte sig mod køkkenet.
Et øjeblik senere vendte han tilbage med en skummende krus:
Her, mor, drik!
Et højt bankslag lød ved døren.
Åbn, dreng! Det må være Tante Lise.
Døren gik op, og naboen stod i døråbningen med en enorm kop i hånden.
Hvordan har du det, Freja? hun strøg hende over panden. Du har feber. Jeg har medbragt varm mælk med smør.
Jeg har allerede taget medicin.
Du skal på sygehuset. Behandlingen er god. Du skal spise ordentligt, men dit køleskab er tomt.
Tante Lise, jeg har brugt alle mine penge på medicin, tårene brød frem i den syge. Intet hjælper.
Du må ligge ind på hospitalet.
Hvem skal jeg efterlade Mikkel til?
Hvem vil du overlade ham til, hvis du dør? Du er ikke engang tretti år, og du har hverken ægtemand eller penge, hun kælede ham på hovedet. Nu, lad være med at græde!
Tante Lise, hvad skal vi gøre?
Jeg ringer til en læge, sagde naboen og trak sin telefon frem.
Hun fik fat i en linje, så hele historien ud.
De sagde: inden dagen er omme. Jeg gik ud. Så snart de kom, fulgte Mikkel mig.
Naboen gik ud i entreen, og drengen fulgte efter hende:
Tante Lise, vil min mor dø?
Jeg ved det ikke. Vi må bede Gud om hjælp, men din mor tror ikke på ham.
Vil Gud hjælpe? håbet lyste i Mikkels øjne.
Gå i kirke, tænd et lys og bed, så vil han hjælpe. Det gør jeg straks.
***
Mikkel kom tilbage til sin mor, eftertænksom:
Mikkel, du er sikkert sulten, men vi har intet. Hent to glas.
Da han bragte dem, hældte hun mælk i dem:
Drik!
Han drak, men ville have mere. Freja forstod straks. Med vanskeligheder rejste hun sig, greb sin pung fra bordet:
Jeg har kun femti kroner. Gå ud og køb to kageboller og spis dem på vejen, så laver jeg noget andet. Gå nu!
Hun så ham ud til døren, men holdt fast i væggen og gik mod køkkenet. I køleskabet lå billige fiskekonserves, lidt margarine, på vindueskarmen to kartofler og et løg.
Jeg skal lave suppe
Hovedet snurrede, og hun sank træt ned på en lille stol:
«Hvad sker der med mig? Jeg har ingen kræfter. Halvdelen af ferien er forbi. Penge er væk. Hvis jeg ikke går på arbejde, hvordan skal Mikkel komme i skole? Han skal om en måned i første klasse. Ingen slægtninge kan hjælpe. Sygdommen er den største byrde. Jeg burde gå til lægen med det samme. Hvad sker der, hvis jeg falder, og Mikkel er alene?»
Med stor anstrengelse begyndte hun at skrælle kartoflerne.
***
Sulten som en ulv, men drengens tanker var andre:
«Mor lå i sengen hele dagen i går. Vil hun virkelig dø? Tante Lise sagde, vi skal bede Gud om hjælp», han stoppede op og vendte mod kirken.
***
Halvandet år siden kom Niklas hjem fra tjeneste. Han havde overlevet mirakuløst, nu gik han med stok, men sårede sårene på kroppen var han ligeglad med. Arrene i ansigtet betød intet længere ingen skulle gifte sig med ham nu, tænkte han, mens han gik mod kirken. Jeg skal tænde lys for mine faldne kammerater. I dag er et år siden de døde, men jeg lever.
Han havde tjent i militæret i tyve år, og nu var han civil, men følelsen af at være ubrugelig tærede i ham. Pensionspengene var store nok til et roligt liv, men de kontraktlige midler på kontoen holdt kun til to år mere. Hvorfor var alt dette kun for ham selv?
Ved kirken stod nogle hjemløse. Niklas trak flere hundredekronesedler frem, delte dem ud og bad:
Bed for mine faldne venner Rasmus og Stig!
Han gik indenfor, købte lys, tændte dem og begyndte at recitere den bøn, præsten havde lært ham:
Vær velsignet, du vores Gud
Mens han korsfæstede sig, så han sine venner som levende skikkelser foran sig.
Da bønnen var slut, stod han stille og mindedes sit hårde liv.
Den lille, spinkle dreng stod ved en billig lysestage med en flamme i hånden. Han så sig omkring, uden at vide, hvad han skulle gøre videre. En ældre dame gik hen til ham:
Kom, lad mig hjælpe dig!
Hun tændte hans lys og placerede det.
Sådan, kryds dig! hun viste, hvordan man gør. Fortæl vores Gud, hvorfor du er kommet.
Mikkel stirrede længe på billedet, så sagde han:
Hjælp, store Gud! Min mor er syg. Jeg har ingen andre. Gør hende rask. Hun har ingen penge til medicin. Jeg skal snart i skole, men jeg har ikke engang en rygsæk
Niklas stod frosset, så på drengen. Alle hans egne problemer, som kun minutter før havde vejet som tung sten, blev nu små og fløjtede i baggrunden. En indre råb lød:
«Er der ingen, der kan hjælpe denne dreng med at købe medicin til sin mor, mens han selv mangler en rygsæk?»
Mikkel så på billedet og ventede på et mirakel.
Kom med mig! sagde Niklas beslutsomt.
Hvorhen? drengen så bange på den truende mand med stok.
Vi finder ud af, hvilke medicin din mor har brug for, og går på apoteket.
Er du sikker?
Gud har overbragt din bøn til mig.
Virkelig? han så med glødende øjne på billedet.
Lad os gå! smilede manden. Hvad hedder du?
Mikkel.
Jeg er Niklas.
***
Fra lejligheden lød stemmer fra mor og nabo:
Tante Lise, jeg har skrevet så mange recepter, men medicinen er dyr. Hvor får jeg så pengene? Jeg har kun fem hundrede kroner tilbage.
Mikkel åbnede døren med beslutsomhed. Stemmerne døde ud. Naboen trådte frem, så på den fremmede mand og hviskede panisk:
Mikkel, se!
Hun så ud og frøs af skræk.
Mor, hvilke medicin mangler du? Niklas og jeg går på apoteket og køber dem.
Hvem er I? spurgte Freja forvirret.
Alt bliver godt, smilede manden. Giv os din recept!
Men jeg har kun fem hundrede kroner.
Niklas og jeg finder penge, manden lagde hånden på drengens skulder.
Mor, giv mig recepterne!
Freja rakte dem frem. På en eller anden måde følte hun, at manden med det skræmmende ansigt havde et blødt hjerte.
Freja, hvad gør du? sagde naboen, da manden og drengen gik ud. Du kender ham slet ikke.
Tante Lise, jeg tror han er en god mand!
Okay, Freja, jeg går.
***
Freja sad og ventede på sin søn, der var gået med den mærkelige mand. Hun glemte næsten sin sygdom.
Snart gik døren op, og sønnen stormede indenfor, ansigtet strålende:
Mor, vi har købt medicin og småkager til dig.
Manden stod ved døren og smilede som drengen, så hans ansigt ikke virkede så frygtindgydende længere.
Tusind tak! bøjede kvinden let. Vær så god, kom ind!
Manden forsøgte at tage sine sko af, det gik langsomt; han så ud til at være meget nervøs. Han gik ind i køkkenet.
Tag plads, sagde værten.
Manden satte sig, drejede hovedet forvirret, uden at vide, hvor han skulle placere sin stok.
Lad mig hjælpe! hun placerede den, så han kunne nå den. Undskyld, jeg har ikke meget at byde på!
Mor, vi har købt alt, sagde sønnen og lagde mad på bordet.
Åh, hvorfor i så! udbrød Freja, mens hun tænkte på, at halvdelen af varerne var søde sager. Hun så en pakke med dyr te. Nu laver jeg te.
Hun gik i gang med at brygge, og det så ud som om sygdommen trak sig tilbage, måske fordi hun ikke ville fremstå svag over for manden. Som om han læste hendes tanker, spurgte han:
Freja, er du træt? Du ser bleg ud.
Det går, jeg drikker nu medicinen. Tak for hjælpen!
***
De drak den aromatiske te med kager, mens de kiggede på drengen, der talte livligt. Deres blikke mødtes af og til, og en stille glæde fyldte rummet. Men som alt godt, måtte også dette ende.
Tak! sagde Niklas, rejste sig og greb sin stok. Jeg går nu. I har brug for behandling.
Mange tak! svarede værten, også påstået. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke jer.
Han gik mod entreen, med mor og søn i hælene.
Niklas, kommer du igen?
Selvfølgelig! Din mor bliver rask, og så køber vi en rygsæk til dig.
Manden gik ud. Freja ryddede bordet og vaskede op.
Søn, se tv, så lægger jeg mig lidt.
Hun lagde sig ned og faldt i en dyb søvn.
***
To uger gik. Sygdommen var forsvundet, dyre præparater havde virket. I de sidste dage arbejdede Freja stadig; månedens slutning betød travlhed, og hun blev kaldt ind fra ferie. Hun glædede sig over at få løn. August var allerede begyndt, og lønnen skulle bruges på søns skoleudstyr.
Lørdag morgen stod de op som sædvanligt, spiste morgenmad.
Mikkel, gør dig klar! Vi skal i butikken. Lad os se, hvad du mangler til skolen.
Har du penge?
Ikke endnu, men næste lørdag får vi dem. Jeg har lånt tusind kroner; på vej tilbage køber vi mad.
De gjorde sig klar, da dørklokken lød.
Hvem er der? spurgte værten.
Det er Niklas
Han ville sige mere, men kvindens finger trykkede allerede på døråbneren.
Mor, hvem er det? drengen kom ud af sit værelse.
Niklas! kvinden kunne ikke skjule sin glæde.
Hurra!
Han gik ind, støttet af sin stok, men… hvordan var han ændret? Dyre bukser og en stilfuld skjorte, en moderne frisure.
Niklas, jeg har ventet på dig, løb drengen hen.
Jeg lovede dig, sagde han med strålende øjne. Hej, Freja!
Hej, Niklas!
Den pludselige du i samtalen overraskede dem begge.
Er I klar? Lad os gå!
Hvorhen? Freja var stadig i chok.
Mikkel starter i skole snart.
Men jeg
Jeg lovede Mikkel, og løfter skal holdes.
Freja så altid efter de billigste ting i butikkerne. Hun havde ingen ekstra penge, ingen slægtninge, ingen ægtemand. Undtagen den unge mand fra kollegiet, som en dag forsvandt.
Nu stod en mand ved siden af, der så begejstret på hendes søn og købte alt til skolen uden at tænke på prisen, kun spurgte hende om mening.
De tog en taxa hjem, trætte men tilfredse.
Værten greb ham:
Freja, lad os gå en tur og spise frokost sammen.
Mor, lad os gå! løb drengen hen.
***
Den nat kunne Freja ikke sove. Billeder fra dagen flimrede i hendes hoved. Hans øjne, fulde af kærlighed, svarede på hendes indre debat:
«Han er grim og halt», sagde fornuften.
«Han er god, han ser så kærligt på mig», svarede hjertet.
«Han er femten år ældre end mig.»
«Hvad så? Han er som en far for min søn.»
«Du kan finde en jævnaldrende, smuk og slank.»
«Jeg behøver ikke en smuk, slank mand, jeg har allerede haft en. Jeg vil have en god og pålidelig.»
«Du drømte altid om en anden type ægtemand», fortsatte fornuften.
«Nu drømmer jeg om netop ham!»
«Skifter dine præferencer så hurtigt?»
«Jeg har mødt ham jeg elsker ham!»
Deres bryllup fandt sted i den kirke, hvor Niklas og Mikkel havde mødt hinanden for tre måneder siden. Niklas stod ved alteret uden sin stok, og Mikkel stirrede ufortrødent på billedet af den hellige, han havde talt med for tre måneder siden. Med al sin inderlige tak sagde han:
Tak, store Gud!
