Misundelse. En fortælling
Raisa Simonsen stod ved katederet målrettet, stram, anspændt og nervøs, håret stadig i stive krøller fra den nylige permanent.
Har I skrevet det ned? Første og anden uge ser således ud. 10. klasse det er ikke for sjov! Snart venter de afsluttende eksamener! Og I skal vise, at I er skolens værdige elever!
Hun tørrede kridt af de tynde fingre, uden neglelak. Neglelak det hører sig ikke til for en skolelærer.
Oda var den første til at skrive skemaet af fra tavlen. Hun gjorde i det hele taget alting hurtigt. Hun sendte blikket ud ad vinduet. Sommeren var forbi. Hun ville ønske, tiden stod stille, indkapslet i grantræernes harpiks. Over i parken cirklede fuglene allerede; de fornemmede efteråret først af alle.
Så var den her september, og dermed startskuddet til 10. og sidste klasse. Oda lod blikket glide over klassen. Under loftet, på rad og række, hang store portrætter af landets store forfattere mod den hvide væg. Vennerne omkring hende bøjede sig over dagbøgerne. Én mere år side om side…
Tanja… Tanja Sidselmann… Hendes veninde siden 5. klasse. Hun skrev sirligt, bed sig i læben. Forklædet var noget særligt, skoletasken var igen ikke ligesom de andres med to spænder, grå med sort. Men også det havde man vænnet sig til. For hun var jo Sidselmann! Faren var ofte udenlands, kom hjem med gaver.
Rita Overgaard. Lille, sjusket, altid i tvivl og uro. Græd nemt fra dag ét.
Sten Filipsen. Lyst hår, rank næse og drømmende blik. Mange pigers fantasi. Men ikke klassekammeraternes de vidste, hvor snu og svag han blev, hvis livet gik ham imod. Lad ham bare charme de yngre piger.
Sofie Persen. De fineste sløjfer i håret. Gemte nok øreringe under håret blev hun opdaget, røg de af. Skolen var bestemt ingen modeopvisning! Alle huskede udfrysningen sidste år, dengang Sofie var blevet sendt ud for at fjerne mascaraen fra vipperne.
Læsehesten Rune Andersen. Han havde engang forsøgt at charmere Oda, men hun var kold firkantede briller og lavere end hende selv.
Oda så fra den ene til den anden, tænkte på dem, men mest på sig selv. Ét år igen… Ét år til barndommen var forbi.
Pludselig gik det op for hende, at pigerne var blevet til unge kvinder. Ja, kvinder. Skolekjoler, forklæder, latterlige sløjfer men kvinder. Se bare den buttede Lykke Paaske, der kom fra parallelklassen hendes forklæde strittede langt fremad pga. brysterne. Og Sofie var så plaget af bumser, at hvis hver bums var en bejler, måtte hele skolens drenge være forelsket i hende.
En nysgerrighed ulmede i Oda. Deres forvandling ville føre dem til kærligheden. Det måtte den. Men hvordan ville det gå?
Åben bogen. Simon læser, kommenderede Raisa, og Oda fulgte med ligesom de andre, bøjet over bogen, men tankerne kredsede om fremtiden.
Tanja… Med hende var alt klart. En dag ville Ditlev Konrad, hendes vellykkede far, tage en lovende ung studerende med hjem, eller endda en ansat fra Udenrigsministeriet. Tanja sænker de lange sorte øjenvipper, og så var sagen afgjort. Pakket og klar. Hun ville blive hustru til en specialist i international handel. Alt ville følge: forbindelser, penge, udstationeringer, lejlighed. Kort sagt, et sorgløst liv.
Rita ville finde en, der fik ondt af hende og give sig fuldstændig hen til ham.
Sofie ville nok ende sammen med en eller anden håndværker hun ville sikkert havne i butik, ligesom hendes mor. Men hun kunne også sy hun skulle nok klare sig.
Men hvad med Oda selv? Hvordan ville hendes fremtid se ud?
Bare hun havde en far som Tanjas!
Oda havde kendt Tanja længe, og elskede alt ved hendes far. Han var den perfekte far, et forbillede for alle mænd.
En stor, hjertevarm, charmerende mand, succesfuld diplomat, der sørgede for, at familien aldrig manglede noget. Når han krammede Tanja, trykkede hende ind til sig, smeltede hun, og Oda holdt næsten op med at trække vejret hendes egen stedfar havde aldrig omfavnet hende sådan. Det var i grunden væmmeligt at tænke på.
Sidselmanns hjem var som en drøm. De høje lofter, reolsystemerne, det rummelige køkken, akvariet, klaveret.
Men Tanjas mor var Oda lidt bange for. Hun var streng, ikke smuk, fyldig og sortbrynede. Hun så over brillerne, stillede ubehagelige spørgsmål og virkede altid til at drage sine konklusioner som sjældent var til Odas fordel.
Morten, læs videre! Raisas stemme trak hende tilbage til virkeligheden.
Tanja pegede på afsnittet ville hjælpe.
Dårligt, Oda. Skal du tælle krager i stedet for? Så er der ingen stil til dig!
Senere blev de hængende udenfor med de andre, diskuterede skemaet og småsludrede, før alle gik hver til sit.
Odas hjem lå på den anden side af vejen. Ikke i denne pulserende betonby, men ovre på den modsatte side af grøften. “Den anden side af grøften” sådan havde hun altid tænkt om dét; det adskilte ikke blot stedet, men hele livsformen.
Grøften delte bydelen. På den ene side lå den slidte bydel med små træhuse, på den anden de store nye lejligheder. Langs grøften var en tyk sort rørledning. For at komme hurtigt i skole kravlede børnene, og nogle voksne, under den nogen havde gravet en tunnel. Ned i grøften, op igen, så over vejen og så var skolen der.
Når Oda kravlede op, rettede hun sig og følte, hun trådte ind i en anden verden. Man kunne leve på begge sider af grøften. Men bedst var det ovre hos dem som Sidselmanns. Men…
Deres træhus var et af de bedste kun seks lejligheder. Deres var køkkenet og et stort værelse. Der var de små: bror Nikolaj og søster Maja.
Fire små rækker kartofler udenfor vinduet hele familiens køkkenhave. Lidt mere havde de ude på marken. Kartofler et slid. Snart skulle de graves op.
Odas stedfar havde siddet i fængsel fire år for slagsmål. Kom hjem for tre år siden. Så blev Maja født. Oda forstod ikke mor. Hvorfor? Nu var de alt for mange på ét værelse en fremmed, ildelugtende mand, ni-årige Nikolaj, uartig, snavset. Oda måtte tage ham med i skole og senere også søsteren.
Mor og datter havde anstrengt forhold mor var hektisk, skinger og altid kold over for Oda.
Oda vendte hjem til værelset fyldt med gammelt tøj og legetøj kastede sig på sengen. Hun forestillede sig, hvordan Tanjas mor, hjemmegående, hilste sin datter, spurgte ind, gav varm mad. Oda havde ondt af sig selv. Hun skulle gøre rent, vaske en stabel opvask, hente Maja i børnehave, høre på hendes piv, vaske strømpebukser og bikse en aftensmad sammen. Ellers blev mor tosset over rodet og råbte, at datteren var ligeglad.
Og i morgen fortsatte det hele tøj, legetøj, mere opvask.
Hun havde tilkæmpet sig et hjørne. Skrivebord, lille kommode, på væggen hang skoleuniformen ingen andre rørte det, Maja og Nikolaj holdt sig langt væk Oda kunne hidse sig voldsomt op.
Om aftenen proppede hun fingrene i ørerne for at lukke mor og lillesøsters råben og TV out satte sig og lavede lektier. Under mors brok pakkede hun forsigtigt tasken til næste dag.
Hun havde også krævet sin ret til at se præsentabel ud. Penge til forklædet havde hun fået af bedstefar, til skolekjolen havde hun selv bidraget hun havde arbejdet en sommer på mormors gård. Mor havde villet købe en billigere model, men Oda insisterede.
Hvem er det du gør alt det for? Hvem vil du imponere? muede moderen, der sparede på alt.
Hvem? Ingen. Måske mest sig selv. Hun ønskede sig over på den anden side af grøften. Hver gang hun dukkede op af grøften, rettede hun på skoene, viftede Nikolaj foran sig og gik videre med rank ryg ned ad de rene, københavnske fortove.
***
September var varm, blå og gennemsigtig. Men noget var sket deres vaner med at sludre og lave lektier i parken var ophørt. Og Tanja, utilpas, vidste, at det var hendes skyld. Oda blev mere bidsk, var hård i munden, endda over for lærerne. I går havde hun smidt hæfter ud på bordene nærmest truende, og da matematiklæreren påpegede det, svarede Oda flabet, dumpede ned på stolen og skubbede Sune i sidebenene.
Og Tanja havde musiktimer, engelsk, og skulle hjælpe sin mor derhjemme. Tidligere havde Oda tit været hjemme hos dem i mellemtrinnet, de spiste sammen, legede bagefter og lavede lektier. Men nu…
Nu, hvor børnelegene var erstattet af pigesnak, kedede Tanja sig hurtigt. At vende og dreje venindernes kærestehistorier var trættende. Nu var det ellers omdrejningspunktet for samtalerne. Mange havde allerede “scoret”, dansede til ungdomsfester. Forleden dukkede Lykke Bruun op i nylonstrømper. Hun blev sendt hjem og kom aldrig igen. Rygterne sagde, at hun gjorde oprør.
De havde vendt emnet til hudløshed, og Tanja var træt af det. Hun så hellere frem til, at far kom hjem med gode bøger, glædede sig til at dykke ned i næste nye roman.
Hun spiste hurtigt, forsvandt så ind på værelset for at læse.
Tanja! Musikundervisning!
Jeg ved det, mor. Har stadig en halv time…
Lisbeth Simonsen sukkede hendes datter slugte bøger.
Tanja, husker du, vi skal til Aarhus i weekenden?
Aarhus? Nå ja. Kan jeg ikke blive hjemme?
Hør nu! Glæder du dig ikke til at se Christian?
Jo. Bare han ikke kun snakker med Sofie. Jeg ville hellere læse videre…
Storebror Christian arbejdede på en fabrik i Aarhus, var nyligt gift, boede med konens familie, og de ventede sig barn. Oda kunne ikke rigtig lide at sidde til bords med voksne, men skæbnen var beseglet. Hun pakkede en bog med mod mor talte man ikke imod, og lidt hyggeligt var det jo: grill i haven, guitar, sauna, kold sø.
Aarhus? Hvad vil du dog der? spurgte Oda, da Tanja fortalte om planerne.
Sammenkomst Christians kones fødselsdag. Gamle sidder og snakker. Men Polinas venner er der de kan spille og synge. Også sauna og pool. Jeg bader dog ikke, den er for kold.
Mega fedt! Der ville jeg springe i. Så kunne jeg blære mig lidt! Du skulle se mig i sommer ved min mormor. Heldig, du er, Oda sukkede, Vi … Vi skal grave kartofler.
Kartofler? Ja, den tid er det jo…
Åh Tanja, hvordan vil du klare dig du er helt afskåret fra almindeligt slid.
Tanja blev irriteret og småflov. Tidligere ville hun straks undskylde, nu trak hun bare på skuldrene hun gidede ikke længere forklare sig overfor Oda og hendes forestilling om et lykkeligt liv. Hun kunne da ikke gøre for, at hun var født i den familie?
Hun syntes ikke engang, livet var problemfrit. Både mor og far sled. Moderen klarede det hele: gæster, sammenkomster, helligdage, indkøb, madlavning. Og Tanja hjalp trofast til. Moren kunne aldrig slappe af: “Vil du have et pænt, trygt hjem med duft af kager og hygge? Så må du også arbejde for det.”
Faderen… Der var også dage, hvor moderen måtte tage hans sko af, fordi han dårligt kunne gå. Hans job var krævende, han havde astma, hjerteproblemer. Tanja var tit bekymret for ham.
Oda plagede af misundelse. Hun syntes, det var uretfærdigt, at hun skulle leve sådan. Og Tanja mærkede det. Derfor holdt hun også Oda hjemmefra en tid. Moren elskede pynt og orden. I sommer havde de renoveret badeværelset og sat nye lamper op. Selv disse små ting gjorde Tanja forlegne næsten som om det var noget forkert.
Turen til Aarhus var dejlig. Nu regnede de hende ikke for et barn længere, Christians venner fra seminariet fortalte åbent, kun overfor storebror var hun stadig “lillesøster”.
Denne gang var Christians nye kollega med Leon. Høj, mørkhåret, højtrød kinder, sort jakkesæt og blå slips, i modsætning til de andre. Han kom fra konstruktionsafdelingen, snakkede spændende med faderen om sit arbejde, men hurtigt begyndte han at kigge Tanja og de unge vej da han satte sig, blev det sjovt. Hans stemme var hæs og tryg. Da de gik tur i skoven, gav han hende sin arm, hun greb ham straks, og resten af aftenen hang hun muntert ved hans skulder. For her var der ingen, der så noget forkert stemningen var tryg og hjertevarm.
Himlen stod blå over markerne, skoven dækkedes af gyldent fløjl, i det fjerne mørkegrønt gran. En ro og glæde i hjertet. Nu var Tanja glad, hun var kommet med.
***
Men kartoffeloptagningen blev udskudt regnvejr. Halvdelen af dagen gjorde de rent, vaskede tøj og lavede mad. Oda var træt. Hun måtte væk hjemmefra, så hun tog hjem til Sofie Persen.
Regnen stoppede, men en råkold fugt bredte sig, gaderne var tomme. Sofies familie boede i et lille hus dér kunne de være for sig selv.
Oda og Sofie gik i parken, ad våde stier, snakkede om alt og intet.
Først kartofler, så rengøring. Maja har ondt i øret og tudede, mor løber rundt jeg måtte væk.
Vi har syltet kål hele dagen. Jeg er træt af det hele. Glæder mig bare til at forlade skolen og flytte, Oda. Drømmer om det.
Stadig skrædder? Ikke ombestemt?
Måske. Ikke besluttet. Hvad med dig? spurgte Sofie.
Mig? Jeg prøver optagelsen til medicin, siger jeg dig.
På social- og sundhedsskolen? måbede Sofie.
Nej! På universitetet, nikkede Oda.
Det vil Sidselmann også.
Og hvad så? Er jeg dårligere?
Nej, slet ikke. Det er bare…
Hvad er det bare? Hvad?! Hvad har hun, jeg ikke har? Jeg klarer mig også godt! Jeg laver meget for klassen! For hende er det muligt for mig ikke? Hvorfor? Fordi de har penge, eller hvad? Fordi jeg bor i gamle skure? Hvor er retfærdigheden? Hvor er den?! hun råbte højt, viftede med armene og gestikulerede, så gamle damer vendte sig efter hende.
Slap nu af, Oda! Det mener jeg jo ikke… Sofie blev bleg.
Oda tav, men vreden gærede indeni. Hun var ikke ringere end Tanja, ikke det mindste! Men for alle andre var hun altid nummer to Sidselmann, det rene blod. Hvad var de egentlig venner eller rivaler?
Sig mig bare, Sofie… hvorfor ser alle Sidselmann som værdig til alt godt? Men os, nej. Oda spurgte roligere nu.
Hun færdes i andre kredse, hendes liv er noget andet.
Kredse, ja, det er klart. I går havde min stedfars ven, lokomotivføreren, været på besøg, og min mor var stolt. Hos dem altid professorer og diplomater.
Netop… Jeg siger det bare.
Den aften tænkte Oda over, hvordan vi formes af dem, vi færdes iblant. Sofie havde ret. Man bliver som sit selskab.
Og Oda besluttede ikke at tage konflikten med Tanja denne gang.
