Jeg kom hjem til aftensmad, som min kone havde lavet til os den aften. Jeg havde noget vigtigt på hjerte, så jeg startede med: Jeg skal lige fortælle dig noget Hun sagde ikke noget, men gik videre med at hakke grøntsager. Jeg så straks den lille smerte i hendes øjne.
Jeg vidste, at jeg var nødt til at fortsætte samtalen, så jeg sagde, at vi skulle skilles. Hun så bare forvirret på mig og spurgte: Hvorfor? Jeg kunne ikke finde et svar, så jeg gik udenom.
Det gik op for hende, og hun blev rasende. Hun begyndte at kaste alt, hvad hun kunne finde, i min retning og råbte: Du er ingen mand! Det var slut med snakken. Jeg gik i seng, men kunne ikke falde i søvn. Jeg hørte hende græde hele natten. Det var så svært at forklare, hvad der skete med ægteskabet jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige til hende, at jeg ikke længere elskede hende, at der kun var en kold medlidenhed tilbage, og at jeg havde givet mit hjerte til Mette.
Næste dag samlede jeg alle papirer til skilsmisse og deling af boet. Jeg ville beholde huset, bilen og 30% af aktierne i min virksomhed, mens Kirsten fik resten. Men hun smilede, rev papirer i stykker og sagde, at hun ikke ville have noget fra mig. Så brød hun ud i tårer igen. Jeg savnede de ti år, vi havde haft sammen, men hendes reaktion gjorde mig kun mere sikker på, at skilsmissen var den rette.
Den aften kom jeg sent hjem, sprang direkte i sengen uden at spise. Kirsten sad ved skrivebordet og skrev noget. Jeg vågnede midt om natten og så, at hun stadig sad og skrev. Jeg var ligeglad med, hvad hun lavede jeg følte ingen nærhed længere.
Om morgenen fortalte hun mig, at hun havde sine betingelser for skilsmissen. Hun ville holde et godt forhold, så længe vi kunne klare det. Hendes argument lød: Om en måned har Emil eksamener i folkeskolen. Så skal vi undgå ekstra stress for ham. Det var rimeligt. Det andet betingelse lød mærkeligt: I en måned skal du hver morgen bære mig ud af soveværelset i armene og sætte mig på trappen, som en påmindelse om, hvordan du bragte mig ind i dit hjem efter brylluppet. Jeg sagde ikke imod, jeg var ligeglad.
Jeg fortalte Mette om dette på arbejdet, og hun svarede sarkastisk, at det var min kones tåbelige forsøg på at manipulere mig tilbage i familien.
Den første dag, da jeg løftede Kirsten op, føltes det akavet. Vi var fremmede for hinanden. Emil så os og råbte glad: Far bærer mor! Kirsten hviskede: Sig ham ikke noget Jeg satte hende forsigtigt på gulvet ved indgangen, så hun kunne gå til busstoppestedet.
Den anden dag gik det mere naturligt. Jeg lagde mærke til de små rynker og de grå hår på hendes hoved, som jeg aldrig havde set før. Hvor meget varme havde hun puttet i vores ægteskab, og hvad kunne jeg have gjort for at takke hende?
Snart opstod der en lille gnist mellem os, og den voksede for hver dag. Jeg bemærkede også, at hun blev lettere at bære, og jeg sagde ingenting til Mette.
På den sidste dag ville jeg løfte hende igen, men fandt hende ved skabet, hvor hun græd over, hvor meget hun var blevet tyndere. Hun var virkelig blevet meget tynd. Er du bekymret for os? spurgte hun. Emil kom ind og spurgte, hvornår far ville bære mor igen han så det som en tradition. Jeg løftede hende, præcis som på bryllupsdagen, og hun lagde let sin arm om min hals. Det eneste, der optog mig, var hendes vægt.
Så satte jeg hende på gulvet, greb bilnøglerne og skyndte mig på arbejde. Da jeg så Mette, sagde jeg, at jeg ikke ville finde på at skille mig fra Kirsten, at vores følelser kun var kølet af, fordi vi havde glemt hinanden. Mette gav mig et slag i ansigtet og løb væk i tårer.
Jeg vidste, at jeg hellere ville se min kone. Jeg sprang ud af kontoret, gik til den nærmeste blomsterbutik, købte den smukkeste buket og da ekspedienten spurgte, hvad der skulle stå på kortet, svarede jeg: Det vil være min lykke at bære dig i armene til min sidste dag.
Jeg kom hjem med let hjerte og et smil, løb op ad trappen og ind i soveværelset. Kirsten lå i sengen hun var død.
Senere fandt jeg ud af, at hun havde kæmpet mod kræft de sidste måneder. Hun sagde mig intet, og jeg så det ikke, fordi jeg var optaget af Mette. Kirsten var en utrolig klog kvinde: for at spare mig for at blive en monster i Emils øjne efter en skilsmisse, havde hun opfundet alle de skilsmissebetingelser.
Jeg håber, min historie kan hjælpe nogen med at holde fast i familien. Mange giver op, uden at vide, at de kun er et skridt fra at vinde.
