Karsten giftede sig, da han var fireogtyve. Hans kone, Tove, var toogtyve. Hun var den eneste og yngste i en familie, hvor far var professor og mor lærerinde. Ikke længe efter fik de to drenge de kalder sig selv vejrdrengene og lidt senere en datter, som de navngav Liva.
Svigermoder, Nanna Andersen, gik på pension og kastede sig over børnebørnene. Karsten og hun havde et lidt mærkeligt forhold: han kaldte hende kun med fornavn og efternavn Nanna Andersen mens hun svarede med den kølige De, altid med fulde navn. De skændtes ikke, men i hendes selskab følte Karsten sig som en isskulptur i et sommerhus. Alligevel må man give hende kredit: hun gik aldrig i konfrontation, talte altid respektfuldt, og holdt sig neutralt i Karstens ægteskab.
For en måned siden gik den virksomhed, Karsten arbejdede i, konkurs, og han blev fyret. Ved aftensmaden sagde Tove:
Vi kan ikke leve af din mors pension og min løn på 22000kr. om måneden, Kar. Find et job.
Det er let at sige find et job! I tredive dage gik han fra dør til dør, men intet kom ud af det.
Af frustration sparkede Karsten en øldåse væk. Held og lykke, svigermor holdt mund, men hendes blik var fyldt med mening.
Før brylluppet havde han ved et uheld snuset med i en samtale mellem mor og datter:
Tove, er du sikker på, at han er den, du vil tilbringe resten af dit liv med?
Mor, selvfølgelig!
Jeg tror ikke, du forstår ansvaret helt. Hvad nu, hvis far stadig var i live
Mor, stop! Vi elsker hinanden, og alt bliver fint!
Vil børnene kunne forsørges? Kan han betale regningerne?
Ja, mor!
Det er ikke for sent at stoppe op og tænke. Hans familie
Mor, jeg elsker ham!
Åh, så du ikke skal bide i det sure æble!
Det er på tide at bide i det sure æble, mumlede Karsten med et skævt smil, mens svigermor stirrede som en fisk i vandet.
Han havde ingen lyst til at gå hjem. Det virkede som om, Tove kun trøstede ham med en falsk, Det går nok, vi får det til i morgen! mens hendes mor sukkede og dømte i stilhed, og børnene grinede, Far, har du fundet et arbejde? At høre og se det igen var simpelthen uudholdeligt.
Han gik en tur langs havnepromenaden, satte sig på en bænk i en lille park, og da natten faldt på, kørte han ud til sommerhuset, hvor familien holdt til fra maj til september. I sommerhusets stue lyste kun ét vindue svigermoder Nannas værelse. Karsten sneg sig langs stien, drillede på gardinet, satte sig på en træstub og fik en lille knækkert på bagdelen.
Nanna kiggede ud:
Hvorfor er Karsten så længe væk? Har du ringet, Tove?
Ja, mor, men linjen er optaget. Måske har han stadig ikke fundet et job, så han hænger bare rundt et sted.
Svigermoderens stemme blev iskold:
Tove, du må ikke tale sådan om din børns fars arbejde!
Øh, mor, er du seriøs? Det virker bare som om Karsten er en doven, og han har slet ikke søgt noget. Han har siddet hjemme i en måned nu!
For første gang i seks år hørte Karsten, hvordan Nanna slog på bordet med knytnæven og råbte:
Du må ikke tale sådan om din mand! Hvad lovede du, da du gik i bryllup? At stå ved hans side i sygdom og sorg, at støtte ham!
Tove mumlede en kedelig opskrift:
Undskyld, mor. Bare rolig, jeg er bare træt. Undskyld, skat.
Nanna svang med hånden: Kom i seng, dreng.
Lyset gik ud. Nanna gik frem og tilbage i rummet, skubbede gardinet til side og stirrede i mørket. Så løftede hun blikket mod loftet, krydsede hænderne og sagde højtideligt:
Herre, almægtige og barmhjertige, beskyt min svigersøn, min datters mand! Lad ham ikke miste troen på sig selv! Hjælp ham, min søn!
Hun hviskede og korsfæstede sig, mens tårerne trillet ned ad kinderne.
I Karstens bryst voksede en klump af varme. Ingen havde nogensinde bedt for ham! Ikke hans strenge mor, der havde viet sit liv til kommunens kontor, ej heller hans far som Karsten kun så i barndommens tåge, da far forsvandt, da han var fem. Han voksede i børnehave, børnehaveklasse, skole og fritidsklub. Da han gik på universitetet, gik han straks i arbejde mor tolererede ikke dvale, og mente, at Karsten selv kunne klare sig.
Varmen steg, fyldte hans indre, og brød frem som uønskede, sparsomme tårer. Han huskede, hvordan svigermor om morgenen stod op før alle og bagte wienerbrød, som han elskede, lavede lækre frikadeller, og hendes pølser og æblekage var ren magi. Hun plejede haven, lavede marmelade, sylte agurker og kål til vinteren alt, der fik ham til at slikke sig om munden.
Hvorfor havde han aldrig vist interesse? Hvorfor havde han aldrig sagt noget? Han og Tove arbejdede bare, fik børn, og troede, det var sådan. Eller troede han det? En gang så de en tvprogram om Australien, og Nanna sagde, at hun altid havde drømt om at besøge den mystiske kontinent. Karsten grinede: Det er alt for varmt, de vil ikke lade en dame i en iskold panser komme ind!
Karsten sad længe under vinduet, holdt hovedet i hænderne.
Næste morgen gik han og Tove ud på verandaen til morgenmad. Bordet var dækket med wienerbrød, marmelade, te og mælk. Børnene smilede, øjnene glimtede. Karsten løftede blikket og sagde blidt:
Godmorgen, mor!
Nanna rystede på hovedet et øjeblik, så svarede hun:
Godmorgen, Karle!
To uger senere fandt Karsten et job, og et år efter sendte han Nanna på en ferie til Australien, trods hendes heftige modstand.
Ønsker for en dansk familie.
